Ja, det kommer til at handle om Formel 1 i Montreal, Canada. Så hvis du ikke gider bilsport, så skal du ikke læse videre.
Der havde været lidt regn tidligere på dagen. Løbet startede så fint med en fugtig bane og kørende start bag Safety car. De havde lovet regn 15-30 minutter inde i løbet, og tja, der kom regn. Vejrguderne havde åbnet sluserne og det væltede ned over banen. De stakkels kører har ikke overnaturlige evner og kan ikke køre 200km/t på aquaplaning. Der var så meget vand, at der først kom safety car ind, men de kørerne pev stadig og så blev løbet lukket. Helt sikkert for det bedste, for banen var mere vand end asfalt.
Her sad jeg så spændt foran mit TV og havde håbet på bare en smule regn og våd bane, så der kunne komme lidt sjov ud af skøjtende biler. Det er første gang i år, at der er regn og det er også første gang at bilerne skal køre med regnvejrsdæk fra Pirelli. Men ak nej, det gik slet ikke. Jeg havde håbet for regn og fik mere vand end hvad der var sjovt.
Der var så meget vand på banen, at der dukkede jokes og billeder op på nettet. Man kan blandt andet finde en historie hvor Webber efter sigende, havde planer om at stille op til genstart i en kano. Hehe (tak til TV3+ for at have fundet det frem).
Jeg husker stadig løbet i Japan for et par år siden, hvor det også regnede en del. Et af svingene gik lidt ned af bakke og havde et stort område med grus inden dæk-barrieren. Der kom en grupper biler rundt i svinget, men i stedet for at dreje, gled de alle bare lige ud. Det var sjovt at se. Den ene bil efter den anden gled bare lige så stille ud og parkerede ude i gruset. Som om der var en magnet ude i gruset, som bare sugede bilerne til sig. De fleste af bilerne kunne ikke køre mere den dag og kørerne steg ud og gik skuffede tilbage til pitten. Men stædige Hamilton blev siddende i sin bil og vinkede desperat efter en kran, som kunne løfte bilen tilbage ud på vejen. Han fik sin vilje og kørte løbet færdigt.
Åh, regn gør bare Formel 1 dobbelt så spændende. Mens jeg sidder og venter på at regnen aftager og løbet starter igen, så kunne jeg jo passende lige bruge tiden på at skrive lidt om vand og Formel 1. Imens kan TV3+ så køre med improviseret TV og fylde sendefladen med mere Formel 1-nørderi, hvor der masser af tid til opsummering af tidligere løb, snak om vejret, og tja, bare improviseret samtale over emnet Formel 1 sæson 2011.
Efter mere end to timers ventetid blev løbet så sat gang igen, Regnen var stoppet, vandet var pumpet væk fra banen og så var de klar til genstart bag safety car. Det føltes som evigheder inden løbet blev givet frit og safety car'en blev taget af banen. Jason Watt var kommet for at se og kommentere motorløbet. Han sad utålmodigt og brokkede sig over at safety car'en blev ved med at køre. Med andre ord, så satte han ord på den frustration som jeg (og mange andre seere) sad med. Jeg ville jo bare gerne bruge min søndag aften på at se Formel 1-løbet og så en film bagefter med kæresten. Det blev der ikke tid til. Løbet skulle være stoppet klokken 21, men der sad jeg stadig tålmodigt og en anelse frustreret og ventede på at vandet forsvandt. Lidt over 22 blev løbet så ENDELIG givet frit og jeg fik mit fix af Formel 1.
Jeg sidder og får helt skrivekløe over hvor spændende løbet var, men det må blive en anden dag (måske). Al den safety car og de mange sære crashes beder bare om at blive delt med resten af verden (om den så vil læse det eller ej). Og så er der jo også regnen og den våde bane. Åh, det var så spændende og fyldt med action. Jeg zappede ind på TV3+ og Formel 1 omkring klokken 17. Klokken 22.05 er løbet så slut. Fem timer med Formel 1. Ej, men altså, for fanden da. Da løbet endelig kom i gang, så blev det et fantastisk løb! Jeg har ikke ord for hvor spændende det var.
Nå ja, og Button vandt. Yes yes yes!
12 juni 2011
04 juni 2011
En rar lille sang
Her er en dejlig lille sang, som jo passer perfekt til alle dovne mennesker. Jeg er dybt fascineret af videoen. Det er fjollet og fuldkomment meningsløst. Bruno Mars står og danser sammen med sine abe-venner. Det er da god humor. Sangen har vel egentlig også et godt budskab: I dag gider jeg ikke lave noget. Generelt er jeg jævnt ligeglad med det andet ham Mars-manden har lavet. Jeg er ret så træt af at høre at han vil gribe granater for en tilfældig piges kærlighed. Men altså, denne sang er skøn, så her er Bruno Mars med "The Lazy Song":
22 maj 2011
Formel 1 i 2011
I år har jeg endelig fået Formel 1 tilbage i mit TV. Tak til TV3+, for de forbarmede sig over mig og gav mig verdens bedste sport tilbage. De sidste par år har bilerne ellers kørt på TV3Puls, men i år skulle der være mulighed for HD og flere seere, og så smed de Grand Prixet tilbage til mig.
Indtil videre har løbene dog ikke været helt så spændende som jeg kan huske. Jeg mener, ham Vettel-knægten kører jo hele tiden forrest og vil ikke lade de andre være med. Det er næsten ligesom at se løbene dengang Schumacher var på sit højeste. Så snart manden lå oppe forrest, så vidste man, at han ville vinde. Lige for tiden er det stort set det samme. En anden ærgerlig ting er manglen på Raikkonen. Min yndlingskører gad ikke være med i Formel 1 længere og ville hellere ud og køre rally i de finske skove, så ham må jeg undvære. I det mindste er der andre at heppe på.
