Så er den her!

Endelig, endelig, endelig...i morgen. Så kommer den film, jeg har ventet i mange år på at se. Mine fire drenge er tilbage og de har taget deres vogn med. Hannibal, Murdoc, Face og B.A.!!!

Når de har Liam Neeson med, så kan det jo kun blive godt. Har han nogensinde lavet en dårlig film?

Ligemeget, at det ikke er de oprindelige skuespillere. Ligemeget, at det kun er en enkelt film indtil videre. Bare ærgerligt, at jeg skal vente helt ind til fredag, inden jeg får tid til at se filmen. Jeg kan trøste mig med at se serien et par gange indtil da.

A-TEAM FILMEN HAR PREMIERE I MORGEN 10-JUN-2010!!!



A-team Teaser Trailer

Blogged with the Flock Browser

Første og sidste tur i Operaen

Jeg vandt to billetter til en forestilling i Operaen. Hverken jeg eller kæresten er særligt kulturelle, hvad angår opera, ballet, teater og ting i den genre. Det er bare ikke interessant. Jeg kan et par timer om året godt finde ud af at nyde lidt klassisk musik, men jeg er meget selektiv omkring musik-valget og jeg vælger oftest de populæreste stykker musik. Jeg synes Mozarts ”Requiem” og ”Eine Kleine Nachtmusik” er gode.

Vi havde dog aldrig set indersiden af Operaen og billetterne var gratis, så vi drog af sted. Eller rettere, jeg slæbte manden med. Han havde flere gange brokket sig over, at skulle af sted. Han havde højt og helligt stadfæstet, at han ville udvandre under pausen, fordi han ikke gad høre på skråleri.

Som sagt, jeg slæbte manden med. Jeg glædede mig til at se, hvad folk snakkede om. Jeg går åbenbart op i, hvad andre folk mener. Bygningen er sgu ikke for køn udefra. Det er en brødrister med hat på. Indefra er noget bedre. Jeg følte mig dog ikke særligt tilplas. Det var alt for fint og pænt til mig. Folket var pænt klædt på. De høje hæle klikkede på trægulvet og de stod og snakkede stille og roligt i små grupper.

Jeg er altså meget mere til rock koncerter, hvor folk kommer i det tøj, som lå øverst i vasketøjskurven. Jeg foretrækker fadøl og festglade mennesker, som headbanger og synger med. Jeg gider sgu ikke sidde pænt på min plads og nyde skingre toner fra sopraner.

Selve stykket var helt okay. Jeg fattede ikke hvad de sang, men jeg fattede da handlingen. Vi sad pæne og artige på bagerste række under hele to akter. Det var da okay, men jeg bliver sgu aldrig en del af de højkulturelle miljø. Der bor stadig en fortabt punk- og metal-fan inde i mig, som bare vil headbange til musik, og det vil der altid gøre.

Som forventet. Stykket bestod af tre akter. Vi nåede igennem to akter på en meget lang og rædselsfuld time. Jeg tror ikke, at der gik ret lang tid, fra stykket startede til at jeg besluttede, at jeg ville skride i pausen. Problemet var bare, at pausen aldrig kom. De skreg og skreg oppe på scenen. Rendte dramatiske rundt og skreg noget mere. Da første akt endelig var færdig, bad jeg en stille bøn til min gud, Cash, om at pausen var nu. Men ak nej, han havde for travlt til at høre min bøn, Tæppet blev trukket fra igen. De forsatte med at skrige oppe på scenen.

Sådan generelt, så har jeg ikke noget imod opera-sang. Jeg gider bare ikke se på, at de står og skriger og forsøger at holde sammen på en handling. Der bliver blandt andet skreget i Mozarts ”Requiem”, men det er et kor. Jeg skal ikke se på dem multitaske mellem dårligt skuespil og skrigeri. Ak ja. Anden ak sluttede. Der var virkelig kun gået en time, men det er en time af mit liv, som jeg aldrig får tilbage. På den anden side, så kan jeg hermed sige ”been there, done that and it ain’t for me”. Mit liv vil ikke være fattigere, selvom jeg aldrig mere kommer til at se et opera-stykke. Nå ja, og så kom der jo endnu et blog-indlæg ud af mig, så noget kunne jeg da bruge oplevelsen til.

Tandlægebesøg

Det var hen ved 5 år siden, at jeg sidst var ved tandlægen. Jeg havde ikke haft nogen problemer med mine tænder, så jeg følte ingen livsnødvendig grund til at bruge 1000kr af mine surt optjente SU-penge på et besøg i den skrækkelige stol.

I starten af i år (dengang Verden stadig var dejlig hvid og kølig) opdagede jeg et hul i en af de forbandede kindtænder helt derinde, hvor der kræves magiske tandbørster for at komme ind og gøre rent. Jeg mener, det er sgu da nemmere at rengøre toiletkummer, end der er at børste de bageste kindtænder.

Hullet blev større og større og jeg måtte til sidst ty til tandstikkere, for at fjerne madrester fra hullet i tanden. Jeg kom en dag til at gå lidt for grundigt til værks med tandstikken og fik gjort hullet lidt større. Nu kunne jeg også finde flere hindbærkerner nede i hullet. Suk. Suk. Jeg kunne godt se, at jeg ikke kunne slippe fra tandlægebesøget.

Jeg er ikke skrækslagen for tandlæger og jeg er ikke ved at begå selvmord hver gang jeg skal til tandlægen. Det er bare dybt ubehageligt at blive pillet ved i munden. Jeg nyder det i hvert fald ikke. Det er bare en del af livet. Jeg vil langt hellere besøge tandlægen en gang om året og være nogenlunde sikker på, at jeg kan gå i graven sammen med mine egne tænder. Det var sgu en besværlig periode i mit liv, da mælketænderne faldt som fluer og de nye tænder ikke groede helt så hurtigt som jeg kunne have ønsket. Det var så besværligt at tygge maden, når man havde hul i stakittet. Jeg var også en af de heldige unger, som rendte rundt med bøjle lige op til konfirmationen, fordi jeg havde et livstruende overbid, som skulle ordnes inden jeg døde af skæve tænder. Jeg vil (for næsten alt i verden) beholde mine egne tænder indtil jeg går i graven, for de har kostet mig stor smerte og mange lidelser.

