28 februar 2006

Jeg, en stakkel

Godt, nej vent. Starter forfra.
Skidt, tømmermændene har vist sig at være onde små bakterier. Jeg er blevet angrebet af en hær af baktusser. De har slået lejr i min hals. De får min krop til at opruste i snot og kropsvarme.
Og nu vi er ved snot. Mmmmm, dejligt med snot. Dårligt er det, når jeg er træt og vil sove hele tiden, men hver gang jeg forsøger bliver jeg vækket af min eget snorkeri. Lukker stille øjnene, borer kinden ned i puden og...jeg bliver vækket af et andet menneskes vejrtrækning. Min næse er så stoppet og tæt at jeg ikke kan sove.
Måske burde jeg holde op med at forsøge at vinde hele verdens medlidenhed og bare gemme mig i min seng indtil baktusse-hæren er på retræte og jeg ikke taler i febervildelse længere. Ak nej, jeg har 48 timer til at blive rask i, der er jo BloodHound Gang-koncert på torsdag...det er da på torsdag ikke? Positive tanker, positive tanker, så heler kroppen sig selv.
Åh, min krop er øm og sølle. Trænger til at blive få skulderne masseret, uh, og at blive nusset på ryggen. Mon jeg kan lokke nogen til at træde ind i bakteriernes himmel, ind på mit værelse? Min stakkels krop. Jeg, en stakkel.
Lige en ting, vil ikke have sære pakker fra Sønderjylland med alt muligt gøgl, som også bliver kaldet medicin. Jeg er jo sikkert også rask og sund når pakken når frem. Jeg kan SELV! Jeg vil selv...undskyld, febervildelse. Lægger mig til at "sove".

27 februar 2006

Deja-vu

Min slidte fremmedordbog siger: det fænomen at man fejlagtigt mener at have oplevet den foreliggende situation engang før.
Hmm, jeg får ret ofte deja-vu, i gennemsnit er det en gang om ugen. Vil det så sige at jeg ofte tager fejl? Eller er mine drømme virkelig så realistiske at jeg sagtens kan støde på lignende situationer i virkeligheden? Dunno, holder mig til at mit hoved lever sit eget liv.

26 februar 2006

Søndags-syge

Nogle kalder det også tømmermænd.
Når man vågner op hos Ivana søndag morgen med ondt i halsen, ømme fødder, savl i mundvigen og en knurrende mave, ved man at det bliver en laaaaaang dag. Den flinke dame kunne heldigvis fodre mig, ynke sammen med mig og jeg formåede at vaske (mit?) savl væk.
Jeg slæber mit ynkelige legeme ud i det onde sollys og tværs over byen tilbage til Amager. Undervejs kan jeg jo så sidde og gennemgå eventuelle pinlige situationer fra aftenen. Alkohol er muligvis ikke godt for mig...jeg bliver jo både fuld og mere sær. Men altså undervejs hjem smider jeg lige et kig i indbakken på mobilen og kan se at jeg har spamet næsten samtlige mennesker i min telefonbog. Bør jeg undskylde? Hmm...alkohol...argh, jeg undskylder. Jeg sender også en undskyldning til de stakler der var vidne til mine "dansetrin". De er for evigt blinde.
Mine tømmermænd burde forlængst være gået hjem for at holde fyraften. Nope, de er ikke gået, eller også har min hals bare lige glemt at stoppe med at pine mig. Må finde stop knappen et sted. Hvor sidder den?
Det er heller ikke blevet bedre. Med radiatoren på fuld knald, et tæppe over dynen og adskillige lag tøj svøbt om mit legeme fryser jeg stadig. Ak og ve. Jeg har flere gange forsøgt at tage mig en lille lur, men efter halvanden time med at ryste af kulde i min store kolde seng gav jeg op. Jeg må konkludere at min krop bare vil være syg i dag.

