Potteplanter

Som en ud af mange indflytter-gaver fik jeg to nuttede små potteplanter. Det var i august, da jeg frejdigt vinkede farvel til Sønderjylland og flyttede ud i civilisationen. Næsten otte måneder senere erklærer jeg mine planter for døde. De er ikke blevet vandet i en måneds tid, og den ene ser ret så død og kedeligt grå ud nu. Den anden bliver ved med at spirre og gro, den har endda en lille knop. Den er som en evig kaktus, den nægter at dø. Den ved hvem, der ejer den og at den dermed er dødsdømt til at kæmpe for sit spæde liv. Nu står de ude på altanen og suger regnen til sig. Må se, måske kan et lyn og Dr. Frankensteins mirakler vække dem til live igen. Men altså, jeg kan da ikke eje små nuttede planter, det ødelægger jo mit image som ond og dyster møgunge, også selvom de pynter mellem mine plakater af dødningehoveder og døde rockstjerner og mine figurer med vampyrer og kister.

De tidlige morgentimer

Engang for et årstid siden, fik jeg mig et frygteligt job som rengøringsassistent. Jeg skulle møde klokken seks hver morgen og gøre toiletter rene, egentlig ikke et hårdt job, for det tog kun små tre timer. Så var der jo lige de dage hvor man måtte ud og afløse en syg kollega, så kunne møde tidspunktet sagtens være halv fem. Jeg hadede jobbet ret så meget. Mig, skidt og vand svinger bare ikke, toiletterne blev rene, mens jeg blev våd og beskidt. Men hey, det var da altid hyggeligt at få sig en lille sludder med de mandlige medarbejdere på cementfabrikken. Når man er noget nær det eneste kvindlige staklerne får at se i otte timer, så får man meget opmærksomhed. Hehe, jeg mindes de mange gange jeg fik nogen til at bære vognen hen over stakke af ledninger og bjerge af cemtentklodser.

Hvordan jeg nogensinde præsterede at få mig selv sparket ud af sengen hver morgen halv fem forbliver vist et uløst mysterium. Måske var det tanken om lønnen, måske var det at jobbet var midlertidigt, måske fandt jeg det spændende og interessant.

Jeg nød køreturene på de øde sønderjyske landeveje. Man følte sig helt alene i verden, ikke på en ensomme depressive måde, men som at man var fri til at gøre som man ville. Der var kun mig, og på de bedste morgener havde jeg solen med mig som min bedste ven. Jeg fik set mange solopgange i de otte måneder jeg orkede jobbet.

Nu hvor jeg igen sidder alene og følger solens opgang, kan jeg også se at livet ikke står stille. Langsomt vågner verden igen udenfor. Tågen letter, solen titter frem, lysene tændes i vinduerne og flere biler kører forbi nede på gaden. Jeg får næsten lyst til at lære at stå tidligt op, bare for at kunne nyde morgentimerne. Der er bare noget særligt over en ny morgen, også selv om man meget hellere vil ligge trygt under dynen og sove videre.

Vågn så op mennesker og giv mig lidt selskab!

Sjesser - fanget i en glad stund med forårskuller.

Budapest

Det lader til at en masse brok over at man føler sig overset kan give pote. Mama-Mutter har bøjet sig og rykket lidt i trådene. Så nu ligger Budapest forude for damen med fingrene på tastaturet. Jeg jubler og er klar til at drikke mig i hegnet af glæde. Det er så ligemeget at jeg for få timer siden ville drikke mig i hegnet fordi jeg ikke kunne komme med på ferie.

Men ak, intet er så godt at det ikke er skidt for noget. Jeg bliver jo nødt til lige at skippe et par undervisningstimer, jeg aflyser festen for klassen (og tilhørende tidligere medlemmer og rusvejledere). Men HÆ, jeg skal til Budapest! Øh ja, og tilbringe en uges tid i Sønderjylland = fri adgang til et fyldt køleskab jeg kan voldtage dagligt.

Fantastisk. Fik en mail fra Daster Filse. "Basse grynt siger vi i hernede i synnejylland til den som er sidst færdig med at spise!!!!!" Så fik jeg opklaret hvorfor "Basse Grynt" lød så bekendt.

