Alice in Chains

Så kom den store dag endelig. Har siddet og kigget på min billet siden starten af marts måned eller påske. En af delene. Så derfor befandt jeg, mig og min krop sig mandag aften den 19. juni i Vega i København.
Hele ugen inden var gået med at minde hinanden om koncerten, lave fjollede tøse-hop, være hysteriske og selvfølgelig at lytte til AiC for fuld skrue. Især når Itvana var i nærheden.
Nu ejer jeg kun fem sange og jeg har virkelig store problemer med at huske tekst og titler på dem...som altid. Ergo er min viden meget begrænset omkring Alice i lænker, men derfor kan man vel godt have lov at lide bandet.

Der var to opvamningsbands. Det første spillede en art metal, der bare var lige lidt ... hmm ... æh ... velegnet til at købe øl til. Bandets navn ledte mine tanker hen til Simple Plan, ganske simpelt fordi dette opvarmningsband hed Simple Blood. Simpelthen så simpelt.

Band 2 - Stonesour. Tjo, de gjorde mig da stensur. De belv jo ved med at spille. Kom dog af scenen så vi kan få lov at se det vi rent faktisk har betalt for. De lyttede vist til mig, for ALICE IN CHAINS kom på.

Første akkorder blev slået an, trommerytme blev tilføjet og pludselig vågnede den næsten halvdøde gut ved siden af mig. Under hele resten af koncerten nægtede hans arme al genskab til tyngdekraft og min frygt for at få en albue i hovedet tiltog i styrke efter hver sang. Spaden kunne ikke stå stille længe nok til at jeg kunne få taget nogle bare nogenlunde close-ups af hvert enkelt bandmedlem, han hoppede simpelthen for meget.

Altså nu er Vega jo indrettet lige efter min smag. Pøblen og andet kravl kan stå nede på gylvet foran scenen og lave mosh-pits, men os andre bedre mennesker står på balkonen og allerhøjst stamper lidt i gulvet når det er vildest. Men den her spade havde misforstået konceptet, så han hoppede, sprang og blokerede konstant for mit udsyn. Jeg burde måske være blevet lidt stensur, men lad det ligge, ALICE IN CHAINS spillede, så kunne jeg slå ham bagefter.

Der kom en lille gæsteoptræden fra Lars Ulrich, trommeslageren fra Metallica. Folk forstår sørme når der kommer store navne frem, for pøbelen tabte fuldstændig kontrollen. Råb, skrig, skrål. Det nu tilladt at lægge en lænke eller to på sine skrål, så man lige kan høre manden sende en skål ud i rummet.

Konklusionen på aftenes udskejelser er sådan cirka: jeg bliver lidt stensur, når Alice i sine lænker ikke kommer tilbage foreløbig. Kunne ellers godt trænge til mere skrig og skrål og dele sved med 500 mennesker. Uh, nej vent. Roskilde Festival 2006 ligger jo kun lige om hjørnet.