Nettet...

...virker endelig igen. Efter flere timers dybt depression over at jeg ikke kunne komme på nettet vendte koen sig på isen. Jeg får lyst til at græde af glæde over endelig at blive genforenet med mine spam-ofre på msn. Det er bare en helt almindelig normal dyb psykotisk afhængighed og besættelse. Intet mere, intet mindre.

Kaffe

Yes, kaffe!!!

Noget jeg tydeligvis drikker alt for meget af. Jeg når nemt og elegant igennem to kander i løbet af en eftermiddag. No wonder jeg ikke kan sove. Men nu er maven begyndt at brokke sig, evig kvalme, tør hals, brækker mig snart og så kan jeg mærke immuniteten komme snigende.

Men altså, når jeg kan begynde at brække kaffe op og drikke videre en halv time senere, så burde jeg måske begynde at overveje om det ikke er på tide jeg trappe en smule ned, men ikke med en eksamen lige om hjørnet. No way. Desuden er vand for sundt og te gør mig træt, øl og sprut bør vist kun hældes indenbords i selskab med andre, varm chokolade feder, mælk er kedeligt, juice og saft er til børn. Ergo, kaffe er skabt til mig. Kaffe er min livskilde. En kande kaffe og en spand sukker kan jo redde min dag.

Al magt til kaffe!!!

Klassisk musik

Der er vist ikke ret mange der ved, men Sjesser her elsker klassisk musik. Mozart er klart yndlingen. Jeg giver Amadeus-filmen skylden, Milos Forman formåede at sælge Mozart til mig uden nogen vanskeligheder.

Så efter lidt inspiration fra DR2s temalørdag, en koncert på svensk tv og Hr. Mozarts meget store og runde fødselsdag genfandt jeg mine Mozart-symfonier.

Okay, jeg aner ikke ret meget om klassisk musik. Kan sgu ikke høre forskel på Mozart, Beethoven og Vivaldi. Kender kun Mozarts musik fordi han tilfældigvis lige lavede nogle catchy toner og fordi hans navn står på cd'erne. Jeg ved han skrev Für Elise og Beethoven skrev Eine Kleine Nachtmusik...eller var det omvendt? Nå,men så må Håndel da have skrevet De fire Årstider og Vivaldi Måneskinssonaten. Hehe, jeg er ikke helt håbløs og de tre års undervisning i Musik har ikke været forgæves...måske.

Sætter hørebøfferne på, skruer op for musikken, finder bøgerne frem. Så skal der læses til min øjne falder ud af hovedet af anstrengelse og hovedet eksploderer af håbløs udmattelse.

Full Metal Jacket

Uh ja, den film er god. Man behøver jo næsten ikke se den, bare lytte til alle de fede guldkorn der bliver sagt i den film. Soundtracket er godt, filmen er godt castet, Stanley Kubrick er instruktør. Det bliver da ikke bedre.

"How tall are you, private?"
"Sir. Five foot nine, sir!"
"Five foot nine. I didn't know they stacked shit that high."

Haha, der er mere hvor det kommer fra, men min hukommelse nægter at samarbejde lige i øjeblikket, især hvis ordet "bibliotek" ikke indgår. Hmm, må vist lære at leve med det. Så er der jo lige den ting med at jeg ikke ejer filmen. Så endnu engang, skulle nogen have lyst til at give mig en gave, så giv mig den film på DVD. Jeg vil ikke have blomster, ingen chokolade, ingen penge, ingen øl eller mad, bare "Full metal jacket" eller "Convoy" på DVD.

Nej vent, jeg trækker lige det med øl og mad i mig igen. Man kan ikke sige nej til gratis øl eller mad, det er jo som at nægte sig selv at gå på toilettet en hel dag.

En god dag?

Er det en god dag, når jeg har skrevet så mange notater at skriften er blevet ulæselig?

Er det en god dag, når jeg har formået at få udryddet mit vasketøj. Ved at vaske det, ikke brænde det, altså.

Er det en god dag, når jeg har kunne tage mig nok sammen til at kravle ud af mit nattøj og ind i noget mere anvendeligt til offentligheden?

Yes, jeg er nået vildt langt i dag. Nu mangler jeg kun at kunne lære at gentage punkt et og tre mere end denne ene dag, og så burde jeg vist kunne kalde mig en fuldt udvokset voksen ung dame. Bæ, må vist hellere indse at jeg aldrig bliver voksen. Hvorfor laver de da også sådan noget dejligt blødt nattøj?

Weekenden er lukket og slukket

Så er weekenden forbi, og jaja, jeg ved det er mandag, men man har vel lov at blive liggende i sin seng en ekstra dag. Jeg havde et fint lille besøg fra en århusianer, ikke en indfødt, så man kan ikke fortælle de små dumme vittigheder om hende.

Weekenden startede fredag, det plejer de små tingester jo at gøre. Vi var knap nok kommet helt hjem til mig før bøvsekonkurrencerne, de sjofle vittigheder, menneskets kønsdele og msn havde lagt tonen for de næste tre dage.

Uh ja, og så var der jo et par drukture, den første endte med meget våde fødder og den anden med for meget mcd-mad. Et par eftermiddage i liggende i sengen med fjernbetjening og internet indenfor rækkevidde. Der var krummer på balkonen, Lost-maraton, en tøjvask der aldrig blev gjort, kidnappning af syv tallerkener og masser af snak om sex, mænd og alt det sjove.

Yiiir, Tuts!!! Min frøken kinky, utugternes gudinde, sex-associationernes mester nummer to (jeg må vist hellere tage pladsen som nummer et, ellers kommer der brok fra folk). Hvilken tema-sang skal jeg spille først?

Vigtigt!

Note to self: Husk altid vandætte sko når man skal ud i sneen, og varme sokker til de kolde tæer.

Må vist hellere købe mig nogle gummistøvler og flere uldsokker, eller bede til vejguderne om at fjerne sneen fra fortovene.

Endelig!!!

Tak for kampen, muser. Det har været besværet værd, eller det håber jeg da. Vil nødig skulle spærre mig selv inde med to piger igen i tre dage for at skrive en ny opgave. 48 timer, syv timers søvn. Godt man er ung...
Uh ja, og så kommer der jo weekendbesøg i dag. Wuhu!!! Så skal der drikkes, festes og soves. Første planlagte fællesaktivitet er pizza, bagefter er det tid til en laaaaaaaaaaang lur. Vi snupper os en morfar. Er Alan Rickman (guds stemme/professor Snape) morfar?
Anyway, opgaven er overstået. Nævner det lige en enkelt gang mere. OPGAVEN ER OVERSTÅET!!!

Musernes dag

Så blev det torsdag. Fem timers søvn er det blevet til for mit vedkommende. Havde håbet fire kunne være nok, men min dovne krop skreg efter en ekstra time under den varme dyne. Opgaven skal afleveres i morgen. I dag bliver musernes dag. Mit våben er min min blyant, mit skjold er papiret. Jeg er klar til at tage imod musernes angreb. Lad dem bare komme! Det er miraklernes dag, en smule guddommelig indgriben ville ikke være af vejen. Vi har brug for al den hjælp vi kan få! Krigen mod tiden er startet! Jeg ved mine allierede selv står klar med deres våben. Kanonerne er ladet, ridderne er kampklare, de civile og uskyldige er gemt i sikre bunkere. Generalinder; på jeres pladser! Kampen og krigen skal vindes! Jeg står klar til musernes bombardement, jeg forventer de træffer deres mål. I dag er musernes dag, i dag er en krig for magten over ordet.

Convoy

Lige en lille reklame for en fantastisk film. Convoy!!! Kan ikke få nok af stunts med lastbiler, grimme truckere, fællesbade, de onde "bjørne". Og så selvfølgelig at Mr. Cash spiller titelsangen, selvom det vist er en coverudgave. Men altså, filmen skal ses.

Skulle en eller anden have lyst til at give mig en gave, så giv mig DVD'en. Uh, ja tak. Gimme, please. Tag et vink med en vognstang!!! Må eje den film. Hvordan kan det lade sig gøre at jeg ikke ejer min yndlingsfilm??? Nåja, farmand har jo en optaget vhs-udgave, men altså den er jo 15 (femten!!!) år gammel og slidt op (af mig).

En gang til: CONVOY anbefales herfra. Det burde være nok til at mærke filmen som kvalitet (giver mig selv lov til at være selvhøjtidelig)

Åh, skræk og ve!!!

Så er det slut, helt slut. Der er ingen vej tilbage nu. Åh, skræk og ve!!! Isolationernes tid er slut for denne gang. Fra nu og mere end en uge frem bliver jeg tvunget udenfor. Onde onde mennesker der gør sådan noget mod mig. Hvor er jeg dog bange for den friske luft og at se andre mennesker. Hvor er jeg dog bange for at skulle pakke mig ind i frakke, halstørklæde, minimalistiske handsker og varme uldsokker. Ej, så, nu stopper festen. Nu er det tid til socialt samvær, fællesskabet omkring bøgernes kryptiske beskeder, formuleringer af desperate sætninger....kan ikke finde på mere vrøvl, så jeg må vist hellere kvinde mig op og komme udenfor.

Barndomsminder

Synes det lige kunne være sjovt at fortælle folk, fæ, verden og uinteresserede læsere hvilke barndomsminder jeg har. Altså bare lige nogle stykker, bare lige dem jeg husker bedst. Bare lige de sødste oplevelser en sød lille pige havde engang. Yeah right, jeg var sgu da en møgunge.

Jeg må have været tre år, da min mor tog mig med til lægen. Hun skulle vist til noget tjek eller noget andet sært hos lægen, den stakkels kvinde var gravid. Lægen stillede et langt træ-rør op på mors mave og lagde selv sit hovede mod den anden ende. En meget underlig læge. Mit første søde lille minde. En højgravid kvinde, der bærer rundt på noget der en dag bliver til min lege/slags-kammerat.

Jeg er fem år. Bror og jeg leger i haven, vi render rundt om huset og forøsger at fange hinanden. En uretfærdig leg, for dengsen kan jo ikke løbe ret hurtigt når numsen er pakket ind i en uhelds-fanger. Når man er fem, kigger man sig vist ikke ret meget omkring, for jeg ender med at løbe panden mod en mur. Yes, en tur på hospitalet, seks sting til mig og en masse stress til far. Men det var sjovt at lege med lillebror.

Eksamenslæsning med bivirkninger?

Jeg har nu siddet isolereret fra verden og været bundet til bøgerne i næsten tre uger. Jo tak, læsningen går fint, eller rettere jeg får da læst pensum. Det bliver måske ikke på de bedste tidspunkter af døgnet og min krop er vist også ved at blive immun overfor koffein. Men jeg får læst og det er jo vigtigst.

I går lavede jeg så lige nogle observationer af de vaner jeg har fået mig i løbet af de her tre meget lange og ensomme uger. De er forfærdelige!!! Bevar mig vel, om ikke min standard for acceptabel tv-kiggeri er faldet ned til, at jeg kan se alt og tænke; "de siger da noget klogt". WHAT!!?? Hvad sker der? Jeg sidder dag ud og dag ind og læser, de få (ej okay, det er mange) gange jeg får taget mig en pause, tænder jeg for tv'et. Jeg zapper mig frem og tilbage gennem alle ni kanaler og ender altid med at finde noget spændende. Skal vi sige det sådan her: Dr. Phil, Extreme makeover - home edition, Gilmore Girls, Malcom i midten, Venner. Og det bliver værre for hver dag. Der er stadig to uger indtil næste semester starter og jeg frygter at jeg til den tid ser Soap Opera hver dag. Der er jo både Horton-Sagaen og Glamour. Jeg har aldrig set de serier, men det kunne være et godt tidspunkt at begynde nu. Jeg har jo tid nok.

Arrgghh, lyt til mig! Tv-verdens onde net har fanget mig, jeg er dømt til at se dårlig tv resten af mit liv!

(Advarsel; bloginden lider muligvis af sindssyge grundet tre ugers isolation)

Drømme

Jeg ved at mine drømme er meget livagtige. Nogle gange for livagtige, især hvis venner/bekendte/familie er med i drømmen. Jeg ved min fantasi er meget hyperaktiv, den har virkelig ingen grænser, men derfor behøver mine drømme ikke være så virkelige.

Der må da være en grænse for hvor meget man kan drømme om i løbet af en nat eller bare hvilke ting man drømmer om. Nix, der er ingen grænser. Hvis jeg kunne, ville jeg sætte grænsen ved at man drømmer at fædre dør. Hvorfor drømte jeg at min egen og to af mine venners fædre dør? Det var tre forskellige situationer, tre forskellige mænd. Jeg har ikke brug for at drømme om døden og da slet ikke hvis den skal så tæt på. Ingen har vel lyst til at drømme om døden.

Bekræftelse gav inspiration

Hmm, søndag morgen. God morgen til alle. Jeg fik lige en sød lille mail fra farmand i det sønderjyske. Sørme om ikke de søde (læs: skøre) mennesker dernede faktisk læser min blog. Det har så lige givet mig inspiration til at skrive om min familie, som jeg ser dem. Jeg tvivler dog på at jeg ser dem fra en rationel vinkel, men det er jo kun min opfattelse af dem og jeg er vist heller ikke noget rationelt menneske. Så derfor, jeg gider ikke undskylde. Parat, start, begynd!!! (har muligvis drukket for meget kaffe i dag)

Farmand, papa eller bare far. Jeg har aldrig kaldt ham farmand, kun i mit hovede. Papa, voksede jeg fra eller blev hjernevasket til ikke at kalde ham tidligt i min barndom, han foretrækker vist bare at blive kaldt far. Så derfor, far skal han hedde. Engang havde han overskæg, god han fik fjernet det. I løbet af det sidste års tid blev jeg lidt glad for Johnny Cash, og når man ikke har råd til at købe skiverne, så går man i fars LP-samling og finder det. Uh ja, den mand har både Deep Purple, Dolly P, Abba og enhver country-musiker der findes. Den kære farmand, behold dine tarmgasser for dig selv, eller gå udenfor. Haha.

Brormand, lillebror, men nu er han blevet min bror. Drengen er jo højere end mig, crap, så kan jeg ikke banke ham længere. Jeg tror han har tilbragt mere tid med sin PS/PS2 end han har med resten af verden. Intet ondt ment her, bare du også lader mig spille med engang i mellem. Hehe, jeg forstår ikke du kan holde mig ud, men du ryster bare på hovedet af mig og tænker dit. Vi sender en venlig tanke til Ramones og spørger hvorfor du ikke har sendt dem tilbage til mig? Gimme gimme, I need my Ramones!

Moder, mama, moar. Nej, vi holder os vist bare til mor. Siger stress dig noget? Karaoke er og bliver dit område. Jeg vil ikke blandes ind i noget, der kræver at jeg skal synge. Jeg må sørgeligt erkende, at dine vage forsøg på at indoktrinere en pænere tøjstil hos mig, langsomt er begyndt at give pote. Fest for mor, betyder at drikke sodavand og så danse uafbrudt i fire timer på en sukkerrus. Noget af det sidste hun sagde til mig inden jeg flyttede, var; "hvem skal jeg så snakke med?" (bare rolig, giv Michelle ti år, så får du en ny at snakke med)

Der er lige en mere, der skal nævnes. Bedste! Farmor, der ikke vil kendes ved sin titel. Din humor er plat og der er vist mulighed for at jeg har arvet lidt af den. Dine skøre ideer giver verden lidt farve, dine kommentarer gør festen lidt sjovere. Hvor er det sært at du er fascineret af skateboards og alt hvad der egentlig har med skating at gøre. Du er vist en af de eneste bedstemødre der ikke har noget imod at se de unge mennesker lave halsbrækkende stunts på fire meter høje halfpipes. Det sidste ord: KK-design.

