Lidt reklame for min mor

Min mor har (endelig - vil jeg mene) fået lavet sig en lille hjemmeside for sine asiatiske fødevarer. Nu er hun sørme blevet professionel sælger og ikke bare kræmmermarked-kvinde. Hvis nogen skulle have lyst til at få sin soya-sauce sendt fra Sønderjylland og direkte hjem til døren, så tjek lige den fine lille hjemmeside.

AsiaTorvet

Jeg tillader mig lige at forsøge at give dem et slogan: AsiaTorvet, coming to a kræmmermarked near you! Æh, og dog, det må mor og co. vist selv rode med.

En lørdag på Strøget

Okay, man burde som et nogenlunde rationelt tænkende væsen vide at Strøget og andre gågader i store byer altid er fyldt med turister, mennesker og menneskebørn. Æh ja, og alligevel valgte jeg at tage en lille gåtur rundt en lørdag eftermiddag (klokken var 13.00). Jeg var alligevel derinde og jeg trængte til frisk luft efter at have siddet i en bus, hvor en eller anden gammel kone lige skulle have et skud ostemad. Nej, virkelig, hun sad i bussen og spiste sin stinkende ostemad sammen med noget, der lignede et barnebarn. Bussen var propfyldt og luften var i forvejen ulækker, tæt og folk stod mast næse mod armhule.

Men altså en lille spadsere-tur på Strøget blev hurtigt til et forhindringsløb. Det lader til at lidt for mange mennesker ikke forstår begrebet "gågade". Selvom det er tilladt at krydse Strøget i bil ved udvalgte sidegader, så er det da virkelig en tåbelig idé at forsøge at gøre det på en lørdag. Der er opfundet parkeringsplader, de kan bruges til, gæt hvad; nemlig! Parkering af biler og andet køretøj. Bare forbi man lige har købt sig en ny Alfa Romero eller vil lufte sin åbne sportsvogn, så er der ingen grund til at gøre det helt inde i centrum af centrum af København. Bilerne er stadig pæne selvom de kun står parkerede mellem en 10 år gammel Nissan og et "rugbrød". Bare fordi vejret viser forår, så behøver man ikke lufte sin bil på Strøget.

Så er der den anden ting, jeg også blev irriteret over; CYKLISTER!!! Hvad bilder de sig ind at cykle rundt mellem 4 mia. mennesker på en gågade??? Det er en gågade, ergo går man. Man cykler på cykelstier og man går på gågader. Det er åbenbart svært at regne ud for nogle folk. Så er det jo godt, at jeg kan fortælle dem højt og tydeligt på en lille bitte internet-side. Folk skal trække cyklen, så slipper vi andre for at blive kørt ned eller springe for livet. Jeg kan virkelig ikke se nogen grund til at cykle mellem 4 mia. mennesker på Strøget. Hvis man har travlt, så cykler man udenom menneskermylderet og ind på sidegader, hvor det er tilladt at cykle.

Udover de to ovennævnte irritationsmomenter, så var jeg tæt på at miste benet ved et sammenstød med en rullestol. Konen sad i den, godt pakket og den åndsfraværende mand skubbede hende rundt. I et kort sekund så jeg resten af mit liv passere forbi med kun et ben at gå på. Forfærdeligt, bare forbi konen ikke kan gå, så behøver manden ikke sprede handicappet til sunde og raske mennesker med intakte lemmer.

Forældre burde overvejer at investere i snore til deres børn. De kan finde ud af at holde deres små tæppetissende rottelignede hunde-agtige væsener i kort snor (jeg fik vist lige sagt noget positivt!!!), men om de kan holde orden påderes små rollinger, snotunger og andre skrigende kræ, så er svaret NEJ!!!. Jeg måtte springe og undvige adskillige unge mennesker i Hobbit-størrelse, fordi de lige havde spottet BR, en slik-butik eller McDonald's. Ah, well, hvis børnene ikke kan styre sig, så må de leve med at få en albue i hovedet ved et uheld, fordi de hysterisk absolut skal løbe ud foran mig.

Nogle syge mennesker, havde valgt at uddele gratis kram. Jeg valgte at løbe for livet, da jeg fik øjenkontakt med et smilende ansigt siddende på en meget sært udklædt krop. Jeg kan få gratis fra folk jeg kender, jeg nægter at blande sved med en fremmed.

