Lidt reklame for min mor

Min mor har (endelig - vil jeg mene) fået lavet sig en lille hjemmeside for sine asiatiske fødevarer. Nu er hun sørme blevet professionel sælger og ikke bare kræmmermarked-kvinde. Hvis nogen skulle have lyst til at få sin soya-sauce sendt fra Sønderjylland og direkte hjem til døren, så tjek lige den fine lille hjemmeside.

AsiaTorvet

Jeg tillader mig lige at forsøge at give dem et slogan: AsiaTorvet, coming to a kræmmermarked near you! Æh, og dog, det må mor og co. vist selv rode med.

En lørdag på Strøget

Okay, man burde som et nogenlunde rationelt tænkende væsen vide at Strøget og andre gågader i store byer altid er fyldt med turister, mennesker og menneskebørn. Æh ja, og alligevel valgte jeg at tage en lille gåtur rundt en lørdag eftermiddag (klokken var 13.00). Jeg var alligevel derinde og jeg trængte til frisk luft efter at have siddet i en bus, hvor en eller anden gammel kone lige skulle have et skud ostemad. Nej, virkelig, hun sad i bussen og spiste sin stinkende ostemad sammen med noget, der lignede et barnebarn. Bussen var propfyldt og luften var i forvejen ulækker, tæt og folk stod mast næse mod armhule.

Men altså en lille spadsere-tur på Strøget blev hurtigt til et forhindringsløb. Det lader til at lidt for mange mennesker ikke forstår begrebet "gågade". Selvom det er tilladt at krydse Strøget i bil ved udvalgte sidegader, så er det da virkelig en tåbelig idé at forsøge at gøre det på en lørdag. Der er opfundet parkeringsplader, de kan bruges til, gæt hvad; nemlig! Parkering af biler og andet køretøj. Bare forbi man lige har købt sig en ny Alfa Romero eller vil lufte sin åbne sportsvogn, så er der ingen grund til at gøre det helt inde i centrum af centrum af København. Bilerne er stadig pæne selvom de kun står parkerede mellem en 10 år gammel Nissan og et "rugbrød". Bare fordi vejret viser forår, så behøver man ikke lufte sin bil på Strøget.

Så er der den anden ting, jeg også blev irriteret over; CYKLISTER!!! Hvad bilder de sig ind at cykle rundt mellem 4 mia. mennesker på en gågade??? Det er en gågade, ergo går man. Man cykler på cykelstier og man går på gågader. Det er åbenbart svært at regne ud for nogle folk. Så er det jo godt, at jeg kan fortælle dem højt og tydeligt på en lille bitte internet-side. Folk skal trække cyklen, så slipper vi andre for at blive kørt ned eller springe for livet. Jeg kan virkelig ikke se nogen grund til at cykle mellem 4 mia. mennesker på Strøget. Hvis man har travlt, så cykler man udenom menneskermylderet og ind på sidegader, hvor det er tilladt at cykle.

Udover de to ovennævnte irritationsmomenter, så var jeg tæt på at miste benet ved et sammenstød med en rullestol. Konen sad i den, godt pakket og den åndsfraværende mand skubbede hende rundt. I et kort sekund så jeg resten af mit liv passere forbi med kun et ben at gå på. Forfærdeligt, bare forbi konen ikke kan gå, så behøver manden ikke sprede handicappet til sunde og raske mennesker med intakte lemmer.

Forældre burde overvejer at investere i snore til deres børn. De kan finde ud af at holde deres små tæppetissende rottelignede hunde-agtige væsener i kort snor (jeg fik vist lige sagt noget positivt!!!), men om de kan holde orden påderes små rollinger, snotunger og andre skrigende kræ, så er svaret NEJ!!!. Jeg måtte springe og undvige adskillige unge mennesker i Hobbit-størrelse, fordi de lige havde spottet BR, en slik-butik eller McDonald's. Ah, well, hvis børnene ikke kan styre sig, så må de leve med at få en albue i hovedet ved et uheld, fordi de hysterisk absolut skal løbe ud foran mig.

Nogle syge mennesker, havde valgt at uddele gratis kram. Jeg valgte at løbe for livet, da jeg fik øjenkontakt med et smilende ansigt siddende på en meget sært udklædt krop. Jeg kan få gratis fra folk jeg kender, jeg nægter at blande sved med en fremmed.

Jeg fik dog erhvervet mig to nye bøger med mit fine lille gavekort, som farmand i et øjebliks sindssyge åbenbart havde lyst til at give mig. Hmm, jeg ved jeg er forkælet. Jeg fik nasset mig til lidt studierabat. Hvis jeg kan spare 30 kroner, så skal det også udnyttes. Hvilken herlig forårsdag det var i går.

At fornøje sig med gardin-strygning

Titlen er rammende. Lad være med at sige, at du ikke blev advaret; den sære titel burde have fået store hylende sirener til starte.

Jeg fik mig et strygejern i julegave sidste år. For noget tid siden fik jeg så en strålende idé at bruge det som en overspringshandling. Diverse studie-relevante tekster var ikke lige det mest ophidsende at læse, så jeg begyndte at rode mit klædeskab igennem efter noget der kunne trænge til at blive strøget (jeg stod i forvejen med hovedet og hænderne derinde for at lægge mit tøj pænt på plads – for en gangs skyld). Jeg nappede også lige gangens fælles-strygebræt, stillede det op og gjorde mit strygejern kamp-klart. Men jeg havde stadig ikke fundet noget stryge-værdigt. Indtil jeg spottede mine krøllede gardiner.

Jeg har kæmpe panorama-vinduer og nogle massive lagen-agtige gardiner, der stort set altid er trukket for, fordi jeg er bange for solen (jeg er sikker på at den en dag smelter mig). Gardinerne blev vasket for nogle måneder siden, hvilken de også trængte til, de blev hvide af det og den gule bræk-hvide farve de havde før, viste bare at den sidste ejer nok heller ikke gik ret meget op i gardin-vedligeholdelse. Men gardinerne blev så forfærdelig krøllede af at blive vasket.

Så, jeg fik tilbragt en lørdag med at stryge gamle gardiner, der sikkert er lige så gamle som kollegiet. Men de hænger pænt og skygger for den onde lyse sol. Nu burde jeg kunne turde være vågen og til stede i mit beskedne kammer, når sommeren angriber os.

Samsung SGH-X830

Så kom den med posten. Så lille og fin og pakket ind i vældig godt ind. Min lille bekymring for at jeg i et øjebliks sindssyge havde bestilt en lyserød model, blev heldigvis ikke bekræftet. Men jeg måtte dog lige sidde tålmodigt og vente nogle timer inden mobilen var opladet og klar til brug. Men så er der også blevet pillet, udforsket, undersøgt og leget med den nyeste gadget i min samling.

Jeg er flere gange i løbet af dagen blevet bange for dens størrelse. Altså virkelig, den er så lille at jeg er bange for at den bliver væk. Der fulgte en bærerem med, så nu er den sat fast på den lille tingest, så bliver den helt sikkert aldrig væk. Det virker for mine nøgler, men der er remmen større, og der sidder en kæmpe oplukker i nøglebundtet, så rasler og vejer det hele så meget at jeg er sikker på jeg har husket nøglerne.

Men den kræver tilvænning. Det tager mig så lang tid at skrive en sms, at jeg hver gang næsten har lyst til at opgive og bare ringe til vedkommende. Men efter at have skrevet de første 10 sms'er i dag, så går det da bedre. Jeg har fået skåret henved et helt minut af de 10 minutter det tager mig at skrive en lille sms (ca 20 ord), dvs, nu kan jeg gøre det på 9 minutter. Uha da, det går stærkt.

Og så et lige et billede af den gamle mobil, den lilla lighter og den nye mobil. Det er lighteren der er mindst (hvis nogen skulle være i tvivl - det var jeg, indtil de lå ved siden af hinanden). Nu ligger den gamle slidte og ridsede Sony Ericsson TI60 (hedder den vistnok) med sit slidte og sløve joystick i min kommode og venter på at jeg giver den væk.

Det eneste jeg efterhånden mangler at få testet på den lille nye, er vækkeuret. Ellers har jeg både fået opringninger (som de første par gange gjorde mig panisk - låget skal jo drejes og ikke løftes), fået lagt musik ind på tingesten (og konkluderet at det ene af de to sæt høretelefoner, der fulgte med er bedre end dem jeg ejede i forvejen), jeg måtte også skrive alle numre ind telefonbogen, for det lader til at min S.E. ikke kunne finde ud af at gemme telefonnumre på simkortet. Ah well, endnu en grund til at jeg kunne lege med den nye mobil uden at få dårlig samvittighed over at jeg burde bruge min tid på noget mere konstruktivt.

Den er også blevet døbt. Mini-Me. For den er jo helt klart en lille elektronisk klon af mig. Det er næsten en besættelse for mig at alt mit elektroniske legetøj skal have et navn. Så kan jeg gå frustreret rundt i mit kollegieværelse og kalde på en tingest, der jo helt sikkert svarer. Bare for en sikkerheds-skyld. Mobilen kan så mange ting, det skulle ikke overraske mig hvis den en dag taler.

Bokseres påklædning!!??

Zappede lige forbi en boksekamp i går aftes. Jeg måtte et øjeblik indstille zapningen for at stirre forbløffet på de to mænd. Den ene havde glimmer-glitrende shorts på og den ande havde frynser på sine shorts!!!

What the Hell!!! Jeg gik her og troede at boksning var en maskulin sport, hvor udøvernes påklæding var det mindst vigtige. Altså jeg kan forstå de kommer ind i ringen med en overdådig kappe om sig, de er jo trods alt næsten nøgne og fryser nok lidt, men derfor behøver de da ikke have frynser og glimmer på shortsene. Måske er boksning alligevel en interessant sport, de kunne jo få sig en kvindelig kommentator, der sad og snakkede om påklædningen. Ligesom som man gør når de royale bliver gift for åben skærm, der sidder altid en eller anden stakkel og ved alt for meget om påklædning og tallerkener.