Sådan, så nåede jeg rundt om de nærmeste blodrelationer jeg har. Der er jo den helt utrolige faster, der snakker som ti vandfald. Faster og kusine der har præcis den samme måde at grine på (højt, længe og helst med så åben mund som mulig). Hvis jeg kunne, ville jeg nævne alle, men det kan jo komme senere. Det her må være godt nok foreløbig.

Jeg ved min familie er som to verdener, der ikke kan blandes. Erfaring gør klogere, det rette ord at bruge må være skilsmisse. Jeg vælger at stoppe mens legen er god, inden jeg begynder at brokke mig over mine forældre håndterede skilsmissen forkert.

En drøm om en kuglepen

Den her drøm havde jeg for nogle uger siden. Det sære er, at den på en måde gik lidt i opfyldelse, bare en smule, lille bitte smule. Drømmen gav mig i hvert fald en irriterende dag.
Jeg drømte i nat om min kuglepen, for at være helt præcis, så var den grøn. Den blev ved med at forsvinde for mig, eller ligge udenfor min rækkevidde. Når jeg skulle bruge den, faldt den på gulvet, hoppede rundt på bordet eller tog sig en flyvetur oppe under loftet. Det var kun, når jeg ikke skulle bruge den, at den kunne finde ud af at ligge helt stille, ligesom en normal kuglepen bør gøre.

Den næste morgen vågnede jeg frisk og udhvilet og tænkte at jeg ville lægge ud med at få læst en masse og skrevet noter til vrøvlet. Nix, min kuglepen var væk, så det kunne jeg ikke komme til lige med det samme. Jeg ledte febrilsk efter noget andet at skrive med, men selvfølgelig kunne jeg ikke finde noget brugbart. Hvor er mit halvmeter lange penalhus når jeg skal bruge det? Hmm, efter en halvtimes tid med kaffedrikkeri, så jeg tilfældigvis kuglepennen ligge langt inde under min seng. Spørg mig ikke hvordan jeg fandt på at kigge der, eller hvorfor den lå der. Så kunne jeg endelig komme i gang med at arbejde hårdt for min uddannelse.

Jeg har dog lige den vane med altid at lege med kuglepenne når jeg sidder dybt koncentreret og læser, den dag var ingen undtagelse. Men mine fingre ville ikke lege i dag, så de blev ved med at tabe kuglepennen. Jeg kravlede rundt på gulvet efter den irriterende kuglepen flere gange, end jeg fik læst sider i bogen.

Altså altså, kan det virkelig passe, at drømmen om den irriterende kuglepen er gået i opfyldelse? Ja sgu da, den nægter jo at samarbejde med mig i dag. Måske burde jeg finde nogle flere skriveredskaber, så jeg har et lager liggende klar, i stedet for at skulle lede efter den samme kuglepen hele tiden.

En drøm om et hus

Den her drøm er vist ved at være ret gammel, jeg tror den kom en måneds tid efter at jeg var flyttet hjemmefra. Sært som hjernen er langsom til at reagere på store omvæltninger.

I drømmen var jeg lige flyttet ind i et kollektiv eller bofællesskab. Jeg kunne ikke huske at være flyttet ind, pludselig var jeg der bare. Var i byen med de andre beboere, tre fyre og en pige. Vi sidder i en bar, der lige så godt kunne være et afski-party, for der står ski langs væggene og folk har utrolig meget overtøj at tage af inden de sætter sig ned. Jeg snakker med pigen om de andre fyre, hun giver mig noget typisk sladder om hvem, der har været sammen med hvem. Hvilke piger den eller den fyr foretrækker og hvem hun helst vil have.