Jeg fandt mig hurtigt en tandlæge på nettet, som virkede til at være ordentlig. Sådan en af de der klinikker, hvor man kan sidde sammen i venteværelset og være kollektivt nervøse, mens man én efter én bliver kaldt ind til forhør hos det hemmelige tyske politi... øh nå nej... ind til den søde og sadistiske tandlæge. Jeg havde forklaret i telefonen, at det nok hastede, fordi jeg havde kæmpe hul i kindtanden. Den venlige receptionist fandt mig en tid hos den første ledige tandlæge i klinikken, så jeg skulle ikke vente ret mange dage inden jeg kunne sætte mig i venteværelset ved siden af Døden og vente på, at jeg blev kaldt ind bag den lukkede dør, hvorfra alle skrigende kom.

Tandlægen viste sig at være Satans afkom. Han kiggede på mine tænder. Roste mig, fordi jeg ikke havde fået lavet ret meget. Engang i sidste årtusinde, havde jeg fået sukkerchok og efterfølgende et par huller, som ret hurtigt blev ordnet. Så fik han øje på det gigantiske hul i den rådne kindtand. Åh ja, det er det stort hul. Han var nødt til at bore meget væk. Først lige en sprøjte ind i tandkødet. Det gjorde ikke særligt ondt. Vente, vente vente... bedøvelsen virker. Brum brum brum ... så er boret i gang. Da han havde tændt for boret, kunne jeg med det samme se Satans horn vokse ud af panden på ham. Han grinede ondt og hysterisk, stak den knurrende metalstang ind i munden på mig og fjernede så hele kinden på mig. Han grinende ondt under hele boringen og smilede sadistisk og veltilfreds over, at han havde lokket endnu et offer i tandlægestolen.

En time og min livslyst senere kom jeg ud derfra. Jeg havde stadig en bedøvet kind, men jeg havde fået en ny tand. Hvor var det dog heldigt, at min bedstemor gad for betale for en omgang tandlapning.

Twitter

Så kom jeg også på Twitter. Den lille blog er blevet forsømt de sidste par måneder, fordi at jeg ikke har haft noget som helst fritid til at hygge mig med intetsigende blogindlæg og udtalelser om luftens fugtighed eller menneskers fjollede opførsel og lignende vrøvl.

Tadaaa, Twitter to the Rescue. Så kan jeg spame nettet og gøre det i mini-format. Regner med, at jeg skriver på engelsk, men så er det jo godt, at Google Oversæt er blevet opfundet. Så kan alle mine mange ikke-engelsk-læsende læsere også følge med.

Google ovesæt findes lige her:

Når man ikke kan se Formel 1...

..så kan man se wrestling.

Aaaah yeah!!! Jeg er helt og fuldkomment faldet for wrestling. Der har altid været en svaghed for wrestling fra min side, men jeg har aldrig haft ordentlig mulighed for at udleve svagheden. Det skyldes selvfølgelig især, at dansk tv ikke rigtig viser noget wrestling...eller også har jeg bare haft de rigtige kanaler til rådighed. Dette har ændret sig.

Kanalen, der blev født som SBS Net, hedder nu Kanal 6 og viser en masse godt wrestling hver fredag nat. For det meste kan jeg også holde mig vågen til de sidste par kampe.

Der er en sær tilfredsstillelse ved at se en stak svedige fyre slå, sparke og hoppe rundt på hinanden. Jeg får den samme dejlige livet-er-dejligt-følelse når jeg i ny og næ får set et par klip fra Formel 1. Desværre for mig, så har jeg ikke Tv3Puls, så jeg har lidt svært ved at følge ordentlig med i løbene og sæsonen i år. Min pengepung er heller ikke enig med mig i, at jeg kan se alle løbene live på livestream-delen af CDON.com, så jeg nøjes med at se det store finale-løb i november.

Tilbage til wrestling. Der findes åbenbart en del forskellige "ligaer" inden for wrestling, så jeg kender kun et lille udpluk af de mange svedige, stønnende og skrigende gutter (og gutinder). Fint nok til mig. Så kan jeg følge med i historierne, som kører sideløbende med kampene. Wrestling er meget mere end bare et par gutter som slås. Der kæmpes om ære og bælter, interne opgør og familiestrider skal afgøres og så skal der jo også bare bygges en masse god spænding op til en kamp. Det gøres med hjælp fra uoverbevisende skuespil, tamme replikker og en masse drama før, under og efter hver eneste kamp. Det er fantastisk. Det er underholdning. Det er skønt og jeg elsker det.

Jeg nyder at se de ekstreme kampe, hvor ingen regler gælder, hvor der må bruges stiger og stole, hvor kampen er ulige allerede inden den er begyndt. Jeg har set blod, jeg har set wrestlere blive kørt derfra på en båre. Jeg har set eksplosioner og uforudsigelige overraskelser, jeg har set ufattelige stunt blive udført og at wrestleren er gået derfra uden en skramme. Jeg har set meget og jeg vil se mere.

Et par sidste ord til den høflige læser, som har brugt sin tid på at læse mine vise ord: Ja, okay, wrestling er farligt og du må ikke prøve det derhjemme.