Jeg tænkte at det nok kun lige var de to boksere, der var lidt excentriske. Men da jeg nåede forbi samme kanal lidt tid senere, stod to andre boksere i ringen. Sørme ikke om den ene havde frynser på sine shorts og jeg er sikker på at jeg så noget lyserødt på den anden boksers shorts. Jamen altså, er boksere blevet metroseksuelle nu??? Eller har de en stylist til at sy kamp-tøj til dem? Man kunne nok forestille sig at en eller anden fortabt tøs sad og syede lyserøde blomster på et par bokser-shorts lige nu, bare fordi blomster er pænere end dødningehoveder. Desuden så kan blomster måske bedre kamouflere blodpletter, man ser flere røde blomster end røde dødningehoveder (hvis man altså ikke er farveblind).

Jorden er en sær planet.

Påsken 2007

Tjo, jeg godt nok ikke troende kristen, men jeg har ikke andet jeg kan kalde alle disse fri-dage, der bliver behandlet som søndage.

Min påske kommer nok til at handle om genrebetegnelse indenfor musik og hvordan biblioteker opstiller deres musiksamlinger. På en eller anden måde, som mig og den anden halvdel af gruppen vist har defineret lidt bedre (men det er for tidligt at skrive mere om hvad opgaven kommer til at indeholde - den del skal jo lige skrives først), men det skal helst ende med en opgave på XX antal sider. Desværre måtte en tredjemand springe fra, staklen er blevet syg og er ikke i stand til at gennemføre semesteret. Men det skal nok blive en dejligt ensformig og forvirrende "ferie" jeg ender med at have. Allerede nu er jeg godt forvirret over de mange ting man skal lære, bare om hvordan musikgenrer opstår (eller hvad teksten nu lige handlede om).

Mit lyspunkt for påsken skulle egentlig have været denne lille lækre sag:

Det er en mobiltelefon (til dem der ikke kan se det). En lille bitte Samsung SGH-X830, med 1GB til at gemme MP3-sange og andet støj på. Nåja, og så kan den også tage billeder, men det kan de fleste mobiler vel efterhånden. Den er ikke ret meget større end 3 cm x 2 cm x 8.4 cm (selv min fornuft er større end det), så man skal ikke have for store pølsefingre (måske burde jeg så have valgt en anden mobil) når man taster rundt på kræet. Men jeg endte med at forelske mig i den og havde håbet den ville være kommet med posten inden de såkaldte "helligdage". Øv øv, så effektiv er Sonofon traods alt ikke, at de smider hvad de har i hænderne og sender mobilen til mig med ekspress-bud. Kan jo være pakken ligger i postkassen på lørdag (eller er det også en påske-dag???). Ah well, bare fordi nettet er hurtigt og effektivt, så skal pakke-forsendelser bruge mere en 24 timer til at nå frem. Øv.

Anyway, fordi jeg valgte at købe telefonen, så må jeg undvære at se den nye Mr. Bean-film foreløbig. Medmindre en eller anden stakkel forbarmer sig over mig og tager mig med i biografen. Tja, nogle gange må man jo prioritere og mobilen kan underholde mig mere end 90 minutter (håber jeg).

Men glædelig Jesus-dødsuge til alle.

Tandpasta

Forleden opdagede jeg, at jeg var ved at løbe tør for tandpasta. Så det var hu-hej vilde dyr af sted med udrykning til nærmeste supermarked. Dér opdagede jeg til min store overraskelse at Colgate igen har lanceret en GRØN tandpasta. Den er ligesom den blå tandpasta der bliver reklameret for i TV, men blå er kedeligt, grøn er sjovt og er jo også en unaturlig farve. Så selvfølgelig tog jeg den grønne med hjem.

Jeg æææælsker grøn tandpasta. Jeg faldt for Colgates Herb tandpasta. Den havde grønne striber og smagte sådan lidt af, tja, mint-urter. Herb'en havde også en underholdende reklame dengang, noget med en bæver og nogle folk i kano, der snakkede sammen. Men jeg blev så skuffet da de ændrede Herb'en til at hedde Herb White, den smager af dårlig ånde. Så jeg måtte nøjes med den røde Golgate, den der standard-ting uden nogen former for ekstra mint-smag eller spændende farver.

Men nu kan jeg igen få lov at muntre mig over at der kommer noget grønt stads ud af tuben. Og så er der små hvide "krystaller" i også. Jøsses, det er lige før jeg glæder mig til hver gang jeg skal børste tænder. Jeg er som et lille barn, der skal have julegaver. Så meget kan grøn tandpasta gøre for mig. Den nye grønne tandpasta smager desuden meget godt, den er så frisk at det næsten gør ondt.

The A-Team

Årh! Den serie burde de vise på TV igen. De kunne vise den i stedet for Beverly Hills. Det ville da være et godt alternativ til teenage-klynk, vis de unge mennesker hvordan man bedst skyder de onde, hvordan man helst skal bære sit bling-bling, hvilken varevogn man skal eje, de bedste flirt-metoder, hvilken cigar man skal ryge og hvordan man gør det på den sejeste måde, hvordan man bedst bryder alle love og regler etc etc.

Seriens tema-musik og intro er da også langt bedre end Beverly Hills' klynkende saxofon og grinende rige unge skuespillere, der står foran et hvidt lærred og ser dumme ud. A-Teams musik bliver spillet med maskingeværer og vist eksplosioner, det er da meget sjovere at høre og se.

Man kan vistnok købe serien på DVD, men derfor må den da godt blive vist på TV alligevel. Ak ja, mange weekender i barndommen blev tilbragt foran fjernsynet hvor jeg fik set ret så mange afsnit af The A-Team med tysk tale. Vidunderligt.

http://imdb.com/title/tt0084967/ - et link til de stakler, der ikke ved hvad jeg snakker om.

Sjescia om Sport

Jeg har vist aldrig været den store sports-nørd. Egentlig har jeg aldrig gidet se det, være en del af det (det kan så også ses på min yderst veltrænede vom) eller vide noget om det. Sport har bare aldrig været min kop te.

Der er alt for mange regler i selv de mest simple spil. Altså, fodbold som et eksempel: Hvor svært kan det være, man må ikke bruge hænderne til noget og man skal bare sparke bolden hen i det rigtige mål. Men så begynder folk med deres taktik-snak, alt det pjat med off-side, der er pludselig kommet angreb og forsvar og en enkelt stakkel skal stå foran målet og tage imod skud som om vedkommende skulle henrettes. Og det samme gælder for håndbold og hockey (i alle dens former og misdannelser).

Volley, badminton og tennis giver heller ikke nogen mening. Det må da være opfundet af nogle folk, der har ligget i nabo-krig. De havde ikke andet spændende at lave med deres liv end at skyde bolde og andet skrammel ind over hinandens hegn og hække og håbe at de ikke fik det tilbage i hovedet.

Så er der jo også diverse former for kampsport. Selvom folk dyrker det lige så fanatisk som religioner, så bliver kampsport i sidste ende kun til en slåskamp med sofistikerede regler og ”lad os tage hensyn til hinanden”-konceptet. Jeg legede sej i mine tidlige teenie-år og fik lært mig lidt tae-kwon-do (gider ikke tjekke om det er korrekt stavet – så ligeglad er jeg). Det eneste jeg lærte var at sparke på seje måder, ikke at efterlade kvinde-blod på min hvide dragt og at jeg virkelig ikke gad den slags sport.

Hmm, så er der jo også bowling (og kegling). En ting jeg nåede at blive ret god til. Men altså helt ærligt, bowling er bare et lidt for fjollet koncept til at man kan tage det seriøst. Bowling er noget man laver fredag aften med sine venner, mens man drikker sine øl. Hvordan kan man dog tage en sport seriøst, hvor man kaster kugler mod kegler??? Folk står dybt koncentrerede og sigter mens de hviler hagen mod kuglen. Ja, lyder helt fornuftigt.

Ups. Der er jo lige enkelt sport jeg ikke kan få nok af. Formel 1. De sidste mange år har jeg reserveret mine søndag-eftermiddage så jeg kunne sidde hjemme foran tv’et og kigge på sære biler, der kørte meget hurtigt rundt i en krøllet ring. Men så er Formel 1 altså også det eneste jeg gider se. Alt det andet motorsport bliver lige lidt for kedeligt, for bilerne / motorcyklerne / lastbilerne / busserne / knallerterne kører ikke 300km/t eller mere på de lige strækningerne. Det vil sige, at jeg også holder mig langt væk fra cykelsport. Jeg gider da ikke se små tynde mænd cykle, jeg har nok i at se folk i København cykle rundt.

Okay, så må jeg vist lige konkludere oven på alt mit selvcentrerede vrøvl, at jeg nok alligevel kan lide sport, men kun så længe det handler om Formel 1. Jeg vil se bilerne fræse med dræber-fart over målstregen og jeg vil se bil-dele flyve mod publikum når bilerne forulykker. Så er det jo godt at sæsonen starter på søndag, så kan jeg bruge min sparsomme fritid på at fryde mig over at Michael Schumacher endelig er pensioneret og lader de andre køre-talenter vinde.

Forår

Solen skinner (slå mig hvis det er stavet forkert), folk er glade ,lykkelige og nemme at lokke i en ovn så jeg kan stege dem og spise dem. Nah, spiser da ikke mennesker, medmindre de spørger mig pænt.

Men hvorfor skal folk dog være så glade og livslystne bare fordi foråret har meldt sin ankomst??? Det er bare solskin og lidt mere varmt end for nogle uger siden, men det bliver verden da ikke bedre af. Jeg nægter at lade mig påvirke af sollyset og solens magiske stråler. Der er da ingen grund til at være glad. Kom nu, hop på min vogn og vær muggen sammen med mig.

