Åndernes Hus

Nu er jeg efterhånden nået gennem næsten 400 siders drama, intriger, Chilensk politisk historie og en familiefortælling som har slået benene væk under mig. Jeg snakker (som titlen på indlægget også gør) om Åndernes Hus. Hvilken pragtfuld fortælling, bortset fra enkelte trykfejl hist og her (jeg mister fuldstændig koncentrationen hvis jeg opdager en trykfejl – sidder og stirrer på den i så lang tid, at min hjerne tror fejlen er gået hjem). Isabel Allende er en fremragende fortæller.

Nå, men det var nu ikke så meget bogen jeg vil fortælle om. Det er mere det faktum at Bille August engang i starten af 90'erne fik lavet en film ud af bogens historie. Jeg er lidt meget glad for filmatiseringer. Kan ikke forstå når andre taler dårligt om fænomenet (kan være jeg skriver et mere dybdegående indlæg om det en dag). Men altså, tilbage til Åndernes Hus som film.

DVD'en er ikke til at opstøve nogen steder i en dansk Musik-Film-Spørg-og-Skræm-Ekspedienten-butik. Jo, altså de kan da godt skaffe den, men så er den importeret og uden danske undertekster. Normalt har jeg intet imod manglende undetekster eller importerede film, men i dette tilfælde blev jeg forarget (mangel af bedre følelse). Det er da næsten en fornærmelse mod DANSKE Bille August at man ikke kan få hans film i DANMARK! Her er en mand, som har fået stor international succes, anerkendelse og priser, men hans fædreland kan ikke finde ud at distribuere hans film ud til hans landsmænd. Jeg synes det synd for manden. Han burde hædres ved at vi kunne se hans film uden at de skal først importeres.

Men det kan da også være at han synes Åndernes Hus var for kontroversiel til bare at lade udgive på må få på en DVD. Jeg vil, udfra Allendes meget grundige beskrivelser, tro at historien lægger sig meget tæt op ad virkeligheden og derfor må der også være nogle mennesker i Chile som ikke synes den her historie er særlig underholdende. De mennesker kunne måske finde på at hade lille Bille, planlægge attentater og militærkup mod ham (for at blive i Chiles historie udfra Allendes beskrivelser), og derfor har August valgt, for egen sikkerheds skyld, ikke at gøre for meget reklame for Åndernes Hus. Jeg ved det ikke, jeg kommer kun med et vildt gæt. Jeg tvivler på at Bille August ikke kender de her små runde metal-skiver som man kan lagre film på (vi andre kalder dem DVD'er), og han derfor heller ikke ved at han kan udgive sine film på sådan nogen skiver og at langt de fleste mennesker har fået sig sådan en tingest til at afspille film-skiverne og smidt VHS-maskinen langt pokker i vold. Nej, det kan ikke være den grund.

Jeg synes dog stadig at det er mærkeligt at det er så svært at få fat i Åndernes Hus (jeg har ikke kigget efter nogen af de andre af hans film – IMDB.com er din ven). Det er næsten ligesom at man ikke kan købe H.C. Andersens bøger her i landet uden at de er importerede og ikke oversatte til dansk.

Så nu fik jeg lidt luft for min frustration over ikke at kunne gense en film, jeg engang fik set i barndommen og som jeg stadig kan huske nogle småting fra – altså filmen.(jeg er så ung, at jeg stadig var barn i starten af 90'erne). Ak ja, der er vel ikke andet at gøre, end at håbe at Åndernes Hus en dag dukker op, udgivet af et dansk filmselskab, med danske tekster og helst også gerne med noget ekstra-materiale om August og Allende. Indtil da, nægter jeg at anskaffe mig filmen.

Hvis man nu kunne få TV2 eller en anden medie-gigant (DR1 har nok hverken tid eller penge til at anskaffe sig filmen) og så få den vist i tv'et, så kunne det jo være, at der kom et større pres på at få filmen gjort noget lettere tilgængelig i en helt almindelig dansk Fona, Merlin eller Føtex eller Netto. Bare en tanke.

Rostfrei

Tja. Videoen er filmet og redigeret af mig. Musikken er fra min brors band. De to knægte som render rundt i videoen er min bror og hans ven Richard, som også er fra Rostfrei.

Klassikeren

En kommentar som jeg hører meget ofte i forskellige variationer over temaet : "Jessica, du siger ikke så meget."

Hermed en begrundelse hvorfor der er så stille på bloggen.

The Simpsons - movie

Yeah!!! Kan klart anbefales. Af sted, ind og placér numsen i biograf-sædet.

