Viser opslag med etiketten brok. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten brok. Vis alle opslag

27 januar 2008

Bliver det snart vinter?

Nu er januar ved at være slut. Solen skinner med mellemrum (den gør det lige nu), nogle dage blæser det og det er så køligt at man må have tykke sweatere og store jakker på når man går udenfor. Men hvor bliver kulden af? Alle de mange frysegrader og en iskold vind? Jeg vil have sne og føle at det er vinter. Jeg vil ryste helt ind til knoglerne af kulde når jeg går udenfor. Jeg vil ikke nøjes med at have det lidt for varmt når jeg tager for meget tøj på.

Min radiator har kun været tændt et par enkle gange siden slutningen af november. Det er bare ikke koldt nok til at jeg gider tænde for den. Jeg kan sove med vinduet åbent og vågne uden at fryse. Jeg vil ligge og klage over at det er alt for koldt til at stå op. Jeg vil fryse mine tæer når jeg går i seng. Min dyne skal være dejlig og lun, den skal ikke være gennemsvedt og ophedet når jeg vågner om morgenen.

Jeg venter på sne, frysegrader og snestorm. Jeg vil ikke have mere regn, plusgrader om natten og en stormvarsel som ikke kommer med storm. Jeg vil se saltvogne og sneplove på vejene. Jeg vil se folk stå og skrabe is af ruderne om morgenen.

Øv altså. Nu havde jeg fået købt mig et varmt halstørklæde og en lun hue og så er det slet ikke koldt nok til at jeg er tvunget til at gå med nogen af delene for at kunne holde varmen. Jeg vil være pakket ind i overtøj og 4 lag tøj og stadig fryse når jeg går udenfor Jeg vil komme hjem med støvler og buksekanter, som er blevet hvide af salt og våde af sne.

Findes der en sne-dans, for så vil jeg gerne lære den?

30 september 2007

Formel 1 i Japan

Jeg har været nørdet nok til at stille vækkeuret til at ringe klokken 06.25 i dag, for jeg vil da slet ikke se genudsendelsen i aften på TV2 klokken kvart i sengetid i aften. Formel 1 skal ses som en direkte udsendelige (hvis TV2 da er så flinke ikke at sende løbet på sports-kanalen). Tja, altså det kunne jo så enten gøre starten på søndagen meget god eller forfærdelig dårlig.

Vækkeuret ringer som jeg bad det om, jeg tænder for mit mini-tv med mono-højtalere (jeg fik tv'et for cirka 10 år siden – og det virker stadig uden problemer, på trods af at min bror engang tabte det og derved gav kassen en stor revne) og stirrer spændt på TV2s hvide skærm med en oversigt over søndagens programmer. Godt, okay, de gamle slidte briller bliver fundet (jeg har forresten udskudt købet af A-Team sæson 2, så jeg kan få mig et par briller med den korrekte styrke - hvis nogen gerne vil vide det) og så er jeg klar…det er TV2 og Formel 1 så ikke helt. Tilbage under den lune dyne, hovedet få lov til at hvile lidt på hovedpuden et par øjeblikke. Jeg lukker øjenene, forsøger at motivere mine muskler til at bevæge min krop ud af sengen og hen til kaffemaskinen (kunne jo være jeg kunne få mig noget frisk og varm kaffe), men det sker ikke.

VROOOOM!!! "Velkommen til det japanske grand prix!" (eller noget lignende bliver der sagt). Jeg åbner irriteret det ene øje. Hele situationen med at tvinge mig selv til at vågne klokken noget nær halv syv på en søndag, er mere end hvad jeg har lyst til, men jeg har glædet mig i to uger og jeg kan sgu bare sove bagefter (så slut med brok). Hele min krop skriger efter at få lov til at sove en masse mere (jeg sagde slut med brok). Men hvad er det mit øje ser på den lille TV-skærm? Er det regn? Er det dårligt signal? Er mine briller ekstremt fedtede? Har jeg nu igen fået øjenbetændelse? Ja, for søren da, det er sgu regn! Masser af regn! Jeg får startet min søndag ved at se regnvand på asfalt og det giver et så stort energi-overskud at jeg kan holde mig vågen.

De to kommentatorer (det bare SÅ meget på tide at jeg får lært navnende på de to) snakker om at det ville være mere forsvarligt at udsætte løbet, men nu er alle seerne jo vågnet og sidder foran tv-skærme rundt om på kloden og de japanske motorræs-entusiaster er jo trods alt mødt op, så mon ikke det kan lade sig gøre at gennemføre løbet? Det andet er så besværligt.

