Der er så meget jeg ikke forstår

Jeg er af den (uheldige) natur, at jeg overdrevent analyserer, reflekterer og tænker over tingene, indtil mit lille hoved at ved at eksplodere af tanker. (Jeg er åbenbart også at den natur, at jeg bruger bruger alt for mange ord på at forklare, at jeg tænker tanker ligesom andre normale menneskeligt lignende væsener.) Jeg kan tænke så meget over tingene, at det tilsidste ikke giver mening længere. Ligesom man kan sige et ord så mange gange, at ordet tilsidst ikke giver nogen mening.

Det var jo Valentinsdag for nylig og det fik lidt gang i tankerne hos mig. Kæresten og jeg (jajada den/han skulle jo lige nævnes) havde aftalt ikke at gøre noget særligt ud af dagen. Vi havde ingen særlig begrundelse for dette valg, ligesom vi ikke kan se nogen særlig begrundelse for at have en så modbydeligt klæbrig kærlighedsdag.

Jeg mener...altså...jeg kan fint finde ud af at fortælle manden, hvor højt jeg værdsætter ham og bla bla bla hver dag. Jeg har ikke brug for at tage en hel dag ud af min travle kalender for at vise og fortælle ham hvor ualmindeligt skøn og uvurderligt værdsat han er af mig. Jeg forstår vel bare ikke behovet for en sådan kærlighedsdag, når jeg jo er så heldig, at jeg godt kan finde ud af at få et kæreste-forhold til at fungere (åbenbart). Jeg har ikke brug for at få 400 roser én gang om året, hvis jeg hverken kan stole på forholdet eller manden. Jeg forstår det bare ikke. Jeg vil da hellere have en mand, som jeg kan bruge i hverdagen, end en mand, som jeg kun kan bruge få dage om året.

Alt det dér Valentins-gøjl virker så påtaget og tvunget. Det kan da ikke passe, at folk er blevet så dumme, at de ikke kan finde ud af at elske deres udkårne på andre dage end den 14. februar?
Jeg går cirka de samme tanker igennem når julen hersker. Jeg forstår bare ikke jul. Jo, altså, jeg forstår da godt, hvorfor der bliver fejret jul (jeg er ikke helt tabt bag en vogn), men jul er bare stress, gaveræs og tvunget familie-selskab.

Juleaften er vel i bund og grund bare en god aftensmad og masser af materialistisk kærlighed. Måske er jeg bare heldigt stillet og har en familie, som kan finde ud af at spise aftensmad sammen og se en film bagefter. Jeg har ikke brug for en halv million ubyttelige og unyttige ting i mit liv, hvis min familie ikke er der alle de andre dage i året. Jeg har heller ikke lyst til at give en gave, bare fordi jeg skal. Jeg vil da hellere nyde lidt hygge med familien flere gange hver måned, end at jeg vil bygge en forventning til en enkelt aften så højt op, at den ene aften tilsidst ikke kan leve op til forventningen. Jeg forstår bare ikke jul.

Et eksempel mere på noget jeg ikke forstår: Fødselsdage. Jeg har altid følt mig utilpas, når min fødselsdag skulle fejres. Det giver ingen mening i mit hoved, at jeg skal fejres fordi jeg blev født. Det burde da være min mor, som skulle fejres. Hun fødte mig jo. Det er hendes skyld, at jeg blev så godt og grundigt ruget, at jeg lige tog to uger ekstra inde i den varme livmoder. Det er vel mest af alt hendes fortjenste at jeg blev født og slet ikke mig.

Ak ja, der er så meget jeg ikke forstår. Der er så meget, som ikke giver mening inde i mit naive og kyniske hoved. Det ville sikkert give meget mere mening, hvis jeg da bare gad værdsætte hver dag i mit liv og fortælle alle, der gider høre på mig, at de er nogle fantastiske mennesker og jeg er glad for at kende dem og have dem i mit liv. Jajada, nu har jeg sådan cirka sagt det og folk må gerne blive fornærmede, hvis de ikke følte at værdsættelsen var personlig nok.

Blogged with the Flock Browser

En ny respekt

For mig har Sylvester Stallone altid virket sådan lidt...æhm....dum og intetsigende. Jeg har da set nogle af hans film, men han formåede bare ikke lige at sælge sig selv til mig og min kræsne smag. Jeg valgte automatisk hans film fra, fordi jeg ikke lige gad spilde min tid på hjernedøde voldsfilm.