Nah, så slemt er foråret nok heller ikke. Alle andre må gerne smile, men lad være med at bede mig om at gøre det samme. Sådan noget gør man ikke på kommando, medmindre folk kan lide falske smil og tomme blikke.

De siger det kommer til at regne i weekenden, altså de tumper der snakker om vejret i TV. Det lyder da godt, så har jeg noget at se frem til. Så slipper jeg for at have solbriller på mig når jeg skal udenfor, én ting mindre at huske.

Top Gear

Jeg har fået mig et nyt yndlings tv-program. Sjovt nok så hedder programmet det samme som titlen på mit indlæg; Top Gear. Det var da pudsigt! Hvilken uoriginal titel jeg dog har givet mit nyeste indlæg, jeg har bare opkaldt det efter et tv-program. Hvor er jeg dog kedelig og logisk tænkende, at give indlægget en passende og sigende titel.

Men anyway, Top Gear handler om biler. De bliver snakket om hestekræfter, topfart, understyring, overstyring, bilmærker og modeller. Ting bliver testet, kendte folk får testet deres køreevne på en bane, nye biler bliver anmeldt og så er showet fyldt med ironi, familie-venlig sarkasme, lattervenlige sproglige vendinger og kreative sammenligninger. Det er ikke fordi de altid tester nye fede hurtige biler eller fordi showet har nogle lækre mandlige værter (showet har ingen af at de to sidstnævnte ting), det er bare nem underholdning og jeg slipper for at tænke for meget imens jeg ser det.

Det er vel et bilshow, der mest henvender sig til bil-glade gale mennesker, som jeg tror er mest af hankøn. De fleste kvindelige mennesker i denne verden går nok mere op i farven på deres øjenskygge end antallet af hestekræfter i en bil. Eller også går kvinder op i om deres outfit matcher bilens farve??? Bare lige på det punkt skiller jeg mig da vist ud. Jeg vil da have en sej bil, ikke en lille lyserød jern-kasse med 4 hjul og et rat (og en motor hvis jeg også har råd til den efter at jeg har brugt alle mine penge på nye køre-venlige sko).

Jeg fatter ikke ret meget af alle de tekniske ting, der bliver sagt om bilerne. Jo, jeg kan da se forskellen på understyring og overstyring og sådan andre småting, men der er mange andre mærkelige ting ved en bil/ i en bil/ på en bil/ om en bil, som jeg ikke fatter en brik af hvad betyder. Og jeg har åbenbart ikke engang evnen til at huske nogen af de ting som jeg ikke forstår, for jeg havde ellers tænkt mig at remse noget op, men der kommer ingen ord frem. Altså bortset fra at jeg ikke kan kende en eskrement forskel på bilmærker. Når de snakker om en model ”bla bla” fra dette bil-mærke og sætter den i forhold til en model ”bah bah” fra en andet bil-mærke, så sidder jeg og overvejer om jeg mon burde skrifte kanal og finde noget at se som jeg kan forstå (mon jeg kan finde en kanal der viser tegnefilm???).

Men nah, det bliver ikke skiftet kanal. Biler er sjove. De er sjove at køre i. Og jeg har indtil videre besluttet mig for at jeg vil have mig en stor grim og dyr Mercedes, jeg tror de kalder den en S-class (aner ikke hvad modellen hedder på dansk). Det skal selvfølgelig være den nyeste model, for den er dyrest og helt sikker ikke noget jeg har råd til med en lille SU. Jeg må vist hellere begynde at spare op, hvis jeg nogensinde skal have råd til sådan en m***erf***er dyr bil.

Men heldigt for mig, så bliver mit liv da fyldt med underholdning, det lader til at 3+ har lagt mærke at jeg ikke har noget imod at se Top Gear konstant, så nu sender de det hver dag. Hver eneste dag viser de mindst et afsnit af Top Gear. Yeehaa, så har jeg en undskyldning for ikke at sidde og læse i en lille times tid hver dag. Man skal jo kende sin bil, altså hvis man da havde en.

Studiejob til mig

Yiir!!! Så har jeg langt om længe fået mig et studiejob. Det har kun taget mig et halvt år at tage mig sammen til at ansøge et sted. Jeg er åbenbart forfærdelig kræsen når det kommer til jobs, men i januar fik jeg så sendt en fin lille ansøgning af sted til et stort firma (som jeg ikke vil nævne, mest for deres egen skyld, men det er et kendt og godt firma). Efter en samtale for nogle uger siden, ringede min nye boss til mig og sagde jeg måtte få jobbet. I dag var jeg så til samtale nummer to, hvor jeg fik at vide hvad jeg skulle lave, hvornår jeg skulle arbejde og alle mulige andre sjove ting.