Solen skinder, min dag er blevet god, det er fredag, snart er det også weekend. Cyklen venter på at kunne bringe mig hjem. (det er ikke af sundshedsmæssige grunde jeg cykler i skole, det er for at undgå hundelortene på fortovet).

Mon jeg tør tage videokameraet OG digitalkameraet med til Budapest? Den tid, den sorg. Takker mor fordi hun liiiiiiiiige gad skaffe en billet mere (eller hvem det nu var der skaffede den).

Tarveligt!

Hvor tarveligt af mor og co. at planlægge en tur til Budapest i påskeferien og så ikke spørge om jeg vil med. Jeg vil da også se byen, nyde lidt ferie, være lidt kulturel etc. Men næh nej, jeg blev spurgt om jeg ville med til Lalandia, men skyndte mig at takke nej. Jeg hører vist ikke lige ind under Lalandias målgruppe. Jeg er hverken barn eller forælder og jeg HADER vandland. Budapest, på den anden side, er en helt anden ting. Det er ganske nemt lige at springe en enkelt dags undervisning over, aflyse den fest jeg (frivilligt) lægger lokale til, pakke en kuffert med lidt skolebøger, tandbørste og pas og så hoppe på det første tog mod de sønderjyske himmelstrøg. Nope, det skal jeg så ikke...for jeg blev ikke spurgt. Der er sikkert også den lille minimale detalje med at jeg skal betale for min egen billet og sørge for mine egne lommepenge. Penge jeg jo ikke ligefrem har.

Så nu er jeg bare lige så tarvelig. Jeg dropper da bare mine planer om at være i Sønderjylland i påsken. Haha, så kan I lære det. God ferie.

Tarveligt!

(Jaja, man har vel lov at være 10 år og en sur møgunge engang i mellem.)

Suk, et kædebrev...jeg er viljesvag

Jajaja, jeg brokker mig over kædebreve men falder med det samme i, når jeg ser chancen for at. Den her tingest har vist været rundt på en del andre blogs og nu får den så lov at dø ud hos mig. Jeg takker for den store ære.

4 jobs jeg har haft:
1: Rengøringsassistent på en cementfabrik (otte måneder af mit liv og sabbatår jeg brugte på at skrubbe toiletter klokken 6 om morgenen)
2: Kassedame (sagde op efter to måneder, jeg forstod ikke hvad der foregik)
3: Opvasker (ganske hyggeligt, kokkene var søde og jeg var drivvåd.
4: Avisbud (var det tre år og samtlige søndage-morgener jeg brugte på at tjene ingenting, vandt dog en cykel)

4 film jeg har set mere end én gang:
1: Ringenes Herre (det hører vel med til en almen uddannelse at kunne alle replikker i de tre film)
2: Convoy (selvfølgelig...venter stadig på at en eller anden giver mig filmen på DVD)
3: Filmatiseringer af Stephen Kings bøger (bøgerne er egentlig sjovere at læse)
4: Alt med blod, splatter og afskårede lemmer

4 steder jeg har boet:
1: Sønderjylland (Vestkysten/Tønderegnen)
2: Sønderjylland (Østkysten/lidt tid i Haderslev)
3: Padborg/Holbøl (mine teenageår var ensomme)
4: København (endelig noget man kan kalde en by)

4 tv-shows jeg elsker:
1: Desperate Housewives (damerne skræmmer mig så meget at jeg er bange for ikke at se den)
2: Komedieserier (ingen nævnt - ingen glemt)
3: Troldspejlet
4: Simpsons (de få gange jeg kan holde mig vågen indtil midnat)

4 steder, jeg har været på ferie
1: Filippinerne (dejligt sted, men lige en smule for varmt efter min smag)
2: London
3: Rom
4: Trier

4 websites jeg besøger dagligt:
1: de forskellige studierelevante sider
2: blackmarket.dk
3: Ekstra Bladets brevkasse (men resten får da også et kig efter det daglige grin)
4: diverse sider med musik og film

4 steder jeg hellere ville være lige nu:
1: I min seng med varm kaffe indenfor rækkevidde
2: I min mors køkken mens hun laver mad til mig
3: I et land hvor foråret er ankommet
4: Hos mine lektier

