Blogged with the Flock Browser
25 juli 2008
23 juli 2008
19 juli 2008
13 juli 2008
Polen - the aftermath
Efter en vellykket uges ferie i det sydlige Polen, kan jeg nu erklærer mig ejer af følgende ting:
Over and out
- 1 par lyserøde sko (stort set lyserøde)
- 2 par DC Shoes (se ovenstående punkt for info om det ene par)
- 16 ruller lyserødt toiletpapir
- 16 ruller lysegrønt toiletpapir
- 326 digitale billeder fra ferien - heraf er det meste af Auschwitz-Birkenau
- 1,5 timers optagelser - heraf er det meste af Auschwitz-Birkenau
- 7 bøger om Auschwitz-Birkenau
- 1 nyt bæltespænde (når der "Rock Star" på sådan en tingest, så skal man jo købe det)
- 2 par nye bukser
- 2 nye trøjer
- 5 par nye sokker
- 2 styk uafsendte postkort
- 300 zloty i kontanter
- 2 liter flydende blåt sæbe
- 50 euro (som snarest muligt bliver bytter til CD'er i Media Markt)
- 1 styk konto med store røde tal
Over and out
Blogged with the Flock Browser
07 juli 2008
Som en hval, der kommer op efter luft
Fandt endelig ud af at bruge browseren på min lille mobil. YAY!!! Det skal nok blive dyrt. Jeg mà nok hellere holde fingrene fra browseren. Der findes også andet end internet...har jeg opdaget I morgen går det mod Auschwitz. Nåja. Hvis nogen derude vil have postkort fra Polen, så smid en sms mod mig og min mobil.
05 juli 2008
Anti-skruk
Kufferten er pakket og klar til at blive slæbt med til Polen. Babe (videokamera) og Basse (digitalt fotokamera) skal selvfølgelig med, mens jeg må lade Junior (bærbar computer) blive alene tilbage i Sønderjylland (de nærmere koordinater vil jeg ikke angive her).
Havde egentlig tænkt mig at pive over, at jeg skal undvære internettet i en hel uge... Jeg må hellere lige gøre det, inden jeg hopper videre...piv piv piv, ingen internet i en uge, piv piv piv.
Anyway.
Jeg kom til at tænke på noget i dag. Sådan midt i al min forvirring over bagage-pakkeriet, slog en tanke mig i hovedet: jeg bliver aldrig aldrg ALDRIG nogensinde bliver skruk.
Lige nu ligger et 5-årigt snorke-hoved og sover i min seng. Sådan helt uden grund skulle hun da sove i min seng. Det er nu meget sødt af hende. Det modsat virkelig tarveligt af mig, at jeg ikke slukker lyset og lægger mig til at sove, i stedet for at sidde oppe og skrive indlæg til en blog, som ingen læser. (Hmm, videre til nattens emne)
Det der børne-noget er bare ikke mig. Altså, jo. børn er da søde og nuttede og bla bla bla. Meeeen, så kommer jeg i tanker om hvor de kommer fra. En LIVMODER!!! Jeg har en livmoder. Hvis jeg skal have børn, vil det kræve at jeg selv føder dem. Ad ad ad og uh nej. Selvfølgelig kan jeg jo bare adoptere, men hvem vil dog give mig deres barn!?
Jeg står fuldstændig af, når det kommer til graviditet og fødsler. Som nævnt, så har jeg en halvsøster på 5 år. Jeg var 18 da hun kom til verden. Det har muligvis ødelagt det for mig. Jeg kunne følge med i min mors piner og plager under hele graviditeten. Hun gav malende beskrivelser af fødslen og hvordan de måtte klippe i hende, for at få den lille unge ud. Jajaja, nu kommer der sikkert en eller anden kommentar (fra den læser som ikke eksisterer), at det er helt normalt procedure at klippe i kvinderne og man kan jo bare få den der bedøvelse, så man ikke mærker noget. Så er der jo også resultatet at tænke på. Man glemmer smerterne, når man ser hvad der er kommet ud. Jep, aha. Hjælper ikke for mig.
Jeg kan da godt lide min bette søster også selvom jeg har set farven på hendes lort flere gange end jeg har set min egen. Det er da også dejligt sært at kende et menneske lige fra det kom ud af sin mors mave...eller i hvert fald dagen efter. Se det lille menneske blive større og mere selvstændigt, lære at tørre sin egen numse, lære at betjene en DVD-afspiller, lære Ninja Turtles at kende....(indsæt selv flere eksempler)...osv. Nope, hjælper ikke for mig.
