15 maj 2009

At flytte

Et sted mellem den evige opvask og opgaveskrivningen har jeg endelig fået tid til at skrive om min store store flytning fredag 1. maj 2009. (har endda lovet at skrive om den - dammit, bør lade være med at love sådan noget, jeg er jo nødt til også at holde det)

Torsdag den-sidste-dag-i-april-2009 blev alle mine egendele pakket ned i 15 minimale flyttekasser og 4 store sorte sække. Det meste nåede at blive pakket ned, for omkring klokken 23.32 gik strømmen i hele bygningen. Jeg ved ikke hvorfor, men lader til, at gamle slidte sikringer springer. Jeg besluttede at kalde det fyraften og gå i seng. Derfor måtte de sidste småting vente med at se indersiden af en flyttekasse indtil næste morgen (hvor jeg noget nær bad til min gud (Mr. Johnny Cash) om at strømmen ville være kommet tilbage når jeg vågnede møg-fanden-i-helvedet-tidligt næste morgen. Det hjalp...strømmen var der og jeg vågnede op til dette uoverskuelige kasse-drama (billederne blev taget lidt tid før strømmen gik):


Farmand og lillebror dukkede op med en varevogn i løbet af formiddagen (de stakler havde været endnu tidligere oppe end mig). Jeg servede et vidunderligt sidste måltid i mit snart x-hjem og så gik vi ellers i gang med at flytte kasser. En booket kammerat til min kæreste dukkede op som lovet og hjalp vældig godt til i flytteprocessen.

Første læs (ud af tre) blev kørt af sted mod mit nye hjem. Jeg fik nøgler af min nye venlige vicevært (tror de kalder sig inspektører nu til dags) og jeg fik for første gang set indersiden af min nye 1½ værelses-beboelse:

36 kvm, hvoraf nogle stykker findes oppe på hemsen. De gamle indbyggere i lejligheden havde klistret noget stads på vinduerne i stedet for gardiner, så det ser lidt mørkere ud end det virkeligt er. Jeg lagde med det samme mærke til den manglende skabsplads og udsigt. Der blev fluks skrevet kommode på indkøbslisten. Den manglende udsigt blev vejet op imod en lille veranda-agtig terrasse og udfaldet blev til fordel for terrassen. Det skal siges, at jeg gik fra denne udsigt mod Svergia for at få lidt ekstra kvadratmeter og eget mini-køkken:
Vi fik læsset af og kørte tilbage til mit gamle for at hente andet læs. Det var i hvert fald planen. Da vi nåede frem var strømmen igen gået i bygningen og vi følte ingen trang til at bære møbler ned fra niende sal uden en fungerende elevator. Sækkevogn eller ej, så findes der ingen normale mennesker, som vil bære tunge møbler ned af 400 trappetrin, når der er elevator. Vi ændrede planen og kørte i Ikea, fordi jeg manglede en ny sovesofa (og åbenbart også en masse andre ting!). Min gamle sovesofa var henved 10 år gammel og jeg syntes den fortjente sit otium. Ak og suk, jeg sagde pænt farvel, tog dens store hynde-agtige puder under armen og gik væk fra containeren med tåre på min forsvedte kind (dette er fuldt opdigtet, fordi det var min kæreste og hans kammerat, som smed sovesofaen i containeren mens jeg kørte mod mit nye hjem). Et sidste æret minde om mit højt elskede putte-område:

Efter en tur i Ikea, hvor jeg oveni den nye sovesofa også endte med en tv-skænk/reol-tingest, rullegardiner og andet billigt og dybt nødvendigt skrammel, gik turen tilbage til det nye hjem. Der var dukket en ekstra kammerat op som flyttehjælp, så de tre blev sat i sving med at bære kasser. Varevognen blev hurtigt tømt og to styks friske fyre, samt min far (der, grundet sin alder, nok ikke er helt så frisk som midt-i-tyverne-fyrene), blev sendt til x-hjemmet for at hente møblerne. Imens kunne jeg så få lov at oprette køkken (flytte køkken-ting fra kasse ind i skab) lade de to restende friske unge knægte om samle Ikea-møblerne fra helvede.

Endelig, endelig, endelig. Omkring klokken 17 var vi endelig færdig med at flytte møbler. Vi startede klokken 9.30 og var færdig cirka 8 timer senere. Farmand kunne kun sætte rullegardiner op i hems-vinduet, fordi jeg til min sørgelige skræk ikke havde fået det lange gardin afkortet og vi kunne ikke bore hul i væggene. Træls, træls, træls. Men så kan jeg jo lære at lytte til mit instinkt og købe det rigtige fra starten i stedet for at tro, at jeg jo sagtens kan få plads til et 140cm bredt rullegardin i et 136 cm bredt vindue.

Nu sidder jeg her i mit nye fredelige og stille hjem og føler, at jeg endelig er flyttet. Kun to flyttekasser vidner om, at jeg ikke har boet her længe. Den ene flyttekasse minder mig om, at jeg ikke har plads til mine sko medmindre jeg få anskaffet mig en af de der dejlige sko-reoler (endnu en ting, som jeg kan tilføje indkøbslisten over manglende møbler). Støvsugeren blev købt i går og indviet få timer senere (til min store overspringshandlende fornøjelse). Det sidste billede min kæreste, som er i gang med at indvie køkkenet med sine skønne frikadunser:
PS: Til vores store overraskelse, så viste det sig, at man må bo to i her. Nu kan jeg officielt dele adresse med det muntre væsen på billedet. Min flytning endte med at blive en sammenflytning.

Tilbage til opvasken og opgaveskrivningen.