Nogle gange er et "farvel og tak for alt" nødvendigt

I dag, var dagen, hvor jeg måtte sige farvel til tre gode venner. Tre gode venner, som har fulgt mig i op mod ti år. Tre gode venner, som har fulgt mig gennem tykt og tyndt. Tre venner som har båret mig gennem medgang og modgang. Tre venner = tre par sko. I lang tid har de ikke lavet andet end at ligge i bunden af mit skab og skabt et solidt fundament, som jeg kunne smide alle de andre sko ovenpå. Det er trist, at det måtte ende på denne måde. Det er mange måneder siden, at jeg hev dem frem og tog dem på. Jeg vil her give dem den sidste anerkendelse. Den anerkendelse og taknemmelighed, som de har fortjent. Alle tre par sko blev smidt ud, fordi jeg måtte erkende, at jeg ikke har plads til flere sko i mit skab og derfor måtte lave en smertefuld sortering. Det er første gang for mig. Min moar gjorde det for mig engang; smed sko ud, uden min godkendelse, overtalte mig til at smide sko ud eller tvang mig til at smide sko ud.

Reebok-skoene: Jeg ved det, de er gamle slidte og ligner ikke helt sko længere, medmindre man stiller dem ved siden af hinanden. De var med mig på studieturen til Rom i 2.g (2003), de var med mig på min første Roskilde Festival (2003) og de bar mig de første par måneder efter, at jeg var flyttet hjemmefra (2005). Jeg malede dem, jeg skrev på dem, regn vaskede det hele væk, jeg malede dem igen, jeg skrev på dem igen. Jeg elskede dem bare højt og sled dem op. Jeg opdagede sidste år, at de var så opslidte, at det var hul fra sålen og direkte ind til mine tæer. Sålerne var slidt så tynde, at mønsteret var forsvundet. Jeg var nødt til at anskaffe mig noget indlæg i skoene, fordi fyldet indvendig var slidt væk. Jeg måtte sætte gaffa-tape på hælene, for at holde på en smule af fyldet. De vil blive savnet, også selvom de var et nummer for store til mig . De fortjener at hvile i fred.

Converse-skoene: lappet med gaffa-tape og et nummer for store. Jeg kan huske, da jeg købte dem. Jeg vandrede rundt i mudder, sand og skidt for at få dem til at se beskidte ud. Jeg var pinlig over, at de var så nye og hvide dengang. Blev helt blændet af de hvide såler, hver gang jeg kiggede ned på mine fødder og spottede et par sprit-nye converse. Damn, hvor følte jeg mig dog sej dengang. Det er vist ved at være 4 år siden nu. Jeg havde et rengøringsjob engang i 2004/2005. hvor jeg altid havde dem på. Det gav mig lidt tryghed, at rende rundt i skoene, mens jeg skrubbede toiletter på en cement-fabrik. Skoene er opslidte nu. Jeg turde ikke have dem på længere. Frygtede at de ville falde fra hinanden. Så slidte, at jeg gik ud og købte mig at sæt helt nye Converse-sko magen til, bare fordi jeg havde råd. Nogle gange må man vel bare give slip, når man kan se, at det er bedst for alle parter. Jeg har dog taget snørrebåndene fra de gamle og sat i de nye, bare for at give de nye lidt sjæl. Jeg siger pænt farvel og tak for de gode år. De var mit første par Converse og de vil altid blive husket.


Bowling-skoene: Ja, tro det eller ej. For små ti år siden, blev disse sko købt til det ene formål at være bowling-sko. Jeg har dog brugt dem til meget siden. Indendørs-sport på efterskolen, træning i det lokale fitness-center og væmmelse over at de ikke er særligt kønne. Det var de virkelig ikke. Jeg fik slidt hælene så meget i smadder, at jeg fik vabler når jeg havde dem på i nogle få timer ad gangen. Sørgeligt. Mønsteret på sålene var næsten væk. Ak ja, det var i disse sko, at jeg scorede 227 point (cirka) i bowling. Jeg vil aldrig glemme dem.

Så, dér, nu fik jeg sagt farvel til tre venner og jeg har tvunget Verden til at høre på min jammer. Nogle gange er det bare nødvendigt at sige farvel at sige "farvel" til noget gammelt, for at kunne give plads til noget nyt. Jeg har allerede givet plads til et par nye Converse og to par andre sneakers. Forhåbentlig vil de give mig lige så mange gode minder, som de tre par ovenstående sko gjorde.

Jeg beklager, at jeg ikke er dybere end dette, at jeg ikke går op i verdensfred eller dyrevelfærd.