4 bloggere jeg generer:
1: Kædebrevet
2: får lov at dø
3: HER
4: (nægter at tagge nogen, det må de selv gøre)

Kædebreve

Jeg forstår konceptet med dem, de irriterende små kædebreve. De hele handler om at sprede den søde tanke, kærligheden etc. Jajaja, det er da en smuk tanke at sende en maskinelt skrevet sms videre, der kun er blevet lavet for at telefonselskaberne kan tjene flere penge på sine søde kunder. Kædebreve får lov at dø i min indbakke, de ligger i nogle uger og rådner langsomt, indtil jeg en dag får trykket på delete. Sender man engle til mig, små døde -ups- søde dyr, noget med held&lykke i kærlighed eller noget hvor man kan redde verden ved at trykke på vidersend-knappen, så sidder jeg og glor dumt på emailen i stedet. Jeg leder måske opgivende efter bare en eller anden personlig besked fra afsenderen, noget så jeg kan se at de har lagt lidt følelser i klikke på send, men sjældent finder jeg andet end deres navn nederst. Jeg forstår vinket med vognstangen, altså at blive bombaderet med kædebreve fra højre og venstre, folk tænker på mig og vil mig det godt. Men jeg er ikke sikker på de er klar over hvordan sådan noget bliver modtaget hos mig. Jeg synes kædebreve er kolde små djævle, der kun er blevet lavet for at stjæle lidt mere tid. De er lavet til de mennesker der ikke selv kan formulere en venlig sætning og i stedet må benytte sig af de kolde standardiserede beskeder. Sørgeligt for dem.

Basse Grynt

Det er sket, men nøj hvor er jeg glad lige nu og sikkert også resten af ugen. Her er min nye baby, en lille nuttet stakkel, der har fået mig som mor. Den hedder Basse. Det fulde navn er Basse Grynt, men jeg render jo heller ikke rundt og Kalder Babe for Ballerina Belly, så derfor, brugsnavnet er Basse.

Det kan godt være et rengøringsjob er et arbejde fra helvede, men et halvt år efter sidste arbejdsdag sidder jeg og ler lykkeligt fordi jeg lige har brugt min opsparing på en lille skinnende sort tingest. Jeg er ikke materialist, nej nej slet ikke. Jeg giver heller ikke mine ting navne og personligheder, nej nej, slet ikke. Sådan er jeg slet ikke, overhovedet ikke, vil ikke kendes ved den betegnelse. Hmm, okay så, bare en lille smule, bare lige en anelse.

Okay, måske var det lidt et impulskøb, men jeg kan ikke rende forbi en Fona der reklamerer med sine mange millioner tilbud, mens jeg ved at de har Ixus liggende. Og skræk og smerte, Ixus i Zoom er på tilbud, sat ned fra 1 milliard til 1 million. Jeg trodser mine lyster og trisser hjem til Babe. Men altså, jeg er jo et svagt menneske, på vej hjem skal alle mulige navne lige overvejes og da jeg genser Babe kommer navnet til mig. BASSE GRYNT! Ja, selvfølgeligt, Basse Grynt. Ved egentlig ikke hvor jeg har navnet fra, det lyder bekendt. Nogle timer senere, går mine fødder ud af døren og ned til banken. Kontoen tjekkes, ingen feriepenge endnu, de er sikkert på vej. Nej, de er på vej, jeg ved det. Der bliver kidnappet en stor sjat fra opsparingen og før jeg ved af det, står jeg i Fona og taler med en ekspedient, altså efter at jeg har stået og gloet som en ko henne ved glasburet. I længsel stod jeg og stirrede på en kopi af Basse, den eneste ægte Basse lå i den æske ekspedienten gav mig. Dumme mand, satte sine fedtede fingre på den fine ækse, så nu er der aftryk, de skal tørres væk.

