Roskilde Festival

Så er det tid til igen at pakke soveposen, liggeunderlag og telt. Det er i morgen der blver åbnet for campingområdet til årets Roskilde Festival. Der er forlængst blevet udsolgt, og de sidste mennesker uden billet indser vist nu for alvor at de ikke kommer med i år. Godt eller skidt for dem, jeg er ligeglad, for min billet har ligget og kigget på mig den sidste måneds tid.
Denne ene uge hvert år samler folk sig fra øst og vest i landet, nord og syd i Europa på et ganske lille bitte grønt areal. Det bliver drukket, sunget, hygget, snakket og mødt med nye venner. Der er plads til alle, også selvom man bor så tæt. Det lader til at en uge uden et egentlig privatliv er noget mange kan lide.
De første fire dage ligger folk i deres små lejre og drikker sig fra sans og samling, ret meget andet foregår der vist ikke. Der findes andre aktiviteter, men de færreste kan vist stå oprejst på et skateboard med onde tømmermænd. Så egentlig drikker man bare sin lever til døde, ser måske lidt film i biografen eller finder andre ting at slå tiden i hjel med indtil de fire dage er gået. Kedsomhed findes ikke der. Mon der egentlig er mennesker ude i de små telte som slet ikke får noget alkohol indenbords? Der er der vel, om de har valgt det eller er tvunget til at være de sjove på vandvognen, så er de der nok et sted. Man skal bare lede længe.
Der er oplevelser nok til at fylde et helt år, og man får materiale nok til anekdoter der kan fortælles flere år frem. Selv når man er kommet hjem og har fået sig et tiltrængt bad er stemningen der stadig. Fremmede mennesker har pludselig et samtaleemne fordi de har ens festival-armbånd på.
Uh ja, det bliver godt i år. Mudret eller ej, jeg vil ikke gå glip af i år. No way. Ikke med et så godt program.

Alice in Chains

Så kom den store dag endelig. Har siddet og kigget på min billet siden starten af marts måned eller påske. En af delene. Så derfor befandt jeg, mig og min krop sig mandag aften den 19. juni i Vega i København.
Hele ugen inden var gået med at minde hinanden om koncerten, lave fjollede tøse-hop, være hysteriske og selvfølgelig at lytte til AiC for fuld skrue. Især når Itvana var i nærheden.
Nu ejer jeg kun fem sange og jeg har virkelig store problemer med at huske tekst og titler på dem...som altid. Ergo er min viden meget begrænset omkring Alice i lænker, men derfor kan man vel godt have lov at lide bandet.

Der var to opvamningsbands. Det første spillede en art metal, der bare var lige lidt ... hmm ... æh ... velegnet til at købe øl til. Bandets navn ledte mine tanker hen til Simple Plan, ganske simpelt fordi dette opvarmningsband hed Simple Blood. Simpelthen så simpelt.

Band 2 - Stonesour. Tjo, de gjorde mig da stensur. De belv jo ved med at spille. Kom dog af scenen så vi kan få lov at se det vi rent faktisk har betalt for. De lyttede vist til mig, for ALICE IN CHAINS kom på.

Første akkorder blev slået an, trommerytme blev tilføjet og pludselig vågnede den næsten halvdøde gut ved siden af mig. Under hele resten af koncerten nægtede hans arme al genskab til tyngdekraft og min frygt for at få en albue i hovedet tiltog i styrke efter hver sang. Spaden kunne ikke stå stille længe nok til at jeg kunne få taget nogle bare nogenlunde close-ups af hvert enkelt bandmedlem, han hoppede simpelthen for meget.

Altså nu er Vega jo indrettet lige efter min smag. Pøblen og andet kravl kan stå nede på gylvet foran scenen og lave mosh-pits, men os andre bedre mennesker står på balkonen og allerhøjst stamper lidt i gulvet når det er vildest. Men den her spade havde misforstået konceptet, så han hoppede, sprang og blokerede konstant for mit udsyn. Jeg burde måske være blevet lidt stensur, men lad det ligge, ALICE IN CHAINS spillede, så kunne jeg slå ham bagefter.

Der kom en lille gæsteoptræden fra Lars Ulrich, trommeslageren fra Metallica. Folk forstår sørme når der kommer store navne frem, for pøbelen tabte fuldstændig kontrollen. Råb, skrig, skrål. Det nu tilladt at lægge en lænke eller to på sine skrål, så man lige kan høre manden sende en skål ud i rummet.

Konklusionen på aftenes udskejelser er sådan cirka: jeg bliver lidt stensur, når Alice i sine lænker ikke kommer tilbage foreløbig. Kunne ellers godt trænge til mere skrig og skrål og dele sved med 500 mennesker. Uh, nej vent. Roskilde Festival 2006 ligger jo kun lige om hjørnet.

VM?