Men hvorfor er der blevet lavet en udgave med dansk tale!? De mennesker, som skulle have brug for dansk tale, vil være for små til at forstå filmen. Der må da desuden gå en hel masse sjove ting tabt i en oversættelse. Hmm, "eat my shorts" bliver til "spis mine korte bukser". Bare ikke helt så sjovt og så vil de også have helt andre stemmer. Homers "doh!" skal altså bare lyde helt rigtigt, ellers er det bare som en teenie-knægt uden et liv og venner.

Kom nu ind og se filmen. Den er pengene værd.

En søndag eftermiddag på Nürburgring med bildæk

Puha dadada…sikke et formidabelt kaotisk løb. Altså bortset fra at min favorit-kører, Raikkonen, udgik af løbet med noget som eksperterne mente, var en tom benzin-tank. Jeg snakker om Formel 1 (hvis nogen skulle være i tvivl - ellers er tvivl hermed udelukket). Der blev meldt regn et par minutter inden løbet, og sørme om ikke den melding var helt og absolut perfekt regnet ud (at regne regns ankomster ud…høh-høh).

Hvis nogen foretrækker en noget mere professionel og moden tilgang til gennemgangen af løbet i går, så KLIK HER!!! Nå, okay...jeg fortsætter.

Formationsrunden foregik i strålende lunt solskin, men fire omgange inde i løbet, stod regnen bogstaveligt talt ned i stænger. Sving 1 blev inden for så sekunder til en gigantisk sø. Hele 6 styk aerodynamiske køretøjer kom med fuld fart ind i svinget og endte med lige så fuld fart ude i dækmuren. Det er sgu aqua-planing, der vil noget. Hamilton fik på en eller anden måde lyst til at fortsætte i løbet, så knægten blev siddende i sin bil og ventede på at kran-manden kom forbi og løftede ham tilbage ud i søen.

"PAUSE!!!", måtte de have skreget oppe i Formel 1-toppen (min tegnsætning i starten af den sætning er vist ikke helt efter reglerne…men jeg er da bare ligeglad). Og der kom pause. En lille halv time senere, havde nogle stakkels mennesker fået fejet banen lidt tør og ren, solen tittede frem igen og løbet gik videre.

De danske kommentatorer snakkede om dæk, og forklarede den store videnskab, der ligger bag. Det er jo langt fra køre-tekniske talenter og lidt løs taktik, som styrer det hele. Næh nej, bilen opbygning, udbygning og tilbygning er også vigtigt, ligesom valget at dæk også er det. Helt seriøst, jeg har sikkert ikke opfanget halvdelen at de ting, som de fik sagt. Men der findes en hel del forskellige dæk, alt sammen tilpasset vejrforhold og regler. Ligesom at vi andre normale dødelige bilister, kan bruge sommerdæk, vinterdæk og pik-dæk (må vi vist ikke her i landet - "pik" udtales i denne forbindelse med "i" og ikke med en "e"-lignende vokal – vulgære små lømler).

2007-reglerne siger, at der skal køres mindst en sektion på bløde dæk og en sektion på hårde dæk. Så er det op til de enkelte hold, at finde ud af hvordan de vil administrere det. Der udover er der regnvejrsdæk. Der er "wet" og der er "extreme wet". Det er vistnok noget med, at der er et eller andet om, at det måske er noget dækmønster, som gør den helt store forskel. Mit blinde skud i luften må være at gætte, at regnvejrsdæk har noget ekstra mønster, som giver noget mere vejgreb. (jeg havde for 2 sekunder siden en fantastisk pædagogisk og sammenlignende metafor, men den har jeg åbenbart lykkeligt glemt).

Så dér. Det var hvad jeg lærte på en søndag eftermiddag. Nåja, og så fik en eller anden mand, med navnet Michael Schumacher, opkaldt et sving efter sig på Nürburgring.

Sjescia og bøger

De fleste i min familie vil nok kalde mig en læsehest. Det var jeg vel nok også engang. Jeg elskede at få bøger i julegave som barn. Kan huske at min far gav mig hele "Det Lille Hus på Prærien"-serien henover et par fødselsdage og juleaftener. Så i noget nær to år glædede jeg mig til at få hans gave. Jeg var jublende glad da jeg fik Gyldendals Leksikon og en stor stak ordbøger.

