En drøm om en hund

Jeg drømte engang jeg gik en tur med en hund. Af en eller anden grund havde jeg også et lille barn at bære rundt på. Der var ingen klapvogn eller barnevogn, spædbarnet var dømt til at hænge i mine arme. Hunden var forresten en af mine menneskelige venner, hvilket jo er mærkelig, for jeg plejer ikke at sammenligne mine venner med en hund.

Nå, jeg gik tur med hunden og bar rundt på spædbarnet. Vi går på en sti der følger nogle togskinner. Det er vist lidt farligt at have toge kørende så tæt på en skovsti, for der kan jo komme børn forbi, der gerne vil lege på togskinnerne.

Bevar mig vel om ikke den lille onde vovse slipper væk og spæner af sted hen ad stien. Jeg styrter selvfølgelig efter den, stadig med spædbarn og hundesnor i hånden. At jeg gider gøre det...

Jeg ser at den stopper foran en gammel dame, hun ligner min moster forresten. Hunden og damen taler sammen, helt rigtigt læst. Jeg kan høre hunden tale til damen. Da jeg endelig når hen til dem, løber hunden videre og damen går videre i mod mig. Hun hilser på mig da jeg når hen til hende, men jeg skal jo have fat i hunden, så jeg standser ikke. Hun råber efter mig, at det er en sød lille velopdragen hund jeg har. WHAT?! Den er lige løbet bort, den er da ikke velopdragen.

Jeg kan ikke huske hvad hunden hedder, kalder den bare vovse. Men pludselig kommer jeg i tanke om navnet. Den hedder selvfølgelig Mickey Muh-Hus. Opkaldt efter noget, jeg ikke ved hvad er, meget sært.

Jeg løber, jeg kalder, jeg har stadig barn og hundesnor med, jeg kalder mere, jeg er hverken forpustet, svedig eller træt. Tilsidst standser jeg ved nogle buske. Stien drejer væk fra skinnerne og går dybere ind i skoven. Jeg kalder flere gange på hunden, jeg ender med at skrige dens navn.

Efter en del ventetid kommer hunden luntende. Den fortæller at den lige var en tur inde i busken for at træde af på naturens vegne.

Ja, tak siger man så. Den kunne ikke have advaret mig inden? Og hvad med barnet? Jeg kunne jo have risikeret at vække det eller tabe det. Godt drømme ikke er virkelige, jeg vil nødig opleve den løbetur. Jeg var forpustet nok da jeg vågnede.