Sidst jeg så Formel 1 blev det vist på TV2. De havde kun lige lyst til at vise løbene og der var hverken optakt eller træning og det var sparsomt med pressekonference efter løbet. Det har jeg så fået masser af nu. Der er masser af optakt som underviser mig i forskellig dele af Formel 1 og især giver mig en grundig gennemgang af banen, så jeg kan blive ekstra klog og nørdet omkring verdens bedste sport. I løbet af en typisk løbsweekend, som går fra fredag til søndag, kan jeg nå at se træning 3-4 gange, kvalifikation og selve løbet. Det giver vel mindst 6 timers fantastisk bilræs, hvor jeg bare kan læne mig tilbage og nyde lyden af en Formel 1-bil. Dejlig lyd.
Kiesa, som engang selv kørte Formel 1, lader til at være oprigtigt begejstret for at få udløb for al sin viden omkring sporten. Han ser ud til at nyde at kunne fortælle om alle banerne og være fuldstændig uhæmmet nørdet om de små ting såsom motordele og kørestile. Dejligt at se en mand, som nyder sit job.
Jeg kan slet ikke få armene ned i år. Min begejstring vil ingen ende tage. Jeg står gerne op klokken seks på en søndag morgen, for at få halvanden times optakt med inden løbet starter. Der er nye regler, ny teknologi, nyt dækmærke og jeg kan slet ikke følge med, hvis det ikke var for de kloge hoveder inde hos TV3+, som tager sig tid til at fortælle mig om hvordan det hele hænger sammen. Nu mangler jeg kun at Button får vippet Vettel af pinden og bliver verdensmester.
Nu skal jeg så bare leve med at der er reklamer midt i løbene. Heldigvis er reklame-blokkene dog forholdsvis korte og kommentatorerne er søde nok til lige at opsummere hvad jeg gik glip af. Men på den anden side, de har vist Formel 1 på tyske RTL lige så længe jeg kan huske og de har også været nødt til at putte lidt reklamer ind midt i løbene, så vidt jeg ved (måske tager jeg fejl).
Apropos Tyskland, så er det da sørgeligt at se Schumacher tilbage i Formel 1. Han er da ikke andet end en gammel nisse, som ikke ved hvornår han skal stoppe. Han kører i en trist lille bil, som ikke slet ikke kan hamle op med hans køre-talent, derfor ligger han for det meste bare nede midt i feltet og karter rundt. Det er et sørgeligt syn. Måske har han bare ikke andet i sit liv end Formel 1, men derfor burde han vide, at han bør stoppe. Det er trist at se en så stor mand ende så langt nede. Han var ellers gået på pension, men kunne ikke undvære sporten. Efter min mening, burde han have valgt at forblive pensionist. Det er så ynkeligt at se ham nu. Det er næsten som om at han alligevel ikke vil køre løb længere.
Nå men, Vettel vandt igen i dag i Spanien. Spændende løb, men Button kunne godt lige have taget sig lidt mere sammen og hevet førstepladsen hjem.
Indtil videre har løbene dog ikke været helt så spændende som jeg kan huske. Jeg mener, ham Vettel-knægten kører jo hele tiden forrest og vil ikke lade de andre være med. Det er næsten ligesom at se løbene dengang Schumacher var på sit højeste. Så snart manden lå oppe forrest, så vidste man, at han ville vinde. Lige for tiden er det stort set det samme. En anden ærgerlig ting er manglen på Raikkonen. Min yndlingskører gad ikke være med i Formel 1 længere og ville hellere ud og køre rally i de finske skove, så ham må jeg undvære. I det mindste er der andre at heppe på.
Sidst jeg så Formel 1 blev det vist på TV2. De havde kun lige lyst til at vise løbene og der var hverken optakt eller træning og det var sparsomt med pressekonference efter løbet. Det har jeg så fået masser af nu. Der er masser af optakt som underviser mig i forskellig dele af Formel 1 og især giver mig en grundig gennemgang af banen, så jeg kan blive ekstra klog og nørdet omkring verdens bedste sport. I løbet af en typisk løbsweekend, som går fra fredag til søndag, kan jeg nå at se træning 3-4 gange, kvalifikation og selve løbet. Det giver vel mindst 6 timers fantastisk bilræs, hvor jeg bare kan læne mig tilbage og nyde lyden af en Formel 1-bil. Dejlig lyd.
Kiesa, som engang selv kørte Formel 1, lader til at være oprigtigt begejstret for at få udløb for al sin viden omkring sporten. Han ser ud til at nyde at kunne fortælle om alle banerne og være fuldstændig uhæmmet nørdet om de små ting såsom motordele og kørestile. Dejligt at se en mand, som nyder sit job.
Jeg kan slet ikke få armene ned i år. Min begejstring vil ingen ende tage. Jeg står gerne op klokken seks på en søndag morgen, for at få halvanden times optakt med inden løbet starter. Der er nye regler, ny teknologi, nyt dækmærke og jeg kan slet ikke følge med, hvis det ikke var for de kloge hoveder inde hos TV3+, som tager sig tid til at fortælle mig om hvordan det hele hænger sammen. Nu mangler jeg kun at Button får vippet Vettel af pinden og bliver verdensmester.
Nu skal jeg så bare leve med at der er reklamer midt i løbene. Heldigvis er reklame-blokkene dog forholdsvis korte og kommentatorerne er søde nok til lige at opsummere hvad jeg gik glip af. Men på den anden side, de har vist Formel 1 på tyske RTL lige så længe jeg kan huske og de har også været nødt til at putte lidt reklamer ind midt i løbene, så vidt jeg ved (måske tager jeg fejl).
Apropos Tyskland, så er det da sørgeligt at se Schumacher tilbage i Formel 1. Han er da ikke andet end en gammel nisse, som ikke ved hvornår han skal stoppe. Han kører i en trist lille bil, som ikke slet ikke kan hamle op med hans køre-talent, derfor ligger han for det meste bare nede midt i feltet og karter rundt. Det er et sørgeligt syn. Måske har han bare ikke andet i sit liv end Formel 1, men derfor burde han vide, at han bør stoppe. Det er trist at se en så stor mand ende så langt nede. Han var ellers gået på pension, men kunne ikke undvære sporten. Efter min mening, burde han have valgt at forblive pensionist. Det er så ynkeligt at se ham nu. Det er næsten som om at han alligevel ikke vil køre løb længere.
Nå men, Vettel vandt igen i dag i Spanien. Spændende løb, men Button kunne godt lige have taget sig lidt mere sammen og hevet førstepladsen hjem.
04 april 2011
Aktivering
I sidste uge startede jeg i aktivering. Et kedeligt kursus, der tager seks uger af mit liv. Når jeg mener kedeligt, så mener jeg DØDkedeligt. Kurset handler om, at jeg skal lære at blive bedre til at søge job. For firmaet handler det bare om at få spyttet så mange ud i job, løntilskud eller praktik som muligt. For os kursister handler det om tvang.
Jeg mener, jeg er tvunget ud i det her kursus, fordi staten siger, at jeg maks. må gå ledig i 13 uger inden jeg skal sendes i aktivering, uanset hvilken holdning jeg ellers har til tingene. Det synes jeg er firkantet, irriterende og jeg hader at bliver tvunget til noget, som jeg ingen interesse har i.
Indtil videre har jeg kun være på kurset i en uge, men de har allerede fået mig til at sænke min standard så lavt, så jeg er begyndt at søge praktikpladser. Det svarer sådan cirka til, at jeg spørger et firma / bibliotek / whatever, om de vil have gratis arbejdskraft i fire uger. Lysten til at søge de rigtige jobs med de rigtige penge er fuldstændig forsvundet, for den har kursus-manden suget helt ud af mig.
Det er vistnok meningen, at kurset skal motivere mig til at komme ud og søge mere og bredere, men hvorfor skal jeg sænke min standard så lavt, så jeg skal tage et job for at have et job. JEG VIL IKKE TVINGES!!! Jeg har prøvet at arbejde, bare for at arbejde og det åd mig op inde fra hver eneste morgen når jeg mødte på kontoret og satte mig til at udføre et arbejde som en 5-årig kunne have gjort til en løn som ingen vil være bekendt.
Jeg bliver irriteret og sur, når jeg skal synke lavere end mit eget niveau. De der anden-aktørs firmaer tjener deres penge på at få os kursister ud af døren hurtigst muligt, og så må vi bare lade som om, at det er løsningen på alle vores problemer. Måske er min indstilling forkælet og umoden, men jeg har kun dette ene liv at leve, så jeg vil ikke nøjes og gå på kompromis.
Jeg mener, jeg er tvunget ud i det her kursus, fordi staten siger, at jeg maks. må gå ledig i 13 uger inden jeg skal sendes i aktivering, uanset hvilken holdning jeg ellers har til tingene. Det synes jeg er firkantet, irriterende og jeg hader at bliver tvunget til noget, som jeg ingen interesse har i.
Indtil videre har jeg kun være på kurset i en uge, men de har allerede fået mig til at sænke min standard så lavt, så jeg er begyndt at søge praktikpladser. Det svarer sådan cirka til, at jeg spørger et firma / bibliotek / whatever, om de vil have gratis arbejdskraft i fire uger. Lysten til at søge de rigtige jobs med de rigtige penge er fuldstændig forsvundet, for den har kursus-manden suget helt ud af mig.
Det er vistnok meningen, at kurset skal motivere mig til at komme ud og søge mere og bredere, men hvorfor skal jeg sænke min standard så lavt, så jeg skal tage et job for at have et job. JEG VIL IKKE TVINGES!!! Jeg har prøvet at arbejde, bare for at arbejde og det åd mig op inde fra hver eneste morgen når jeg mødte på kontoret og satte mig til at udføre et arbejde som en 5-årig kunne have gjort til en løn som ingen vil være bekendt.
Jeg bliver irriteret og sur, når jeg skal synke lavere end mit eget niveau. De der anden-aktørs firmaer tjener deres penge på at få os kursister ud af døren hurtigst muligt, og så må vi bare lade som om, at det er løsningen på alle vores problemer. Måske er min indstilling forkælet og umoden, men jeg har kun dette ene liv at leve, så jeg vil ikke nøjes og gå på kompromis.
13 marts 2011
Sjescia - nu med kat
Det er ved at være en gammel nyhed, men jeg er blevet den stolte ejer af en kat!
Sidste efterår flyttede kæresten og jeg ind i en lille to-værelses ungdomsbolig. Vi boede før i en et-værelses-lejlighed med en smule hems, som vi brugte som stue. I oktober sidste år fik vi så via den interne venteliste tilbudt en af de dejlige to-værelses og, tja, nu sidder vi så her. Pludselig har vi både stue / køkken / alrum, badeværelse og et separat soveværelse. Det sidste har vi aldrig prøvet at eje før, så det krævede en underlig tilvænning, ikke at skulle sove oppe i stuen, men i stedet i en rigtig seng.
