I år blev min bedstemor og min bonus-bedstefar begge 80 år. Den ene i april og den anden i september. Så store runde tal måtte jo også betyde, at de skulle fejres. Men i stedet for at spare lidt penge og holde en enkelt fest, valgte de at brænde opsparingen af på to fester. Det har sikkert været meget godt for økonomien i det sønderjyske. Men altså, min pointe er, at jeg har været til to pensionist-fester i år og har observeret nogle ting, som jeg bare må dele med resten af verden.
Først er der maden: Når pensionister skal lave en menu til en fest, så er det vigtigste element, at maden ikke må kunne tygges. Gud forbyde, at du fik et stykke kød eller kartoffel, som ikke var kogt mørt nok til at du mose det med din gaffel. Så vidt jeg kan huske fik vi smørrebrød / byg-selv-madder i april. Der blev serveret enkelte ting, som skulle tygges en smule, før det kunne synkes. Men bacon kan også blødes lidt op i munden, så det ikke knaser og knuser gebisset. Det er også muligt at skære et stykke rugbrød i så små stykker, at selv en 2-årig ikke behøver give sine 3,5 tænder overarbejde for at få brødet ned i maven. Ved festen i september, blev der overraskende nok serveret tarteletter til forret. Jeg havde alligevel troet, at der ville være suppe, men på den anden side, så er tarteletter en sovs med klumper serveret i en skål lavet af luftigt brød. Med andre ord, så er det mad, som ikke skal tygges! Hovedretten var blevet importeret fra 70'erne. Overkogte kartofler, bønner og gulerødder, så pensionisterne kan mose det hele sammen med brun sovs. Kødet var fra et et ubestemmeligt sted på en gris. Det undrer mig ikke, hvis de havde kørt hele grisen gennem en kødhakker inden de havde smidt den i ovnen. Mad som farmor lavede den i 70'erne.
Det er klart, at de gamle pensionister på 80 år nok ikke har deres egne tænder i munden. Måske er de falske tænder endda så slidt, at der ikke er mere end gummerne tilbage. Der er også mulighed for, at resten af kraniet er så slidt, at kæben vil flække, hvis de slidte forlorne tænder skulle møde modstand under indtagning af "fast" føde.
Næste element i en penionist-fest er gæsterne. Når man runder 80 år, så er der højst sandsynligt familie helt ned i oldebarns-størrelse, som gerne vil med og se Egtved-pigens mor eller Tollund-mandens bror. Med andre ord, så kommer der gæster i alle størrelser og aldre. De fleste gæster var med til begge fester. Det kræver ikke mange sekunder at observere, at os børnebørn og oldebørn fik trukket aldersgennemsnittet gevaldigt langt ned under pensionsalderen.
Efterhånden som pensionisterne dukkede op blev samlingen af rolatorer og stokke større. Der blev sammenlignet rolatorer og diskuteret hvilken model, der var bedre end andre. Nogle havde kurve foran, så den gamle kone også kan have sin håndtaske / det lokale apotek med sig. De satte sig i rundkreds på rolatorerne og snakkede om vejret. Rolator-træffet blev afsluttet med en ny aftale om kortspil en eftermiddag på det lokale værtshus / plejehjem. Mens rolatorerne til de to fester blev brugt af kvinder, så havde mændene deres stokke at samle sig om. Der blev målt og vejet. Hvem havde den længste stok? Hvilken håndtag blev brugt? Hvem havde brugt sin stok mest? Mændene diskuterede og fortalte laaaange historier til hinanden, men for en gangs skyld, så gad de andre lytte, for de har jo levet lige så længe og kan også huske fortiden / istiden.
Det tredje og sidste element er tidspunktet for festen. Når man er blev 80 år, så kan man jo ikke holde til ret meget i ret lang tid, hvis man ikke lige kan få sig en lur undervejs. Derfor blev festerne holdt en søndag formiddag og eftermiddag. Tidligt nok til at pensionisterne ikke behøver sove længe, men samtidig ikke senere, end at pensionisterne kan nå hjem til eftermiddagsluren. Hvis festerne var blevet holdt en lørdag aften, ville det have været nødvendigt at etablere en sovesal, så pensionisterne kunne få sig den livsnødvendige lur mellem hovedretten og desserten.
Hermed kan jeg konkludere: Man ved man er til pensionistfest, når den serverede mad ikke skal tygges. Man ved man er til pensionistfest, når gæsterne kan huske livet før der blev opfundet biler. Man ved man er til pensionistfest, når festen ligger lige inden eftermiddagsluren.
18 november 2010
30 august 2010
Overspringshandling
Nu hvor jeg er i gang med de allersidste forberedelser til den allersidste og allerstørste eksamen i mit liv, så fandt jeg mig selvfølgelig også den helt perfekte overspringshandling. Fordi jeg er ond, så vil jeg også dele tidsrøveren med jer andre. I skal jo nødig have mere fritid end mig.
For nogle år siden fandt jeg et lille spil på nettet, som var så simpelt og hjernedødt, at jeg var solgt på stedet. I går kom jeg så til at tænke på dette spil og brugte alle mine informationsspecialist-evner til at finde spillet igen. Her er det så.
Det er nemt at forstå. Din nabo har et dejligt stort æbletræ i haven og du vil gerne have fat al frugten. Ryst træet og stjæl frugten, men du skal gøre det uden at naboen opdager dig, og du skal gøre det inden for en tidsgrænse. Simpelt, nemt, hjernedødt. Det stjæler alt for meget af min dyrebare tid.
Neighborhood Wars
For nogle år siden fandt jeg et lille spil på nettet, som var så simpelt og hjernedødt, at jeg var solgt på stedet. I går kom jeg så til at tænke på dette spil og brugte alle mine informationsspecialist-evner til at finde spillet igen. Her er det så.
Det er nemt at forstå. Din nabo har et dejligt stort æbletræ i haven og du vil gerne have fat al frugten. Ryst træet og stjæl frugten, men du skal gøre det uden at naboen opdager dig, og du skal gøre det inden for en tidsgrænse. Simpelt, nemt, hjernedødt. Det stjæler alt for meget af min dyrebare tid.
Neighborhood Wars09 juni 2010
Så er den her!
Endelig, endelig, endelig...i morgen. Så kommer den film, jeg har ventet i mange år på at se. Mine fire drenge er tilbage og de har taget deres vogn med. Hannibal, Murdoc, Face og B.A.!!!
Når de har Liam Neeson med, så kan det jo kun blive godt. Har han nogensinde lavet en dårlig film?
Ligemeget, at det ikke er de oprindelige skuespillere. Ligemeget, at det kun er en enkelt film indtil videre. Bare ærgerligt, at jeg skal vente helt ind til fredag, inden jeg får tid til at se filmen. Jeg kan trøste mig med at se serien et par gange indtil da.
A-TEAM FILMEN HAR PREMIERE I MORGEN 10-JUN-2010!!!
A-team Teaser Trailer
Når de har Liam Neeson med, så kan det jo kun blive godt. Har han nogensinde lavet en dårlig film?
Ligemeget, at det ikke er de oprindelige skuespillere. Ligemeget, at det kun er en enkelt film indtil videre. Bare ærgerligt, at jeg skal vente helt ind til fredag, inden jeg får tid til at se filmen. Jeg kan trøste mig med at se serien et par gange indtil da.
A-TEAM FILMEN HAR PREMIERE I MORGEN 10-JUN-2010!!!
A-team Teaser Trailer
Blogged with the Flock Browser
03 maj 2010
Første og sidste tur i Operaen
Jeg vandt to billetter til en forestilling i Operaen. Hverken jeg eller kæresten er særligt kulturelle, hvad angår opera, ballet, teater og ting i den genre. Det er bare ikke interessant. Jeg kan et par timer om året godt finde ud af at nyde lidt klassisk musik, men jeg er meget selektiv omkring musik-valget og jeg vælger oftest de populæreste stykker musik. Jeg synes Mozarts ”Requiem” og ”Eine Kleine Nachtmusik” er gode.
Vi havde dog aldrig set indersiden af Operaen og billetterne var gratis, så vi drog af sted. Eller rettere, jeg slæbte manden med. Han havde flere gange brokket sig over, at skulle af sted. Han havde højt og helligt stadfæstet, at han ville udvandre under pausen, fordi han ikke gad høre på skråleri.
Som sagt, jeg slæbte manden med. Jeg glædede mig til at se, hvad folk snakkede om. Jeg går åbenbart op i, hvad andre folk mener. Bygningen er sgu ikke for køn udefra. Det er en brødrister med hat på. Indefra er noget bedre. Jeg følte mig dog ikke særligt tilplas. Det var alt for fint og pænt til mig. Folket var pænt klædt på. De høje hæle klikkede på trægulvet og de stod og snakkede stille og roligt i små grupper.
Jeg er altså meget mere til rock koncerter, hvor folk kommer i det tøj, som lå øverst i vasketøjskurven. Jeg foretrækker fadøl og festglade mennesker, som headbanger og synger med. Jeg gider sgu ikke sidde pænt på min plads og nyde skingre toner fra sopraner.