Jeg fik dog erhvervet mig to nye bøger med mit fine lille gavekort, som farmand i et øjebliks sindssyge åbenbart havde lyst til at give mig. Hmm, jeg ved jeg er forkælet. Jeg fik nasset mig til lidt studierabat. Hvis jeg kan spare 30 kroner, så skal det også udnyttes. Hvilken herlig forårsdag det var i går.

At fornøje sig med gardin-strygning

Titlen er rammende. Lad være med at sige, at du ikke blev advaret; den sære titel burde have fået store hylende sirener til starte.

Jeg fik mig et strygejern i julegave sidste år. For noget tid siden fik jeg så en strålende idé at bruge det som en overspringshandling. Diverse studie-relevante tekster var ikke lige det mest ophidsende at læse, så jeg begyndte at rode mit klædeskab igennem efter noget der kunne trænge til at blive strøget (jeg stod i forvejen med hovedet og hænderne derinde for at lægge mit tøj pænt på plads – for en gangs skyld). Jeg nappede også lige gangens fælles-strygebræt, stillede det op og gjorde mit strygejern kamp-klart. Men jeg havde stadig ikke fundet noget stryge-værdigt. Indtil jeg spottede mine krøllede gardiner.

Jeg har kæmpe panorama-vinduer og nogle massive lagen-agtige gardiner, der stort set altid er trukket for, fordi jeg er bange for solen (jeg er sikker på at den en dag smelter mig). Gardinerne blev vasket for nogle måneder siden, hvilken de også trængte til, de blev hvide af det og den gule bræk-hvide farve de havde før, viste bare at den sidste ejer nok heller ikke gik ret meget op i gardin-vedligeholdelse. Men gardinerne blev så forfærdelig krøllede af at blive vasket.

Så, jeg fik tilbragt en lørdag med at stryge gamle gardiner, der sikkert er lige så gamle som kollegiet. Men de hænger pænt og skygger for den onde lyse sol. Nu burde jeg kunne turde være vågen og til stede i mit beskedne kammer, når sommeren angriber os.

Samsung SGH-X830

Så kom den med posten. Så lille og fin og pakket ind i vældig godt ind. Min lille bekymring for at jeg i et øjebliks sindssyge havde bestilt en lyserød model, blev heldigvis ikke bekræftet. Men jeg måtte dog lige sidde tålmodigt og vente nogle timer inden mobilen var opladet og klar til brug. Men så er der også blevet pillet, udforsket, undersøgt og leget med den nyeste gadget i min samling.

Jeg er flere gange i løbet af dagen blevet bange for dens størrelse. Altså virkelig, den er så lille at jeg er bange for at den bliver væk. Der fulgte en bærerem med, så nu er den sat fast på den lille tingest, så bliver den helt sikkert aldrig væk. Det virker for mine nøgler, men der er remmen større, og der sidder en kæmpe oplukker i nøglebundtet, så rasler og vejer det hele så meget at jeg er sikker på jeg har husket nøglerne.

Men den kræver tilvænning. Det tager mig så lang tid at skrive en sms, at jeg hver gang næsten har lyst til at opgive og bare ringe til vedkommende. Men efter at have skrevet de første 10 sms'er i dag, så går det da bedre. Jeg har fået skåret henved et helt minut af de 10 minutter det tager mig at skrive en lille sms (ca 20 ord), dvs, nu kan jeg gøre det på 9 minutter. Uha da, det går stærkt.

Og så et lige et billede af den gamle mobil, den lilla lighter og den nye mobil. Det er lighteren der er mindst (hvis nogen skulle være i tvivl - det var jeg, indtil de lå ved siden af hinanden). Nu ligger den gamle slidte og ridsede Sony Ericsson TI60 (hedder den vistnok) med sit slidte og sløve joystick i min kommode og venter på at jeg giver den væk.

Det eneste jeg efterhånden mangler at få testet på den lille nye, er vækkeuret. Ellers har jeg både fået opringninger (som de første par gange gjorde mig panisk - låget skal jo drejes og ikke løftes), fået lagt musik ind på tingesten (og konkluderet at det ene af de to sæt høretelefoner, der fulgte med er bedre end dem jeg ejede i forvejen), jeg måtte også skrive alle numre ind telefonbogen, for det lader til at min S.E. ikke kunne finde ud af at gemme telefonnumre på simkortet. Ah well, endnu en grund til at jeg kunne lege med den nye mobil uden at få dårlig samvittighed over at jeg burde bruge min tid på noget mere konstruktivt.

