Drama queen

Har lige fået lyst til at udfolde mine poetiske evner, eller rettere lige tjekke om Shakespeare og alle de andre store digtere mon har sat sit præg på mine kreative skriverier...sikkert ikke. Det her bliver improviseret a cappella, men jeg har dårligt gehør. Tilgiv mig mine sparsomme evner, de er stadig under udvikling, jeg er ikke ung uden grund. Hvis passager bliver genkendt, så bliv ej fornærmede, tag det som et kompliment af stor betydning når jeg låner et udtryk eller to til denne store dramatiske udfoldelse af laveste standard. Fortvivl ej, hvis det hele lyder som vås, vrøvl og tyrebæ, det er skam meningen.

(stedet er en stor teaterscene med bombastiske kulisser. Længst fremme på scenekanten står et ensomt væsen og klager sin nød til et stort og opmærksomt lyttende publikum)

Denne verden er ond og brutal mod mit skrøbelige hjerte. Ak og ve, den smerte der påføres mig. Denne kærlighed der får mit sind til at briste og splintre som et tabt spejl. Denne følelse, der får mine tørre ørken-øjne til at forvandle sig til brusende floder. Mine tanker, der engang var koncentrerede og fokuserede er ej længere til at styre. Hvert øjeblik vandrer de mod fjerne landskaber blandt bjergene eller mod små pletter på den hvide mur. De ord, der engang var så smukke og fyldt med vidunderlige fortællinger kan mit hjerte ikke længere rumme.

Mit hjerte er blevet fyldt med vemod og tragedie. Lykken vil ej mere smile mod mig. Hver morgen vågner jeg med fornyede kræfter og håber inderligt at skæbnen har skønne planer for mig. Hver aften går jeg grædende i seng med et knust hjerte og et fortabt håb. Denne cirkel, denne onde cirkel vil ikke give slip på mig. Den lader mig kæmpe med et sløvt sværd mod den tomme luft. Intet hjælper på min døende sjæl.

Hvis bare jeg en sidste gang kunne gøre denne stemme, denne vidunderlige livsbekræftende stemme. Jeg ville give mit tomme liv og hjerte for at høre sangen sunget af denne stemme en sidste gang. Jeg kunne dø lykkelig og tilfreds hvis bare jeg fik lov at få det sidste øndske opfyldt. Men ak nej, sangeren blev revet fra mig i utide og uden varsel, nu sidder jeg alene tilbage og kan ikke andet end vente på at døden også vil tage mig. Mit unge hjerte siger mig at jeg vil sidde længe her.

Jeg ser årstiderne komme og gå. Jeg ser sneen falde på mine fødder som store hånlige pletter, jeg ser den smelte mens den grinende gnider sig ind i mit tøj. Regn og blæst river og flår mig, ligesom sneen griner de af mig og fortæller at jeg er fortabt og dømt til at sidde her og spilde livet. Jeg mærker solen titte forsigtigt frem bag en sky, den tørrer langsomt og venligt min krop. Den ser mine fjerne øjne, der utaknemmeligt tager imod varmen, og fornærmet sætter den sin kraft igang og steger og brænder min hud.

I det fjerne hører jeg en lille stemme. Jeg vender mig mod den, jeg ser lyset. Hvilket vidunderligt øjeblik dette dog er. Min sanger synger atter for mig, kommet for tage mig med hjem. Min vidunderlige sanger har ledt hele sit liv efter mig, har nægtet at synge indtil jeg var blevet fundet og bragt hjem i sikkerhed. Stemmen er blevet rusten, men den er der, og den synger. Den synger kun for mig. I stilhed har den ventet på at jeg kom og bragte den tilbage til livet, og jeg har spildt mit liv og tiden på at sidde og vente her. Alderdommen har taget dens kraft. De sidste toner klinger mens lyset tager min sanger og mig og bærer os mod et bedre sted.