Nordmænd og deres mælk

Spottede denne reklame på den norske udgave af MTV.  Nordmænd ved  hvordan mælk skal sælges. Jeg gider da ikke se på græssende køer på grønne marker og vide hvor økologisk, sundt og naturvenligt det hele er. Jeg vil underholdes...ikke oplyses. Jeg vil drikke min mælk  med et fjoget smil på læben, fordi jeg  mindes denne vidunderlige lille reklame. (og nej, jeg har ikke fået penge for at sige noget af alt dette)

Embedded Video

Blogged with the Flock Browser

Air Conditioning = kærlighed

I løbet af denne weekend har jeg fået øjnene op for den formidable opfindelse Air Conditioner / AC / Air Con (herefter kaldet AC). Aha-Oplevelsen kom i løbet af en tre timer lang tog-tur i et tog uden et fungerende AC. Det var fredag og det var eftermiddag. Alle ville på weekend med hjælp fra DSB. Luften var i forvejen tung af stress og 30 graders varme (af Celcius-slagsen), så tre svedende timer i et tog blev et sandt helvede. Det var naturligvis kun lige det ene togsæt, som var ramt af AC-strejke og vi havde naturligsvis fået siddepladser i dette ene lille bitte togsæt. Jeg er dybt forarget over, at DSB lader et togsæt uden fungerende AC køre en så lang tur med så mange passagerer i en så kraftig hedebølge. Jeg er sikker på, at det heller ikke var første gang, at det togsæt var ude at køre den dag. Det havde en indgroet lugt af sved i sæderne. Som om, at mange passagerer havde brugt mange svedige timer ved at gnubbe deres klistrede rygge op og ned af sæderne.

Jeg og hedebølger er ikke gode venner. Jeg kan ikke håndtere varme på den korrekte måde ved at tage lidt mindre tøj på end jeg ville have gjort i en december-måned. Næh, nej. Jeg håndterer varme ved at dække alle synlige hudflader til med bomuld oven på lidt mere bomuld, gerne i sorte og mørke farver. Jeg kan ikke lide sommer. Jeg kan ikke lide, at jeg ikke kan rende rundt i store stygge læderstøvler og dække mig til i flere lag sweatre. Jeg kan bare ikke lide sommer.

Med udgangspunkt i mig (fordi det er min blog) vil jeg vende fokus tilbage på AC og togturen. Tre timer er lang tid, når man vil undgå at prikke til folks vanvid. Jeg blev irriteret hver gang den gravide kvinde overfor mig skulle sidde og pille sine ærter ud af bælgene. Hun formåede flere gange at sprede en frygtelig stank af grønthandler og dårlig samvittighed over, at jeg ikke får spist grøntsager nok. Det irriterede mig, at min kæreste sad og drak kaffe i heden, fordi han så begyndte at svede lidt mere og fik en meget ulækker og svedig skulder, som jeg ikke kunne bruge som hovedpude. Det irriterede mig, at strømstikkene ikke fungerede, fordi jeg derfor ikke kunne få lys nok på min bærbares skærm, så jeg havde mulighed for at se en film uden at 80% bare var sort skærm. Det irriterede mig, at jeg havde valgt kun at tage engelsk-sprogede bøgere med til turen, fordi mit hoved ikke kunne samle sig om andet en brok på dansk. Det irriterede mig, at Nestea med grøn te smager rædelsfuldt, fordi det var den eneste kolde drikkevare jeg havde inden for rækkevidde. Med andre ord: Jeg var kun få sekunder fra at springe i luften inde i toget. Heldigvis ankom vi til endestationen lige i tide, så jeg kunne sætte mig ind i en kølig bil, nyde den afkølende blæst fra det åbne vindue og få mit humør kølet ned. 

Personen, som opfandt AC-systemet, burde få sig en af de der smarte Nobels fredspriser. Jeg er sikker på, at afkølet luft har reddet mange slagsmål og menneskeliv. Jeg har stor tiltro til, at en krig kan afsluttes, hvis bare de involverede parter kan få lov til at sidde i et AC-afkølet lokale og tænke over tingene, i stedet for at rende rundt ude i tørre ørken-områder og skyde på hinanden. Jeg er sikker på, at AC har gjort vores verden til et bedre sted.

Jeg sidder lige nu i et AC-afkølet DSB-tog på vej hjem fra den store vidde verden og kan nyde den kolde luft. Min hjerne fungerer næsten optimalt, så jeg kan endda reflektere over min nyeste lærdom. Jeg må ud og opfinde en AC-afkølet boble, som jeg kan rende rundt i om sommeren.

Blogged with the Flock Browser

Licens - AAARGH!!!

Åh ja. Så blev jeg også, så at sige, busted af licensmanden.

Licensmanden dukkede op hjemme hos mig. Heldigt for mig, så var jeg ikke hjemme, det var kæresten så i stedet. Bum bum bum. En uge senere fik vi en regning ind af brevsprækken, lige sådan som licensmanden havde lovet. Det er et par uger siden. Vi har sådan cirka accepteret regningen, også selvom vi er ret meget imod at skulle betale den. Synes vi har regninger nok i forvejen og så skal vi oveni betale for at have computere og et fjernsyn. Disse ting betaler vi i forvejen for at have, for det koster at have internetadgang og tv-kanaler.

Suk suk suk...træls træls træls.

Licensmanden havde frækheden at rende rundt på et kollegie og banke på fattige studerendes døre. Ikke nok med at SU'en ikke rækker ret langt, når der også skal betales husleje, så smider han lige en licens-regning oveni budgettet. Hvad med en licens-rabat til alle studerende. Det er sgu svært at få livet til at fungere med ingen penge og så lige skulle finde 100kr mere at lægge til side til licensregningen. Selvom vi er to om at dele regningerne, så har vi stadig ikke ret mange penge i overskud, hvis vi også skal have noget at spise hver dag. Hvis jeg ablsoult skal finansiere DR-huset så vedtag lige licens-rabat til studerende, tak!

I morges dukkede der så en ny licens-kurvet op til mig. Licensmændene havde åbenbart ikke nok i, at komme på uanmeldt besøg. Næh nej, de skulle da også lige sende et af de der vi-kan-se-at-du-ikke-betaler-licens-breve. Brevet var rettet mod mig og min gamle adresse. Det er en adresse, som jeg fraflyttede for halvanden måned siden. FRAFLYTTET FOR HALVANDEN MÅNED SIDEN!!! Licensmændene må da virkelig være desperate efter en financiering af DRs nye hus, hvis de vælger at forfølge mig på en adresse, som jeg ikke længere bor i nærheden af.

