01 februar 2009

Den triste januar

Jeg har desværre været larmende fraværende på bloggen den sidste måneds tid. Derfor:

Min januar 2009 startede meget dejligt. Stille og rolig uden ret meget andet drama end hvem der skulle hente pizza. Jeg lavede ikke ret meget andet end at have hyggelige film-marathon med kæresten. Men så, søndag nat, den sidste aften af hans juleferie skete noget af det værste jeg nogensinde har oplevet og følt (jeg har desværre gennemgået mange dårlige ting i mit liv).

Natten mellem den 11. og 12 januar fik han et krampeanfald! Det var frygtelig at se et af de få mennesker i mit liv, som betyder alt for mig, blive udsat for så megen smerte. Det lød som om han ikke kunne få luft. Han rystede. Han vendte det hvide ud af øjnene. Jeg råbte hans navn mange gange uden at han registrede nogetJeg ringede for første gang i mit liv 112.

Vi blev kørt til Amager Skadestue, hvor de opdagede at hans skulder var gået af led. Så ud over vi  begge var chokerede over krampeanfaldet, så måtte jeg også se ham lide i smerte over en dum skulder. De kunne intet gøre på Amager, fordi skulderen var gået af led bagtil. Sådan noget kræver en mindre operation og fuld narkose og det har de ikke midlerne og lægerne til på Amager Hospital.

Efter seks timer og to forsøg på at sætte skulderen på plads blev vi sendt videre til Hvidovre Hospital hvor de rette læger kunne sætte den dumme skulder på plads igen. Første del er ordnet og nu kan lægerne koncentrere sig om at finde ud af hvorfor han fik et krampeanfald. Han har fået lavet alle mulige tests og doneret, noget der ligner, flere liter blod til diverse prøver.
Vi er endelig nået ind i februar og har fået fordøjet oplevelsen. Jeg vågner ikke længere hver gang han vender sig lidt i sengen. Det gør stadig ondt på mig, at se ham ømme sig over sin skulder, men i det mindste mærker jeg ikke længere en indre panik. Heldigvis heler han, og smerterne forsvinder mere og mere efterhånden som dagene går. Epilepsi-testen (EEG???) var negativ, så nu venter vi kun på CT-scanningens svar.

Det vil altid være en skræmmende oplevelse at stå ansigt til ansigt med den dårlige side af livet. Livet er godt og livet er dårligt, man får lidt fra begge sider uanset om man ønsker det eller ej. Min januar blev ikke så stress-fri og afslappende som jeg håbede. Vi fik forholdet sat på prøve og vi fik bevist, at vi kan klare alt sammen.
Blogged with the Flock Browser

Ingen kommentarer: