Første og sidste tur i Operaen

Jeg vandt to billetter til en forestilling i Operaen. Hverken jeg eller kæresten er særligt kulturelle, hvad angår opera, ballet, teater og ting i den genre. Det er bare ikke interessant. Jeg kan et par timer om året godt finde ud af at nyde lidt klassisk musik, men jeg er meget selektiv omkring musik-valget og jeg vælger oftest de populæreste stykker musik. Jeg synes Mozarts ”Requiem” og ”Eine Kleine Nachtmusik” er gode.

Vi havde dog aldrig set indersiden af Operaen og billetterne var gratis, så vi drog af sted. Eller rettere, jeg slæbte manden med. Han havde flere gange brokket sig over, at skulle af sted. Han havde højt og helligt stadfæstet, at han ville udvandre under pausen, fordi han ikke gad høre på skråleri.

Som sagt, jeg slæbte manden med. Jeg glædede mig til at se, hvad folk snakkede om. Jeg går åbenbart op i, hvad andre folk mener. Bygningen er sgu ikke for køn udefra. Det er en brødrister med hat på. Indefra er noget bedre. Jeg følte mig dog ikke særligt tilplas. Det var alt for fint og pænt til mig. Folket var pænt klædt på. De høje hæle klikkede på trægulvet og de stod og snakkede stille og roligt i små grupper.

Jeg er altså meget mere til rock koncerter, hvor folk kommer i det tøj, som lå øverst i vasketøjskurven. Jeg foretrækker fadøl og festglade mennesker, som headbanger og synger med. Jeg gider sgu ikke sidde pænt på min plads og nyde skingre toner fra sopraner.

Selve stykket var helt okay. Jeg fattede ikke hvad de sang, men jeg fattede da handlingen. Vi sad pæne og artige på bagerste række under hele to akter. Det var da okay, men jeg bliver sgu aldrig en del af de højkulturelle miljø. Der bor stadig en fortabt punk- og metal-fan inde i mig, som bare vil headbange til musik, og det vil der altid gøre.

Som forventet. Stykket bestod af tre akter. Vi nåede igennem to akter på en meget lang og rædselsfuld time. Jeg tror ikke, at der gik ret lang tid, fra stykket startede til at jeg besluttede, at jeg ville skride i pausen. Problemet var bare, at pausen aldrig kom. De skreg og skreg oppe på scenen. Rendte dramatiske rundt og skreg noget mere. Da første akt endelig var færdig, bad jeg en stille bøn til min gud, Cash, om at pausen var nu. Men ak nej, han havde for travlt til at høre min bøn, Tæppet blev trukket fra igen. De forsatte med at skrige oppe på scenen.

Sådan generelt, så har jeg ikke noget imod opera-sang. Jeg gider bare ikke se på, at de står og skriger og forsøger at holde sammen på en handling. Der bliver blandt andet skreget i Mozarts ”Requiem”, men det er et kor. Jeg skal ikke se på dem multitaske mellem dårligt skuespil og skrigeri. Ak ja. Anden ak sluttede. Der var virkelig kun gået en time, men det er en time af mit liv, som jeg aldrig får tilbage. På den anden side, så kan jeg hermed sige ”been there, done that and it ain’t for me”. Mit liv vil ikke være fattigere, selvom jeg aldrig mere kommer til at se et opera-stykke. Nå ja, og så kom der jo endnu et blog-indlæg ud af mig, så noget kunne jeg da bruge oplevelsen til.