Happy birthday, mr. Cash

Hænderne op, hvem havde regnet med at jeg ville skrive noget om Cash på hans fødselsdag? De opmærksomme læsere har muligvis opfattet at jeg er en lille bitte smule glad for Johnny Cash og hans musik.

I dag ville Johnny Cash være fyldt 75 år, men manden er jo død og begravet, så dagen kan ikke rigtig fejres med bragende fest og lagkage i regnbuens farver sammen med manden.

I lørdags havde DR2 tema-lørdag om Cash. Jeg sad godt begravet i dyne og puder, med en kop kaffe limet til min hånd og øjnene klistret til fjernsynsskærmen. Udsendelse var generelt helt okay, de havde fået nogen til at snakke om manden, de havde interviews med manden, hans livshistorie blev fortalt, der var klip fra ”Walk the Line” og det hele blev sluttet af men hans koncert i San Quentin og musikvideoen til sangen "Hurt".

Meeen, det var ikke godt nok til mig. Jeg blev irriteret over at høre andre mennesker fortolke hans sange eller fortolke sange han havde fortolket. De blev ved med at sidde og snakke om hvordan hans musik havde rørt deres sjæle og bla bla bla. Jajaja, hold kæft og lad ham spille hans musik. Ganske fint at de vil forsøge at lokke flere til at høre hans musik ved at rose ham fra sans og samling, men lad dog være med at bruge en hel time på det. Der findes mange live-optagelser og interviews med Cash, det kunne de godt have sendt noget mere af. I sidste ende er det kun ham selv, der kan sende sin musik ud til folk.

Og ja, jeg gør jo det samme. Sidder og skriver løs om hvad jeg synes om manden og hvordan han har rørt mig (eller også snakker jeg udenom – snak om følselser har vist aldrig været mit talent), men i sidste ende er det ikke andet end name-dropping. Jeg kan skrive meget mere om hvorfor folk burde eje et album eller to med Cash, men det skal handle om ham og ikke min mening om ham. Tror bare jeg stopper nu og lader folk om selv at høre hans musik.

At holde øje med sin vægt

Hmm, det udtryk altså giver ikke ret meget mening i mit hoved. Bare fordi man holder øje med sin vægt, så betyder det da ikke ret meget mere end at man med jævne mellemrum stiller sig op på sin badevægt (eller køkkenvægt hvis man er en meget lille fugl) og stirrer på tallene. Nogle skriger af glæde og danser jubeldans, andre græder af sorg og frustration. Et lille tal gør en stor forskel for de mennesker, hvis liv drejer sig om kilogram.

Måske betyder udtrykket at man sidder og kigger på sin vægt. Kan jo være den stikker af i protest over at leve uden at blive brugt til noget. Måske sidder man ligefrem og holder som sin vægt, fordi den lige er det nærmeste, der vil krammes uden protester. Man kunne sidde og holde et øje sammen med sin vægt. Måske er vægten en ægte person med stjernetegnet vægt. Så kan man holde øje med sin bedste ven, vægten, uden at det kommer til at virke alt for mærkeligt at man altid går rundt og kigger på sin vægt.

Så når man holder øje med sin vægt, er man så på slankekur, i gang med finde sig en sundere livsstil, er man på fedekur…eller hvad? Jeg kan forstå, hvis man bare vil nøjes med at holde sin vægt. Så vil jeg tolke det som at personen gør noget for hverken at blive en hval eller et skelet. Men at holde øje med sin vægt virker bare lidt fjollet og lige lidt for inaktivt.

Ah ja, det danske sprog har nogle sære vendinger. Men at holde øje med sin vægt er da lige at have for meget fritid, hvis man vil sidde og kigge på sin vægt hele tiden.

Et par links

Så fik jeg taget mig sammen til at melde mig til bloggernes store spørgeskema-undersøgelse. Egentlig havde jeg ikke tænkt mig at gøre det, men efter at have svaret hos både Runke og Mil, så blev jeg i dag spontant nysgerrig efter at vide hvem/hvad/hvor mine egne læsere er.

Spørgeskema

Og sjovt nok, så har jeg hermed også fået taget mig sammen til at linke til Wolfslairs profil på MySpace. Hvis folket ikke vil komme til metal-musikken, så må metal-musikken komme til folket. Bør jeg mon advare sarte sjæle om at det er voldsom, ond og aggresiv musik??? Nah, de må de selv opdage. Det lader forresten til at de kalder deres musik-genre for "warmetal". Okay, fint nok, så fik jeg også kategoriseret dem og mine bibliotekariske evner kan sove roligt i nat.

Wolfslair

Ekskursion til et museum med tilhørende bibliotek

Onsdag/i går var der dømt faglig studie-relevant ekskursion til et museum med tilhørende bibliotek. Vi fik lov at rende rundt i alle rum og kigge på tudse-gamle ting og støvede slidte bøger. Vi havde to vældigt entusiatiske guides og lavede et enkelt stop forbi en mand og hans kontor for at høre noget om hvad han brugte sine arbejdsdage på. Den sidste del var knap så spændende, jeg vil da hellere ud og se ting end at høre dem blive fortalt.

Vores guide, der viste os rundt i biblioteket må have været i familie med Tommelise. Hun gik mig til albuen, og jeg er 1,70m middelhøj. Damen var så lille og spinkel at jeg frygtede hun ville blive spist af de store bøger hvis de klappede sammen om hende. Først da hun fandt en lille bitte mega-gammel oldsag af en bog frem og tog den i hånden, så det ud som om hun havde en noget mere gennemsnitlig højde. Hvis det da ikke lige havde været for den 1.90m høje gut hun stod ved siden af. Jeg havde næsten lyst til at tage hende med hjem, så jeg havde en dukke at lege med.