Nå .. men … altså, den større lejlighed gav os plads til at få os et kæledyr. Det er tilladt at have små dyr i bur eller en kat. Så vi gik i et par måneder og snakkede om katte og fandt Kattens Værns internat på Frederiksberg. Midt i januar gad min kæreste så ikke vente længere og hev mig med til Frederiksberg, så vi kunne kigge på katte og få svar på alle vores spørgsmål. Jeg anede intet om at have kat, udover hvad min far lige kunne fortælle om hans erfaringer med at være katteejer.
Det var en kold og frostfyld eftermiddag den 19. januar 2011 og vi blev vist frem for internatets katte. Første kat var en stor orange mini-løve, men den viste kun interesse for sin madskål. Næste kat, som fik lov at snuse til at gik en runde omkring os, snusede lidt til os og gik så over for at snakke med de ansatte mennesker i stedet. Den tredje kat, som vi fik lov at møde, blev vækket af sin eftermiddagslur, da vi blev lukket ind til den. Den kiggede på os, gabte og strakte sig, kiggede lidt mere på os og besluttede så for at komme lidt tættere på, så den også kunne snuse til os. Kæresten stak forsigtigt en hånd frem, for at se om den aes. Det ville den gerne.
Det er nu den kære læser skal forstå, at det oftest er katten som vælger sin ejer. Derfor kræver det kæmpe tålmodighed at finde en kat på et internat. Jeg ved ikke hvordan det foregår med killinger, men de voksne katte er kræsne når det kommer til menneskelig interaktion. Hunde har ejere, mens katte har personale.
Vi brugte en halv times tid på at snakke med den stribede grå lille tiger. Internatet havde døbt den Bamse. Vi havde egentlig planlagt, at vores kat skulle hedde Hannibal, opkaldt efter Hannibal Smith fra The A-Team, naturligvis, men navnet Bamse passede godt til det lille væsen, så det har vi beholdt. Bamse så ud til at kunne lide os og havde ikke noget imod at lege og blive aet.
Vi fik en masse information om Bamses historie. Han er en tilløber kat, som blev fundet af en familie et andet sted i hovedstaden. Dyrlægen ved derfor naturligvis ikke præcist hvornår Bamse er født, men han er estimeret til at være 5 år gammel. Familien tog ham ind og forsøgte at få ham til at blive en del af deres familie og deres flok af katte. Men Bamse gider ikke slås for den menneskelige opmærksomhed og han gider da slet ikke at andre katte bruger alle de gode steder til at sove. Så han skabte en masse ballade og forsøgte at bestemme det hele i flokken. Derfor endte han hos Kattens Værn, hvor vi mødte ham en måneds tid senere og adopterede ham.
En times tid efter, at vi var ankommet til Kattens Værn tog vi derfra med en sæk fuld katte-ting og en bur med en lille Bamse inden i. Han var ikke tilfreds med at skulle være i buret indtil vi nåede tilbage til Amager, men han holdt dog op med at brokke sig efter lidt tid.
Hjemme gjorde vi klar og satte alle de nye ting frem på deres nye pladser inden vi forsigtigt lukkede det nye familiemedlem ud af katteburet. Vi viste Bamse nye kattebakke og madskålene og så gik den ellers på opdagelse.
Heldigt for mig, så bruger jeg jo 95% af min tid hjemme, så jeg kunne følge med kattens gøren og laden. Jeg har aldrig rigtig ejet en kat før, så jeg sad betaget og kiggede på katten den første uges tid. Bamse lever fuldt ud op til sit navn. Han nyder at hoppe op i sofaen om eftermiddagen og putte sig ind til. Han vil helst ikke flytte sig for meget også selvom han gerne vil lege. For det meste lægger han sig bare på gulvet og rækker dovent en pote ud efter legetøjet, hvis han da ikke bare krøller sig sammen på gulvet og lægger sig til at sove. Jeg får heller ikke længere lov til at gå nogen steder i lejligheden uden at have min personlige bodyguard med mig. Katten følger mig overalt. Selv hvis jeg bare rejser mig fra sofaen og går de små to meter hen til køkkenet, følger han efter mig. Han sidder og piver uden for badeværelsesdøren, hvis jeg bruger for lang tid inde bag den lukke dør. Men det er kun mig. Han er jævnt ligeglad med den anden mandlige beboer i huset. Det er mig, som får al opmærksomheden og klart mig, som er favoritten. Det mig, som katten putter sig indtil i sengen i weekenderne, når vi sover længe.
Alt var skønt og vi havde det dejligt i tre uger, altså udover, at Bamse havde fået lidt snue med hjem fra en af de andre katte i internatet, så vi måtte en tur forbi dyrelægen og have lidt penicillin mod snottet. Et par dage med piller i kattemaden, så var snottet overstået og vi skulle kun pudse vinduerne efter at Bamse havde siddet foran de fleste vinduer og nyst alt snottet ud over glasset. Ja ja, han blev rask igen.
Efter tre ugers tid begyndte vi at lukke det lille kræ ud. Vi startede med at spænde ham i sele og binde ham fast med snor til døren, så han ikke kunne løbe for langt væk. Men efter at han havde viklet sig rundt om naboens ting på deres respektive terrasser adskillige gange og nær havde væltet deres have møbler, så besluttede vi os for at prøve at lade katten rende frit. Det virkede fint de første par dage. Bamse er en forsigtig lille kat og han blev nemt skræmt af de andre katte i nabolaget og flygtede hurtigt inden for igen. Det gik fint i et par dage, hvor han kun var ude en halv time eller mindre, men en formiddag kom han ikke tilbage. Vi holdt terrassedøren åben hele dagen, men der var ingen Bamse i nærheden. Vi kaldte, gik ud og strøede hans sand fra kattebakken og kaldte mere på ham. Men der var ingen Bamse nogen steder.