Så nu er mine weekender skåret ned fra at være fra torsdag eftermiddag til tirsdag morgen til kun at være, æh ja, en normal weekend på kun to dage. Så hver mandag og fredag det næste års tid sidder jeg ved et fint lille skrivebord og ordner rapporter, så de kan sendes i arkivet.

Happy birthday, mr. Cash

Hænderne op, hvem havde regnet med at jeg ville skrive noget om Cash på hans fødselsdag? De opmærksomme læsere har muligvis opfattet at jeg er en lille bitte smule glad for Johnny Cash og hans musik.

I dag ville Johnny Cash være fyldt 75 år, men manden er jo død og begravet, så dagen kan ikke rigtig fejres med bragende fest og lagkage i regnbuens farver sammen med manden.

I lørdags havde DR2 tema-lørdag om Cash. Jeg sad godt begravet i dyne og puder, med en kop kaffe limet til min hånd og øjnene klistret til fjernsynsskærmen. Udsendelse var generelt helt okay, de havde fået nogen til at snakke om manden, de havde interviews med manden, hans livshistorie blev fortalt, der var klip fra ”Walk the Line” og det hele blev sluttet af men hans koncert i San Quentin og musikvideoen til sangen "Hurt".

Meeen, det var ikke godt nok til mig. Jeg blev irriteret over at høre andre mennesker fortolke hans sange eller fortolke sange han havde fortolket. De blev ved med at sidde og snakke om hvordan hans musik havde rørt deres sjæle og bla bla bla. Jajaja, hold kæft og lad ham spille hans musik. Ganske fint at de vil forsøge at lokke flere til at høre hans musik ved at rose ham fra sans og samling, men lad dog være med at bruge en hel time på det. Der findes mange live-optagelser og interviews med Cash, det kunne de godt have sendt noget mere af. I sidste ende er det kun ham selv, der kan sende sin musik ud til folk.

Og ja, jeg gør jo det samme. Sidder og skriver løs om hvad jeg synes om manden og hvordan han har rørt mig (eller også snakker jeg udenom – snak om følselser har vist aldrig været mit talent), men i sidste ende er det ikke andet end name-dropping. Jeg kan skrive meget mere om hvorfor folk burde eje et album eller to med Cash, men det skal handle om ham og ikke min mening om ham. Tror bare jeg stopper nu og lader folk om selv at høre hans musik.

At holde øje med sin vægt

Hmm, det udtryk altså giver ikke ret meget mening i mit hoved. Bare fordi man holder øje med sin vægt, så betyder det da ikke ret meget mere end at man med jævne mellemrum stiller sig op på sin badevægt (eller køkkenvægt hvis man er en meget lille fugl) og stirrer på tallene. Nogle skriger af glæde og danser jubeldans, andre græder af sorg og frustration. Et lille tal gør en stor forskel for de mennesker, hvis liv drejer sig om kilogram.

Måske betyder udtrykket at man sidder og kigger på sin vægt. Kan jo være den stikker af i protest over at leve uden at blive brugt til noget. Måske sidder man ligefrem og holder som sin vægt, fordi den lige er det nærmeste, der vil krammes uden protester. Man kunne sidde og holde et øje sammen med sin vægt. Måske er vægten en ægte person med stjernetegnet vægt. Så kan man holde øje med sin bedste ven, vægten, uden at det kommer til at virke alt for mærkeligt at man altid går rundt og kigger på sin vægt.

Så når man holder øje med sin vægt, er man så på slankekur, i gang med finde sig en sundere livsstil, er man på fedekur…eller hvad? Jeg kan forstå, hvis man bare vil nøjes med at holde sin vægt. Så vil jeg tolke det som at personen gør noget for hverken at blive en hval eller et skelet. Men at holde øje med sin vægt virker bare lidt fjollet og lige lidt for inaktivt.

Ah ja, det danske sprog har nogle sære vendinger. Men at holde øje med sin vægt er da lige at have for meget fritid, hvis man vil sidde og kigge på sin vægt hele tiden.

Et par links

Så fik jeg taget mig sammen til at melde mig til bloggernes store spørgeskema-undersøgelse. Egentlig havde jeg ikke tænkt mig at gøre det, men efter at have svaret hos både Runke og Mil, så blev jeg i dag spontant nysgerrig efter at vide hvem/hvad/hvor mine egne læsere er.

Spørgeskema

Og sjovt nok, så har jeg hermed også fået taget mig sammen til at linke til Wolfslairs profil på MySpace. Hvis folket ikke vil komme til metal-musikken, så må metal-musikken komme til folket. Bør jeg mon advare sarte sjæle om at det er voldsom, ond og aggresiv musik??? Nah, de må de selv opdage. Det lader forresten til at de kalder deres musik-genre for "warmetal". Okay, fint nok, så fik jeg også kategoriseret dem og mine bibliotekariske evner kan sove roligt i nat.

