På heltepladsen vandrer en ensom gammel mand rundt mellem turisterne. Hans ben er usikre og han kan ikke længere tale. Tøjet er rent, men slidt. Han holder nogle postkort i hånden og forsøger at sælge dem til turisterne. Langsomt, får han taget skridtene frem og tilbage mellem gruppen af mennesker. De rige turister med deres dyre kamera ser ham ikke. Kommer han i nærheden af dem, vender de sig halvt i afsky, halvt af medlidenhed, men allermest er de ligeglade. De ser ham ikke, de er for at kigge på heltene, Ungarns kejsere og historiske personer.
Bilerne kører rundt om pladsen, næsten som var den ikke andet end centrum i en rundkørsel. Dagligt ser ungarerne deres helte, store hvide statuer pænt opstillet mellem søjler og buer. Trafikken vælter frem, lastbiler, personbiler, sporvogne, busser, og gør luften sort af udstødningsgasser.
Midt på pladsen er en søjle, og øverst på den står ærkeenglen Gabriel. Turisterne vimser rundt om søjlen og tager billeder af englen. Den gamle mand udser sig en ny gruppe og går imod dem. En dame i kørestol kigger længe på hans postkort, heller ikke hun vil købe noget.
Jeg ved ikke hvor den gamle mand kommer fra, hvorfor han gik rundt på pladsen og solgte sine postkort. Hvor dage havde han mon brugt på at halte rundt på fliserne på pladsen? Havde han familie?
En gammel mand, der for længst havde udført sine heltegerninger, går nu rundt på Heltepladsen i Budapest og sælger sine postkort. Som den glemte helt. Måske fik han nogle fine medaljer i en krig, måske har han været læge og reddede dagligt menneskeliv. Måske er han bare ingenting, en fattig gammel mand, hvis familie hver morgen sender ham af sted til Heltepladsen med postkortene, i håbet om at han kan give familien nogle penge.
Han kommer måske også til at ende sine dage på Heltepladsen. En dag vil hans ben ikke føre ham mere, han falder om. Ingen ser det, for ingen vil købe postkort. Måske har han en ven et sted i nærheden, der kommer stavrende for at se hvorfor den gamle mand ligger ned. På pladsen hvor de store helte er, dør en mand, der selv kunne have været en helt, men i stedet er blevet glemt.
Bilerne kører rundt om pladsen, næsten som var den ikke andet end centrum i en rundkørsel. Dagligt ser ungarerne deres helte, store hvide statuer pænt opstillet mellem søjler og buer. Trafikken vælter frem, lastbiler, personbiler, sporvogne, busser, og gør luften sort af udstødningsgasser.
Midt på pladsen er en søjle, og øverst på den står ærkeenglen Gabriel. Turisterne vimser rundt om søjlen og tager billeder af englen. Den gamle mand udser sig en ny gruppe og går imod dem. En dame i kørestol kigger længe på hans postkort, heller ikke hun vil købe noget.
Jeg ved ikke hvor den gamle mand kommer fra, hvorfor han gik rundt på pladsen og solgte sine postkort. Hvor dage havde han mon brugt på at halte rundt på fliserne på pladsen? Havde han familie?
En gammel mand, der for længst havde udført sine heltegerninger, går nu rundt på Heltepladsen i Budapest og sælger sine postkort. Som den glemte helt. Måske fik han nogle fine medaljer i en krig, måske har han været læge og reddede dagligt menneskeliv. Måske er han bare ingenting, en fattig gammel mand, hvis familie hver morgen sender ham af sted til Heltepladsen med postkortene, i håbet om at han kan give familien nogle penge.
Han kommer måske også til at ende sine dage på Heltepladsen. En dag vil hans ben ikke føre ham mere, han falder om. Ingen ser det, for ingen vil købe postkort. Måske har han en ven et sted i nærheden, der kommer stavrende for at se hvorfor den gamle mand ligger ned. På pladsen hvor de store helte er, dør en mand, der selv kunne have været en helt, men i stedet er blevet glemt.
1 kommentar:
Fuck it! Respekt til dig pigebarn. Det var satme lækkert fremført.
... omend lidt sørgerligt.
Send en kommentar