Arbejdsløs vs. arbejdssøgende

Nu har jeg været arbejdsløs, arbejdssøgende og hjemmegående husmor i en måneds tid. Kært barn har mange navne, som man jo siger og jeg hygger mig egentlig de fleste dage. Men det bliver hurtigt trivielt at skulle tage opvasken hver dag og se lidt på nye jobannoncer.

Jeg blev færdiguddannet i august sidste år og har haft små vikariater til og med december sidste år. Jeg arbejdede som studentermedhjælper og fik også kun løn derefter. Da SU'en ikke kom i september, kunne jeg pludselig mærke på egen krop, hvor hårdt jeg måtte arbejde for at få min lave timeløn til at kunne dække en hel måned. Det var svært at holde modet oppe og finde nogen glæde i arbejdet, når jeg vidste, at jeg kunne få det dobbelte i løn, hvis jeg havde et "rigtigt" arbejde. Men arbejde er arbejde, og jeg fik da samlet nok penge ind til at kunne købe til julegaver til de nærmeste i familien. Efter nytår stoppede arbejdet så.

Jeg startede året med at være unormalt positivt indstillet overfor livet. Der skulle nok dukke noget godt op, når jeg havde lyst til at arbejde igen. Selvom flere sagde, at jeg var for kræsen og skulle tage et job, for jobbets skyld. De glemte altså bare lige at tage i betragtning, at jeg allerede i flere måneder havde arbejdet for at arbejde og var godt udkørt og og mentalt træt efter at have knoklet i et job, som hverken gav mig relevant erhvervserfaring (altså bibliotekar-faget) eller en nogenlunde acceptabel løn (når man har en fem år lang akademisk uddannelse i ryggen).

Så januar blev dedikeret til mig og mit velhavende. Efter et par uger var batterierne opladet igen og min krop slappede af igen. Tilgengæld er det sgu blevet frygtelig svært at tage sig sammen til noget som helst. Pludselig er et døgn blevet til 24 lange timer, som bliver slået ihjel ved at se alt for meget TV og spille computer. Mit liv er blevet til en lang ferie, hvor selvtilliden bliver slået til mere i stykker hver gang jeg får endnu et jobafslag.

Nu hvor jeg har uanede mængder af tid til at foretage mig alt det, som jeg drømte om mens jeg var i gang med uddannelsen, orker jeg ikke at foretage mig nu. Det er utroligt så doven man kan blive ved ikke at have en plan for dagen. Der er ingen aftaler, intet vigtigt, intet som ikke lige kan udskydes til i morgen. Alt kan vente en time mere, mens jeg lige får gennemført en runde mere i et computerspil. Jeg har så meget tid, at jeg ikke ved hvad jeg skal gøre med den. Jeg kan sove længe og gå sent i seng. Jeg ejer mit eget liv. Jeg er fri.

Men nu, hvor jeg er i gang med sjette uge, kan jeg mærke min krop begynde at gå i dvale. Langsomt kommer den depressions-lignende tilstand kravlende ind i mit hoved og fylder mig med lysten til bare at sove fra alting. Langsomt forsvinder lysten til at tage opvasken og sidde og sofaen og læse en god bog. Helt langsomt kryber jeg ned i det sorte hul, som så mange andre arbejdsløse sikkert også sidder i. Det sjove ved at kunne gå hjemme og passe sig selv er forsvundet og lysten til at stå op og foretage mig noget husligt er næsten forsvundet. I det mindste har jeg da tid nok til at tage mig sammen og få skrevet nogle flere jobansøgninger og gjort lidt mere rent. Jeg er fri, men jeg sgu også arbejdsløs.

Men februar skal være anderledes. Jeg har indført nye regler for mig selv. Nu må TV'et ikke tændes før kæresten kommer hjem fra arbejde og tidligst klokken 14.00 (reglen er kun gældende i hverdagene, for ellers ville jeg jo ikke være en ægte TV-narkoman). Tilgengæld er TV'et så også tændt stort set indtil jeg går i seng. Hver dag skal jeg foretage mig mindst én huslig ting (f.x opvask, tøjvask, indkøb – hvis nogen ikke ved hvad huslige pligter er). Jeg skal vænne mig til at være arbejdssøgende og ikke være arbejdsløs. Der er åbenbart noget sandhed i, at man skal være positivt indstillet overfor livet og dets strabadser, hvis man vil have noget positivt ud af livet. Man skal åbenbart knokle for at få hvad man vil have, det kommer ikke af sig selv. Øv.