Cutting

Det kan ikke forklares bedre.

Jeg skal selvfølgelig advare om, at det er stærke billeder og, at videoen kan vække skære-lysten.


(Det lader ikke til, at videoen gider virke hele tiden, så her er linket)

At skære i sig selv

Noget jeg engang dyrkede ret voldsomt. 17-18 år, frustreret, dødeligt deprimeret og bange for at blive voksen. Jeg har ikke talt hvor mange ar jeg har, gav op da jeg nåede til 20 på benene. Sommeren inden jeg fyldte 18 skar jeg dagligt et snit og pillede i de sår der forsøgte at hele. Trangen til at se blod fyldte hele min bevidsthed. Følelsen af tomhed og afmagt var min drivkraft. Jeg var fascineret af ikke at kunne mærke snittene, der var ingen smerte. Kun blodet.

Der gik næsten et halvt år inden det blev opdaget. Jeg så ikke på min selvdestruktivitet på som et råb om hjælp, men det gjorde alle andre. Jeg blev sendt til lægen, der tilkaldte akut krisehjælp. En psykolog og en eller anden social-tingest talte med mig nogle gange, med min mor som grædende lytter.

Det er 4 år siden jeg startede på at snitte, skære og kradse mig selv til blods. Lysten til at gøre kommer frem med mellemrum, men jeg ser mine ar og ved at det ikke er vejen frem. Der er ingen grund til at gøre det, man løser ikke sine problemer på den måde, de bliver kun værre. Jeg ser dagligt på arene, de forsvinder aldrig, men de kan dækkes med lange bukser og trøjer. Måske blev jeg aldrig helt helbredt og bliver det aldrig. Ligesom en spiseforstyrrelse, man ved man har den svaghed resten af livet. Den kan bryde ud igen, også selvom chancen for det er lille. Folk omkring én tænker vist også tanken om det mon kan ske igen. Mine forældre må have holdt øje med mig, når jeg havde en kniv i hånden. Forhåbentlig gør de det ikke mere, der er ingen grundt til at blive paranoid.

Jeg har lært noget af min fortid som snitter. I stedet for at brænde inde med smerten så brokker jeg mig og råber op når jeg føler mig såret eller trådt på. Man skal jo tale om sine problemer, også selvom man ikke finder en løsning på dem. Jeg vil ikke nå derud og derned hvor jeg engang var. Det kunne jo være jeg gik efter mine håndled næste gang.