Og nu, det slår mig, jeg har jo intet at pakke Basse ind i, når den skal ud at se verden gennem sin linse. Det har Babe egentlig heller ikke. Jeg sagde jo, jeg ikke egner mig til at blive mor, kan ikke finde ud af at købe ordentlig overtøj til mine unger. Det skal der laves om på, men det bliver helt sikkert ikke foreløbig. For nu skal dagen fejres, vi skal have nudler og vi skal sidde og kigge på Basse i sin lille seng mens strømmen langsomt giver den liv. "Lad kameraet stå til opladning i mindst otte timer," sagde den lille tynde ekspedient med de fedtede fingre. Ja tak, det er jo ikke dig der skal sidde og være ekstatisk hysterisk de næste otte timer uden at kunne røre sin nye kærlighed. Men okay, må jo ikke slå batteriet ihjel så tidligt, jeg holder fingere for mig selv...eller jeg lader Basse stå i opladeren i hvert fald.

Besøg af Frøken Kinky

Havde endnu engang besøg af Frøken Kinky. Utroligt så lidt man kan lave på så få dage. Utroligt at man kan sove tre mennesker i min seng to nætter i træk. Utroligt så meget ulækker mad man kan spise i løbet af sådan en weekend. Utroligt så mange associationer tre tøser kan have omkring sex. Utroligt så hurtigt man bliver afhængig af chokoladekage. Utroligt at damen stadig tør kendes ved mig.

Tja, hvad mere er der at sige? Sætter man Tvana, Tuts og Tjess i samme rum og lukker man verden ude, så kommer der ikke meget sundt ud af vores hoveder. Jeg tør ikke skrive mere, for jeg ved min far læser med et sted derude i cyberspace. Jeg ved også at han med mellemrum printer indlæggene ud og giver dem til min bedstemor. Så derfor, detaljerne må overlades til læserens fantasi (går ud fra at vedkommende har sådan en) og min far får lov at sove trygt om natten velvidende at hans datter ikke laver/siger dumme ting.

Haha, næh nej, så nemt går det ikke. Jeg råber PRÆVENTION mod min far og går videre med morskaben. Håber han tolker det som jeg tænker det; at han burde have tænkt over hvor sære de andre i familien er og at hans afkom nok også ville ende med de samme sære tendenser.

Fredag stod på druk i fredagsbaren på min skole. Konklusionen fra Tvana og Tuts blev at de aldrig havde mødt så mange sære mennesker med så mange sære navne på et sted. Nå ja, den havde jeg også regnet ud. Det er ikke uden grund jeg er endt der. Lørdag kørte vi temaet særlige seksualiteter og tog en tur ind i byen for at se Transamerica. Hehe, vittigheder om sex, det kan vi lide. Søndag blev jeg forladt af Tuts, for damen har åbenbart andre venner hun også ville se igen. Øv, havde ellers håbet jeg kunne få lov at være hendes evige centrum. Tja, sådan går det når man giver hvalpen for meget snor, den finder sig legekammerater andre steder. Men hun kom tilbage til mig og vi lå og dovnede i sengen det næste døgns tid, ligesom det skal være. Men nu er Tuts taget hjem til flækken i Jylland, Tvana sidder hjemme hos sig selv og læser og jeg forsøger desperat at varme min store kolde seng op igen.

Ak ja, den skønne ungdomstid.

Pasta eller nudler

Når de lukker nettet på kollegiet bliver jeg sørme rastløs som bare pokker. Jeg tjekkede modvilligt mit tomme køleskab, håbede at finde noget spiseligt, men nææææh nej. Der lå kun nogle sunde gulerødder. Jeg tjekkede skabet, heller ikke noget spændende; kakao og nudler. Nå, men så afsted til den lokale madpusher. Jeg drømte om toastbrød, flere forskellige oste, boller, rugbrød, frugt mens jeg tøffede hen ad gaden. I butikken opdager jeg til min skræk at de er ved at bygge om, så der findes ikke noget af ovenstående. Jo, der var da ost, men uden brød? Nix, går ikke. I ren panik og presset af en knurrende mave ender jeg med at købe 9 (ni!!!) poser pasta. De var jo på tilbud. Dovenskaben længe leve, for jeg render ikke ud og køber ind to gange samme dag.

Så nu sidder jeg og skal spise mig gennem 50 pakker nudler og 4,5 kilo pasta. OMFG! Men hey, det var billigt og mor sender gerne en kasse nudler mere hvis jeg skulle løbe tør. Jeg kommer tydeligvis ikke til at mangle mad resten af året.

