Jeg er så fantastisk priviligeret at jeg efter en hård kamp og en møgirriterende opgave stolt kan sige at jeg nu har næsten 3 ugers ferie. 3 uger hvor jeg ikke skal lave en skid (eller jo det skal jeg jo, for ellers ender jeg med forstoppelse), men altså, jeg har intet at stå op til. Det var da en vidunderlig følelse at gå hjem sidste onsdag eftermiddag og bare lægge sig på sin seng foran tv'et og lade sin hjerne blive opløst og fordummet af diverse tv-programmer. Men nu hvor der er gået nogle dage og jeg har fået lavet alle de sjove ting jeg havde planer om, så er jeg endt med at kede mig. Torsdag eftermiddag blev tilbragt på mit lokale bibliotek. Jeg slæbte en pose-fuld bøger med hjem, alt lige fra Hitlers "Min Kamp" til Adam´s' "Blaffer-guide til Galaksen" lå i den pose.
Nogle siger, at det kun er dumme mennesker, der keder sig. Andre siger, at det kun er kloge mennekser, der keder sig. Hallo, beslut jer da lige derude. Vil gerne vide om jeg dum eller klog.
Men nu, på denne smukke søndag, hvor jeg officielt først kom ud af sengen ved 16.00-tiden i dag, har jeg så intet fornuftigt at foretage mig. Bøgerne tiltrækker ikke min opmærksomhed, internettet kan heller ikke tilbyde noget spændende at kigge på, jeg orker ikke at se flere film, mine få computer- og PS-spil er ikke interessante nok og min musik-samling trænger til fornyelse og opdatering. Jamen, hvad blev der af alle de fantastiske ting jeg hele tiden ville lave,alle de overspringshandlinger jeg hele tiden foretog mig med dårlig samvittighed.
Bum bum bum, på den anden side så har jeg slet intet imod at kede mig. Det er lang tid siden jeg sidst har haft tid til at ligge i sengen hele dagen og læse en bog, hvor der ikke stod "bibliotek", "organisation" eller "variabel" på hver anden linie. Men jeg gider da heller ikke kede mig så meget at jeg ikke kan sove.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar