Sjescia - nu med kat

Det er ved at være en gammel nyhed, men jeg er blevet den stolte ejer af en kat!

Sidste efterår flyttede kæresten og jeg ind i en lille to-værelses ungdomsbolig. Vi boede før i en et-værelses-lejlighed med en smule hems, som vi brugte som stue. I oktober sidste år fik vi så via den interne venteliste tilbudt en af de dejlige to-værelses og, tja, nu sidder vi så her. Pludselig har vi både stue / køkken / alrum, badeværelse og et separat soveværelse. Det sidste har vi aldrig prøvet at eje før, så det krævede en underlig tilvænning, ikke at skulle sove oppe i stuen, men i stedet i en rigtig seng.

Nå .. men … altså, den større lejlighed gav os plads til at få os et kæledyr. Det er tilladt at have små dyr i bur eller en kat. Så vi gik i et par måneder og snakkede om katte og fandt Kattens Værns internat på Frederiksberg. Midt i januar gad min kæreste så ikke vente længere og hev mig med til Frederiksberg, så vi kunne kigge på katte og få svar på alle vores spørgsmål. Jeg anede intet om at have kat, udover hvad min far lige kunne fortælle om hans erfaringer med at være katteejer.

Det var en kold og frostfyld eftermiddag den 19. januar 2011 og vi blev vist frem for internatets katte. Første kat var en stor orange mini-løve, men den viste kun interesse for sin madskål. Næste kat, som fik lov at snuse til at gik en runde omkring os, snusede lidt til os og gik så over for at snakke med de ansatte mennesker i stedet. Den tredje kat, som vi fik lov at møde, blev vækket af sin eftermiddagslur, da vi blev lukket ind til den. Den kiggede på os, gabte og strakte sig, kiggede lidt mere på os og besluttede så for at komme lidt tættere på, så den også kunne snuse til os. Kæresten stak forsigtigt en hånd frem, for at se om den aes. Det ville den gerne.

Det er nu den kære læser skal forstå, at det oftest er katten som vælger sin ejer. Derfor kræver det kæmpe tålmodighed at finde en kat på et internat. Jeg ved ikke hvordan det foregår med killinger, men de voksne katte er kræsne når det kommer til menneskelig interaktion. Hunde har ejere, mens katte har personale.

Vi brugte en halv times tid på at snakke med den stribede grå lille tiger. Internatet havde døbt den Bamse. Vi havde egentlig planlagt, at vores kat skulle hedde Hannibal, opkaldt efter Hannibal Smith fra The A-Team, naturligvis, men navnet Bamse passede godt til det lille væsen, så det har vi beholdt. Bamse så ud til at kunne lide os og havde ikke noget imod at lege og blive aet.

Vi fik en masse information om Bamses historie. Han er en tilløber kat, som blev fundet af en familie et andet sted i hovedstaden. Dyrlægen ved derfor naturligvis ikke præcist hvornår Bamse er født, men han er estimeret til at være 5 år gammel. Familien tog ham ind og forsøgte at få ham til at blive en del af deres familie og deres flok af katte. Men Bamse gider ikke slås for den menneskelige opmærksomhed og han gider da slet ikke at andre katte bruger alle de gode steder til at sove. Så han skabte en masse ballade og forsøgte at bestemme det hele i flokken. Derfor endte han hos Kattens Værn, hvor vi mødte ham en måneds tid senere og adopterede ham.

En times tid efter, at vi var ankommet til Kattens Værn tog vi derfra med en sæk fuld katte-ting og en bur med en lille Bamse inden i. Han var ikke tilfreds med at skulle være i buret indtil vi nåede tilbage til Amager, men han holdt dog op med at brokke sig efter lidt tid.

Hjemme gjorde vi klar og satte alle de nye ting frem på deres nye pladser inden vi forsigtigt lukkede det nye familiemedlem ud af katteburet. Vi viste Bamse nye kattebakke og madskålene og så gik den ellers på opdagelse.

Heldigt for mig, så bruger jeg jo 95% af min tid hjemme, så jeg kunne følge med kattens gøren og laden. Jeg har aldrig rigtig ejet en kat før, så jeg sad betaget og kiggede på katten den første uges tid. Bamse lever fuldt ud op til sit navn. Han nyder at hoppe op i sofaen om eftermiddagen og putte sig ind til. Han vil helst ikke flytte sig for meget også selvom han gerne vil lege. For det meste lægger han sig bare på gulvet og rækker dovent en pote ud efter legetøjet, hvis han da ikke bare krøller sig sammen på gulvet og lægger sig til at sove. Jeg får heller ikke længere lov til at gå nogen steder i lejligheden uden at have min personlige bodyguard med mig. Katten følger mig overalt. Selv hvis jeg bare rejser mig fra sofaen og går de små to meter hen til køkkenet, følger han efter mig. Han sidder og piver uden for badeværelsesdøren, hvis jeg bruger for lang tid inde bag den lukke dør. Men det er kun mig. Han er jævnt ligeglad med den anden mandlige beboer i huset. Det er mig, som får al opmærksomheden og klart mig, som er favoritten. Det mig, som katten putter sig indtil i sengen i weekenderne, når vi sover længe.