Jeg mindes det sidste løb jeg så med masser af regn (se link 1 nederst). Nürburgring i juli. Et væld af kaos, aqua-planing og Hamilton som blev løftet tilbage ud på banen af en kran. Japansk regn giver meget mere drama og spænding i et løb end tysk regn åbenbart gør. Eller også er det hele den berygtede Fuji Speedway-bane som er dramatisk i sig selv og sin historie(se link 2). Et forfærdeligt uheld for 30 år siden satte en stopper Formel 1 på banen, men i år blev den taget i brug igen. Jeg vil dog mene at det var meget mere end banen kørerne tog i brug denne gang. Flere gange under løbet blev der vist klip af biler som røg langt ud af banen, nogle skøjtede ud i dækmure, andre skøjtede sammen og røg på den måde også derud hvor der kun er græs og grus, andre tog bare lige en ekstra stor kurve for lige at overhale (blærerøve – men det er god underholdning).

Spænding, spænding, spænding. Løbet startede med at have safety car kørende foran (jeg får lyst til at skrive "feltet" – men det er vist ikke korrekt motorsprog) bilerne i noget der lignede 45 minutter og så gad den ikke køre der mere, så ind til siden med den og dermed kunne bilerne slippes fri på en bane som ikke var blevet ret meget mere tør eller sikker at køre på. Der var drama hele vejen rundt på banen gennem hele løbet. Selv efter at Hamilton var kørt over målstregen som den første, blev det vist klip af biler, som kæmpede for at komme foran hinanden. Et par stykker gav sådan næsten op på de sidste par runder og syntes at det var bedst bare at blive holdende (se link 3 for flere detaljer som løbet).

Sådan startede dagen i dag for mig. Bare en helt normal Formel 1-søndag for mit vedkommende, men lige med en sjat regn oveni. Ærgerligt at Alonso fik smadret sin bil, ville have været dejligt, hvis han havde vippet Hamilton af fører-pinden. Jeg er ved at være træt af at se den knægt vinde stort over erfarne Formel 1-kørere. Men hey, Raikkonen kom ind som nummer 3 og det er et resultat som jeg er godt tilfreds med (på hans vegne).

17 august 2007

Åndernes Hus

Nu er jeg efterhånden nået gennem næsten 400 siders drama, intriger, Chilensk politisk historie og en familiefortælling som har slået benene væk under mig. Jeg snakker (som titlen på indlægget også gør) om Åndernes Hus. Hvilken pragtfuld fortælling, bortset fra enkelte trykfejl hist og her (jeg mister fuldstændig koncentrationen hvis jeg opdager en trykfejl – sidder og stirrer på den i så lang tid, at min hjerne tror fejlen er gået hjem). Isabel Allende er en fremragende fortæller.

Nå, men det var nu ikke så meget bogen jeg vil fortælle om. Det er mere det faktum at Bille August engang i starten af 90'erne fik lavet en film ud af bogens historie. Jeg er lidt meget glad for filmatiseringer. Kan ikke forstå når andre taler dårligt om fænomenet (kan være jeg skriver et mere dybdegående indlæg om det en dag). Men altså, tilbage til Åndernes Hus som film.

DVD'en er ikke til at opstøve nogen steder i en dansk Musik-Film-Spørg-og-Skræm-Ekspedienten-butik. Jo, altså de kan da godt skaffe den, men så er den importeret og uden danske undertekster. Normalt har jeg intet imod manglende undetekster eller importerede film, men i dette tilfælde blev jeg forarget (mangel af bedre følelse). Det er da næsten en fornærmelse mod DANSKE Bille August at man ikke kan få hans film i DANMARK! Her er en mand, som har fået stor international succes, anerkendelse og priser, men hans fædreland kan ikke finde ud at distribuere hans film ud til hans landsmænd. Jeg synes det synd for manden. Han burde hædres ved at vi kunne se hans film uden at de skal først importeres.

Men det kan da også være at han synes Åndernes Hus var for kontroversiel til bare at lade udgive på må få på en DVD. Jeg vil, udfra Allendes meget grundige beskrivelser, tro at historien lægger sig meget tæt op ad virkeligheden og derfor må der også være nogle mennesker i Chile som ikke synes den her historie er særlig underholdende. De mennesker kunne måske finde på at hade lille Bille, planlægge attentater og militærkup mod ham (for at blive i Chiles historie udfra Allendes beskrivelser), og derfor har August valgt, for egen sikkerheds skyld, ikke at gøre for meget reklame for Åndernes Hus. Jeg ved det ikke, jeg kommer kun med et vildt gæt. Jeg tvivler på at Bille August ikke kender de her små runde metal-skiver som man kan lagre film på (vi andre kalder dem DVD'er), og han derfor heller ikke ved at han kan udgive sine film på sådan nogen skiver og at langt de fleste mennesker har fået sig sådan en tingest til at afspille film-skiverne og smidt VHS-maskinen langt pokker i vold. Nej, det kan ikke være den grund.