For nylig købte jeg Rocky-serien, fordi kæresten havde anbefalet filmene. Især 3'eren skulle efter hans ord være lige noget for mig, fordi Rocky slås mod Mr. T. (det er da utrolig så mange gange jeg kan få nævnt kæresten her på bloggen). Jaja, boksen kostede kun 200kr, så jeg tog Rocky-filmene under armen (efter at have afleveret penge til ekspedientet - selvfølgelig) og gik hjem til DVD-afspilleren. Jeg åbnede mit sind og satte den første film på, stadig uvidende om, hvorfor Stallone og Rocky er kult.

Jeg så første film og var solgt lige på stedet. Stallones skuespiller-talent var som frygtet; dårligt, uoverbevisende og udført med et beton-ansigt. Jeg bed dog med det samme mærke i, at han både havde skrevet og instrueret alle film. Aha! Så derfor er Stallone kult og respekteret i film-branchen.

Manden har formået at skabe noget stort og evigt. Noget som folk ikke vil glemme. På wikipedia kan man læse, at turister dagligt tager samme løbetur op ad trapperne til Philadelphia Museum of Art og laver de samme jublende hop med armene i vejret, nøjagtig som Rocky gjorde alle filmene. Selv Rocky-statuen som blev lavet til Rocky III står stadig/igen ved trapperne. (læg mærke til, at opslaget hedder "Rocky steps" (!!!) og ikke fx "Museum of Art steps")

Jeg forstår det nu. Jeg har fattet hvorfor Sylvester Stallone er så fantastisk. Godt nok er han ikke en fantastisk skuespiller, men han er en fantastisk manuskript-forfatter, som virkelig forstår at fortælle en historie, som går lige i hjertet. Jeg har fundet min respekt frem og jeg har givet et stykke til Sylvester Stallone.

"You are gonna be so bad! You're gonna eat thunder and crap lightning!"

Blogged with the Flock Browser

Den triste januar

Jeg har desværre været larmende fraværende på bloggen den sidste måneds tid. Derfor:

Min januar 2009 startede meget dejligt. Stille og rolig uden ret meget andet drama end hvem der skulle hente pizza. Jeg lavede ikke ret meget andet end at have hyggelige film-marathon med kæresten. Men så, søndag nat, den sidste aften af hans juleferie skete noget af det værste jeg nogensinde har oplevet og følt (jeg har desværre gennemgået mange dårlige ting i mit liv).

Natten mellem den 11. og 12 januar fik han et krampeanfald! Det var frygtelig at se et af de få mennesker i mit liv, som betyder alt for mig, blive udsat for så megen smerte. Det lød som om han ikke kunne få luft. Han rystede. Han vendte det hvide ud af øjnene. Jeg råbte hans navn mange gange uden at han registrede nogetJeg ringede for første gang i mit liv 112.

Vi blev kørt til Amager Skadestue, hvor de opdagede at hans skulder var gået af led. Så ud over vi  begge var chokerede over krampeanfaldet, så måtte jeg også se ham lide i smerte over en dum skulder. De kunne intet gøre på Amager, fordi skulderen var gået af led bagtil. Sådan noget kræver en mindre operation og fuld narkose og det har de ikke midlerne og lægerne til på Amager Hospital.

Efter seks timer og to forsøg på at sætte skulderen på plads blev vi sendt videre til Hvidovre Hospital hvor de rette læger kunne sætte den dumme skulder på plads igen. Første del er ordnet og nu kan lægerne koncentrere sig om at finde ud af hvorfor han fik et krampeanfald. Han har fået lavet alle mulige tests og doneret, noget der ligner, flere liter blod til diverse prøver.
Vi er endelig nået ind i februar og har fået fordøjet oplevelsen. Jeg vågner ikke længere hver gang han vender sig lidt i sengen. Det gør stadig ondt på mig, at se ham ømme sig over sin skulder, men i det mindste mærker jeg ikke længere en indre panik. Heldigvis heler han, og smerterne forsvinder mere og mere efterhånden som dagene går. Epilepsi-testen (EEG???) var negativ, så nu venter vi kun på CT-scanningens svar.

Det vil altid være en skræmmende oplevelse at stå ansigt til ansigt med den dårlige side af livet. Livet er godt og livet er dårligt, man får lidt fra begge sider uanset om man ønsker det eller ej. Min januar blev ikke så stress-fri og afslappende som jeg håbede. Vi fik forholdet sat på prøve og vi fik bevist, at vi kan klare alt sammen.

Blogged with the Flock Browser