Wolfslair

Ekskursion til et museum med tilhørende bibliotek

Onsdag/i går var der dømt faglig studie-relevant ekskursion til et museum med tilhørende bibliotek. Vi fik lov at rende rundt i alle rum og kigge på tudse-gamle ting og støvede slidte bøger. Vi havde to vældigt entusiatiske guides og lavede et enkelt stop forbi en mand og hans kontor for at høre noget om hvad han brugte sine arbejdsdage på. Den sidste del var knap så spændende, jeg vil da hellere ud og se ting end at høre dem blive fortalt.

Vores guide, der viste os rundt i biblioteket må have været i familie med Tommelise. Hun gik mig til albuen, og jeg er 1,70m middelhøj. Damen var så lille og spinkel at jeg frygtede hun ville blive spist af de store bøger hvis de klappede sammen om hende. Først da hun fandt en lille bitte mega-gammel oldsag af en bog frem og tog den i hånden, så det ud som om hun havde en noget mere gennemsnitlig højde. Hvis det da ikke lige havde været for den 1.90m høje gut hun stod ved siden af. Jeg havde næsten lyst til at tage hende med hjem, så jeg havde en dukke at lege med.

Selvom hun havde et lille hoved siddende på sine små skuldre, så kunne hun fortælle mange spændende historier om hvordan biblioteket skaffede sine materialer og kunne svare på en masse bizare spørgsmål. Hun var vel bare dygtig til sit job…også selvom nogle af bøgerne vejer mere end hende.

Vores anden guide viste os entusiastisk rundt i museet. Han havde en lille kurv med små ting i, som han brugte til at forstærke sine fortællinger og forklaringer om diverse genstande. Egentlig havde han slet ikke brug for sine ting, han var livlig nok i forvejen. Vi kunne stå i det ene rum og lytte til hans fortælling om noget helt normalt bizart og i næste nu rendte han ind i rummet ved siden af for at hente sin kurv og bringe den tillbage til det rum hvor vi stod, alt imens stod munden ikke stille på ham. Vi fik også lov at se både hans butt-crack og svedpletterne under hans arme mens han bøjede sig ned til sin kurv eller brugte store armbevægelser for at fortælle om noget.

Det var da en hyggelig formiddag. Jeg må sige at de penge jeg har givet for den tur langt fra har været spildte. Tre timer, hvor mine sanser bliver bombaderet fra alle sider er da hyggeligt. De to mennesker har sgu tjek på deres ting. Thumps up herfra. Jeg er løbet tør for tape til at klistre al den nye viden fast i min lille hjerne, som jeg fik af de to.

Bare kald mig Knud

Har tit tænkt på hvad jeg ville hedde, hvis jeg havde været et hankøns-væsen. Ikke fordi jeg gerne vil være mand, men bare fordi jeg kan tænke tanken om at være mand. (Uha da, jeg kan tænke)

Jeg har besluttet mig for at ville hedde Knud, hvis jeg var en mand. Mine forældre vil helt sikkert have kaldt mig noget andet, måske Alvin, hvis min far kunne få sin vilje indført. Men fordi jeg stadig er et (tosset) tøsebarn, så kan jeg selv få lov at vælge mit mandlige navn, for jeg skal jo ikke bruge det til noget alligevel.

Men navnet Knud er tilpas bøvet og mærkeligt til mig. Jeg ville jo helt klart blive en bøvet og nørdet knægt fordi jeg ikke aner hvordan man er mand. Lige så usikker som Bambi på isen, vil jeg nok rende rundt og panisk prøve at forstå hvad det er kvinder vil have i en mand.

Har tit fået at vide jeg er ih og åh så sød og nuttet med mine små søde og nuttede smilehuller. (Har vist kun et, nu jeg tænker efter, men er for doven til at rende ud foran spejlet og tjekke). Jeg vil da ikke være ih og åh så sød og nuttet.

Kan godt være mit navn er ih og åh så sødt og nuttet og giver folk associationer til (damerne) Simpson, Alba eller Lange, men jeg render rundt i gammelt hullet tøj og føler mig langt fra ih og åh så sød og nuttet. Jeg har lært at leve med mit navn. Synes egentlig det er ganske hyggeligt (æh ja, for det ord giver jo helt klart mening i denne sammenhæng) at folk lidt ofte lige skal rettes når de staver mit navn med et ”k” eller udtaler første stavelse som ”iæs”.

Så dagens konklusion for mit vedkommende er, at hvis jeg var mand, ville jeg hedde Knud. Heldigt at jeg så ikke er mand, ville nok sidde i samme situation som mandlig 22-årig og være træt af mit navn. Ligesom jeg sidder nu og er lidt træt af mit ih og åh så sødt og nuttede navn. Men jeg har ingen planer om at ændre mit navn…foreløbig….man har vel respekt nok overfor sin forældre til at man respektere deres navne-valg. Så slemt er mit navn jo heller ikke og jeg ved heller ikke hvad jeg i stedet ville hedde. Desuden så rimer mit fornavn sådan cirka på mit mellemnavn, en lille ting jeg kan blære mig med

En forsinket julegave

Så fik jeg lige tjekket min postkasse efter en uge i det eksotiske Jylland og til min store begejstring lå en lille seddel fra mit lokale posthus. Jeg havde ulykkelig glemt at jeg engang i december fik slået mig til en pakke i DR's stooooore pakkelag. Wuhu, tænkte jeg og forsøgte at huske hvad jeg havde vundet.