Børn er jo et kæmpe ansvar, som man skal gide have resten af sit liv. Godt nok er jeg (kun) 23 3/4 år og synes jeg er for ung til at få mand, børn og kernefamilie lige nu, men jeg tror bare ikke at jeg ændrer mening. Nogle har det omsorgsfulde og moderlige gen i sig, andre har ikke. Jeg tilhører tydeligvis den sidste gruppe.
Konklusionen er, som jeg startede med skrive (et sted mellem "Anyway" og bleskift): Jeg bliver aldrig aldrig ALDRIG skruk.
Det er så nu Livets Ironi skal sparke mig i hovedet og fortælle mig, at jeg om et år er gravid. Jeg kunne jo også bare lade Livets Ironi skrive: den rigtige mand kan sikkert godt overtale mig til at få børn.
Suk suk...kvinder!!!
Polen og Auschwitz here I come!!!
Havde egentlig tænkt mig at pive over, at jeg skal undvære internettet i en hel uge... Jeg må hellere lige gøre det, inden jeg hopper videre...piv piv piv, ingen internet i en uge, piv piv piv.
Anyway.
Jeg kom til at tænke på noget i dag. Sådan midt i al min forvirring over bagage-pakkeriet, slog en tanke mig i hovedet: jeg bliver aldrig aldrg ALDRIG nogensinde bliver skruk.
Lige nu ligger et 5-årigt snorke-hoved og sover i min seng. Sådan helt uden grund skulle hun da sove i min seng. Det er nu meget sødt af hende. Det modsat virkelig tarveligt af mig, at jeg ikke slukker lyset og lægger mig til at sove, i stedet for at sidde oppe og skrive indlæg til en blog, som ingen læser. (Hmm, videre til nattens emne)
Det der børne-noget er bare ikke mig. Altså, jo. børn er da søde og nuttede og bla bla bla. Meeeen, så kommer jeg i tanker om hvor de kommer fra. En LIVMODER!!! Jeg har en livmoder. Hvis jeg skal have børn, vil det kræve at jeg selv føder dem. Ad ad ad og uh nej. Selvfølgelig kan jeg jo bare adoptere, men hvem vil dog give mig deres barn!?
Jeg står fuldstændig af, når det kommer til graviditet og fødsler. Som nævnt, så har jeg en halvsøster på 5 år. Jeg var 18 da hun kom til verden. Det har muligvis ødelagt det for mig. Jeg kunne følge med i min mors piner og plager under hele graviditeten. Hun gav malende beskrivelser af fødslen og hvordan de måtte klippe i hende, for at få den lille unge ud. Jajaja, nu kommer der sikkert en eller anden kommentar (fra den læser som ikke eksisterer), at det er helt normalt procedure at klippe i kvinderne og man kan jo bare få den der bedøvelse, så man ikke mærker noget. Så er der jo også resultatet at tænke på. Man glemmer smerterne, når man ser hvad der er kommet ud. Jep, aha. Hjælper ikke for mig.
Jeg kan da godt lide min bette søster også selvom jeg har set farven på hendes lort flere gange end jeg har set min egen. Det er da også dejligt sært at kende et menneske lige fra det kom ud af sin mors mave...eller i hvert fald dagen efter. Se det lille menneske blive større og mere selvstændigt, lære at tørre sin egen numse, lære at betjene en DVD-afspiller, lære Ninja Turtles at kende....(indsæt selv flere eksempler)...osv. Nope, hjælper ikke for mig.
Børn er jo et kæmpe ansvar, som man skal gide have resten af sit liv. Godt nok er jeg (kun) 23 3/4 år og synes jeg er for ung til at få mand, børn og kernefamilie lige nu, men jeg tror bare ikke at jeg ændrer mening. Nogle har det omsorgsfulde og moderlige gen i sig, andre har ikke. Jeg tilhører tydeligvis den sidste gruppe.
Konklusionen er, som jeg startede med skrive (et sted mellem "Anyway" og bleskift): Jeg bliver aldrig aldrig ALDRIG skruk.