Oooookay, et styk ond tvilling overtog en kort stund tastaturet. Bare rolig, jeg har lagt hende i lænker og pakket hende ned i kassen sammen med sine Backstreet Boys cd'er. Så kan hun hygge sig der. Det sker ikke igen ... foreløbig ... medmindre jeg bliver kidnappet og sendt til Beth Hart-koncert i Tivoli.

Der er jo VM i en sport, der hedder fodbold. Kender ikke meget til den sport. Altså en hel masse mennesker i hver deres uniform, tror det er tre hold. To store og et enkelt-mands. Stakkels den, der er alene på sit hold, men tilgengæld får vedkommende nogle sjove kort at lege med, så den kan den smide de andre hold ud.

Og så er der jo mål og bold. Ikke forstået hvorfor de ikke kan sparke godt nok til den bold så den rent faktisk rammer det store metal-bur, der har fiskenet hængende.

Tjo, ret fjollet, men man kan tjene penge på sådan en sport og leve ret så godt af sin løn tilmed. Måske burde jeg skifte karriere...?

Det eneste gode ved alt det boldspil i tv er at det fungerer ret godt som baggrundsstøj når man læser til eksamen. Det er da fedt at folk jubler og klapper når man er nået gennem en tekst, eller bare en enkelt side.

Sugarbabes og poptøzer

Iiiiih, altså. Det var bare SÅ vildt i Tivoli i fredags. Jeg er bare helt vildt mega glad for de tre tøzer. De bare totalt gode til at synge og så er de også vildt smukke samtidig. Altså, det var bare en dejlig koncert, også selvom jeg ikke kom helt op foran. Men det er da også for dårligt at deres største fan ikke kan få lov at komme helt op til scenen og tage gode billeder af dem. De er jo så smukke alle tre, så de fortjener at få taget gode billeder af dem. Men altså, jeg må bare nøjes med dem jeg har og så alle de plakater jeg har tapeseret mine vægge med.

De bare SÅ gode, jeg forstår ikke hvorfor de ikke spiller på Roskilde Festival i år. Ikke fordi det er et sted jeg vil tage hen, der er jo så mudret og beskidt og man skal sove i telt og kan ikke komme i bad og der lugter sådan lidt meget ulækkert overalt. Iiih, ad, puha da nej, sådan et sted vil jeg aldrig hen.

Men altså, jeg synes bare Sugerbabes har vildt meget talent. De har noget vildt fedt tøj, de er bare SÅ smukke og så kan de synge rigtig godt på en scene. Jeg er sikker på at de ikke har øvet sig inden, det har de da for meget talent til, at spilde tiden på at øve sange og de har ikke ret mange dansetrin, dem kan jeg da sikkert også lave uden problemer. Jeg danser også vildt meget selv, og jeg er vildt god til det. Jeg styrer mega meget på et dansegulv. Altså jeg synes bare de gjorde det vildt godt, de sang og dansede og gik på scenen og vinkede samtidig og så i høje hæle!!!!!!! Hvor vildt er det da bare ikke? Det vil jeg også lære.

Altså, om min fredag i Tivol kan jeg kun sige; vildt-mega-maget-totalt-super-dejlig-fantastisk. Jeg håber da de kommer tilbage til Danmark og spiller for mig igen, og denne gang skal jeg helt sikkert stå HELT oppe ved scenen.

Og så lige tak til alle mine søde veninder der også ville med ind og se Sugarbabes. I bare SÅ dejlige og søde og sjove alle jer tøzer. Iiiih, fnis.

Vredesudbrud

Det her er til visse personer, jeg sætter ikke navn på dem, de bør selv vide hvem de er.

Ærligt, jeg synes ikke det er sjovt at høre fra min bror at han får så meget skældud. Han er ikke en lille dreng længere, han kan sagtens passe på sig selv, tage ansvar for de ting han laver, han ved havd han gør. Men nu har jeg flere uger i træk, hvis det da ikke er blevet til en hel måned, hørt ham fortælle om alle de ting han er blevet kaldt. Alle de opkald han har fået fra sure folk. De skænderier han har måtte stå igennem face-to-face eller over telefonen. Selv jeg har fået et opkald med brok over ham. Jeg vil altså ikke høre på det.

Det er ærgerligt for jer at I ikke kan se hans gode sider. I ser kun en lille dreng, der ikke har styr på sine ting. Han er ikke den lille dreng længere. Jeg gentager: "HAN ER IKKE DEN LILLE DRENG LÆNGERE!!!"

Måske burde I også kigge lidt på jer selv, I er ikke så fantastiske. I lader jo jeres egne frustationer gå ud over én, der allerede ligger ned.

Så, vær lige søde ved hinanden, jeg er der ikke til at være fredsmægler mellem jer længere. I skal bare lære at være forstående overfor hinanden, hvilket I tydeligvis ikke er endnu, I behøver ikke kunne lide hinanden eller de valg I hver foretager. Men lidt forståelse for hinanden er vel ikke for meget forlangt.