Himmelskibet

Fredag-aften tilbød mig en tur i Tivoli og jeg tog imod tilbuddet, selvfølgelig først efter at have været forbi skolens fredagsbar for at indtage x antal skod-øl. Den nye forlystelse i Tivoli åbner på mandag/ 1. maj og hedder (som overskriften sjovt nok også antyder) Himmelskibet. Jeg fik taget et meget dårligt billede af tingesten:

Hmm, egentlig er det vist blevet til et billede af en høj metal-pæl uden den fine tingest på toppen. Den havde de ikke sat på i går. Men for at illustere højden af denne metal-pæl:

Sådan ser det ud når man står og glor på den høje metal-pæl. Disse tre unge damer var så venlige at have mig på slæb rundt i Tivoli. Jeg lader dem forblive navnløse, mest af frygt for at de ikke længere vil tale til mig efter at jeg har smidt et lidt tåbeligt billede af dem ud på nettet.

At rydde op

I stedet for at være flittig og læse noget studie-relevant begyndte jeg i formiddags at rydde op i skuffer, skabe og hylder. Det har længe været tiltrængt, men i mangel af lyst til at læse fik jeg nok af mit rod og gik i gang. Selvfølgelig ikke uden lige at hælde en kande kaffe indenbords og tilhørende x antal kilo sukker, ellers tager det for lang tid, kaffen glider ikke hurtigt nok ned og jeg er ikke frisk nok til at arbejde uden kaffe.
Under oprydningen fandt jeg de særeste ting. Skrammel jeg ikke har brugt, set eller rørt ved siden jeg flyttede ind. Der må ligge et samler-gen gemt i min krop et sted for jeg ejede; en barbiedukke, to vandpistoler, 10 år gamle kvitteringer, diverse tidsskrifter jeg aldrig har læst, tomme flasker fra fester der har foregået på værelset, tomme æsker fra mine indkøb af moderne elektronik.
Hvor kommer de ting fra??? Jeg tager dem ikke med hjem, jeg ved jo ikke engang at jeg havde dem! Jeg glæder mig ikke til den dag jeg tager mig sammen til en grundig støvsugning. Gad vide hvad der ligger under min seng? En død hund? En oppustelig dukke? Måske finder jeg en check på 10.000kr, det skulle undre mig hvis jeg ikke gjorde.

Gallafest

Yes Yes. Jeg dukkede op i fin kjole. Smadrede mine fødder i nye sko, et sikkert tegn på at jeg ikke egner mig til at gå i høje hæle. Drak mig fuld i bitter champagne. En sjov fest. Det er en farlig cocktail at blande alkohol med fint og dyrt påklædte mennesker. Eller også er en gallafest bare en undskyldning for at være fuld og velklædt samtidig. Jeg satte et venskab på prøve ved at invitere Ivana med ud for at shoppe efter kjole. Jeg skal helst gøre alting på den besværlige måde når det kommer til at købe tøj. Alle butikker blev tjekket inden jeg valgte den kjole vi havde fundet i en af de første butikker vi kiggede i.

Aftenens tema var 20'erne og 30'erne. Ganske glimrende, folk havde forstået konceptet og formåede at kombinere både pæn påklædning og tidsperiode på deres kroppe.

Det var blevet hyret et band til underholdning. Tror de hed Jordans Drive, min hukommelse svigter lidt her ganske enkelt fordi jeg var fuld. Ifølge de mennesker jeg spurgte, så spillede bandet swing fra den helt rigtige periode. NEJ! De klædte sig som folk fra halvtredserne og deres musik var ikke helt efter bogen, der dukkede numre op som jeg er ret sikker på er fra denne side af Anden Verdens Krig. Men nøj, hvor kunne de underholde. Op på borde og stole for at spille soloer (soli?), ned til baren for at kigge mens trommeslager fik sig en solo. Der blev råbt ud til folk og de glade/fulde mennesker råbte jublende tilbage. Forrygende.

Jeg nægter at danse (medmindre man nærmest bærer mig ud på dansegulvet...eller køber øl til mig) og jeg dansede heller ikke i aftes. Det gjorde alle andre. Swing/Jazz/Rock 'n Roll kræver åbenbart at man danser med arme og ben flagrende ud til alle sider, og hvis man ikke støder ind i andre mennesker samtidig, så danser man bare ikke godt nok.

Fik jeg nævnt de mange fulde mennesker. Til min store glæde så drak Runke sig selv i hegnet. Æh ja, så kan han jo lære ikke at starten festen med 5-10 øl til maden og tro at han kan holde det tempo hele aftenen uden konsekvenser. Hehe, så fik jeg alligevel lov at se/høre ham brække sig til en fest og fik dermed også noget jeg kan drille fuldebøtten med ret længe.