I en uge gik vi rundt i området og kiggede efter ham når det var blevet mørkt, raslede med poser med katteslik, kaldte på ham og strøede mere sand. Vi håbede at han ville kunne snuse sig hjem. Vi efterlyste ham flere forskellige steder og håbede at nogen havde sat ham. Efter et par uger opgav vi forventningen om, at han nogensinde ville komme hjem. Inderst inde havde vi stadig et lille håb, men jeg pakkede alle kattetingene væk igen. Madskålene blev vasket og sat i skabet. Legetøjet blev samlet i en pose og lagt væk i en skuffe, hvor vi ikke kunne se det. Kradsetræet blev skilt ad igen og delene lagt om bag sofaen. Det eneste bevis på, at vi nogensinde havde haft en kat i huset, var alle kattehårene. Vi gik i sorg og savn over at vi ikke vidste noget om, hvor Bamse var. Vi ville bare gerne havde svar på, hvad der var blevet af ham. Selv dårligt svar var et svar. Det er uvisheden som er værst. Savnet kan man leve med, men vreden over, at han bare var stukket af uden at sige farvel og lægge en besked om hvor han ville tage hen, er værre.
Så i går tog jeg en tur til min lokale madpusher, Bilka, men min anden halvdel blev hjemme og slappede af. Da jeg kom hjem fra lejligheden tom og døren var ulåst. I vindueskarmen så jeg en seddel med mit navn, Bamses navn og øremærke. Jeg ringede straks til kæresten, men han havde travlt med andre ting, så han ville ringe tilbage om et øjeblik. Jeg ventede fem minutter mere og ringede igen. Frygten for dårlige nyheder var nu pludselig skyllet op igen og overskyggede uvisheden. Kæresten bad mig blive hjemme. Så jeg ventede. Tumlede lidt rundt og kiggede ud af vinduerne. Jeg opdagede, at katteburet manglede!
Pludselig, rundt om hushjørnet så min kære halvdel og et kattebur med kat inden i. Som en anden dårlig drama-film smed jeg alt hvad jeg havde i hænderne og styrtede ud af hoveddøren og løb dem i møde. Inde i buret sad lille Bamse og brokkede sig højlydt over at skulle opholde sig bag tremmer.
Det viste sig, at Bamse var dukket op hos en nabo længere nede af vejen som selv har en del katte. De tager normalt tilløber katte til sig, men denne grå lille kat havde øremærke, så de fandt frem til os. De første par dage kunne de ikke komme tæt på Bamse, men han spiste dog med glæde den mad, som de satte ud til ham, derefter gemte han sig igen. Han blev dog mere modig og de tog ham til sig og passede godt på ham, mens de forsøgte at finde os. Som Bamse er, så fik han også hurtigt fundet den bedste plads i huset og overtog den, på trods af, at han lige skulle jage en større og stærkere kat væk først. Bamse er lidt tyndere end før han stak af, men han ser ud til at have det godt og er sluppet for både lopper og diverse andre ting.
Vi fik vores kat tilbage, noget godt sker der dog trods alt i livet. Ikke alt er modgang. Forhåbentlig bliver Bamse i nærheden af hjemmet nu. Han ville sikkert bare ud og opleve lidt nyt. Dejligt at han besluttede sig for at blive fundet. Vi har vores snorkende kat hjemme igen og alt er blevet godt igen. Derfor turde jeg godt skrive dette massivt lange indlæg.
Sidste efterår flyttede kæresten og jeg ind i en lille to-værelses ungdomsbolig. Vi boede før i en et-værelses-lejlighed med en smule hems, som vi brugte som stue. I oktober sidste år fik vi så via den interne venteliste tilbudt en af de dejlige to-værelses og, tja, nu sidder vi så her. Pludselig har vi både stue / køkken / alrum, badeværelse og et separat soveværelse. Det sidste har vi aldrig prøvet at eje før, så det krævede en underlig tilvænning, ikke at skulle sove oppe i stuen, men i stedet i en rigtig seng.
Nå .. men … altså, den større lejlighed gav os plads til at få os et kæledyr. Det er tilladt at have små dyr i bur eller en kat. Så vi gik i et par måneder og snakkede om katte og fandt Kattens Værns internat på Frederiksberg. Midt i januar gad min kæreste så ikke vente længere og hev mig med til Frederiksberg, så vi kunne kigge på katte og få svar på alle vores spørgsmål. Jeg anede intet om at have kat, udover hvad min far lige kunne fortælle om hans erfaringer med at være katteejer.
Det var en kold og frostfyld eftermiddag den 19. januar 2011 og vi blev vist frem for internatets katte. Første kat var en stor orange mini-løve, men den viste kun interesse for sin madskål. Næste kat, som fik lov at snuse til at gik en runde omkring os, snusede lidt til os og gik så over for at snakke med de ansatte mennesker i stedet. Den tredje kat, som vi fik lov at møde, blev vækket af sin eftermiddagslur, da vi blev lukket ind til den. Den kiggede på os, gabte og strakte sig, kiggede lidt mere på os og besluttede så for at komme lidt tættere på, så den også kunne snuse til os. Kæresten stak forsigtigt en hånd frem, for at se om den aes. Det ville den gerne.