ARGH!!! Jeg lover, jeg skal nok betale min licens. Det har jeg jo allerede sagt. Der er absolut ingen grund til, at licensmændene ikke kan opdatere deres registre og lige bruge 5 ekstra minutter på at undersøge, hvor folk bor henne. Hvis de absolut skal sende breve, så kan de i det mindste gøre det ordentligt.

Jeg kan virkelig ikke lide licens og da slet ikke den nye medielicens. Hvad bliver det næste? Skal jeg betale ekstra for at have en printer? Jeg kunne jo finde på at printe en tekst fra nettet, som DR har lagt på sin webside.

Sådan som jeg har forstået det, så går alle licens-pengene kun til DR. Alle de andre kanaler får vist ikke rigtig noget ud af det. De vil have, at jeg skal betale for at kunne se en enkelt statsejet kanal. Det er en kanal, som jeg i forvejen ikke gider se, fordi alle de fede programmer kommer på alle de andre kanaler. Det er kanaler, som kan finansiere deres eksistens ved at have reklamer.

Ej, altså. Synes godt det er træls at blive voksen og skulle betale sine egne regninger, især når man ikke føler, at man får noget for pengene. Ej, det lettede at få raset ud. Nu går jeg fluks ned og betaler licens-regningen.

Blogged with the Flock Browser

At flytte

Et sted mellem den evige opvask og opgaveskrivningen har jeg endelig fået tid til at skrive om min store store flytning fredag 1. maj 2009. (har endda lovet at skrive om den - dammit, bør lade være med at love sådan noget, jeg er jo nødt til også at holde det)

Torsdag den-sidste-dag-i-april-2009 blev alle mine egendele pakket ned i 15 minimale flyttekasser og 4 store sorte sække. Det meste nåede at blive pakket ned, for omkring klokken 23.32 gik strømmen i hele bygningen. Jeg ved ikke hvorfor, men lader til, at gamle slidte sikringer springer. Jeg besluttede at kalde det fyraften og gå i seng. Derfor måtte de sidste småting vente med at se indersiden af en flyttekasse indtil næste morgen (hvor jeg noget nær bad til min gud (Mr. Johnny Cash) om at strømmen ville være kommet tilbage når jeg vågnede møg-fanden-i-helvedet-tidligt næste morgen. Det hjalp...strømmen var der og jeg vågnede op til dette uoverskuelige kasse-drama (billederne blev taget lidt tid før strømmen gik):


Farmand og lillebror dukkede op med en varevogn i løbet af formiddagen (de stakler havde været endnu tidligere oppe end mig). Jeg servede et vidunderligt sidste måltid i mit snart x-hjem og så gik vi ellers i gang med at flytte kasser. En booket kammerat til min kæreste dukkede op som lovet og hjalp vældig godt til i flytteprocessen.

Første læs (ud af tre) blev kørt af sted mod mit nye hjem. Jeg fik nøgler af min nye venlige vicevært (tror de kalder sig inspektører nu til dags) og jeg fik for første gang set indersiden af min nye 1½ værelses-beboelse:

36 kvm, hvoraf nogle stykker findes oppe på hemsen. De gamle indbyggere i lejligheden havde klistret noget stads på vinduerne i stedet for gardiner, så det ser lidt mørkere ud end det virkeligt er. Jeg lagde med det samme mærke til den manglende skabsplads og udsigt. Der blev fluks skrevet kommode på indkøbslisten. Den manglende udsigt blev vejet op imod en lille veranda-agtig terrasse og udfaldet blev til fordel for terrassen. Det skal siges, at jeg gik fra denne udsigt mod Svergia for at få lidt ekstra kvadratmeter og eget mini-køkken:
Vi fik læsset af og kørte tilbage til mit gamle for at hente andet læs. Det var i hvert fald planen. Da vi nåede frem var strømmen igen gået i bygningen og vi følte ingen trang til at bære møbler ned fra niende sal uden en fungerende elevator. Sækkevogn eller ej, så findes der ingen normale mennesker, som vil bære tunge møbler ned af 400 trappetrin, når der er elevator. Vi ændrede planen og kørte i Ikea, fordi jeg manglede en ny sovesofa (og åbenbart også en masse andre ting!). Min gamle sovesofa var henved 10 år gammel og jeg syntes den fortjente sit otium. Ak og suk, jeg sagde pænt farvel, tog dens store hynde-agtige puder under armen og gik væk fra containeren med tåre på min forsvedte kind (dette er fuldt opdigtet, fordi det var min kæreste og hans kammerat, som smed sovesofaen i containeren mens jeg kørte mod mit nye hjem). Et sidste æret minde om mit højt elskede putte-område:

Efter en tur i Ikea, hvor jeg oveni den nye sovesofa også endte med en tv-skænk/reol-tingest, rullegardiner og andet billigt og dybt nødvendigt skrammel, gik turen tilbage til det nye hjem. Der var dukket en ekstra kammerat op som flyttehjælp, så de tre blev sat i sving med at bære kasser. Varevognen blev hurtigt tømt og to styks friske fyre, samt min far (der, grundet sin alder, nok ikke er helt så frisk som midt-i-tyverne-fyrene), blev sendt til x-hjemmet for at hente møblerne. Imens kunne jeg så få lov at oprette køkken (flytte køkken-ting fra kasse ind i skab) lade de to restende friske unge knægte om samle Ikea-møblerne fra helvede.

Endelig, endelig, endelig. Omkring klokken 17 var vi endelig færdig med at flytte møbler. Vi startede klokken 9.30 og var færdig cirka 8 timer senere. Farmand kunne kun sætte rullegardiner op i hems-vinduet, fordi jeg til min sørgelige skræk ikke havde fået det lange gardin afkortet og vi kunne ikke bore hul i væggene. Træls, træls, træls. Men så kan jeg jo lære at lytte til mit instinkt og købe det rigtige fra starten i stedet for at tro, at jeg jo sagtens kan få plads til et 140cm bredt rullegardin i et 136 cm bredt vindue.