Alt var skønt og vi havde det dejligt i tre uger, altså udover, at Bamse havde fået lidt snue med hjem fra en af de andre katte i internatet, så vi måtte en tur forbi dyrelægen og have lidt penicillin mod snottet. Et par dage med piller i kattemaden, så var snottet overstået og vi skulle kun pudse vinduerne efter at Bamse havde siddet foran de fleste vinduer og nyst alt snottet ud over glasset. Ja ja, han blev rask igen.

Efter tre ugers tid begyndte vi at lukke det lille kræ ud. Vi startede med at spænde ham i sele og binde ham fast med snor til døren, så han ikke kunne løbe for langt væk. Men efter at han havde viklet sig rundt om naboens ting på deres respektive terrasser adskillige gange og nær havde væltet deres have møbler, så besluttede vi os for at prøve at lade katten rende frit. Det virkede fint de første par dage. Bamse er en forsigtig lille kat og han blev nemt skræmt af de andre katte i nabolaget og flygtede hurtigt inden for igen. Det gik fint i et par dage, hvor han kun var ude en halv time eller mindre, men en formiddag kom han ikke tilbage. Vi holdt terrassedøren åben hele dagen, men der var ingen Bamse i nærheden. Vi kaldte, gik ud og strøede hans sand fra kattebakken og kaldte mere på ham. Men der var ingen Bamse nogen steder.

I en uge gik vi rundt i området og kiggede efter ham når det var blevet mørkt, raslede med poser med katteslik, kaldte på ham og strøede mere sand. Vi håbede at han ville kunne snuse sig hjem. Vi efterlyste ham flere forskellige steder og håbede at nogen havde sat ham. Efter et par uger opgav vi forventningen om, at han nogensinde ville komme hjem. Inderst inde havde vi stadig et lille håb, men jeg pakkede alle kattetingene væk igen. Madskålene blev vasket og sat i skabet. Legetøjet blev samlet i en pose og lagt væk i en skuffe, hvor vi ikke kunne se det. Kradsetræet blev skilt ad igen og delene lagt om bag sofaen. Det eneste bevis på, at vi nogensinde havde haft en kat i huset, var alle kattehårene. Vi gik i sorg og savn over at vi ikke vidste noget om, hvor Bamse var. Vi ville bare gerne havde svar på, hvad der var blevet af ham. Selv dårligt svar var et svar. Det er uvisheden som er værst. Savnet kan man leve med, men vreden over, at han bare var stukket af uden at sige farvel og lægge en besked om hvor han ville tage hen, er værre.

Så i går tog jeg en tur til min lokale madpusher, Bilka, men min anden halvdel blev hjemme og slappede af. Da jeg kom hjem fra lejligheden tom og døren var ulåst. I vindueskarmen så jeg en seddel med mit navn, Bamses navn og øremærke. Jeg ringede straks til kæresten, men han havde travlt med andre ting, så han ville ringe tilbage om et øjeblik. Jeg ventede fem minutter mere og ringede igen. Frygten for dårlige nyheder var nu pludselig skyllet op igen og overskyggede uvisheden. Kæresten bad mig blive hjemme. Så jeg ventede. Tumlede lidt rundt og kiggede ud af vinduerne. Jeg opdagede, at katteburet manglede!

Pludselig, rundt om hushjørnet så min kære halvdel og et kattebur med kat inden i. Som en anden dårlig drama-film smed jeg alt hvad jeg havde i hænderne og styrtede ud af hoveddøren og løb dem i møde. Inde i buret sad lille Bamse og brokkede sig højlydt over at skulle opholde sig bag tremmer.

Det viste sig, at Bamse var dukket op hos en nabo længere nede af vejen som selv har en del katte. De tager normalt tilløber katte til sig, men denne grå lille kat havde øremærke, så de fandt frem til os. De første par dage kunne de ikke komme tæt på Bamse, men han spiste dog med glæde den mad, som de satte ud til ham, derefter gemte han sig igen. Han blev dog mere modig og de tog ham til sig og passede godt på ham, mens de forsøgte at finde os. Som Bamse er, så fik han også hurtigt fundet den bedste plads i huset og overtog den, på trods af, at han lige skulle jage en større og stærkere kat væk først. Bamse er lidt tyndere end før han stak af, men han ser ud til at have det godt og er sluppet for både lopper og diverse andre ting.

Vi fik vores kat tilbage, noget godt sker der dog trods alt i livet. Ikke alt er modgang. Forhåbentlig bliver Bamse i nærheden af hjemmet nu. Han ville sikkert bare ud og opleve lidt nyt. Dejligt at han besluttede sig for at blive fundet. Vi har vores snorkende kat hjemme igen og alt er blevet godt igen. Derfor turde jeg godt skrive dette massivt lange indlæg.