23 februar 2006

Ugen

Mens det virker som om mit liv gik på pause i den her uge, sker der så meget andet ude i verden. Hmm, eller også er jeg bare sunket ind i mine hørebøffer og får Ramones til at voldtage mine trommehinder. Jep, det var ugen hvor Ramones endelig kom hjem til mig igen, sammen med Sex Pistols og to dejlige Rock 'n Roll-film.
Det var ugen hvor lillebror er begyndt at tage kørekort. Nej nej, han stjæler dem ikke, det er bare gået op for ham, at jeg ikke længere kan være chauffør når der skal transporteres øl til Roskilde Festival.
Det her var også ugen, hvor jeg fandt ud af hvor lidt jeg egentlig gider lave. Øh ja...det er da vist på tide jeg indrømmer at jeg er doven som en sovende høstak. Det var også ugen hvor jeg forventet blev crashet af en veninde i opgave-skrivnings-panik. At jeg så ikke kunne hjælpe ret meget med det faglige er vist lige meget, for jeg sørgede jo for mad og masse af cola, moralsk støtte og underholdning.
Det var også ugen, hvor Ivana scorede 6 fribilletter til valgfrie film og lovede at tage mig med. Så er der dømt gysere og stalkning af russere på strøget. Sære dame.
Det er også ugen hvor Depeche Mode lige hopper en tur forbi parken. Jeg ærgrer mig stadig over ikke at have lånt pengene af min kære moder da jeg havde chancen for at få mig en billet. Men ak nej, man mangler altid penge på de forkerte tidspunkter.
Det her er også ugen, der ikke er helt slut endnu. More is to come...hmmm, mon det bliver andet end fuldskab?

18 februar 2006

Johnny Cash og Walk the Line

Så fik jeg endelig set Walk the Line! Uh uh uh, fantastisk oplevelse. Jubler begejstret og flytter mine lemmer rundt i bevægelser der også kaldes dans.
Jeg har ikke oplevet Beatle-mania eller boyband-hysteriet, men jeg kan sagtens leve mig ind i de syge fans verden. Det kræver vist bare jeg slipper kontrollen over mig selv (meget let gjort), lader hysterien tage over, sætter mit mentale helbred på pause og træder så tilbage for at gøre plads til det uforudsigelige. Så var der dømt Walk the Line i to timer, eller hvor kort den film nu er.
Desværre fik jeg ikke grædt, leet, tjekket efter filmkiks eller brokket mig over larmende mennesker. Jeg sad i to timer og stirrede forelsket op på en fire meter høj fiktiv Johnny Cash. Hypnotiseret, opslugt, fascineret. At det er Joaquin Phoenix med masser af sminke der render på skærmen gør mig ikke ret meget ondt, han er en helt fin mand (krydser fingre for at han får Oscar med hjem). Nu lyver jeg jo.
Helt ærligt, så gik jeg ud af biografsalen med en følelse af tomhed og en smule skuffelse. Det er jo ikke min Cash der synger sangene i filmen, det er jo ikke hans ansigt jeg ser, ikke hans stemme der taler. Det hele er fiktion bygget og brygget på et par biografier om Cashman. Mine forventninger og forberedelser til filmen var for store, meget for store. Tomheden skyldtes at jeg ikke var forberedet på den bratte lykkelige slutning. Filmen handler meget om Cash og June Carters forhold, ikke kun om manden selv. Jeg havde regnet med en musical, håbet på mere musik, men fik i stedet nyindspillede klassikere smidt i hovedet når scenerne gjorde plads til det. Min skuffelse over filmen gik først op for mig, da det viste sig June har skrevet Ring of Fire, et stykke info der er gået helt henover hovedet på mig. Jeg er skuffet over ikke få mere at vide om manden, at historien slutter i 1968 da June Carter bliver Mrs. Cash. Man har vel lov at håbe at der kommer en 2er med resten af hans liv i en 4 timer lang filmatisering.
Med alt det sagt/efter at have vrøvlet nok, har jeg stadig kun gode minder fra timerne i biografen. Den orgasmiske eksplosion da filmen langsomt og stabilt sætter igang som en lokomotiv. Foden og læberne der bare ikke vil lege døde når der spillet en bid musik. Fryden over at jeg sidder så langt oppe foran at ingen gider sidde foran og blokere for mit udsyn. Rækker drilsk tunge ad alle de mennesker der endnu ikke har set filmen, som den møgunge jeg er.
Mon det er blasfemi at jeg foretrækker de coversange han har lavet af Nine Inch Nails og Depeche Mode fremfor hans akustiske American Recordings fra 1994? Jeg vælger at sige nej, alt fra Johnny Cash er fremragende.
Nogen der vil have mig på slæb når de skal ind og se filmen? Selvom økonomien kommer til at brokke sig, så har jeg kan sagtens tåle at se filmen igen!

16 februar 2006

Ak ak, Sjesser er gravid


Jep, rigtigt læst. Til maj fylder min elskede Babe et år. "MVX300" som Canon så upersonligt kalder den, får sig en lille legekammerat.


Men åh nej dog, nu har jeg forelsket mig i et digital kamera. "IXUS i" hedder den.