Hvad sker der lige for folk med småbørn!? Hvorfor skal alle syv små unger med ud af købe ind? Hvorfor kan forældrene ikke lære noget om prævention? Hvorfor skal de små beskidte møgunger altid rende i mig? Det lader også til at jeg altid ender med at gå bagved en sur gammel mand/dame, der ikke kan gå hurtigere end en snegl kan kravle. Gamle mennesker eller ej, de kan da godt flytte sig for mig, jeg havde jo travlt, var ved at dø af sult. Små børn eller ej, de burde bindes til deres forældre så jeg slipper for at skulle hoppe over samtlige 2-årige i butikken. Og hvad gik der galt for den mand der stod ved ostene og knipsede med fingrene? Dunno don´'t care, men han gav mit besøg i butikken lidt kulør.

Troldpsejlet

Visse ting kan jeg bare ikke give slip på. Troldspejlet er en af dem. Siden tidernes morgen og TV'ets opfindelse har jeg siddet med sammen med broder Kevin og set Troldspejlet. Vi sad klistret til skærmen når übernørdeners gud Jakob Stegelman indtog stolen og lod anmeldelserne bombadere vores små naive børnehoveder. Se, det er kvalitetsTV. Nu bruger jeg ikke lige tiden på computerspil og tegneserier, men derfor ser jeg stadig programmet...hvis jeg da husker at få tændt kukkassen og indstillet den til DR1 i tide. Noget godt må der da komme ud af at se Troldpsejlet, altså udover at jeg bagefter må tage mig en laaaaaaaaang lur fordi mit stakkels lille naive hoved ikke kan rumme så mange oplysninger på en gang.

Hvis jeg nogensinde får modet til at få mig små beskidte snottede unger, så tvangsindlægger jeg dem til at se Troldspejlet. De får ikke aftensmad, før de har genfortalt ugens udgave af Troldspejlet. Der bliver ingen kære mor, hvis de ikke har Troldspejlet kært. Basta. Så er jeg ligeglad med hvor gammel Hr. Stegelman er blevet til den tid og at rollingerne bliver drillet af de andre børn fordi de er kiksede, men de har mig som mor, så selvfølgelig er de kiksede. (burde muligvis ændre børnene til ental...no way skal jeg presse mere end en unge med unaturligt stort hoved ud af min krop...også selvom fødsler kan være dejligt blodige)

Så dermed, jeg fatter måske ikke hvad Troldspejlet handler om, men det er kun fordi Jakob Stegelman er for klog til denne planet og fordi jeg jo egentlig ikke gider fatte det. Vil kun se det, fordi jeg her sentimentale-tendenser...eller nægter at give slip på min barndom også selvom den vist ikke har været hel fantastisk. Men så er det jo godt jeg havde Troldspejlet at se frem til hver uge.

Bloodhound Gang

Som sagt, så gjort. Jeg sagde jo jeg skulle til Bloodhound Gang-koncert, og jeg kom til Bloodhound Gang-koncert. Jeg medbragte eget snot og hoste og to små fede hænder der konstant ville klappe. Men ikke noget kamera, jeg arbejder stadig med adoptionen på det punkt.

Vel ankomne til Vega får vi smidt jakkerne og tjekket billetterne, vi finder nogle gode ståpladser på balkonen helt henne ved scenen. Så tæt på, at vi næsten kunne spytte ned på scenen, men jeg kan ikke spytte så langt og da slet ikke hvis jeg skal undgå at ramme rækken foran mig. Så dermed overlod jeg alt spytteriet til de blodige hunde.

To opvarmningsbands; Leon og Rock Hard Power Spray (eller er det Hard Rock Power Spray, nej måske er det Hard Spray Rock Power eller Rock Hard Spray Power?) Dunno don't care. Sidste band var dansk og fik gjort sit job som opvarmningsband meget godt, altså varmet publikum op, nok mest fordi de råbte højt og lignede små punk-udgaver af de små efterskole-mennesker,der klistrede til hegnet foran scenen.