Det er nu den kære læser skal forstå, at det oftest er katten som vælger sin ejer. Derfor kræver det kæmpe tålmodighed at finde en kat på et internat. Jeg ved ikke hvordan det foregår med killinger, men de voksne katte er kræsne når det kommer til menneskelig interaktion. Hunde har ejere, mens katte har personale.
Vi brugte en halv times tid på at snakke med den stribede grå lille tiger. Internatet havde døbt den Bamse. Vi havde egentlig planlagt, at vores kat skulle hedde Hannibal, opkaldt efter Hannibal Smith fra The A-Team, naturligvis, men navnet Bamse passede godt til det lille væsen, så det har vi beholdt. Bamse så ud til at kunne lide os og havde ikke noget imod at lege og blive aet.
Vi fik en masse information om Bamses historie. Han er en tilløber kat, som blev fundet af en familie et andet sted i hovedstaden. Dyrlægen ved derfor naturligvis ikke præcist hvornår Bamse er født, men han er estimeret til at være 5 år gammel. Familien tog ham ind og forsøgte at få ham til at blive en del af deres familie og deres flok af katte. Men Bamse gider ikke slås for den menneskelige opmærksomhed og han gider da slet ikke at andre katte bruger alle de gode steder til at sove. Så han skabte en masse ballade og forsøgte at bestemme det hele i flokken. Derfor endte han hos Kattens Værn, hvor vi mødte ham en måneds tid senere og adopterede ham.
En times tid efter, at vi var ankommet til Kattens Værn tog vi derfra med en sæk fuld katte-ting og en bur med en lille Bamse inden i. Han var ikke tilfreds med at skulle være i buret indtil vi nåede tilbage til Amager, men han holdt dog op med at brokke sig efter lidt tid.
Hjemme gjorde vi klar og satte alle de nye ting frem på deres nye pladser inden vi forsigtigt lukkede det nye familiemedlem ud af katteburet. Vi viste Bamse nye kattebakke og madskålene og så gik den ellers på opdagelse.
Heldigt for mig, så bruger jeg jo 95% af min tid hjemme, så jeg kunne følge med kattens gøren og laden. Jeg har aldrig rigtig ejet en kat før, så jeg sad betaget og kiggede på katten den første uges tid. Bamse lever fuldt ud op til sit navn. Han nyder at hoppe op i sofaen om eftermiddagen og putte sig ind til. Han vil helst ikke flytte sig for meget også selvom han gerne vil lege. For det meste lægger han sig bare på gulvet og rækker dovent en pote ud efter legetøjet, hvis han da ikke bare krøller sig sammen på gulvet og lægger sig til at sove. Jeg får heller ikke længere lov til at gå nogen steder i lejligheden uden at have min personlige bodyguard med mig. Katten følger mig overalt. Selv hvis jeg bare rejser mig fra sofaen og går de små to meter hen til køkkenet, følger han efter mig. Han sidder og piver uden for badeværelsesdøren, hvis jeg bruger for lang tid inde bag den lukke dør. Men det er kun mig. Han er jævnt ligeglad med den anden mandlige beboer i huset. Det er mig, som får al opmærksomheden og klart mig, som er favoritten. Det mig, som katten putter sig indtil i sengen i weekenderne, når vi sover længe.
Alt var skønt og vi havde det dejligt i tre uger, altså udover, at Bamse havde fået lidt snue med hjem fra en af de andre katte i internatet, så vi måtte en tur forbi dyrelægen og have lidt penicillin mod snottet. Et par dage med piller i kattemaden, så var snottet overstået og vi skulle kun pudse vinduerne efter at Bamse havde siddet foran de fleste vinduer og nyst alt snottet ud over glasset. Ja ja, han blev rask igen.
Efter tre ugers tid begyndte vi at lukke det lille kræ ud. Vi startede med at spænde ham i sele og binde ham fast med snor til døren, så han ikke kunne løbe for langt væk. Men efter at han havde viklet sig rundt om naboens ting på deres respektive terrasser adskillige gange og nær havde væltet deres have møbler, så besluttede vi os for at prøve at lade katten rende frit. Det virkede fint de første par dage. Bamse er en forsigtig lille kat og han blev nemt skræmt af de andre katte i nabolaget og flygtede hurtigt inden for igen. Det gik fint i et par dage, hvor han kun var ude en halv time eller mindre, men en formiddag kom han ikke tilbage. Vi holdt terrassedøren åben hele dagen, men der var ingen Bamse i nærheden. Vi kaldte, gik ud og strøede hans sand fra kattebakken og kaldte mere på ham. Men der var ingen Bamse nogen steder.
I en uge gik vi rundt i området og kiggede efter ham når det var blevet mørkt, raslede med poser med katteslik, kaldte på ham og strøede mere sand. Vi håbede at han ville kunne snuse sig hjem. Vi efterlyste ham flere forskellige steder og håbede at nogen havde sat ham. Efter et par uger opgav vi forventningen om, at han nogensinde ville komme hjem. Inderst inde havde vi stadig et lille håb, men jeg pakkede alle kattetingene væk igen. Madskålene blev vasket og sat i skabet. Legetøjet blev samlet i en pose og lagt væk i en skuffe, hvor vi ikke kunne se det. Kradsetræet blev skilt ad igen og delene lagt om bag sofaen. Det eneste bevis på, at vi nogensinde havde haft en kat i huset, var alle kattehårene. Vi gik i sorg og savn over at vi ikke vidste noget om, hvor Bamse var. Vi ville bare gerne havde svar på, hvad der var blevet af ham. Selv dårligt svar var et svar. Det er uvisheden som er værst. Savnet kan man leve med, men vreden over, at han bare var stukket af uden at sige farvel og lægge en besked om hvor han ville tage hen, er værre.
