Noget jeg engang dyrkede ret voldsomt. 17-18 år, frustreret, dødeligt deprimeret og bange for at blive voksen. Jeg har ikke talt hvor mange ar jeg har, gav op da jeg nåede til 20 på benene. Sommeren inden jeg fyldte 18 skar jeg dagligt et snit og pillede i de sår der forsøgte at hele. Trangen til at se blod fyldte hele min bevidsthed. Følelsen af tomhed og afmagt var min drivkraft. Jeg var fascineret af ikke at kunne mærke snittene, der var ingen smerte. Kun blodet.
Der gik næsten et halvt år inden det blev opdaget. Jeg så ikke på min selvdestruktivitet på som et råb om hjælp, men det gjorde alle andre. Jeg blev sendt til lægen, der tilkaldte akut krisehjælp. En psykolog og en eller anden social-tingest talte med mig nogle gange, med min mor som grædende lytter.
Det er 4 år siden jeg startede på at snitte, skære og kradse mig selv til blods. Lysten til at gøre kommer frem med mellemrum, men jeg ser mine ar og ved at det ikke er vejen frem. Der er ingen grund til at gøre det, man løser ikke sine problemer på den måde, de bliver kun værre. Jeg ser dagligt på arene, de forsvinder aldrig, men de kan dækkes med lange bukser og trøjer. Måske blev jeg aldrig helt helbredt og bliver det aldrig. Ligesom en spiseforstyrrelse, man ved man har den svaghed resten af livet. Den kan bryde ud igen, også selvom chancen for det er lille. Folk omkring én tænker vist også tanken om det mon kan ske igen. Mine forældre må have holdt øje med mig, når jeg havde en kniv i hånden. Forhåbentlig gør de det ikke mere, der er ingen grundt til at blive paranoid.
Jeg har lært noget af min fortid som snitter. I stedet for at brænde inde med smerten så brokker jeg mig og råber op når jeg føler mig såret eller trådt på. Man skal jo tale om sine problemer, også selvom man ikke finder en løsning på dem. Jeg vil ikke nå derud og derned hvor jeg engang var. Det kunne jo være jeg gik efter mine håndled næste gang.
11 kommentarer:
Hm.. jeg har ikke rigtig set meningen i at skære i sig selv. Kan ikke rigtig se hvad man får ud af det. Kender et par stykker fra efterskolen, som også gjorde det. Man får da ikke noget ud af det.
man får noget ud af det... ellers gjorde folk det jo ikke... du får det ud af det... at du har gjort det. at du har påvirket, kan man sige sådan. du har gjort noget og så sker der noget andet. du handler med _din_ krop.
Pigebarnet -> du er sindsyg ... du burde søge hjælp ... tænk på en dag måske få du børn.. hvad vil du sige til dem?? at det er okay og skære i sigselv ?? skærer du også i dig når du sidder med de gammle ?? det tror jeg ikke på at du gøre, så lad være med at skrive som om det var helt i orden og gøre det. Det er sygt!
Sjescia -> godt klaret... du kom af med det problem. Og det er stor problem for folk som skærer i sig og ser blod. Jeg skar i migselv en gang i 7 klasse og gøre det aldrig mere. Men jeg havde en kæreste som gjorde det ... Man bliver jov ik klogere af at gøre det.
Jeg har selv været snitter og stikker (med nåle), da jeg havde depression og spisevægring. Jo jeg fik noget ud af det. Man kanaliserer den psykiske smerte man føler ud i noget mere konkret - den fysiske smerte. Jovist er snitteri og stikkeri dumt og ulogisk, men det kan rent faktisk hjælpe en på meget kort sigt (!!!)og kun på meget kort sigt. Dermed ikke sagt at det er klogt, fornuftigt eller rigtigt/i orden at gøre!
Jeg har haft det privilegium at lære dig at kende og jeg må sige at jeg tager hatten af for at du er stoppet med den holdning. Jeg ved jo selv hvor svære disse ting er at komme ud af! Men det lykkes jo som regel...hvis man er af den rette støbning. Knus til dig min skat.
jeg har skæret i mig selv og gør det stadig hvis jeg bliver rigtig meget uvenner med mine forældre eller søskende...
det hjælper ikke, men jeg gør det når jeg er rigtig ked af det...
jeg syns at livet er uretfærdigt...
hvorfor skulle jeg få anorexi?
Jeg følte at alt gled ud af hænderne på mig – jeg følte at jeg havde ødelagt den verden, jeg selv havde etableret.
Jeg gør det ikke for opmærksomhed – den får jeg på andre måder.
Jeg gør det fordi jeg kunne. Jeg turde virkelig ikke. En dag fandt jeg styrken, en gnist af den. Den styrke jeg havde mistet og min verden derfor faldt sammen. Den kom frem og til udtryk af grimme sår skåret på kryds og tværs af mine arme. Det var for mig selv, det var for min egen skyld jeg gjorde det. Jeg er stadig mig. Jeg kan stadig godt være stærk og klog. Jeg har ikke tabt alt. Jeg har tabt noget, men vundet mere og nydt af det.
Natasha . Jeg har også skåret voldtsomt i mig selv og prøvet at begå selvmord . Det er faktisk ikk mere end 9 måneder siden ... Mine ar er så dybe at de går 2-3 mm ud . De er virkelig store . og jeg tror at jeg skar lidt mere end en cencimeter ind . Det er virkelig hårdt, men det går op for en på et tidspunkt . Der er ingen mening i at skære i sig selv . Det er bar endnu en måde at glemme sin smerte på ..
Jeg ved at man ikke får noget ud af at skære i sig selv. Cutting er en lidelse ligesom en spiseforstyrrelse er. Det er en psykisk sydom som skal behandles. Det er også lige så svært at stoppe som med alle mulige andre ting. Det bust det giver er nemlig vanedannede. Cutting skal tages mere alvorligt, og unge mennesker skal have at vide hvor farligt det egentlig er, psykisk. Man skubber sig længere væk fra folk ved at cutte.
Jeg har selv skåret i mig selv meget.. jeg blev opdaget, som til psykolog, fik antidepressivt medicin, lider af angstanfald og har lidt et enormt svigt fra min far.. Jeg skriver her fordi jeg har brug for at komme ud med det, hjælp om man vil. Jeg er flyttet til London for at komme lidt væk fra det hele, men selvfølgelig kan man ikke flygte fra sine problemer. jeg blev opdage, men fandt hurtigt ud af at jeg kunne skære mig andre steder hvor det ikke kunne ses!
Jeg var stoppet i et års tid, og var så stolt, men jeg er faldet i igen, og det er så hårdt ikke at ha nogle der forstår hvad jeg går igennem ....
jeg har selv skåret i mig selv ret mange gang, både meget og lidt. det kommer til at se grimt ud bagefter, men når man gør det, mærkes det godt, man føler sig glad indeni når man gør..
jeg gør det stadig nogle gange, hvis jeg er lidt ked..
Det er virkelig svært jeg har også gjort det.
Jeg ved godt at folk siger at man ikke får noget ud af det, men man har sådanne indre smerte så skal de bare ud på én eller anden måde og det kan godt være svært og styrer det.
Man gør det jo ikke bare fordi man har løst. Der er jo altid en grund.
jeg mistede mange venner på grund af det og jeg er idag et stærkere menneske både fysisk og sygisk og jeg gør det ikke mere.
Send en kommentar