Der findes billeder fra festen, jeg har bare ikke ret mange af dem. I al man stress over at skulle have et passende outfit, glemte jeg alt om at kameraer kræver deres batterier opladet med mellemrum. Min blitz døde inden midnat. Det er dybt uproffesionelt og slet ikke acceptabelt når jeg jo skal kunne dokumentere alt hvad jeg lige har skrevet.

Why beer is better than women

Her er det andet ark med visdomsord som jeg købte. Øh ja, nu er jeg jo ikke lesbisk, så jeg kan jo fint tilslutte mig det. Øl er bedre end kvinder! Basta! Men men men, det skal mænd ikke mene, medmindre de jo er til mænd.

You can enjoy beer all through the month.

Beer never has a headache.

You can get over several beers during a night.

Beer is always easy to tumble down.

Your can share your beer with your friends.

Beer is always moist.

It can be seen, that you opened it for the first time.

You can clean beer stain.

Beer always waits patiently.

THe old beer bottles can always be redeemed.

Beer is never late.

You don't have to buy flowers for beer.

You can always have a woman with beer, but never have a beer with a woman...

Beer always froths, never groans.

If you leave it, it won't threaten you with suicide pregnancy.

Beer is not jealous.

There is a variety of beers.

You don't need contraceptives with a beer.

Beer won't talk back.

You can enjoy beer even over seventy!

You can see beer maximum once again.

Several beers together won't talk nonsense.

Beer is less expensive.

Beers don't have mothers.

It is easy to cap your beer.

You can be sure to get your beer.

Beer never brakes down, if you come home smelling women.

Beer is always faithful, it won't leave you for another man.

You can enjoy your beer even in public.

Beer is not interested in the time of your depature.

Cold beer can be good too.

You don't need to wash beer, before you take it in your mouth.

Beer never demands equality.

To achieve your dreams remember your ABC's

En turist-ting jeg brugte penge på i Budapest. Lidt fin skrift på hvad der skal ligne gammelt papir. Jeg gad ikke læse alle 500 skilte om hvordan de lavede papir dengang, rendte bare i souvenir-butikken og købte nogle stykker papir.

Avoid negative sources, places and habits.

Believe in yourself.

Consider things from every angle.

Don't give up and dont' give in.

Enjoy life today, yesterday is gone, tomorrow may never come.

Family and friends are hidden treasures, seek them and enjoy their riches.

Give more than you planned to.

Hang on to your dreams.

Ignore those who try to discourage you.

Just do it.

Keep trying no matter how hard it seems, it will get easier.

Love yourself first and most.

Make it happen.

Never lie, steal or cheat, always strike a fair deal.

Open your eyes and se things as they really are.

Practice makes pefect.

Quitters never win, winners never quit.

Read, study and learn about everything important in your life.

Stop procrastinating.

Take control of your own destiny.

Understand yourself in order to better understand others.

Visualize it.

Want it more than anything.

Xcellence in all your efforts.

You are unique of all God's creations, nothing can replace you.

Zero in on your target and go for it!

Heltepladsen

På heltepladsen vandrer en ensom gammel mand rundt mellem turisterne. Hans ben er usikre og han kan ikke længere tale. Tøjet er rent, men slidt. Han holder nogle postkort i hånden og forsøger at sælge dem til turisterne. Langsomt, får han taget skridtene frem og tilbage mellem gruppen af mennesker. De rige turister med deres dyre kamera ser ham ikke. Kommer han i nærheden af dem, vender de sig halvt i afsky, halvt af medlidenhed, men allermest er de ligeglade. De ser ham ikke, de er for at kigge på heltene, Ungarns kejsere og historiske personer.
Bilerne kører rundt om pladsen, næsten som var den ikke andet end centrum i en rundkørsel. Dagligt ser ungarerne deres helte, store hvide statuer pænt opstillet mellem søjler og buer. Trafikken vælter frem, lastbiler, personbiler, sporvogne, busser, og gør luften sort af udstødningsgasser.
Midt på pladsen er en søjle, og øverst på den står ærkeenglen Gabriel. Turisterne vimser rundt om søjlen og tager billeder af englen. Den gamle mand udser sig en ny gruppe og går imod dem. En dame i kørestol kigger længe på hans postkort, heller ikke hun vil købe noget.
Jeg ved ikke hvor den gamle mand kommer fra, hvorfor han gik rundt på pladsen og solgte sine postkort. Hvor dage havde han mon brugt på at halte rundt på fliserne på pladsen? Havde han familie?
En gammel mand, der for længst havde udført sine heltegerninger, går nu rundt på Heltepladsen i Budapest og sælger sine postkort. Som den glemte helt. Måske fik han nogle fine medaljer i en krig, måske har han været læge og reddede dagligt menneskeliv. Måske er han bare ingenting, en fattig gammel mand, hvis familie hver morgen sender ham af sted til Heltepladsen med postkortene, i håbet om at han kan give familien nogle penge.
Han kommer måske også til at ende sine dage på Heltepladsen. En dag vil hans ben ikke føre ham mere, han falder om. Ingen ser det, for ingen vil købe postkort. Måske har han en ven et sted i nærheden, der kommer stavrende for at se hvorfor den gamle mand ligger ned. På pladsen hvor de store helte er, dør en mand, der selv kunne have været en helt, men i stedet er blevet glemt.