Selve stykket var helt okay. Jeg fattede ikke hvad de sang, men jeg fattede da handlingen. Vi sad pæne og artige på bagerste række under hele to akter. Det var da okay, men jeg bliver sgu aldrig en del af de højkulturelle miljø. Der bor stadig en fortabt punk- og metal-fan inde i mig, som bare vil headbange til musik, og det vil der altid gøre.
Som forventet. Stykket bestod af tre akter. Vi nåede igennem to akter på en meget lang og rædselsfuld time. Jeg tror ikke, at der gik ret lang tid, fra stykket startede til at jeg besluttede, at jeg ville skride i pausen. Problemet var bare, at pausen aldrig kom. De skreg og skreg oppe på scenen. Rendte dramatiske rundt og skreg noget mere. Da første akt endelig var færdig, bad jeg en stille bøn til min gud, Cash, om at pausen var nu. Men ak nej, han havde for travlt til at høre min bøn, Tæppet blev trukket fra igen. De forsatte med at skrige oppe på scenen.
Sådan generelt, så har jeg ikke noget imod opera-sang. Jeg gider bare ikke se på, at de står og skriger og forsøger at holde sammen på en handling. Der bliver blandt andet skreget i Mozarts ”Requiem”, men det er et kor. Jeg skal ikke se på dem multitaske mellem dårligt skuespil og skrigeri. Ak ja. Anden ak sluttede. Der var virkelig kun gået en time, men det er en time af mit liv, som jeg aldrig får tilbage. På den anden side, så kan jeg hermed sige ”been there, done that and it ain’t for me”. Mit liv vil ikke være fattigere, selvom jeg aldrig mere kommer til at se et opera-stykke. Nå ja, og så kom der jo endnu et blog-indlæg ud af mig, så noget kunne jeg da bruge oplevelsen til.
Vi havde dog aldrig set indersiden af Operaen og billetterne var gratis, så vi drog af sted. Eller rettere, jeg slæbte manden med. Han havde flere gange brokket sig over, at skulle af sted. Han havde højt og helligt stadfæstet, at han ville udvandre under pausen, fordi han ikke gad høre på skråleri.
Som sagt, jeg slæbte manden med. Jeg glædede mig til at se, hvad folk snakkede om. Jeg går åbenbart op i, hvad andre folk mener. Bygningen er sgu ikke for køn udefra. Det er en brødrister med hat på. Indefra er noget bedre. Jeg følte mig dog ikke særligt tilplas. Det var alt for fint og pænt til mig. Folket var pænt klædt på. De høje hæle klikkede på trægulvet og de stod og snakkede stille og roligt i små grupper.
Jeg er altså meget mere til rock koncerter, hvor folk kommer i det tøj, som lå øverst i vasketøjskurven. Jeg foretrækker fadøl og festglade mennesker, som headbanger og synger med. Jeg gider sgu ikke sidde pænt på min plads og nyde skingre toner fra sopraner.
Selve stykket var helt okay. Jeg fattede ikke hvad de sang, men jeg fattede da handlingen. Vi sad pæne og artige på bagerste række under hele to akter. Det var da okay, men jeg bliver sgu aldrig en del af de højkulturelle miljø. Der bor stadig en fortabt punk- og metal-fan inde i mig, som bare vil headbange til musik, og det vil der altid gøre.
Som forventet. Stykket bestod af tre akter. Vi nåede igennem to akter på en meget lang og rædselsfuld time. Jeg tror ikke, at der gik ret lang tid, fra stykket startede til at jeg besluttede, at jeg ville skride i pausen. Problemet var bare, at pausen aldrig kom. De skreg og skreg oppe på scenen. Rendte dramatiske rundt og skreg noget mere. Da første akt endelig var færdig, bad jeg en stille bøn til min gud, Cash, om at pausen var nu. Men ak nej, han havde for travlt til at høre min bøn, Tæppet blev trukket fra igen. De forsatte med at skrige oppe på scenen.
Sådan generelt, så har jeg ikke noget imod opera-sang. Jeg gider bare ikke se på, at de står og skriger og forsøger at holde sammen på en handling. Der bliver blandt andet skreget i Mozarts ”Requiem”, men det er et kor. Jeg skal ikke se på dem multitaske mellem dårligt skuespil og skrigeri. Ak ja. Anden ak sluttede. Der var virkelig kun gået en time, men det er en time af mit liv, som jeg aldrig får tilbage. På den anden side, så kan jeg hermed sige ”been there, done that and it ain’t for me”. Mit liv vil ikke være fattigere, selvom jeg aldrig mere kommer til at se et opera-stykke. Nå ja, og så kom der jo endnu et blog-indlæg ud af mig, så noget kunne jeg da bruge oplevelsen til.