Så i går tog jeg en tur til min lokale madpusher, Bilka, men min anden halvdel blev hjemme og slappede af. Da jeg kom hjem fra lejligheden tom og døren var ulåst. I vindueskarmen så jeg en seddel med mit navn, Bamses navn og øremærke. Jeg ringede straks til kæresten, men han havde travlt med andre ting, så han ville ringe tilbage om et øjeblik. Jeg ventede fem minutter mere og ringede igen. Frygten for dårlige nyheder var nu pludselig skyllet op igen og overskyggede uvisheden. Kæresten bad mig blive hjemme. Så jeg ventede. Tumlede lidt rundt og kiggede ud af vinduerne. Jeg opdagede, at katteburet manglede!
Pludselig, rundt om hushjørnet så min kære halvdel og et kattebur med kat inden i. Som en anden dårlig drama-film smed jeg alt hvad jeg havde i hænderne og styrtede ud af hoveddøren og løb dem i møde. Inde i buret sad lille Bamse og brokkede sig højlydt over at skulle opholde sig bag tremmer.
Det viste sig, at Bamse var dukket op hos en nabo længere nede af vejen som selv har en del katte. De tager normalt tilløber katte til sig, men denne grå lille kat havde øremærke, så de fandt frem til os. De første par dage kunne de ikke komme tæt på Bamse, men han spiste dog med glæde den mad, som de satte ud til ham, derefter gemte han sig igen. Han blev dog mere modig og de tog ham til sig og passede godt på ham, mens de forsøgte at finde os. Som Bamse er, så fik han også hurtigt fundet den bedste plads i huset og overtog den, på trods af, at han lige skulle jage en større og stærkere kat væk først. Bamse er lidt tyndere end før han stak af, men han ser ud til at have det godt og er sluppet for både lopper og diverse andre ting.
Vi fik vores kat tilbage, noget godt sker der dog trods alt i livet. Ikke alt er modgang. Forhåbentlig bliver Bamse i nærheden af hjemmet nu. Han ville sikkert bare ud og opleve lidt nyt. Dejligt at han besluttede sig for at blive fundet. Vi har vores snorkende kat hjemme igen og alt er blevet godt igen. Derfor turde jeg godt skrive dette massivt lange indlæg.
07 februar 2011
Arbejdsløs vs. arbejdssøgende
Nu har jeg været arbejdsløs, arbejdssøgende og hjemmegående husmor i en måneds tid. Kært barn har mange navne, som man jo siger og jeg hygger mig egentlig de fleste dage. Men det bliver hurtigt trivielt at skulle tage opvasken hver dag og se lidt på nye jobannoncer.
Jeg blev færdiguddannet i august sidste år og har haft små vikariater til og med december sidste år. Jeg arbejdede som studentermedhjælper og fik også kun løn derefter. Da SU'en ikke kom i september, kunne jeg pludselig mærke på egen krop, hvor hårdt jeg måtte arbejde for at få min lave timeløn til at kunne dække en hel måned. Det var svært at holde modet oppe og finde nogen glæde i arbejdet, når jeg vidste, at jeg kunne få det dobbelte i løn, hvis jeg havde et "rigtigt" arbejde. Men arbejde er arbejde, og jeg fik da samlet nok penge ind til at kunne købe til julegaver til de nærmeste i familien. Efter nytår stoppede arbejdet så.
Jeg startede året med at være unormalt positivt indstillet overfor livet. Der skulle nok dukke noget godt op, når jeg havde lyst til at arbejde igen. Selvom flere sagde, at jeg var for kræsen og skulle tage et job, for jobbets skyld. De glemte altså bare lige at tage i betragtning, at jeg allerede i flere måneder havde arbejdet for at arbejde og var godt udkørt og og mentalt træt efter at have knoklet i et job, som hverken gav mig relevant erhvervserfaring (altså bibliotekar-faget) eller en nogenlunde acceptabel løn (når man har en fem år lang akademisk uddannelse i ryggen).
Så januar blev dedikeret til mig og mit velhavende. Efter et par uger var batterierne opladet igen og min krop slappede af igen. Tilgengæld er det sgu blevet frygtelig svært at tage sig sammen til noget som helst. Pludselig er et døgn blevet til 24 lange timer, som bliver slået ihjel ved at se alt for meget TV og spille computer. Mit liv er blevet til en lang ferie, hvor selvtilliden bliver slået til mere i stykker hver gang jeg får endnu et jobafslag.
Nu hvor jeg har uanede mængder af tid til at foretage mig alt det, som jeg drømte om mens jeg var i gang med uddannelsen, orker jeg ikke at foretage mig nu. Det er utroligt så doven man kan blive ved ikke at have en plan for dagen. Der er ingen aftaler, intet vigtigt, intet som ikke lige kan udskydes til i morgen. Alt kan vente en time mere, mens jeg lige får gennemført en runde mere i et computerspil. Jeg har så meget tid, at jeg ikke ved hvad jeg skal gøre med den. Jeg kan sove længe og gå sent i seng. Jeg ejer mit eget liv. Jeg er fri.
