Havde egentlig tænkt mig at pive over, at jeg skal undvære internettet i en hel uge... Jeg må hellere lige gøre det, inden jeg hopper videre...piv piv piv, ingen internet i en uge, piv piv piv.
Anyway.
Jeg kom til at tænke på noget i dag. Sådan midt i al min forvirring over bagage-pakkeriet, slog en tanke mig i hovedet: jeg bliver aldrig aldrg ALDRIG nogensinde bliver skruk.
Lige nu ligger et 5-årigt snorke-hoved og sover i min seng. Sådan helt uden grund skulle hun da sove i min seng. Det er nu meget sødt af hende. Det modsat virkelig tarveligt af mig, at jeg ikke slukker lyset og lægger mig til at sove, i stedet for at sidde oppe og skrive indlæg til en blog, som ingen læser. (Hmm, videre til nattens emne)
Det der børne-noget er bare ikke mig. Altså, jo. børn er da søde og nuttede og bla bla bla. Meeeen, så kommer jeg i tanker om hvor de kommer fra. En LIVMODER!!! Jeg har en livmoder. Hvis jeg skal have børn, vil det kræve at jeg selv føder dem. Ad ad ad og uh nej. Selvfølgelig kan jeg jo bare adoptere, men hvem vil dog give mig deres barn!?
Jeg står fuldstændig af, når det kommer til graviditet og fødsler. Som nævnt, så har jeg en halvsøster på 5 år. Jeg var 18 da hun kom til verden. Det har muligvis ødelagt det for mig. Jeg kunne følge med i min mors piner og plager under hele graviditeten. Hun gav malende beskrivelser af fødslen og hvordan de måtte klippe i hende, for at få den lille unge ud. Jajaja, nu kommer der sikkert en eller anden kommentar (fra den læser som ikke eksisterer), at det er helt normalt procedure at klippe i kvinderne og man kan jo bare få den der bedøvelse, så man ikke mærker noget. Så er der jo også resultatet at tænke på. Man glemmer smerterne, når man ser hvad der er kommet ud. Jep, aha. Hjælper ikke for mig.
Jeg kan da godt lide min bette søster også selvom jeg har set farven på hendes lort flere gange end jeg har set min egen. Det er da også dejligt sært at kende et menneske lige fra det kom ud af sin mors mave...eller i hvert fald dagen efter. Se det lille menneske blive større og mere selvstændigt, lære at tørre sin egen numse, lære at betjene en DVD-afspiller, lære Ninja Turtles at kende....(indsæt selv flere eksempler)...osv. Nope, hjælper ikke for mig.
Børn er jo et kæmpe ansvar, som man skal gide have resten af sit liv. Godt nok er jeg (kun) 23 3/4 år og synes jeg er for ung til at få mand, børn og kernefamilie lige nu, men jeg tror bare ikke at jeg ændrer mening. Nogle har det omsorgsfulde og moderlige gen i sig, andre har ikke. Jeg tilhører tydeligvis den sidste gruppe.
Konklusionen er, som jeg startede med skrive (et sted mellem "Anyway" og bleskift): Jeg bliver aldrig aldrig ALDRIG skruk.
Det er så nu Livets Ironi skal sparke mig i hovedet og fortælle mig, at jeg om et år er gravid. Jeg kunne jo også bare lade Livets Ironi skrive: den rigtige mand kan sikkert godt overtale mig til at få børn.
Suk suk...kvinder!!!
Polen og Auschwitz here I come!!!
Blogged with the Flock Browser
Ingen kommentarer:
Send en kommentar