Der sker med mellemrum at jeg opfører mig fjollet og pinligt. Eller rettere: jeg opfører mig altid pinligt! Right, men min autistiske side forbliver dog nogenlunde under kontrol ude blandt mennesker. Øvelse gør mester, som man siger.
Derfor er jeg så fantastisk glad for at bo alene på mit lille kollegieværelse på niende sal uden genboer der kan kigge ind ad mit panoramavindue. De kan allerhøjst høre mig skramle rundt. Her kan min nerotiske autisk få lov at udfolde sig.
Ansigtet får vilde spasmer når jeg sidder og læser dybt koncentreret.
Fødder og fingre piller ved alt inden for rækkevidde.
Hopper, danser (som egentlig er motoriske rytmiske spasmer) og skråler falsk og forkert med på alle sange (om jeg så kan teksten eller ej).
Klassikeren er jo at man sidder og taler med sig selv. Bander, griner, taler og mumler små kommentarer. Det lyder drøn ynkeligt at sidde og grine alene i ud i et tomt rum, skal jeg lige hilse at sige.
Jeg må have brugt timer på at sidde og tale med computeren eller noget af alt det andet højtelskede elektronik jeg ejer.
Ligesom den her blog. Det er bare en måde at sidde og tale med sig selv på. Jeg låser midlertidigt fornuften ned i den kiste, hvor min onde poptøse-tvilling lever, og lader mine fingre gå amok på tasterne. Så nemt, så dumt, så fjollet. Hehe, og folk læser det sgu alligevel.
Konklusionen på alt det her er: jeg må vist skære lidt ned på kaffen, eller i hvert fald sukkeret i kaffen!
Ingen kommentarer:
Send en kommentar