Men nu, hvor jeg er i gang med sjette uge, kan jeg mærke min krop begynde at gå i dvale. Langsomt kommer den depressions-lignende tilstand kravlende ind i mit hoved og fylder mig med lysten til bare at sove fra alting. Langsomt forsvinder lysten til at tage opvasken og sidde og sofaen og læse en god bog. Helt langsomt kryber jeg ned i det sorte hul, som så mange andre arbejdsløse sikkert også sidder i. Det sjove ved at kunne gå hjemme og passe sig selv er forsvundet og lysten til at stå op og foretage mig noget husligt er næsten forsvundet. I det mindste har jeg da tid nok til at tage mig sammen og få skrevet nogle flere jobansøgninger og gjort lidt mere rent. Jeg er fri, men jeg sgu også arbejdsløs.
Men februar skal være anderledes. Jeg har indført nye regler for mig selv. Nu må TV'et ikke tændes før kæresten kommer hjem fra arbejde og tidligst klokken 14.00 (reglen er kun gældende i hverdagene, for ellers ville jeg jo ikke være en ægte TV-narkoman). Tilgengæld er TV'et så også tændt stort set indtil jeg går i seng. Hver dag skal jeg foretage mig mindst én huslig ting (f.x opvask, tøjvask, indkøb – hvis nogen ikke ved hvad huslige pligter er). Jeg skal vænne mig til at være arbejdssøgende og ikke være arbejdsløs. Der er åbenbart noget sandhed i, at man skal være positivt indstillet overfor livet og dets strabadser, hvis man vil have noget positivt ud af livet. Man skal åbenbart knokle for at få hvad man vil have, det kommer ikke af sig selv. Øv.
Jeg blev færdiguddannet i august sidste år og har haft små vikariater til og med december sidste år. Jeg arbejdede som studentermedhjælper og fik også kun løn derefter. Da SU'en ikke kom i september, kunne jeg pludselig mærke på egen krop, hvor hårdt jeg måtte arbejde for at få min lave timeløn til at kunne dække en hel måned. Det var svært at holde modet oppe og finde nogen glæde i arbejdet, når jeg vidste, at jeg kunne få det dobbelte i løn, hvis jeg havde et "rigtigt" arbejde. Men arbejde er arbejde, og jeg fik da samlet nok penge ind til at kunne købe til julegaver til de nærmeste i familien. Efter nytår stoppede arbejdet så.
Jeg startede året med at være unormalt positivt indstillet overfor livet. Der skulle nok dukke noget godt op, når jeg havde lyst til at arbejde igen. Selvom flere sagde, at jeg var for kræsen og skulle tage et job, for jobbets skyld. De glemte altså bare lige at tage i betragtning, at jeg allerede i flere måneder havde arbejdet for at arbejde og var godt udkørt og og mentalt træt efter at have knoklet i et job, som hverken gav mig relevant erhvervserfaring (altså bibliotekar-faget) eller en nogenlunde acceptabel løn (når man har en fem år lang akademisk uddannelse i ryggen).
Så januar blev dedikeret til mig og mit velhavende. Efter et par uger var batterierne opladet igen og min krop slappede af igen. Tilgengæld er det sgu blevet frygtelig svært at tage sig sammen til noget som helst. Pludselig er et døgn blevet til 24 lange timer, som bliver slået ihjel ved at se alt for meget TV og spille computer. Mit liv er blevet til en lang ferie, hvor selvtilliden bliver slået til mere i stykker hver gang jeg får endnu et jobafslag.
Nu hvor jeg har uanede mængder af tid til at foretage mig alt det, som jeg drømte om mens jeg var i gang med uddannelsen, orker jeg ikke at foretage mig nu. Det er utroligt så doven man kan blive ved ikke at have en plan for dagen. Der er ingen aftaler, intet vigtigt, intet som ikke lige kan udskydes til i morgen. Alt kan vente en time mere, mens jeg lige får gennemført en runde mere i et computerspil. Jeg har så meget tid, at jeg ikke ved hvad jeg skal gøre med den. Jeg kan sove længe og gå sent i seng. Jeg ejer mit eget liv. Jeg er fri.
Men nu, hvor jeg er i gang med sjette uge, kan jeg mærke min krop begynde at gå i dvale. Langsomt kommer den depressions-lignende tilstand kravlende ind i mit hoved og fylder mig med lysten til bare at sove fra alting. Langsomt forsvinder lysten til at tage opvasken og sidde og sofaen og læse en god bog. Helt langsomt kryber jeg ned i det sorte hul, som så mange andre arbejdsløse sikkert også sidder i. Det sjove ved at kunne gå hjemme og passe sig selv er forsvundet og lysten til at stå op og foretage mig noget husligt er næsten forsvundet. I det mindste har jeg da tid nok til at tage mig sammen og få skrevet nogle flere jobansøgninger og gjort lidt mere rent. Jeg er fri, men jeg sgu også arbejdsløs.
Men februar skal være anderledes. Jeg har indført nye regler for mig selv. Nu må TV'et ikke tændes før kæresten kommer hjem fra arbejde og tidligst klokken 14.00 (reglen er kun gældende i hverdagene, for ellers ville jeg jo ikke være en ægte TV-narkoman). Tilgengæld er TV'et så også tændt stort set indtil jeg går i seng. Hver dag skal jeg foretage mig mindst én huslig ting (f.x opvask, tøjvask, indkøb – hvis nogen ikke ved hvad huslige pligter er). Jeg skal vænne mig til at være arbejdssøgende og ikke være arbejdsløs. Der er åbenbart noget sandhed i, at man skal være positivt indstillet overfor livet og dets strabadser, hvis man vil have noget positivt ud af livet. Man skal åbenbart knokle for at få hvad man vil have, det kommer ikke af sig selv. Øv.
Abonner på:
Opslag (Atom)