Tilbage til Bloodhound Gang. Jeg fik ikke lov at se Depeche Mode i Parken, men jeg fik en lille smagsprøve her. Jimmy Pop aka forsangeren stillede sig pænt op med en guitar og slagtede "Enjoy the silence", hvilken fryd. Ozone og deres "Dragostea din tei" (IVANA...IVANA!!!) blev med ynde fremført i en lettere revideret metal-udgave. Jimmy Pop fik sin straf, han blev bombaderet med mundvand og urin fra de andre hunde. Og nu jeg jo alligevel er igang med de sjove ting. Evil Jared/bassisten formåede igen at bonge en flaske Jägermeister. Jeg var imponeret da jeg så det første gang (november 2005) men anden gang kan ikke begejstre mig, det er jo forudsigeligt at han vil bunde den. Hmm, udover at han under hele koncerten rendte rundt med bar overkrop, fik han også tømt sin blære flere gang på Pop. Og nej, når man står så tæt på scenen, er et kamera med zoom overflødigt, der er rigeligt med detaljer. Spyt, spydigheder og sex var temaet, som altid. Som Bloodhound jo er, sjove små bæster med en humor jeg deler 100%.

Når man står på balkonen blandt den voksne og moderat modne del af publikum, kan kigge (læs: spytte) ned på pøblen, føler en arrogant lethed og nyder mørket mens man panisk bliver ved med at tørre næsen fordi snottet ikke stopper med at løbe bare fordi Bloodhound Gang er i huset, så ved man det bliver nogle gode timer. Jeg ejer to ud af tre albums (eller måske albim, når det nu er pluralis...nej vel) og har de sidste par dage spillet dem uafbrudt for at være sikker på jeg kunne sangene til netop dette formål. Samtlige hits blev spillet; "Foxtrot Uniform Charlie kilo", "Uhn Tiss Uhn Tiss", "Bad Touch", "The Ballad of Chasey Lane" det hele afsluttet med "The Roof is on Fire". Sidstnævnte fik selvfølgelig mængden af efterskolebørn til at hoppe med hænderne over deres små naive hoveder. "Ralph Wiggum" blev begyndt men afbrudt af Power Spray, der liiiiiige skulle give hundene en dansk fodboldtrøje. En rød trøje til hvert, med navn på ryggen og hele lortet. Sangen blev til min skuffelse aldrig afsluttet.

Bloodhound Gang bliver man aldrig for gammel til, jeg gør ikke i hvert fald. Pervers humor dør ikke. Namedropper lige min bror: Kevin, haha, du gik glip af det. Mens jeg så skruer op for "Hefty Fine"-skiven en sidste gang i denne uge, sender jeg dig et ondt grin. Visse ting kan ikke genfortælles, de skal opleves.

Onsdags-snot

Hmm, det lader til at jo mere man reklamerer for sin egen ynkelighed og forkølelse jo flere mennesker sender et medlidende blik eller et "god bedring" med en sms. No way, folk tænker på mit helbred, eller også vil de bare ikke smittes og håber jeg snart bliver rask og smittefri.

Det undrer mig at folk stadig taler til mig. Jeg præsterede at komme ud at sengen i dag og møde op til undervisning. Det var jo kun lige et par timer og jeg ville være tilbage i min seng inden middagstid igen. Men i løbet at de tre timer forlæsningen varede nåede jeg at bruge næsten to pakker papirlommetørklæder (også kaldet snotpapir i min familie), spist mig gennem en pakke gajoler og en halv pakke vicks. Og så må vi jo ikke lige glemme at de gange jeg hostede højt og længe. Jeg må have lydt som en gammel motor, der ikke kan starte.

Men hey, indre healing virker. Der er ingen galopperende hovedpine, ingen ond feber, ikke ondt i halsen. Det bliver der jo så tydeligevis kompenseret for i snot.
Skal i skole i morgen også, bør jeg undskylde på forhånd? Næææh, hvis læreren smider mig ud at lokalet fordi jeg larmer brokker jeg mig ikke. Hehe, håber jeg kan nå at smitte nogen, så kan de få lov at ligge syge i weekenden....murhaha, onde lille møgunge.
Fik jeg nævnt at der er dømt BloodHound Gang og pervers humor i morgen? Der er dømt BloodHound Gang og pervers humor i morgen.