Så slår det mig hvorfor jeg ikke kan huske at være flyttet ind. Det er simpelthen fordi jeg har drømt at være flyttet ind og har blandet drøm og "virkelighed sammen". Jeg har fortrængt virkeligheden og dermed også min hukommelse i en måneds tid (sært hvad alkohol gør ved hjernen i en drøm). Vi tager hjem og der viser sig, at jeg har boet i en kæmpe luksusvilla i en måned uden at vide det. Det er pool med tilhørende rutsjebane, der starter på taget, hvert værelse har udsigt over et bjerg, der er et badekar til hver. Bare luksus, men vi skal stadig lave maden selv.

Øh, jeg ved ikke lige hvad jeg skal tolke i det her. Min underbevidsthed leger vist rundt med mig. At man i en drøm kan drømme man har drømt en anden drømt, og glemme virkeligheden, som også kun var en drøm. Er bare glad for, at jeg vågnede og det hele viste sig at være en drøm.

Jeg har lige forvirret mig selv.

En drøm om en hund

Jeg drømte engang jeg gik en tur med en hund. Af en eller anden grund havde jeg også et lille barn at bære rundt på. Der var ingen klapvogn eller barnevogn, spædbarnet var dømt til at hænge i mine arme. Hunden var forresten en af mine menneskelige venner, hvilket jo er mærkelig, for jeg plejer ikke at sammenligne mine venner med en hund.

Nå, jeg gik tur med hunden og bar rundt på spædbarnet. Vi går på en sti der følger nogle togskinner. Det er vist lidt farligt at have toge kørende så tæt på en skovsti, for der kan jo komme børn forbi, der gerne vil lege på togskinnerne.

Bevar mig vel om ikke den lille onde vovse slipper væk og spæner af sted hen ad stien. Jeg styrter selvfølgelig efter den, stadig med spædbarn og hundesnor i hånden. At jeg gider gøre det...

Jeg ser at den stopper foran en gammel dame, hun ligner min moster forresten. Hunden og damen taler sammen, helt rigtigt læst. Jeg kan høre hunden tale til damen. Da jeg endelig når hen til dem, løber hunden videre og damen går videre i mod mig. Hun hilser på mig da jeg når hen til hende, men jeg skal jo have fat i hunden, så jeg standser ikke. Hun råber efter mig, at det er en sød lille velopdragen hund jeg har. WHAT?! Den er lige løbet bort, den er da ikke velopdragen.

Jeg kan ikke huske hvad hunden hedder, kalder den bare vovse. Men pludselig kommer jeg i tanke om navnet. Den hedder selvfølgelig Mickey Muh-Hus. Opkaldt efter noget, jeg ikke ved hvad er, meget sært.

Jeg løber, jeg kalder, jeg har stadig barn og hundesnor med, jeg kalder mere, jeg er hverken forpustet, svedig eller træt. Tilsidst standser jeg ved nogle buske. Stien drejer væk fra skinnerne og går dybere ind i skoven. Jeg kalder flere gange på hunden, jeg ender med at skrige dens navn.

Efter en del ventetid kommer hunden luntende. Den fortæller at den lige var en tur inde i busken for at træde af på naturens vegne.

Ja, tak siger man så. Den kunne ikke have advaret mig inden? Og hvad med barnet? Jeg kunne jo have risikeret at vække det eller tabe det. Godt drømme ikke er virkelige, jeg vil nødig opleve den løbetur. Jeg var forpustet nok da jeg vågnede.

Hvis livet var perfekt...

...ville det ikke være værd at leve.

