Jeg fik engang at vide, at jeg er for rastløs til et studie. Det må have været på efterskolen, så det er vel 5-6 år siden. Og jeg må da sige det var en kamp at komme gennem gymnasiet. Selv i dag bliver jeg let distraheret også selvom jeg kan lide mit studie og de fag vi har.
Jeg mindes ikke at have haft helt så svært ved det i de tidlige år i folkeskolen, men dengang kom tingene måske også meget nemmere til mig. Alle de voksne sørgede altid for at få mig sat foran lektierne og holdt øje med at jeg også fik lavet noget. Som store ørne kredsede de rundt om mig mens jeg sad og forsøgte at koncentrere mig, og artige lille mig ville da ikke lave ballade så jeg kæmpede mig gennem matematik-opgaver og grammatik-øvelser.
Tanken er egentlig; om jeg er blevet endnu mere rastløs efter at have fået at vide jeg er meget rastløs.
Måske fokuserer jeg så meget på det, og er så bevidt om det, at jeg gør det hele værre.
Måske kan jeg bedre kæmpe imod distraheringerne ved at være så bevidst om at min koncentration er skrøbelig.
Måske må jeg bare acceptere at jeg skal kæmpe.
Ak ja, livet er ikke beregnet til at være en nem tingest at gennemleve.
3 kommentarer:
Mil, hvis det er tilfældet har jeg en 4-cifret IQ!
Bare en tanke: måske kunne man udnytte rastløsheden ved at lære lidt multi-tasking.
Runke: Måske burde du skære ned på kaffen, hvis du ikke kan sidde stille længe nok til at få noget lavet.
Send en kommentar