I år har jeg endelig fået Formel 1 tilbage i mit TV. Tak til TV3+, for de forbarmede sig over mig og gav mig verdens bedste sport tilbage. De sidste par år har bilerne ellers kørt på TV3Puls, men i år skulle der være mulighed for HD og flere seere, og så smed de Grand Prixet tilbage til mig.
Indtil videre har løbene dog ikke været helt så spændende som jeg kan huske. Jeg mener, ham Vettel-knægten kører jo hele tiden forrest og vil ikke lade de andre være med. Det er næsten ligesom at se løbene dengang Schumacher var på sit højeste. Så snart manden lå oppe forrest, så vidste man, at han ville vinde. Lige for tiden er det stort set det samme. En anden ærgerlig ting er manglen på Raikkonen. Min yndlingskører gad ikke være med i Formel 1 længere og ville hellere ud og køre rally i de finske skove, så ham må jeg undvære. I det mindste er der andre at heppe på.
Sidst jeg så Formel 1 blev det vist på TV2. De havde kun lige lyst til at vise løbene og der var hverken optakt eller træning og det var sparsomt med pressekonference efter løbet. Det har jeg så fået masser af nu. Der er masser af optakt som underviser mig i forskellig dele af Formel 1 og især giver mig en grundig gennemgang af banen, så jeg kan blive ekstra klog og nørdet omkring verdens bedste sport. I løbet af en typisk løbsweekend, som går fra fredag til søndag, kan jeg nå at se træning 3-4 gange, kvalifikation og selve løbet. Det giver vel mindst 6 timers fantastisk bilræs, hvor jeg bare kan læne mig tilbage og nyde lyden af en Formel 1-bil. Dejlig lyd.
Kiesa, som engang selv kørte Formel 1, lader til at være oprigtigt begejstret for at få udløb for al sin viden omkring sporten. Han ser ud til at nyde at kunne fortælle om alle banerne og være fuldstændig uhæmmet nørdet om de små ting såsom motordele og kørestile. Dejligt at se en mand, som nyder sit job.
Jeg kan slet ikke få armene ned i år. Min begejstring vil ingen ende tage. Jeg står gerne op klokken seks på en søndag morgen, for at få halvanden times optakt med inden løbet starter. Der er nye regler, ny teknologi, nyt dækmærke og jeg kan slet ikke følge med, hvis det ikke var for de kloge hoveder inde hos TV3+, som tager sig tid til at fortælle mig om hvordan det hele hænger sammen. Nu mangler jeg kun at Button får vippet Vettel af pinden og bliver verdensmester.
Nu skal jeg så bare leve med at der er reklamer midt i løbene. Heldigvis er reklame-blokkene dog forholdsvis korte og kommentatorerne er søde nok til lige at opsummere hvad jeg gik glip af. Men på den anden side, de har vist Formel 1 på tyske RTL lige så længe jeg kan huske og de har også været nødt til at putte lidt reklamer ind midt i løbene, så vidt jeg ved (måske tager jeg fejl).
Apropos Tyskland, så er det da sørgeligt at se Schumacher tilbage i Formel 1. Han er da ikke andet end en gammel nisse, som ikke ved hvornår han skal stoppe. Han kører i en trist lille bil, som ikke slet ikke kan hamle op med hans køre-talent, derfor ligger han for det meste bare nede midt i feltet og karter rundt. Det er et sørgeligt syn. Måske har han bare ikke andet i sit liv end Formel 1, men derfor burde han vide, at han bør stoppe. Det er trist at se en så stor mand ende så langt nede. Han var ellers gået på pension, men kunne ikke undvære sporten. Efter min mening, burde han have valgt at forblive pensionist. Det er så ynkeligt at se ham nu. Det er næsten som om at han alligevel ikke vil køre løb længere.
Nå men, Vettel vandt igen i dag i Spanien. Spændende løb, men Button kunne godt lige have taget sig lidt mere sammen og hevet førstepladsen hjem.
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar