Julen 2005

En stor tak til familien juleaften, mine små kære ofre for videokameraets onde altopfangende linse. Mens jeg venter på at latterkramperne lægger sig, kan jeg så lige nævne at mine talenter som kamerafører er som en person med parkinson der laver dogmefilm.

Et kvarters film fra den 23. og 24. december 2005 er alt hvad jeg har kunne finde. Glæden ved være barn af to hjem, er at man får lov at holde jul to gange. Jul i små mængder er bedre end én stor jul med 10 mennesker, vil jeg mene. Hvert familiemedlem får sine 15minutters forevigelse uden den store kamp.

For første gang nogensinde er der lydoptagelser af den syngende menneskekæde omkring et grantræ fra den lokale skov. En bedstemor der synger "fise" i stedet for "spise", vi vælger at sige det var med vilje. Brormand og undertegnede der synger den ikke helt stue-rene udgave af "højt fra træets grønne top". Fire seniorer = fire forskellige falske toner. Det er altid morsomt at grine af andre folks fejl og netop derfor kan man ikke høre kameraets Führer synge. Det er for lidt afstand hen til mikrofonen, jeg kunne jo risikere at gøre mig selv til grin.

Af andre optagelser er der et tre-årigt barn, der er meget optaget af at se sig selv danse, min mor mener hun er smuk, en bror der ikke vil filmes, stemningsbilleder af de mange pakker under træet og tilhørende udpakning, close-up af maden og de meget d ybe samtaler man har om samfundet juleaften.

Babe (videokameraet, til dem der ikke ved det) og jeg siger tak til de mennesker, der ufrivilligt lod sig filme i julen. Optagelserne har fyldt min formiddag med latter og de tilhørende onde krampe. Næste år vil jeg med i kirke og filme præsten, men det må man vist ikke. Jeg forstår ikke hvorfor, for Jesus og Gud vil da sikkert gerne have nogle af præsternes prædikener foreviget. Jeg stiller gerne Babe til rådighed for de to, sålænge de da køber ophavrettighederne af mig.