Lige nu bliver der kun ruget, men jeg kan mærke det bliver i år. Ak ak, med en opsparing lige ved hånden og feriepenge på vej, så kunne det jo blive meget snart. Må vist hellere vælge en farve (hehe, mon det bliver sort?) og barnet skal jo også døbes.

Nej puha, Sjesser. Det her går jo slet ikke. Du har slet ikke råd til at have endnu en unge rendende rundt, den første var dyr jo nok og der kommer flere udgifter senere når den skal opdrages, skoles og udvides. Åh, de dyre børn!

15 februar 2006

For et år siden

Sender lige en venlig lille tanke til en gravsten i det fjerne Sønderjylland. Evigt borte, altid husket. Jeg kan ikke selv lægge en lille blomst på stenen, må derfor gøre det i ånden. En hvid rose.
Næste tanke bliver sendt til hendes datter. Kontakten er borte, men derfor kan jeg jo godt sende en lykkebringende hilsen til hende. Må livet være god ved hende.
Hmm, burde vist have skrevet det den 14., men ak ja, tiden var mig for kort i dag. Livet er for kort. Jeg er for ung til at være så trist, nej egentlig ikke. Jeg er vist et sørgmodigt væsen.

13 februar 2006

Brormand: opmærksomhed!!! del 2

Der er så gået en uge siden jeg reklamerede for at jeg forventede en pakke! Min postkasse er tom. Jeg får lyst til at græde, at vræle som et lille barn der kun har fået bløde pakker til jul. Skulle nogen møde min bror, så giv ham buksevand!
Jeg er ikke sur, gal eller arrig, jeg er skuffet og dybt såret. Nu gik jeg jo en hel uge og håbede på en fin lille pakke i min postkasse, men den kom ikke. Kommer den nogensinde? Gimme my Ramones. Egentlig er det jo min egen skyld, jeg kunne jo bare lade være med at låne CD'en til ham og så glemme alt om det indtil jeg sidder i toget på vej væk fra Sønderjylland. Ak ja, min hukommelse er ikke hvad den har været, kan mærke at jeg langsomt bliver senil og gammel.
Hmm, Kebina *murhahaha* har du egentlig fattet hvor meget jeg har brug for Ramones lige nu? Jeg er så tæt (presser fingerspidser hårdt mod hinanden for at illustrere at jeg faktisk er nået dertil) på at lade Puddle of Mudd, Nickleback, Creed eller Aqua køre på afspilleren i døgndrift. Jeg kan mærke hvordan min hårdt tilkæmpede smag for kvalitet smuldrer for mig, hvordan en lille tanke til de tidlige teenageår med Kelly Family langsomt tænder et ønske om at genopleve den tid. Der ligger så meget godt musik i min samling, men jeg vælger den del ud jeg så absolut ikke gider høre, fordi jeg føler mig hjernevasket bagefter.
Få nu sendt den pakke, inden jeg tager til Sønderjylland for at give dig buksevand, hente mine Kelly Family CD'er og Buffalo-sko. Skynd dig, skynd dig, jeg kan stadig nå at reddes fra min egen undergang i poptøsernes verden.

11 februar 2006

En nitte

Er det muligt at man kan trække en nitte i lotteriet om sociale evner? Eller har brormand arvet hele molevitten fra begge vores forældre? Lucky bastard. Sender du ikke lige nogle points fra din social-intelligens med posten? Bare lige nogle stykker jeg kan låne en uges tid eller to.
Hmm, er det meningen at man bare ikke skal fatte hvad der foregår omkring sig?

08 februar 2006

Bibliotekar-studerende

Havde egentlig troet bibliotekar-uddannelsen var noget helt andet. Jeg forventede at lære noget mere om en bibliotekars opførsel og udseende.
Troede jeg skulle lære noget om tøjvalg; hvilke farver, de bedste grå nuancer, længden på skørtet, hvor mange knapper cardiganen skulle have.
Jeg ville få et kursus i de forskellige måder at tysse på; den strenge, den bestemte, den venlige, den opgivende, hvilken finger jeg skulle bruge og hvor den skulle placeres på læberne for bedste effekt.
Der ville være supplerende kurser i detaljer; den bedste måde at sætte håret op, hvilken knold og spænde var bedst egnet, hvilke briller jeg skulle bruge, hvor på næsen de skulle sidde, hvilken snor de skulle hænge i om halsen, hvilke sko og hæle der larmede mindst.
Desuden ville der være undervisning i hvordan man bruger kopimaskinen bedste, hvilke kropsdele der er bedst egnet til kopiering, hvilke farver undertøjet skulle have, hvordan man med en enkelt håndbevægelse kunne give håret friheden tilbage.
Men næh nej, sådan er det ikke. Det bliver krævet helt andre ting; de kræver man lærer noget, at man får sig noget viden og lærer et par 1000 nye ord og begreber hver dag. Man skal bruge sine mange dage på at læse noget relevant og interessant, ikke på at sidde og studere tøj-valg og kedelige detaljer.