For hvis man har det godt og er lykkkelig hele tiden, så kan man ikke værdsætte det. Og hvis man ikke ved hvad modgang og dårlige tider er, hvordan kan man så vide at man har det godt og er lykkelig.

Eller er jeg gået galt i byen her?

Statements

Cancan er en sær dans med noget sært musik, men ganske underholdende.
Queens "Bohemian Rapsody" er den mest skitzofrene sang jeg kender.
Man bør ikke spise en hel brieost med kiks, og kalde det et måltid.
Spis aldrig cigaretskodder eller aske.
Man kan aldrig få nok vand at drikke, medmindre man er ved at drukne.
Øl er sundt.
Det er bedst at pjække, når der ikke er mødepligt til undervisningen.
Søvnløshed er en skidt ting.
Vækkeuret er en tosset opfindelse, men meget praktisk.
Overdreven brug af tyggegummi kan give diarre.
At sove en hel lørdag væk er unødvendig tidsspilde.
Lad være med at spise for meget kage, maven beklager sig senere.
Man kan ikke høre for meget musik.
Man kan ikke hygge sig for meget.
Man kan ikke se for mange film.
Man kan ikke wanke for meget.
Nettet er ganske underholdende.
Der findes ingen dårlige vaner, kun dårligt udnyttet tid.
Kedsomhed er man selv skyld i, man kan jo bare lære at underholde sig selv.
Rastløshed er at bruge energi på at lave intet.
De eneste fejl man kan rette er stavefejl.
Kunst er skabes af mennesker.
Der er ingen grund til at tvinge sig selv til at gøre ting man ikke gider gøre.
Der er over 6 mia. mennesker i verden, og alligevel er mange ensomme.
Forelskelse er en illusion, et stof i hjernen som chokolade også kan frembringe.
Selvom man kan svømme, kan man sagtens drukne.
Hjernen er en grå grød, som man kan sætte farver på ved at tænke.
Det er ikke pjæk at blive væk fra en forelæsning om renæssancen, når man bliver hjemme og læser Sofies Verden i stedet.
Stil spørgsmål ved alt.

Farvel 2005, goddag 2006

Stedet er Østerbro. Klokken er lige blevet tolv. Vi står på en altan og kigger på de andre mennesker på gaden, der igen i år har valgt at brænde deres penge af. Bogstaveligt talt. Jeg nipper lidt til champagnen, kigger ned på de ølkasser der står foran mine fødder og så...BVAAAAAAAADR. Al den dejlige mad jeg havde spist blev på få minutter hældt ud over ølkasserne. Det plaskede ud på altanen, ned på jorden, på mine sko, mine bukser. Velkommen 2006, jeg brækker mig lige!!!

Jeg har dog ikke haft en lige så god slutning på 2005. Jeg vågnede i går på årets sidste dag, og det første jeg gør er at vælte min skrivebordslampe på gulvet. Den virker ikke mere, slet ikke mere. Jeg har dræbt min skrivebordslampe, mit evige vedholdende lys. Den har fulgt mig gennem mange lange nætter ved skrivebordet. Kastet sit tålmodige lys over mine bøger, mens jeg har fordybet mig i min egen uddannelse uden at skænke lampen en taknemmelig tanke. Den har været min støtte i de mørke tider. Varmet mine fingre når de frøs. Ja den kunne endda finde på at blænde mig fordi den ville drille. Hvor ofte har den ikke stået ved siden af min computer og lyst på tastaturet, kigget med på sidelinien når jeg ikke kunne slippe nettet og lige skulle have den nyeste sladder, fulgt med i mine samtater på msn. Minderne fra dengang vi begge sad og lyttede til musikken vil jeg altid huske. Det er med stor sorg og mange tårer at jeg nu må sige farvel til lampen. Ak ja, intet lever evigt, jeg kommer til at savne den. Farvel du kære skrivebordslampe. Jeg har for evigt mistet en ven, og så var det min egen skyld.

Begravelsen finder sted i morgen ved containerne, når jeg engang er stået op.