Budapest

Så sluttede ferien i Budapest og jeg blev tvunget på et fly mod lille Danmark. Øv øv, der var ellers dejligt forår i den smukke by. Altså bortset fra at det lige havde været oversømmelse nogle dage inden vi kom derned. Men nok om det, måske kommer der mere senere, indtil videre må folket nyde et hus jeg en dag ejer. Altså hvis jeg skulle blive verdenshersker en dag og de ungarske politikere dermed bliver overflødige og ikke har brug for deres parlamentsbygning.

The Vines

Så er de tilbage!!! Nyt album er kommet på gaden: Vision Valley. Tredje skive fra de autralske herrer. The Vines. Highly Evolved kom i 2002 og tog mig med storm. Winning Days kom i 2004 og gav mig mere at lytte til.

De startede karrieren med at spille Beatles-numre. Det behøver de tydeligvis ikke gøre længere. Anmeldere har sammenlignet dem med Nirvana og i særdeleshed fundet fælleltræk mellem Kurt Cobain og Craig Nicholls. Tja, jeg er ikke enig, begge mænd kan skrige ind i en mikrofon og begge er lidt skøre i bolden, men det gør ikke Craig til den nye Cobain.

I forbindelse med udgivelsen af Vision Valley blev der sagt at The Vines højst sandsynlig aldrig kommer til at turnere, dermed ikke ment at de ikke vil spille live. Craigs svage mentale helbred har bare første proritet og han egner sig ikke til at opholde sig flere måneder i en tourbus.

Vision Valley er ikke helt som de to første skiver. Man kan høre de har fundet sig til rette nu. De bløde akkustiske guitarer eller de hårde riff med skrig og skrål, de kan begge dele og de gør begge dele. Man ved aldrig helt hvad der venter sig bag en sangtitel. Eller også får man serveret en venlig strofe og indenfor samme takt bliver der tændt for distortion og elguitar.

Jeg skal være den første til at sige at jeg ikke lytter ret meget til budskaberne i sangene. Jeg gider bare ikke sidde og analysere hver eneste linie for at forstå meningen med galskaben. Sådan noget kommer med tiden, det nytter heller ikke at jeg ender med at blive træt af musikken indenfor en uges tid. Craig skriver sangene, et (tidligere) hash-hoved. Hmm, tja, lidt modvilligt kan der da fortælles at mange sange handler om at være et andet sted, et godt sted, et bedre sted. Eskapisme måske?

Vision Valley skal høres, bare en enkelt gang.

At skære i sig selv

Noget jeg engang dyrkede ret voldsomt. 17-18 år, frustreret, dødeligt deprimeret og bange for at blive voksen. Jeg har ikke talt hvor mange ar jeg har, gav op da jeg nåede til 20 på benene. Sommeren inden jeg fyldte 18 skar jeg dagligt et snit og pillede i de sår der forsøgte at hele. Trangen til at se blod fyldte hele min bevidsthed. Følelsen af tomhed og afmagt var min drivkraft. Jeg var fascineret af ikke at kunne mærke snittene, der var ingen smerte. Kun blodet.

Der gik næsten et halvt år inden det blev opdaget. Jeg så ikke på min selvdestruktivitet på som et råb om hjælp, men det gjorde alle andre. Jeg blev sendt til lægen, der tilkaldte akut krisehjælp. En psykolog og en eller anden social-tingest talte med mig nogle gange, med min mor som grædende lytter.

Det er 4 år siden jeg startede på at snitte, skære og kradse mig selv til blods. Lysten til at gøre kommer frem med mellemrum, men jeg ser mine ar og ved at det ikke er vejen frem. Der er ingen grund til at gøre det, man løser ikke sine problemer på den måde, de bliver kun værre. Jeg ser dagligt på arene, de forsvinder aldrig, men de kan dækkes med lange bukser og trøjer. Måske blev jeg aldrig helt helbredt og bliver det aldrig. Ligesom en spiseforstyrrelse, man ved man har den svaghed resten af livet. Den kan bryde ud igen, også selvom chancen for det er lille. Folk omkring én tænker vist også tanken om det mon kan ske igen. Mine forældre må have holdt øje med mig, når jeg havde en kniv i hånden. Forhåbentlig gør de det ikke mere, der er ingen grundt til at blive paranoid.

Jeg har lært noget af min fortid som snitter. I stedet for at brænde inde med smerten så brokker jeg mig og råber op når jeg føler mig såret eller trådt på. Man skal jo tale om sine problemer, også selvom man ikke finder en løsning på dem. Jeg vil ikke nå derud og derned hvor jeg engang var. Det kunne jo være jeg gik efter mine håndled næste gang.