Det er så nu Livets Ironi skal sparke mig i hovedet og fortælle mig, at jeg om et år er gravid. Jeg kunne jo også bare lade Livets Ironi skrive: den rigtige mand kan sikkert godt overtale mig til at få børn.
Suk suk...kvinder!!!
Polen og Auschwitz here I come!!!
Blogged with the Flock Browser
03 juli 2008
Status: tre år og bachelor
Efter tre års hårdt slid i modvind fik jeg endelig kæmpet mig til den længe ventede BA i biblioteks- og informationsvidenskab. Det var hårdt, jeg tog det i stiv arm og knoklede mit gode helbred i stykker flere gange. Overdrivelse fremmer forståelsen.
Det var tre lange år, men også tre gode år. Mit lille hoved blev fyldt med en masse nye viden om emner, jeg ikke anede eksisterede. Jeg har fået lidt mere orden på min selvdisciplin, eller i det mindste fået overblik over mine arbejdsmetoder: Alting skal læses og skrives i sidste øjeblik. Det passer mig glimrende. Jeg har en undskyldning for at sidde oppe hele natten og drikke kaffe; jeg skal skrive opgave.
Jeg mødte en masse nye mennesker. Nogle blev hængende kan nu bære titlen "ven". Andre (hvilket er langt de fleste, for jeg elitær og stolt af det) var flygtige bekendtskaber, som jeg sikkert ikke engang kan huske navnene på længere. Jeg mødte nogle rare fyre ind i mellem flokken af afskum og røvhuller (overdrivelse fremmer forståelsen), men har intet fundet, som er værdigt at introducere til diverse forældre.
Det har været tre hyggelige år i Købehavn. Jeg flyttede ind på det lille kollegieværelse som en stakkels fortabt lille forvokset teenager med kaos i hovedet. Jeg var Bambi på glatis. En dag flytter jeg derfra som en selvsikker (tro på det, tro på det, tro på det) ung kvinde med kaos i hovedet.
Det er langt fra slut endnu. Kandidaten venter efter sommerferien, så to års studie skal lige overståes inden jeg er helt helt HELT færdig med al form for skolegang. Jeg forventer at knokle min brede røv i laser og at smadre min krop i eksamensperioderne så meget, at halsbetændelse og onde forkølelser bliver en selvfølge. Jeg forventer at min krop muterer og bliver i stand til at leve af kaffe og intet andet.
Jeg krydser fingre for, at jeg kommer gennem uddannelsen levende og kan nyde frugterne af mit hårde arbejde.
Det var tre lange år, men også tre gode år. Mit lille hoved blev fyldt med en masse nye viden om emner, jeg ikke anede eksisterede. Jeg har fået lidt mere orden på min selvdisciplin, eller i det mindste fået overblik over mine arbejdsmetoder: Alting skal læses og skrives i sidste øjeblik. Det passer mig glimrende. Jeg har en undskyldning for at sidde oppe hele natten og drikke kaffe; jeg skal skrive opgave.
Jeg mødte en masse nye mennesker. Nogle blev hængende kan nu bære titlen "ven". Andre (hvilket er langt de fleste, for jeg elitær og stolt af det) var flygtige bekendtskaber, som jeg sikkert ikke engang kan huske navnene på længere. Jeg mødte nogle rare fyre ind i mellem flokken af afskum og røvhuller (overdrivelse fremmer forståelsen), men har intet fundet, som er værdigt at introducere til diverse forældre.
Det har været tre hyggelige år i Købehavn. Jeg flyttede ind på det lille kollegieværelse som en stakkels fortabt lille forvokset teenager med kaos i hovedet. Jeg var Bambi på glatis. En dag flytter jeg derfra som en selvsikker (tro på det, tro på det, tro på det) ung kvinde med kaos i hovedet.
Det er langt fra slut endnu. Kandidaten venter efter sommerferien, så to års studie skal lige overståes inden jeg er helt helt HELT færdig med al form for skolegang. Jeg forventer at knokle min brede røv i laser og at smadre min krop i eksamensperioderne så meget, at halsbetændelse og onde forkølelser bliver en selvfølge. Jeg forventer at min krop muterer og bliver i stand til at leve af kaffe og intet andet.
Jeg krydser fingre for, at jeg kommer gennem uddannelsen levende og kan nyde frugterne af mit hårde arbejde.
Blogged with the Flock Browser
Abonner på:
Opslag (Atom)