Den er også blevet døbt. Mini-Me. For den er jo helt klart en lille elektronisk klon af mig. Det er næsten en besættelse for mig at alt mit elektroniske legetøj skal have et navn. Så kan jeg gå frustreret rundt i mit kollegieværelse og kalde på en tingest, der jo helt sikkert svarer. Bare for en sikkerheds-skyld. Mobilen kan så mange ting, det skulle ikke overraske mig hvis den en dag taler.

Bokseres påklædning!!??

Zappede lige forbi en boksekamp i går aftes. Jeg måtte et øjeblik indstille zapningen for at stirre forbløffet på de to mænd. Den ene havde glimmer-glitrende shorts på og den ande havde frynser på sine shorts!!!

What the Hell!!! Jeg gik her og troede at boksning var en maskulin sport, hvor udøvernes påklæding var det mindst vigtige. Altså jeg kan forstå de kommer ind i ringen med en overdådig kappe om sig, de er jo trods alt næsten nøgne og fryser nok lidt, men derfor behøver de da ikke have frynser og glimmer på shortsene. Måske er boksning alligevel en interessant sport, de kunne jo få sig en kvindelig kommentator, der sad og snakkede om påklædningen. Ligesom som man gør når de royale bliver gift for åben skærm, der sidder altid en eller anden stakkel og ved alt for meget om påklædning og tallerkener.

Jeg tænkte at det nok kun lige var de to boksere, der var lidt excentriske. Men da jeg nåede forbi samme kanal lidt tid senere, stod to andre boksere i ringen. Sørme ikke om den ene havde frynser på sine shorts og jeg er sikker på at jeg så noget lyserødt på den anden boksers shorts. Jamen altså, er boksere blevet metroseksuelle nu??? Eller har de en stylist til at sy kamp-tøj til dem? Man kunne nok forestille sig at en eller anden fortabt tøs sad og syede lyserøde blomster på et par bokser-shorts lige nu, bare fordi blomster er pænere end dødningehoveder. Desuden så kan blomster måske bedre kamouflere blodpletter, man ser flere røde blomster end røde dødningehoveder (hvis man altså ikke er farveblind).

Jorden er en sær planet.

Påsken 2007

Tjo, jeg godt nok ikke troende kristen, men jeg har ikke andet jeg kan kalde alle disse fri-dage, der bliver behandlet som søndage.

Min påske kommer nok til at handle om genrebetegnelse indenfor musik og hvordan biblioteker opstiller deres musiksamlinger. På en eller anden måde, som mig og den anden halvdel af gruppen vist har defineret lidt bedre (men det er for tidligt at skrive mere om hvad opgaven kommer til at indeholde - den del skal jo lige skrives først), men det skal helst ende med en opgave på XX antal sider. Desværre måtte en tredjemand springe fra, staklen er blevet syg og er ikke i stand til at gennemføre semesteret. Men det skal nok blive en dejligt ensformig og forvirrende "ferie" jeg ender med at have. Allerede nu er jeg godt forvirret over de mange ting man skal lære, bare om hvordan musikgenrer opstår (eller hvad teksten nu lige handlede om).

Mit lyspunkt for påsken skulle egentlig have været denne lille lækre sag:

Det er en mobiltelefon (til dem der ikke kan se det). En lille bitte Samsung SGH-X830, med 1GB til at gemme MP3-sange og andet støj på. Nåja, og så kan den også tage billeder, men det kan de fleste mobiler vel efterhånden. Den er ikke ret meget større end 3 cm x 2 cm x 8.4 cm (selv min fornuft er større end det), så man skal ikke have for store pølsefingre (måske burde jeg så have valgt en anden mobil) når man taster rundt på kræet. Men jeg endte med at forelske mig i den og havde håbet den ville være kommet med posten inden de såkaldte "helligdage". Øv øv, så effektiv er Sonofon traods alt ikke, at de smider hvad de har i hænderne og sender mobilen til mig med ekspress-bud. Kan jo være pakken ligger i postkassen på lørdag (eller er det også en påske-dag???). Ah well, bare fordi nettet er hurtigt og effektivt, så skal pakke-forsendelser bruge mere en 24 timer til at nå frem. Øv.

Anyway, fordi jeg valgte at købe telefonen, så må jeg undvære at se den nye Mr. Bean-film foreløbig. Medmindre en eller anden stakkel forbarmer sig over mig og tager mig med i biografen. Tja, nogle gange må man jo prioritere og mobilen kan underholde mig mere end 90 minutter (håber jeg).

Men glædelig Jesus-dødsuge til alle.