Der er så meget jeg ikke forstår

Jeg er af den (uheldige) natur, at jeg overdrevent analyserer, reflekterer og tænker over tingene, indtil mit lille hoved at ved at eksplodere af tanker. (Jeg er åbenbart også at den natur, at jeg bruger bruger alt for mange ord på at forklare, at jeg tænker tanker ligesom andre normale menneskeligt lignende væsener.) Jeg kan tænke så meget over tingene, at det tilsidste ikke giver mening længere. Ligesom man kan sige et ord så mange gange, at ordet tilsidst ikke giver nogen mening.

Det var jo Valentinsdag for nylig og det fik lidt gang i tankerne hos mig. Kæresten og jeg (jajada den/han skulle jo lige nævnes) havde aftalt ikke at gøre noget særligt ud af dagen. Vi havde ingen særlig begrundelse for dette valg, ligesom vi ikke kan se nogen særlig begrundelse for at have en så modbydeligt klæbrig kærlighedsdag.

Jeg mener...altså...jeg kan fint finde ud af at fortælle manden, hvor højt jeg værdsætter ham og bla bla bla hver dag. Jeg har ikke brug for at tage en hel dag ud af min travle kalender for at vise og fortælle ham hvor ualmindeligt skøn og uvurderligt værdsat han er af mig. Jeg forstår vel bare ikke behovet for en sådan kærlighedsdag, når jeg jo er så heldig, at jeg godt kan finde ud af at få et kæreste-forhold til at fungere (åbenbart). Jeg har ikke brug for at få 400 roser én gang om året, hvis jeg hverken kan stole på forholdet eller manden. Jeg forstår det bare ikke. Jeg vil da hellere have en mand, som jeg kan bruge i hverdagen, end en mand, som jeg kun kan bruge få dage om året.

Alt det dér Valentins-gøjl virker så påtaget og tvunget. Det kan da ikke passe, at folk er blevet så dumme, at de ikke kan finde ud af at elske deres udkårne på andre dage end den 14. februar?
Jeg går cirka de samme tanker igennem når julen hersker. Jeg forstår bare ikke jul. Jo, altså, jeg forstår da godt, hvorfor der bliver fejret jul (jeg er ikke helt tabt bag en vogn), men jul er bare stress, gaveræs og tvunget familie-selskab.

Juleaften er vel i bund og grund bare en god aftensmad og masser af materialistisk kærlighed. Måske er jeg bare heldigt stillet og har en familie, som kan finde ud af at spise aftensmad sammen og se en film bagefter. Jeg har ikke brug for en halv million ubyttelige og unyttige ting i mit liv, hvis min familie ikke er der alle de andre dage i året. Jeg har heller ikke lyst til at give en gave, bare fordi jeg skal. Jeg vil da hellere nyde lidt hygge med familien flere gange hver måned, end at jeg vil bygge en forventning til en enkelt aften så højt op, at den ene aften tilsidst ikke kan leve op til forventningen. Jeg forstår bare ikke jul.

Et eksempel mere på noget jeg ikke forstår: Fødselsdage. Jeg har altid følt mig utilpas, når min fødselsdag skulle fejres. Det giver ingen mening i mit hoved, at jeg skal fejres fordi jeg blev født. Det burde da være min mor, som skulle fejres. Hun fødte mig jo. Det er hendes skyld, at jeg blev så godt og grundigt ruget, at jeg lige tog to uger ekstra inde i den varme livmoder. Det er vel mest af alt hendes fortjenste at jeg blev født og slet ikke mig.

Ak ja, der er så meget jeg ikke forstår. Der er så meget, som ikke giver mening inde i mit naive og kyniske hoved. Det ville sikkert give meget mere mening, hvis jeg da bare gad værdsætte hver dag i mit liv og fortælle alle, der gider høre på mig, at de er nogle fantastiske mennesker og jeg er glad for at kende dem og have dem i mit liv. Jajada, nu har jeg sådan cirka sagt det og folk må gerne blive fornærmede, hvis de ikke følte at værdsættelsen var personlig nok.

Blogged with the Flock Browser