Havde ellers lige lovet mig selv så pænt at jeg ikke ville pakke den bærbare ud af tasken mens jeg sad i toget. Men når man skal sidde tre timer i et tog, det eneste læsestof man har med er studiebøgerne, mp3-afspilleren er løbet tør for strøm og man hader togture, så finder man ret hurtigt computeren frem og håber at den kan undeholde, selvom der ikke er nogen adgang til internettet. Jeg var en halv time om at finde den frem, men jeg skulle også lige have tid til at nyde aftensmaden først…og være sikker på at ingen ville have min plads bare fordi de lige havde reserveret sædet.
Billetten siger at jeg har betalt for at køre fra Københavns Hovedbanegård til Kliplev station. Fra den civiliserede og moderne hovedstad til Lars Tyndskids primitive mark fra middelalderen. Så her sidder jeg, klokken er næsten halv otte, toget er et sted mellem Odense og Sønderborg, og jeg har siddet på min brede røv i det samme grå sæde i to timer. Glædelig onsdag. Jeg har mere end en hel time tilbage til at sidde og reflektere over hvor meget og hvorfor jeg havde togture.
Generelt har jeg intet imod at rejse, jeg kan godt lige at komme væk hjemmefra og få nogle nye indtryk af verden. Mit kollegieværelse bliver desuden ret hurtigt kedeligt. Det er da altid dejligt at komme ud og se et nyt stykke af verden, eller bare en ny del af lille Danmark. Men nu ikke så glad og munter, jeg har jo brug for at brokke mig.
Jeg hader togture fordi folk altid har 40 kæmpe kufferter med sig. De kan bare ikke finde ud af at man ikke skal pakke mere i sin kuffert end de selv kan bære.
Jeg hader togture fordi jeg altid bliver afbrudt af konduktører og madvogne. Jeg kræver ro og stilhed til at planlægge min næste store ondskabsfulde gerning.
Jeg hader togture fordi den irriterende skingre kvinde-stemme altid skal være så oplysende og fortælle alt muligt praktisk om hvilke stationer der kommer på turen, hvornår madvognen kommer med slik og at vi alle skal have en god rejse.
Jeg hader togture fordi jeg er for nærrig til at bestille en plads, så jeg næsten altid ender med at skulle flytte mig for en eller anden tåbe, der kræver sin plads, selvom de 40 andre sæder omkring mig er tomme.
Jeg hader togture fordi togene formår at være mindst 15 minutter forsinket og alligevel stoppe på Lars Tyndskids mark bare for at blære sig med at bremserne virker på jernmonsteret.
Næste stop: JYLLAND
Jeg har ikke noget imod lange busture. Kørte 24 timer i bus for at komme til Rom engang i gymnasiet og jeg havde det fint med det. Mit humør havde det fint. Dog havde de andre i bussen det ikke så fint da vi skulle sove. Jeg blev slået med puder og bandet af, fordi jeg snorkede lidt og fordi jeg stirrede på folk. Man kan meget bedre nyde udsigten og glo dumt på de andre trafikanter når man sidder i en bus eller en bil. Når man sidder i et tog, har man nogle tomme marker at glo på.
Jeg har heller ikke noget imod at flyve. Det minder meget om togture, men der er ingen larm. Flyet bumler ikke rundt på gamle rustne skinner, det stopper ikke ved nogen stationer undervejs. Og så er der altid et eller andet underholdende at lave, man kan spise, se film, lytte til radio-kanaler eller løbe skrigende gennem flyet iført en nissehue og intet andet.
Men altså, toge er det mest irriterende transportmiddel jeg kender og alligevel er jeg tvunget til alle disse togture. Så kan jeg da bare lære ikke at flytte til den anden ende af landet, langt væk fra familien.
Måske burde jeg få mig et privatfly.
Klokken er tæt på at være næsten 20.00 på denne frejdige regnfulde onsdag aften og jeg har stadig 45 lange pinefulde minutter at skulle tilbringe blandt de tyske teenage-turist-tøser.