06 februar 2006

Brormand: opmærksomhed!!!

Jeg er ved at dø af sorg over ikke at kunne høre en røvfuld Ramones dagligt. Så til brormand i Sønderjylland: så få dog sendt den CD afsted!!!

Øh, ja, jeg nu ved jeg så at drengen (ups) manden ikke har nogen penge. Send beskeden videre til mor. Jeg regner med at have CD'en i mine hænder indenfor en uge. Hvis det ikke sker, så giver jeg resten af verden lov til at give ham buksevand, vaske ham i sneen, bade ham i åen, binde ham til biltaget eller hvad folk nu har lyst til.

Hehe, du er selv ude om det.

Gimme my Ramones!!!

05 februar 2006

Resten af verden

Mens resten af verden sætter al sin energi ind på at hade hinanden sidder Sjesser alene i sin hule og sørger over at det ene Roskide festival-armbånd er gået i stykker og faldet af.
Jeg sukker opgivende. Vi kan vist alle blive enige om at sagen om tegningerne er gået for vidt. Selvfølgelig har man ret til at bruge sin ytringsfrihed og sige sin mening. Men altså! Respekt og tolerance bør og skal være første prioritet. Der skal være plads til alle, undskyldninger og tilgivelser. Gid det var så nemt, gid alle kunne se det. Det bliver raset over et respektløst syn på en religion, nedbrændte ambassader, boykotning af madvarer. Come on, hvor ville det være dejligt hvis man bare kunne acceptere hinanden og give hinanden lidt albuerum til at udtale sig om verden.
Men nej, sådan er verden jo ikke. En overflod af energi bliver brugt negativt. Vi ser had, vold, mord, krige overalt. Vi ser kun dem der ikke viser os respekt, også selvom vi ikke har fortjent den. Vi ser ikke de sultende mennesker, krigens ofre, de syge og svage. Hmm, jeg stiller det jo ret firkantet op. Ikke at gøre ved. Gid verden havde plads til undskyldninger og tilgivelser. Gid vi alle forstod hinanden. Men det gør vi ikke og vi kommer aldrig til det, men derfor er der ingen grund til at hade hinanden.
Jeg ved jeg generaliserer, og jeg får sikkert høvl for det, men min erfaring siger mig at danskere ikke er så tolerante og åbentsindede som de gerne vil være. Man sætter ikke et barn i verden før man selv er afklaret med sine holdninger til resten af verden og andre kulturer.
Jeg er naiv og jeg ved det. Utroligt at de faktisk har fundet Danmark og ved at det er et land. København kunne jo være en forstad til Danmark, en by i Tyskland. Bravo, at sådan et lille bitte land kan formå at gøre så meget skade.

03 februar 2006

Walk the Line

Filmen har endelig fået premiere!!! Wuhu, stor jubel, fryd og latter. Jeg klapper begejstret i mine små buttede hænder. Har kæmpe store forventninger til den film, så store at jeg regner med den kan få mig til at græde ved de egnede scener. Sådan noget sker ikke tit, jeg kan bare ikke græde over triste scener i film, jeg bliver heller ikke skræmt af uhyggelige film. No no, jeg fniser mig igennem dramaer, klukker begejstret når folk får skåret arme og ben af og jubler når blodet sprøjter. Så derfor, mine forventninger til Walk the Line er lige så høje som at forvente jeg flytter ind hos dronningen i morgen. Nu skal pengene til billetten lige skrabes sammen og en følgesvend(inde) findes, så kan jeg drage i bio. Lad os se om jeg får set filmen indenfor en uge.

01 februar 2006

Eksamen

Oh fuck!!! Hader det. Kan sagtens leve uden at skulle være panisk nervøs, frygtende for angstanfald og at skide i bukserne inde ved det grønne bord. Må jeg ikke nok slippe? Nå ikke, så må jeg jo bare nøjes med at dø en smule de næste tolv timer og håbe på en genfødsel når de har givet mig min sekser.