Nu sidder jeg her i mit nye fredelige og stille hjem og føler, at jeg endelig er flyttet. Kun to flyttekasser vidner om, at jeg ikke har boet her længe. Den ene flyttekasse minder mig om, at jeg ikke har plads til mine sko medmindre jeg få anskaffet mig en af de der dejlige sko-reoler (endnu en ting, som jeg kan tilføje indkøbslisten over manglende møbler). Støvsugeren blev købt i går og indviet få timer senere (til min store overspringshandlende fornøjelse). Det sidste billede min kæreste, som er i gang med at indvie køkkenet med sine skønne frikadunser:
PS: Til vores store overraskelse, så viste det sig, at man må bo to i her. Nu kan jeg officielt dele adresse med det muntre væsen på billedet. Min flytning endte med at blive en sammenflytning.

Tilbage til opvasken og opgaveskrivningen.

Den gode side af livet

Efter at have stået på venteliste i halvandet eller to år...eller meget meget lang tid....blev det endelig min tur til at få tilbudt et nyt kollegieværelse/ungdomsbolig.

Jeg har længe hadet at bo, hvor jeg bor nu. Kan ikke holde ud at dele køkken med 13 andre mennesker. Jeg føler mig for gammel til at bo på så lidt plads. Jeg føler mig for voksen og kedelig til at have lysten til at sidde ude i det fælles køkken og drikke øl hver aften. Jeg trænger til mere luft under mine vinger, mere plads til mig selv, mere følelse af, at jeg er en selvstændig ung kvinde, som kan selv. Jeg trænger bare til at have mit eget lille køkken, også selvom det kun er to kogeplader, et køleskab og en vask.

Egentlig var planen, at kæresten og jeg ville finde et fælles sted når sommer engang kommer. Den plan ændrede vi da jeg fik tilbudt denne nye dejlige et-værelses-ting med eget lille mini-køkken. Der var også andre ting, som spillede ind i vores beslutning, men det angår ikke direkte mig, så jeg lader det være ved den vage bemærkning.

Året startede hårdt og brat. Kun to uger inde i året, begyndte modgangen. Det føles kun som om, at det er blevet værre. Alting skulle foregå i langsomt tempo, i stormende modvind og op ad bakke. Nogle ting, kan jeg takke mig selv for. Andre ting, er bare en del af livet.

Nu er foråret kommet og det ser endelig ud til, at jeg (jeg jeg jeg mig mig mig) også kommer til at smage lidt af den gode side af livet i år. Alting lader bare til klappe omkring den kommende flytning. Der er penge på kontoen til det nye indskud. Farmand har tid til at hjælpe mig med at flytte. Bedstemor har køkkengrej liggende klar til mig en børneopsparing med penge til en ny sovesofa.

Ak, ja...den sovesofa. Det må blive et helt nyt kapitel her på bloggen. Jeg kan dog afsløre, at det med stor sandsynlig kommer til at ligne Hr. Eduts afsked med sin sofa ( J A K O B L O G: Goodbye to you, my trusted friend...) eller i hvert fald mit eget lille farvel til tre par sko ( Sjescia: Nogle gange er et "farvel og tak for alt" nødvendigt ). Det kommer nok også til at gøre lidt ondt, at skulle sige farvel til min skønne udsigt.

Blogged with the Flock Browser

Formel 1 sæsonen 2009...

...bliver meget grå, trist og ensom for mit vedkommende.

For en måneds tid siden opdagede jeg, til min sørgelige forventning, at TV2s budget ikke længere kunne holde Formel 1-rettigheder, så TV3 PULS har I år fået den store ære at vise løbene live.

Jeg har siddet i en måned og ventet i sorgfuld spændning på, at mit kollegie og dertil hørende antenne-folk kunne få skaffet TV3 PULS. Mine ikke-eksisterende forventinger til ikke at kunne se Formel 1 i år holdt desværre stik.

Hele to gange i løbet af den sidste uge, og først uge hvor TV3 PULS har været i luften, har jeg søgt  gennem alle frekvenser....for det kunne jo være... (synes iøvrigt at navnet PULS er dybt tåbeligt....de beder jo selv om at blive forvekslet med TV3+ - altså TV3 plus....dumt dumt dumt)

Jeg har hermed opgivet. Jeg har ingen kanaler som viser Formel 1 løb og jeg får dem heller ikke foreløbig. Jeg må nøjes med nyheder, blogs og hvad jeg ellers kan finde på nettet.

Det bliver et langt og trist år.

Blogged with the Flock Browser

Jeg glemte et band

Desværre for mig, så havde jeg glemt alt om Creedence Clearwater Revival indtil for nylig. I en blanding af Guitar Hero og at jeg spottede Best Of-albummet til få kroner, mødte jeg igen de gamle gutter. Mine pengepung var ikke enig i, at jeg skulle have cd'en med hjem den dag, så jeg måtte pænt og fornuftigt vente indtil der igen var kommet penge ind på kontoen. I går var så den store dag. Et smut ned til min lokale musik-pusher og jeg kunne muntert lave gadedrengehop hele vejen hjem til min computer med en lille pose gemt trygt nede i min skønne håndtaske. (Nøj, hvor kan man dog blive lykkelig over at købe en lille bitte ting).

"I wanna know
Have you seen the rain
Coming down on a sunny day"

Nu kan jeg så endelig igen sidde og nyde den glemte musik, som giver mig minder om lange køreture med min bror og min far og cd-afspilleren skruet op på fuld knald. Den svagt skingre guitar, den stædige trommerytme og den hidsige sangstemme, det hele krydret med en bankende bas.

"I see a bad moon rising
I see trouble on the way
I see wary wakes of lightning
I see bad times today"

Bare introen til "Up Around the Bend" giver mig denne vidunderlige gåsehuds-følelse af, at livet ikke har været helt skidt. Jeg er så overdrevent hyperglad, at jeg for en gangs skyld glædede mig til at stå op og sætte mig hen til computeren, for at gøre noget ved lektierne (altså efter at jeg lige har fået skrevet dette lille blogindlæg).

"Big wheels keep on turning
Proud Mary keep on burning
Rolling
Rolling
Roling on the river"

Uanset hvor jeg stresset, presset og træt jeg er for tiden, så er det sgu dejligt, at kunne nyde musik...også selvom det er svært at koncentrere sig om de lange, kedelige og svært formulerede akademiske tekster, når man sidder og rokker hele kroppen i takt til musikken (jeg må ligne et mentalt forstyrret menneske). Det er sgu da skønt, at musik er opfundet.

Blogged with the Flock Browser

Der er så meget jeg ikke forstår

Jeg er af den (uheldige) natur, at jeg overdrevent analyserer, reflekterer og tænker over tingene, indtil mit lille hoved at ved at eksplodere af tanker. (Jeg er åbenbart også at den natur, at jeg bruger bruger alt for mange ord på at forklare, at jeg tænker tanker ligesom andre normale menneskeligt lignende væsener.) Jeg kan tænke så meget over tingene, at det tilsidste ikke giver mening længere. Ligesom man kan sige et ord så mange gange, at ordet tilsidst ikke giver nogen mening.

Det var jo Valentinsdag for nylig og det fik lidt gang i tankerne hos mig. Kæresten og jeg (jajada den/han skulle jo lige nævnes) havde aftalt ikke at gøre noget særligt ud af dagen. Vi havde ingen særlig begrundelse for dette valg, ligesom vi ikke kan se nogen særlig begrundelse for at have en så modbydeligt klæbrig kærlighedsdag.

Jeg mener...altså...jeg kan fint finde ud af at fortælle manden, hvor højt jeg værdsætter ham og bla bla bla hver dag. Jeg har ikke brug for at tage en hel dag ud af min travle kalender for at vise og fortælle ham hvor ualmindeligt skøn og uvurderligt værdsat han er af mig. Jeg forstår vel bare ikke behovet for en sådan kærlighedsdag, når jeg jo er så heldig, at jeg godt kan finde ud af at få et kæreste-forhold til at fungere (åbenbart). Jeg har ikke brug for at få 400 roser én gang om året, hvis jeg hverken kan stole på forholdet eller manden. Jeg forstår det bare ikke. Jeg vil da hellere have en mand, som jeg kan bruge i hverdagen, end en mand, som jeg kun kan bruge få dage om året.

Alt det dér Valentins-gøjl virker så påtaget og tvunget. Det kan da ikke passe, at folk er blevet så dumme, at de ikke kan finde ud af at elske deres udkårne på andre dage end den 14. februar?
Jeg går cirka de samme tanker igennem når julen hersker. Jeg forstår bare ikke jul. Jo, altså, jeg forstår da godt, hvorfor der bliver fejret jul (jeg er ikke helt tabt bag en vogn), men jul er bare stress, gaveræs og tvunget familie-selskab.

Juleaften er vel i bund og grund bare en god aftensmad og masser af materialistisk kærlighed. Måske er jeg bare heldigt stillet og har en familie, som kan finde ud af at spise aftensmad sammen og se en film bagefter. Jeg har ikke brug for en halv million ubyttelige og unyttige ting i mit liv, hvis min familie ikke er der alle de andre dage i året. Jeg har heller ikke lyst til at give en gave, bare fordi jeg skal. Jeg vil da hellere nyde lidt hygge med familien flere gange hver måned, end at jeg vil bygge en forventning til en enkelt aften så højt op, at den ene aften tilsidst ikke kan leve op til forventningen. Jeg forstår bare ikke jul.

Et eksempel mere på noget jeg ikke forstår: Fødselsdage. Jeg har altid følt mig utilpas, når min fødselsdag skulle fejres. Det giver ingen mening i mit hoved, at jeg skal fejres fordi jeg blev født. Det burde da være min mor, som skulle fejres. Hun fødte mig jo. Det er hendes skyld, at jeg blev så godt og grundigt ruget, at jeg lige tog to uger ekstra inde i den varme livmoder. Det er vel mest af alt hendes fortjenste at jeg blev født og slet ikke mig.

Ak ja, der er så meget jeg ikke forstår. Der er så meget, som ikke giver mening inde i mit naive og kyniske hoved. Det ville sikkert give meget mere mening, hvis jeg da bare gad værdsætte hver dag i mit liv og fortælle alle, der gider høre på mig, at de er nogle fantastiske mennesker og jeg er glad for at kende dem og have dem i mit liv. Jajada, nu har jeg sådan cirka sagt det og folk må gerne blive fornærmede, hvis de ikke følte at værdsættelsen var personlig nok.

Blogged with the Flock Browser

En ny respekt

For mig har Sylvester Stallone altid virket sådan lidt...æhm....dum og intetsigende. Jeg har da set nogle af hans film, men han formåede bare ikke lige at sælge sig selv til mig og min kræsne smag. Jeg valgte automatisk hans film fra, fordi jeg ikke lige gad spilde min tid på hjernedøde voldsfilm.

For nylig købte jeg Rocky-serien, fordi kæresten havde anbefalet filmene. Især 3'eren skulle efter hans ord være lige noget for mig, fordi Rocky slås mod Mr. T. (det er da utrolig så mange gange jeg kan få nævnt kæresten her på bloggen). Jaja, boksen kostede kun 200kr, så jeg tog Rocky-filmene under armen (efter at have afleveret penge til ekspedientet - selvfølgelig) og gik hjem til DVD-afspilleren. Jeg åbnede mit sind og satte den første film på, stadig uvidende om, hvorfor Stallone og Rocky er kult.

Jeg så første film og var solgt lige på stedet. Stallones skuespiller-talent var som frygtet; dårligt, uoverbevisende og udført med et beton-ansigt. Jeg bed dog med det samme mærke i, at han både havde skrevet og instrueret alle film. Aha! Så derfor er Stallone kult og respekteret i film-branchen.

Manden har formået at skabe noget stort og evigt. Noget som folk ikke vil glemme. På wikipedia kan man læse, at turister dagligt tager samme løbetur op ad trapperne til Philadelphia Museum of Art og laver de samme jublende hop med armene i vejret, nøjagtig som Rocky gjorde alle filmene. Selv Rocky-statuen som blev lavet til Rocky III står stadig/igen ved trapperne. (læg mærke til, at opslaget hedder "Rocky steps" (!!!) og ikke fx "Museum of Art steps")

Jeg forstår det nu. Jeg har fattet hvorfor Sylvester Stallone er så fantastisk. Godt nok er han ikke en fantastisk skuespiller, men han er en fantastisk manuskript-forfatter, som virkelig forstår at fortælle en historie, som går lige i hjertet. Jeg har fundet min respekt frem og jeg har givet et stykke til Sylvester Stallone.

"You are gonna be so bad! You're gonna eat thunder and crap lightning!"

Blogged with the Flock Browser

Den triste januar

Jeg har desværre været larmende fraværende på bloggen den sidste måneds tid. Derfor:

Min januar 2009 startede meget dejligt. Stille og rolig uden ret meget andet drama end hvem der skulle hente pizza. Jeg lavede ikke ret meget andet end at have hyggelige film-marathon med kæresten. Men så, søndag nat, den sidste aften af hans juleferie skete noget af det værste jeg nogensinde har oplevet og følt (jeg har desværre gennemgået mange dårlige ting i mit liv).

Natten mellem den 11. og 12 januar fik han et krampeanfald! Det var frygtelig at se et af de få mennesker i mit liv, som betyder alt for mig, blive udsat for så megen smerte. Det lød som om han ikke kunne få luft. Han rystede. Han vendte det hvide ud af øjnene. Jeg råbte hans navn mange gange uden at han registrede nogetJeg ringede for første gang i mit liv 112.

Vi blev kørt til Amager Skadestue, hvor de opdagede at hans skulder var gået af led. Så ud over vi  begge var chokerede over krampeanfaldet, så måtte jeg også se ham lide i smerte over en dum skulder. De kunne intet gøre på Amager, fordi skulderen var gået af led bagtil. Sådan noget kræver en mindre operation og fuld narkose og det har de ikke midlerne og lægerne til på Amager Hospital.

Efter seks timer og to forsøg på at sætte skulderen på plads blev vi sendt videre til Hvidovre Hospital hvor de rette læger kunne sætte den dumme skulder på plads igen. Første del er ordnet og nu kan lægerne koncentrere sig om at finde ud af hvorfor han fik et krampeanfald. Han har fået lavet alle mulige tests og doneret, noget der ligner, flere liter blod til diverse prøver.
Vi er endelig nået ind i februar og har fået fordøjet oplevelsen. Jeg vågner ikke længere hver gang han vender sig lidt i sengen. Det gør stadig ondt på mig, at se ham ømme sig over sin skulder, men i det mindste mærker jeg ikke længere en indre panik. Heldigvis heler han, og smerterne forsvinder mere og mere efterhånden som dagene går. Epilepsi-testen (EEG???) var negativ, så nu venter vi kun på CT-scanningens svar.

Det vil altid være en skræmmende oplevelse at stå ansigt til ansigt med den dårlige side af livet. Livet er godt og livet er dårligt, man får lidt fra begge sider uanset om man ønsker det eller ej. Min januar blev ikke så stress-fri og afslappende som jeg håbede. Vi fik forholdet sat på prøve og vi fik bevist, at vi kan klare alt sammen.

Blogged with the Flock Browser

Velkommen til 2009

Så nåede vi ind i 2009.  Jep. Jep. Jep. Bum bum bum. Jeg har alle lemmer i behold. Alle kopper står stadig i skabet og jeg tror, at jeg stadig har et par enkelte skruer skruet godt fast.

2008 var sjov, hård, lang, god, dramatisk og bare sådan som livet jo nu engang er. 2008 var året, hvor jeg fik kæmpet mig til min bachelorgrad. 2008 bragte jo som bekendt også en dejlig overraskelse i sensommeren og jeg regner med at overraskelsen bliver hængende gennem hele 2009.

Jeg har et enkelt lille fjollet nytårsforsæt for 2009. Jeg gider ikke alt det pjat med en eller anden form for forbedringer af livskvaliteten. Så min nytårsforsæt er: Jeg vil lære at strikke sokker. Eller rettere, målet er jeg får strikket et sæt sokker, som kan bruges og slides. En sok til venstre fod. En sok til højre fod. Forhåbentlig kommer de to sokker også til at se nogenlunde ens ud. Jeg har 12 måneder til at nå det, så mon ikke jeg kan nå at få fremtryllet et par hjemmelavede sokker til næste vinter?

2009 here I come, og jeg har mine strikkepinde med mig.

Blogged with the Flock Browser

Jordskælv

Oplevede i morges mit livs første jordskælv. De siger, at det ikke var meget og at det ikke varede længe, men når man bor på niende sal, så kan det mærkes. Første rystede hele bygningen og så stod den og svajede i et ekstra minut. Skræmmende. Det var sådan lidt...æh....surrealistisk.Troede en eller anden tumpe i en stor lastbil var kørt ind i bygningen. Jeg har det fint og jeg overlevede (hvis nogen skulle være bekymret).

TV2 siger det var et jordskælv, så jeg vælger at tro, at det var et jordskælv (og ikke en tumpe i en lastbil): http://nyhederne.tv2.dk/article.php/id-19143233.html?rss

Blogged with the Flock Browser

Gaffatape

Jeg er ved at være kommet mig over den skuffende afslutning på Formel 1 sæsonen. Dermed er jeg også ved at være i stand til at skrive blogindlæg igen. Suk suk suk, 1 enkelt lille bitte point og en overhaling i aller aller aller sidste sving på aller aller aller sidste omgang gav Hamiliton sejren.

Nå, men altså...videre i livet. Formel 1 er tilbage i 2009 og det går jeg ud fra at Raikkonen også er (så han kan sparke Hamilton af sejrsskamlen). Videre til min lille ydmyge hyldest til....den kvikke læser har sikkert allerede gættet det...

GAFFATAPE

Som en eller anden klog tingest engang sagde "Alt kan fikses med gaffatape, man skal bare bruge nok". (primal jubelbrøl og en bølge hele vejen rundt langs tilskuerrækkerne på stadion).

Min nyeste grund til at hylde gaffatape er i historien om min kontorstol:

Jeg præsterede i dag af fikse min kontorstol ved at bruge gaffatape. I et par måneder har stolen tvunget mig til at sidde halvvejs nede på gulvet. Problemet var, at den fint kunne holde sig udfoldet (det der fancy hydrauliske system - kalder jeg det), men når jeg satte mig på den, nægtede den at kende sig ved mig og min røvs tilstedeværelse i sædet og sank mod gulvet i protest. Så i par måneder har jeg måtte sidde ved skrivebordet med hagen hvilende på bordkanten og et par øjne tittende over kanten af tastaturet. Hvilket resulterede i, at jeg strejkede og satte mig i sengen for at lave lektier.

Det skal siges, at min kontorstol var en indflyttergave/21-års-fødselsdagsgave, så den er blevet lidt mere end 3 år gammel (den har lidt/lidt mere end 3 år under bagen ...  haha, tør humor, haha). Jeg har misbrugt den på alle de måder, som man (i følge den medfølgende advarsels-seddel) kan komme til, altså: stå på stolen, bruge den som stige, sidde flere på den, etc/kom selv på flere misbrugende scenarier.

Her til aften, i en blanding af kaffe-rus og rastløshed, fik jeg så skruet stolen fra hinanden. Takket være et godt håndværker-gen, fik jeg også skruet stolen sammen igen. Nå, men altså, jeg skruede bæstet fra hinanden og opdagede at sædet er lavet af så billig plastik, at hele undersiden er blevet buet af tidens hårde slid/min fede røv og dermed trykker ned på den der dims, som kontrollerer det der fancy hydrauliske system. Aha, tænkte jeg, gaffatape kommer til undsætning. Så jeg gik i gang med at pakke undersiden af sædet ind i 20-30 lag (overdrivelse fremmer forståelsen) gaffatape for at udjævne den store bule.

Det korte af det lange er; gaffatape fiksede min kontorstol og jeg kan endelig igen sidde i normal og naturlig krumbøjet stilling ved mit skrivebord og drikke kaffe af en kop, som ikke står lige ved siden af min næse.

Blogged with the Flock Browser

Bidt af en gal ork

(Jeg vil lige starte med at undskylde, at dette indlæg kan blive meget positivt og livsbekræftende. Jeg beklager dette, men kan desværre ikke ændre ved, at jeg ikke føler nogen form for kynisme eller foragt for tiden)

Jeg har mange brugbare titler til dette indlæg (mest fordi det har været læge undervejs), men ligesom med mange andre ting i mit liv, så finder jeg tid og mulighed for at gøre noget ved det og få indlægget skrevet og lagt ud på bloggen :

• Eller: "Bidt af en gal space marine"
• Eller bare: "Bidt af en gal Warhammer-nørd"
• Eller måske: "Bidt af en sød marinesoldat"
  

Den valgte titel passer måske ikke helt perfekt, men jeg kan lide den og den er sådan lidt ... ææhhh... catchy. Jeg har også mindst lige så mange måder at starte dette indlæg på:

• Eksempel 1: "Man kan være heldig og møde en person, som man klikker 100% med...."
• Eksempel 2:"Det tog mig kun 24 år at finde mig en kæreste..."
• Eksempel 3:"Så blev jeg sgu også ramt af kærligheden..."

Han dukkede op og hev mig ud af min A-Team-rus. Skrev bare en lille kort besked til mig ude i cyberspace: "hehe mr. cash i højtalerne mens man ser F1 med en kop kaffe og en smøg ser du det er en god søndag :D" Jeg var måske ikke solgt lige på stedet (satme tæt på), men jeg lod tvivlen komme ham til gode. Et godt valg.

På fjerde uge har jeg ham midlertidigt boende hos mig. Vi var ikke kærester, da han meldte sig til et kursus på Holmen, men vi er 100% kærester, når han på søndag tager tilbage til sin arbejdsplads. Han spurgte pænt, venligt og hensynsfuldt om det var i orden, at han boede hos mig mens han var på kursus, for vi var jo ikke kærester, vi datede jo bare. Jeg bekræftede pænt, venligt og hensynsfuldt flere gange, at han måtte bo hos mig så længe han havde lyst.

Engang (det er kun et par måneder siden) hadede jeg folk, som stod på offentlig gade og snavede hinanden gule og blå. Jeg foragtede de folk, som absolut skulle vise deres kærlighed for hinanden alle steder. Nu er jeg desværre blevet en af dem. Jeg kan ikke gå 10 meter ude på gaden uden af skulle holde min skat i hånden. Det føles mærkeligt ikke lige at stå og kysse lidt, mens vi venter på Metroen.

Han har fået mig overtalt til at eksperimentere lidt med Warhammer ... indtil videre er det lykkes ham at få mig til at male et par figurer. (Jeg spænder hjelmen og husker, at jeg også har et studie at passe.)

Vi har mødt lidt af hinandens familie. Blev modtaget godt i begge lejre. Der er selvfølgelig en anelse mere hysteri i min familie, fordi det er den første fyr, som jeg slæber med hjem. De må spænde hjelmen og lige tage tingene med et gran (måske mere 1kg) salt og spise brød til. Herregud, jeg har kun knægten i knap to måneder, jeg har ikke travlt med noget her. Det skal jo bare nydes, at jeg (endelig???) har fundet mig et andet menneske, som jeg kan holde ud (og om) og som jeg kan dele drømme med.

Blogged with the Flock Browser

Formel 1-kaos

Jaja, der er sket masser og meget i Formel 1 i de sidste par løb. Gid jeg orkede at reflektere over de hændelser og fortælle resten af verden om. Orker jeg ikke.

Undskyld, at jeg spildte den kære læsers tid.

Blogged with the Flock Browser