30 april 2010
Tandlægebesøg
Det var hen ved 5 år siden, at jeg sidst var ved tandlægen. Jeg havde ikke haft nogen problemer med mine tænder, så jeg følte ingen livsnødvendig grund til at bruge 1000kr af mine surt optjente SU-penge på et besøg i den skrækkelige stol.
I starten af i år (dengang Verden stadig var dejlig hvid og kølig) opdagede jeg et hul i en af de forbandede kindtænder helt derinde, hvor der kræves magiske tandbørster for at komme ind og gøre rent. Jeg mener, det er sgu da nemmere at rengøre toiletkummer, end der er at børste de bageste kindtænder.
Hullet blev større og større og jeg måtte til sidst ty til tandstikkere, for at fjerne madrester fra hullet i tanden. Jeg kom en dag til at gå lidt for grundigt til værks med tandstikken og fik gjort hullet lidt større. Nu kunne jeg også finde flere hindbærkerner nede i hullet. Suk. Suk. Jeg kunne godt se, at jeg ikke kunne slippe fra tandlægebesøget.
Jeg er ikke skrækslagen for tandlæger og jeg er ikke ved at begå selvmord hver gang jeg skal til tandlægen. Det er bare dybt ubehageligt at blive pillet ved i munden. Jeg nyder det i hvert fald ikke. Det er bare en del af livet. Jeg vil langt hellere besøge tandlægen en gang om året og være nogenlunde sikker på, at jeg kan gå i graven sammen med mine egne tænder. Det var sgu en besværlig periode i mit liv, da mælketænderne faldt som fluer og de nye tænder ikke groede helt så hurtigt som jeg kunne have ønsket. Det var så besværligt at tygge maden, når man havde hul i stakittet. Jeg var også en af de heldige unger, som rendte rundt med bøjle lige op til konfirmationen, fordi jeg havde et livstruende overbid, som skulle ordnes inden jeg døde af skæve tænder. Jeg vil (for næsten alt i verden) beholde mine egne tænder indtil jeg går i graven, for de har kostet mig stor smerte og mange lidelser.
Jeg fandt mig hurtigt en tandlæge på nettet, som virkede til at være ordentlig. Sådan en af de der klinikker, hvor man kan sidde sammen i venteværelset og være kollektivt nervøse, mens man én efter én bliver kaldt ind til forhør hos det hemmelige tyske politi... øh nå nej... ind til den søde og sadistiske tandlæge. Jeg havde forklaret i telefonen, at det nok hastede, fordi jeg havde kæmpe hul i kindtanden. Den venlige receptionist fandt mig en tid hos den første ledige tandlæge i klinikken, så jeg skulle ikke vente ret mange dage inden jeg kunne sætte mig i venteværelset ved siden af Døden og vente på, at jeg blev kaldt ind bag den lukkede dør, hvorfra alle skrigende kom.
Tandlægen viste sig at være Satans afkom. Han kiggede på mine tænder. Roste mig, fordi jeg ikke havde fået lavet ret meget. Engang i sidste årtusinde, havde jeg fået sukkerchok og efterfølgende et par huller, som ret hurtigt blev ordnet. Så fik han øje på det gigantiske hul i den rådne kindtand. Åh ja, det er det stort hul. Han var nødt til at bore meget væk. Først lige en sprøjte ind i tandkødet. Det gjorde ikke særligt ondt. Vente, vente vente... bedøvelsen virker. Brum brum brum ... så er boret i gang. Da han havde tændt for boret, kunne jeg med det samme se Satans horn vokse ud af panden på ham. Han grinede ondt og hysterisk, stak den knurrende metalstang ind i munden på mig og fjernede så hele kinden på mig. Han grinende ondt under hele boringen og smilede sadistisk og veltilfreds over, at han havde lokket endnu et offer i tandlægestolen.
En time og min livslyst senere kom jeg ud derfra. Jeg havde stadig en bedøvet kind, men jeg havde fået en ny tand. Hvor var det dog heldigt, at min bedstemor gad for betale for en omgang tandlapning.
I starten af i år (dengang Verden stadig var dejlig hvid og kølig) opdagede jeg et hul i en af de forbandede kindtænder helt derinde, hvor der kræves magiske tandbørster for at komme ind og gøre rent. Jeg mener, det er sgu da nemmere at rengøre toiletkummer, end der er at børste de bageste kindtænder.