Jeg hoppede glad og frejdigt ud af døren og over vejen hen til posthuset (huset med post ligger nemlig lige over på den anden side af vejen, lige efter fakta og det lokale bodega). Jeg stillede mig pænt og frejdigt i kø og fik pænt og frejdigt udleveret min pæne og frejdige pakke af den pæne og frejdige unge mandslignende ekspedient. Den er flad, lidt stor og kvadratisk.

Jeg har så af en eller anden mærkelig grund vundet en LP. Hvorfor valgte jeg lige dengang i december af hugge en LP-pakke fra en af de andre pakkelegs-spillere??? Jeg har jo ingen f*****g pladespiller (endnu) og mit anlæg kan ikke have en pladespiller tilsluttet. Æh ja, men hey, det er da dejligt at vinde noget engang i mellem. Og gratis musik siger man vel egentlig ikke nej til.

Stikker lige af til Sønderjylland

Så blev de tre ugers ferie alligevel for meget for mig. Det er udmattende at skulle vågne hver morgen og forsøge at finde på noget at lave. Mit lille kollegieværelse ligner et bombet lokum den ene dag og den næste dag er her så rent at man ikke skulle tro jeg boede her. Seriøst, jeg har brugt timer på at rydde op i papirer fra studiet, smidt ud eller sat systematisk i mapper og dagen efter ligger halvdelen af mapperne på gulvet, fordi jeg liiiiige skulle lede efter et enkelt ark med noget vigtigt information, som jeg i min kedsomhed fik lyst til at tjekke nærmere ud.

Jajaja, og sådan er to uger gået. Har været ved at drukne i rod eller været forvirret over hvordan jeg har sat tingene i system. Nu må det være tid til forandring, ellers bliver jeg da mere mærkelig end andre kan klare. Verden kan vist kun rumme et x antal freaks og sære mennesker. Så inden jeg bliver helt vanvittig over kun at se mine egne fire vægge, må jeg vist hellere lige lidt på ferie hos moar. Så, dér, jeg giver op og hopper på et tog til Sønderjylland, bare for hyggens skyld. Så har jeg da noget at tage mig til.

Hehe, så kan jeg gøre resten af familien vanvittig i stedet, som om de jo ikke havde nok at bekymre sig om. Men en smule sindssyge har vel aldrig været forkert. Men på den anden side, jeg tror egentlig ikke min familie nogensinde har været særlig normal. De er en stor blanding af farverige personligheder. Når jeg tænker over det, så er det egentlig ret underholdende at være til familiefest når alle er samlet. Jeg sidder på sidelinien og kigger, mens de andre vralter rundt på banen og forsøger at få et spil i gang, men alle vil lave deres egne regler. No wonder jeg ikke er blevet normal, når resten af familien heller ikke er det.

(ingen nævnt, ingen fornærmet)

Sne og bilister

Wuhu, så vågnede jeg lige op i morges og tænkte at vejret igen igen og stadig var gråt og kedeligt. Jeg trækker trist gardinerne væk og spotter det her hvide stads ude i verden. Et dejligt frisk lag sne var ved at lægge sig over den smule, der allerede var faldet. Og sneen blev bare ved med at komme. Uh ja, jeg ææææælsker sne. Jeg har hader kulde og blæst, men så snart blæsten har sne med, så har jeg intet imod det. Det er jo egentlig fuldkommen idiotisk, for man bliver jo våd at sne, det bliver man ikke når det kun blæser. (jeg har aldrig sagt at jeg tænker klart)

Så blev det eftermiddag og igen i år, kunne jeg sidde og sukke irriteret over hvor overraskede de danske bilister altid er når den første sne falder. Altså virkelig, de må da tage sig lidt sammen. De ved det er vinter og de ved at vi bor i et land, hvor det bliver glat og fyldt med sne. Hvis de ikke kan køre når det er glat, så burde de enten blive hjemme, tage offentlige transportmidler (hvis midlerne da kører ruterne som de skal), eller bruge et par dage af deres liv på at tage et kørekursus på en glatbane. Måske burde de tage kurset mindst en gang hvert år, så de får lært at køre på glatte veje. Hmmm....og måske også lige huske at salte vejene i tide.

Jamen, tænk lige over det. De stakkels bilister, der ender i grøften eller i kæmpe masse-sammenstød, kunne spare forsikringspenge og slippe for en tur på skadestuen, hvis de bare lærte at køre 100km/t i deres fine nye familiebil på en isglat motorvej. Eller måske kunne vi begynde at lave automobiler og alle andre former for motorkøretøjer ud af skumgummi, så går de ikke i stykker og smadrer liv og lemmer når de stakkels bilister knalder deres køretøj ind i et eller andet.