Jeg synes dog stadig at det er mærkeligt at det er så svært at få fat i Åndernes Hus (jeg har ikke kigget efter nogen af de andre af hans film – IMDB.com er din ven). Det er næsten ligesom at man ikke kan købe H.C. Andersens bøger her i landet uden at de er importerede og ikke oversatte til dansk.

Så nu fik jeg lidt luft for min frustration over ikke at kunne gense en film, jeg engang fik set i barndommen og som jeg stadig kan huske nogle småting fra – altså filmen.(jeg er så ung, at jeg stadig var barn i starten af 90'erne). Ak ja, der er vel ikke andet at gøre, end at håbe at Åndernes Hus en dag dukker op, udgivet af et dansk filmselskab, med danske tekster og helst også gerne med noget ekstra-materiale om August og Allende. Indtil da, nægter jeg at anskaffe mig filmen.

Hvis man nu kunne få TV2 eller en anden medie-gigant (DR1 har nok hverken tid eller penge til at anskaffe sig filmen) og så få den vist i tv'et, så kunne det jo være, at der kom et større pres på at få filmen gjort noget lettere tilgængelig i en helt almindelig dansk Fona, Merlin eller Føtex eller Netto. Bare en tanke.

28 maj 2007

Kvinder og deres pat-holdere

Kan godt være at folk sulter i Afrika og jeg har familiemedlemmer på Filippinerne, som ikke har råd til uddannelse, men derfor tillader jeg mig lige at skrive om et tåbeligt og overflødigt problem. De fleste normale mennesker må være stødt på en BH eller to i deres liv.

Måske er det kun mig, der gør det, men jeg kan heller ikke lade være. Måske er det en dårlig ting, eller også bare en sær vane. Jeg kan bare ikke holde øjnene fra kvinders rygge, især ikke når man tydeligt kan se hvordan BH'en får presset en ekstra delle eller to frem på ryggen. Ærligt, jeg synes det er lidt ulækkert og kan slet ikke forstå hvordan kvinden kan holde ud at have sin BH på. Det må da være smertefuldt sådan at få presset hud og fedt rundt. Det minder mig lidt om en indsnørret skinke.

De sidste par år, har der været en del opmærksomhed på kvinders brug af BH'er. Det lader vist til at alt for mange ikke kan finde ud af at finde deres størrelse og bare tager den første og bedste, der kan rummer deres yvere (charmerende ord). Det gør det heller ikke bedre, at de samme kvinder så også har taget den strammeste trøje på de kan finde i deres skab, hvis de da ikke har været inde og rodde i datterens klædeskab. Fremhæv endelig lige at du også har deller på ryggen. Det skal vist lige tilføjes at jeg snakker om kvinder af alle størrelser og former. Jeg har set 40 kilo tunge unge piger med BH'en kravlende op i nakken (de har vist ikke så meget fedt på kroppen at BH'en kan presses fast mellem et par deller).

Altså virkelig. Hvis jeg ikke kan trække vejret fordi BH'en er for stram, så lader jeg være med at tage den på. Hvis jeg kan mærke BH'en helst vil sidde i nakken på mig, så bliver stropper og de andre 40 spænder justeret. Hvis mine forlygter nægter at ligge stille i skålene, så skifter jeg BH. Jeg synes det er ubehageligt at skulle føle mig som en indsnørret skinke, men jeg vil for alt i verden heller ikke gå uden BH. Der er lige lidt for mange hudflader som mødes, når man også skal have en trøje på.

Jeg kan godt forstå hvis kvinderne føler sig fortabte i BH'ens verden. Det er jo et helt forskningsområde for sig selv. Bare det at skulle tage en BH på eller af, kan være et størreprojekt, især hvis man har fået lidt for meget alkohol indenbords. Efterhånden findes der så mange modeller, størrelser, former, lukninger, typer og bla bla bla, at selv de mest hardcore BH-eksperter kunne føle sig fortabt i en undertøjsforretning (bortset fra dem som arbejder i butikken, jeg håber for deres egen skyld at de ved hvad de arbejder med).

Men selvom det er en jungle at finde sig en BH, der passer, så burde det stadig ikke være så svært. Man kunne jo starte med at få taget tjekket sin BH-størrelse hos en professionel BH-ekspert. Kom nu, gør det nu. Lad mig slippe for se mere indsnørret skinke komme stavrende i et par høje hæle (kvinder og høje hæle!!! – uh, mere blog-brok-materiale…måske). Jeg vil også gætte på at en forkert BH hurtigere giver hængepatter (hjalp det på motivationen???). Der er vel en grund til at det hedder BrystHolder og ikke BrystKlemme/RibbenPresser/DelleMager eller noget helt fjerde. BH'en skal holde på brysterne, det er det eneste job den skal gøre. Ikke noget med at presse fedt sammen eller smadre ribben.