Selvom hun havde et lille hoved siddende på sine små skuldre, så kunne hun fortælle mange spændende historier om hvordan biblioteket skaffede sine materialer og kunne svare på en masse bizare spørgsmål. Hun var vel bare dygtig til sit job…også selvom nogle af bøgerne vejer mere end hende.

Vores anden guide viste os entusiastisk rundt i museet. Han havde en lille kurv med små ting i, som han brugte til at forstærke sine fortællinger og forklaringer om diverse genstande. Egentlig havde han slet ikke brug for sine ting, han var livlig nok i forvejen. Vi kunne stå i det ene rum og lytte til hans fortælling om noget helt normalt bizart og i næste nu rendte han ind i rummet ved siden af for at hente sin kurv og bringe den tillbage til det rum hvor vi stod, alt imens stod munden ikke stille på ham. Vi fik også lov at se både hans butt-crack og svedpletterne under hans arme mens han bøjede sig ned til sin kurv eller brugte store armbevægelser for at fortælle om noget.

Det var da en hyggelig formiddag. Jeg må sige at de penge jeg har givet for den tur langt fra har været spildte. Tre timer, hvor mine sanser bliver bombaderet fra alle sider er da hyggeligt. De to mennesker har sgu tjek på deres ting. Thumps up herfra. Jeg er løbet tør for tape til at klistre al den nye viden fast i min lille hjerne, som jeg fik af de to.

Bare kald mig Knud

Har tit tænkt på hvad jeg ville hedde, hvis jeg havde været et hankøns-væsen. Ikke fordi jeg gerne vil være mand, men bare fordi jeg kan tænke tanken om at være mand. (Uha da, jeg kan tænke)

Jeg har besluttet mig for at ville hedde Knud, hvis jeg var en mand. Mine forældre vil helt sikkert have kaldt mig noget andet, måske Alvin, hvis min far kunne få sin vilje indført. Men fordi jeg stadig er et (tosset) tøsebarn, så kan jeg selv få lov at vælge mit mandlige navn, for jeg skal jo ikke bruge det til noget alligevel.

Men navnet Knud er tilpas bøvet og mærkeligt til mig. Jeg ville jo helt klart blive en bøvet og nørdet knægt fordi jeg ikke aner hvordan man er mand. Lige så usikker som Bambi på isen, vil jeg nok rende rundt og panisk prøve at forstå hvad det er kvinder vil have i en mand.

Har tit fået at vide jeg er ih og åh så sød og nuttet med mine små søde og nuttede smilehuller. (Har vist kun et, nu jeg tænker efter, men er for doven til at rende ud foran spejlet og tjekke). Jeg vil da ikke være ih og åh så sød og nuttet.

Kan godt være mit navn er ih og åh så sødt og nuttet og giver folk associationer til (damerne) Simpson, Alba eller Lange, men jeg render rundt i gammelt hullet tøj og føler mig langt fra ih og åh så sød og nuttet. Jeg har lært at leve med mit navn. Synes egentlig det er ganske hyggeligt (æh ja, for det ord giver jo helt klart mening i denne sammenhæng) at folk lidt ofte lige skal rettes når de staver mit navn med et ”k” eller udtaler første stavelse som ”iæs”.

Så dagens konklusion for mit vedkommende er, at hvis jeg var mand, ville jeg hedde Knud. Heldigt at jeg så ikke er mand, ville nok sidde i samme situation som mandlig 22-årig og være træt af mit navn. Ligesom jeg sidder nu og er lidt træt af mit ih og åh så sødt og nuttede navn. Men jeg har ingen planer om at ændre mit navn…foreløbig….man har vel respekt nok overfor sin forældre til at man respektere deres navne-valg. Så slemt er mit navn jo heller ikke og jeg ved heller ikke hvad jeg i stedet ville hedde. Desuden så rimer mit fornavn sådan cirka på mit mellemnavn, en lille ting jeg kan blære mig med

En forsinket julegave

Så fik jeg lige tjekket min postkasse efter en uge i det eksotiske Jylland og til min store begejstring lå en lille seddel fra mit lokale posthus. Jeg havde ulykkelig glemt at jeg engang i december fik slået mig til en pakke i DR's stooooore pakkelag. Wuhu, tænkte jeg og forsøgte at huske hvad jeg havde vundet.

Jeg hoppede glad og frejdigt ud af døren og over vejen hen til posthuset (huset med post ligger nemlig lige over på den anden side af vejen, lige efter fakta og det lokale bodega). Jeg stillede mig pænt og frejdigt i kø og fik pænt og frejdigt udleveret min pæne og frejdige pakke af den pæne og frejdige unge mandslignende ekspedient. Den er flad, lidt stor og kvadratisk.

Jeg har så af en eller anden mærkelig grund vundet en LP. Hvorfor valgte jeg lige dengang i december af hugge en LP-pakke fra en af de andre pakkelegs-spillere??? Jeg har jo ingen f*****g pladespiller (endnu) og mit anlæg kan ikke have en pladespiller tilsluttet. Æh ja, men hey, det er da dejligt at vinde noget engang i mellem. Og gratis musik siger man vel egentlig ikke nej til.