Hullet blev større og større og jeg måtte til sidst ty til tandstikkere, for at fjerne madrester fra hullet i tanden. Jeg kom en dag til at gå lidt for grundigt til værks med tandstikken og fik gjort hullet lidt større. Nu kunne jeg også finde flere hindbærkerner nede i hullet. Suk. Suk. Jeg kunne godt se, at jeg ikke kunne slippe fra tandlægebesøget.
Jeg er ikke skrækslagen for tandlæger og jeg er ikke ved at begå selvmord hver gang jeg skal til tandlægen. Det er bare dybt ubehageligt at blive pillet ved i munden. Jeg nyder det i hvert fald ikke. Det er bare en del af livet. Jeg vil langt hellere besøge tandlægen en gang om året og være nogenlunde sikker på, at jeg kan gå i graven sammen med mine egne tænder. Det var sgu en besværlig periode i mit liv, da mælketænderne faldt som fluer og de nye tænder ikke groede helt så hurtigt som jeg kunne have ønsket. Det var så besværligt at tygge maden, når man havde hul i stakittet. Jeg var også en af de heldige unger, som rendte rundt med bøjle lige op til konfirmationen, fordi jeg havde et livstruende overbid, som skulle ordnes inden jeg døde af skæve tænder. Jeg vil (for næsten alt i verden) beholde mine egne tænder indtil jeg går i graven, for de har kostet mig stor smerte og mange lidelser.
Jeg fandt mig hurtigt en tandlæge på nettet, som virkede til at være ordentlig. Sådan en af de der klinikker, hvor man kan sidde sammen i venteværelset og være kollektivt nervøse, mens man én efter én bliver kaldt ind til forhør hos det hemmelige tyske politi... øh nå nej... ind til den søde og sadistiske tandlæge. Jeg havde forklaret i telefonen, at det nok hastede, fordi jeg havde kæmpe hul i kindtanden. Den venlige receptionist fandt mig en tid hos den første ledige tandlæge i klinikken, så jeg skulle ikke vente ret mange dage inden jeg kunne sætte mig i venteværelset ved siden af Døden og vente på, at jeg blev kaldt ind bag den lukkede dør, hvorfra alle skrigende kom.
Tandlægen viste sig at være Satans afkom. Han kiggede på mine tænder. Roste mig, fordi jeg ikke havde fået lavet ret meget. Engang i sidste årtusinde, havde jeg fået sukkerchok og efterfølgende et par huller, som ret hurtigt blev ordnet. Så fik han øje på det gigantiske hul i den rådne kindtand. Åh ja, det er det stort hul. Han var nødt til at bore meget væk. Først lige en sprøjte ind i tandkødet. Det gjorde ikke særligt ondt. Vente, vente vente... bedøvelsen virker. Brum brum brum ... så er boret i gang. Da han havde tændt for boret, kunne jeg med det samme se Satans horn vokse ud af panden på ham. Han grinede ondt og hysterisk, stak den knurrende metalstang ind i munden på mig og fjernede så hele kinden på mig. Han grinende ondt under hele boringen og smilede sadistisk og veltilfreds over, at han havde lokket endnu et offer i tandlægestolen.
En time og min livslyst senere kom jeg ud derfra. Jeg havde stadig en bedøvet kind, men jeg havde fået en ny tand. Hvor var det dog heldigt, at min bedstemor gad for betale for en omgang tandlapning.
12 januar 2010
Så kom jeg også på Twitter. Den lille blog er blevet forsømt de sidste par måneder, fordi at jeg ikke har haft noget som helst fritid til at hygge mig med intetsigende blogindlæg og udtalelser om luftens fugtighed eller menneskers fjollede opførsel og lignende vrøvl.
Tadaaa, Twitter to the Rescue. Så kan jeg spame nettet og gøre det i mini-format. Regner med, at jeg skriver på engelsk, men så er det jo godt, at Google Oversæt er blevet opfundet. Så kan alle mine mange ikke-engelsk-læsende læsere også følge med.
Google ovesæt findes lige her:
Tadaaa, Twitter to the Rescue. Så kan jeg spame nettet og gøre det i mini-format. Regner med, at jeg skriver på engelsk, men så er det jo godt, at Google Oversæt er blevet opfundet. Så kan alle mine mange ikke-engelsk-læsende læsere også følge med.
Google ovesæt findes lige her:
Abonner på:
Opslag (Atom)