Jeg er ingen helgen på det her område, men jeg lider også kronisk af deller på ryggen. Men selv sådan noget kan skjules har jeg fundet ud af. Hep, BH-forskningen kan betale sig.

Nåja og så har jeg lidt ondt at mænd, når det kommer til BH-lukningerne (af hensyn til enkelte læsere, vil jeg ikke uddybe det).

22 april 2007

En lørdag på Strøget

Okay, man burde som et nogenlunde rationelt tænkende væsen vide at Strøget og andre gågader i store byer altid er fyldt med turister, mennesker og menneskebørn. Æh ja, og alligevel valgte jeg at tage en lille gåtur rundt en lørdag eftermiddag (klokken var 13.00). Jeg var alligevel derinde og jeg trængte til frisk luft efter at have siddet i en bus, hvor en eller anden gammel kone lige skulle have et skud ostemad. Nej, virkelig, hun sad i bussen og spiste sin stinkende ostemad sammen med noget, der lignede et barnebarn. Bussen var propfyldt og luften var i forvejen ulækker, tæt og folk stod mast næse mod armhule.

Men altså en lille spadsere-tur på Strøget blev hurtigt til et forhindringsløb. Det lader til at lidt for mange mennesker ikke forstår begrebet "gågade". Selvom det er tilladt at krydse Strøget i bil ved udvalgte sidegader, så er det da virkelig en tåbelig idé at forsøge at gøre det på en lørdag. Der er opfundet parkeringsplader, de kan bruges til, gæt hvad; nemlig! Parkering af biler og andet køretøj. Bare forbi man lige har købt sig en ny Alfa Romero eller vil lufte sin åbne sportsvogn, så er der ingen grund til at gøre det helt inde i centrum af centrum af København. Bilerne er stadig pæne selvom de kun står parkerede mellem en 10 år gammel Nissan og et "rugbrød". Bare fordi vejret viser forår, så behøver man ikke lufte sin bil på Strøget.

Så er der den anden ting, jeg også blev irriteret over; CYKLISTER!!! Hvad bilder de sig ind at cykle rundt mellem 4 mia. mennesker på en gågade??? Det er en gågade, ergo går man. Man cykler på cykelstier og man går på gågader. Det er åbenbart svært at regne ud for nogle folk. Så er det jo godt, at jeg kan fortælle dem højt og tydeligt på en lille bitte internet-side. Folk skal trække cyklen, så slipper vi andre for at blive kørt ned eller springe for livet. Jeg kan virkelig ikke se nogen grund til at cykle mellem 4 mia. mennesker på Strøget. Hvis man har travlt, så cykler man udenom menneskermylderet og ind på sidegader, hvor det er tilladt at cykle.

Udover de to ovennævnte irritationsmomenter, så var jeg tæt på at miste benet ved et sammenstød med en rullestol. Konen sad i den, godt pakket og den åndsfraværende mand skubbede hende rundt. I et kort sekund så jeg resten af mit liv passere forbi med kun et ben at gå på. Forfærdeligt, bare forbi konen ikke kan gå, så behøver manden ikke sprede handicappet til sunde og raske mennesker med intakte lemmer.

Forældre burde overvejer at investere i snore til deres børn. De kan finde ud af at holde deres små tæppetissende rottelignede hunde-agtige væsener i kort snor (jeg fik vist lige sagt noget positivt!!!), men om de kan holde orden påderes små rollinger, snotunger og andre skrigende kræ, så er svaret NEJ!!!. Jeg måtte springe og undvige adskillige unge mennesker i Hobbit-størrelse, fordi de lige havde spottet BR, en slik-butik eller McDonald's. Ah, well, hvis børnene ikke kan styre sig, så må de leve med at få en albue i hovedet ved et uheld, fordi de hysterisk absolut skal løbe ud foran mig.

Nogle syge mennesker, havde valgt at uddele gratis kram. Jeg valgte at løbe for livet, da jeg fik øjenkontakt med et smilende ansigt siddende på en meget sært udklædt krop. Jeg kan få gratis fra folk jeg kender, jeg nægter at blande sved med en fremmed.

Jeg fik dog erhvervet mig to nye bøger med mit fine lille gavekort, som farmand i et øjebliks sindssyge åbenbart havde lyst til at give mig. Hmm, jeg ved jeg er forkælet. Jeg fik nasset mig til lidt studierabat. Hvis jeg kan spare 30 kroner, så skal det også udnyttes. Hvilken herlig forårsdag det var i går.