Min mor brokkede sig også flere gange over mine mange besøg på det lille lokale provins-bibliotek. På et tidspunkt gav hun mig enddda forbud mod at komme der, fordi hun var træt af hele tiden at skulle betale de bøder jeg fik for forsinket aflevering. Så måtte jeg jo lære at aflevere bøgerne til tiden, eller også få mit et arbejde, så jeg havde penge til at betale bøderne.

Jeg får langt fra læst særligt mange skønlitterære bøger efter at jeg er blevet både ældre, mere moden(!?) og er flyttet hjemmefra. Det er som om jeg slet ikke har brug for at flygte ind i fantasiens verden (måske fordi studiebøgerne kræver 100% opmærksomhed). Men i denne sommerferie har jeg på en eller anden måde fået gnisten tilbage for læsningen. Jeg vil tro at en lang sommerferie uden nogen ferieplaner kan sætte skub i sådan noget.

En bog af Salman Rushdie har stået i min bogreol i 3-4 år uden at jeg havde den store lyst til at få den læst. De få gange jeg forsøgte forstod jeg ikke rigtig hvad han skrev. Jeg kunne ikke samle tankerne til at forstå hans (oversatte) sprogbrug. Bogen røg tilbage på hylden med en undskyldning om at jeg slet ikke var klar til at læse bogen. Det samme skete også får Orson Wells. Især de to forfattere har jeg respekteret i mange år. Den ene, fordi han bare siger sin mening, også selvom hans fjender ønsker ham død. Den anden, fordi hans måde at skildre samfundet på er noget nær absurd og grotesk.

Men min absolutte yndlings forfatter er og bliver Stephen King. Den første bog jeg læste var "Den Grønne Mil" og jeg har elsket hans bøger lige siden. Han forstår at beskrive ting på en sådan måde at det gør det nemt at leve sig ind i historien og forstår personerne. Det er sikkert også en grund til at så mange af hans bøger og historier er blevet filmatiseret. Det er nemt at oversætte til at andet medie. Nogen vil sikkert mene at det er en dårlig ting, men jeg kan ikke se hvordan det skulle være dårligt. Selve bogen bliver jo ikke dårligere af at der også findes en filmudgave. Jeg fik endda skrevet en opgave i gymnasiet om Mr. King. Min engelsklærer gav mig nogle noveller og fortalte at de var samfunds-kritiske, så måtte jeg selv skrive opgaven.

Hmm, det lader til at jeg kan lide samfundskritik. Egentlig mærkeligt, for jeg er godt tilfreds med det danske samfund, men jeg sammenligner også med hvad familien på Filippinerne har.

Uh bøger, minder mig om at jeg vil have nogle nye bogreoler, for dem jeg ejer er ved at falde sammen under vægten fra det ton bøger jeg har fået samlet mig.

I mangel af inspiration...

…går jeg på kompromis med mine principper og reagerer på det tag (udtales noget i retningen af tææk) jeg fik engang af Frøkenen. Så ved kun at svare på de otte punkter og ikke tagge andre, så deltager jeg jo ikke rigtigt i kædebrevet. Jeg vil heller ikke tage ansvar for sarte sjæle som gerne vil være med til at lade kædebrevet leve videre.

Godt så…ad omveje er jeg nu kommet frem til at skulle skrive 8 ting om mig selv.

1:
Jeg er født på en søndag og er mine forældres førstefødte. (Jeg har en bror og en halvsøster)

2:
De seneste par år er mine yndlingsbeskæftigelser noget som måske ikke er helt typiske for en pige. Jeg er blevet helt besat af Formel 1, købte for nylig computerspillet "Need for Speed – Most Wanted" og spiller det konstant, jeg kan ikke få nok af at se Jackass og lignende "drengerøvs-programmer", jeg er begyndt at synes at heavy metal er hyggelig musik

3:
Jeg elsker at køre bil, men jeg kan dog ikke finde på at gøre det inde i centrum af København (jeg bliver stresset over trafikken bare ved at gå på fortovet). Jeg har op til flere gange kørt min mors gigantiske varevogn med en trailer hængende bagpå. Det er sjovest at køre hurigt, men jeg kører heller ikke hurtigere end det tilladte, så slipper jeg nemlig for fartbøder.

4:
Jeg er nu ved at være nået halvejs gennem punkterne.

5:
Jeg har en fast plads til alle mine ting, desværre roder jeg så meget at jeg alligevel hver morgen skal bruge nogle ekstra minutter, i en stresset tilstand, på at panikke over at jeg ikke kan finde mine nøgler...indtil jeg opdager at jeg lagde dem i tasken aftenen inden, så jeg netop ikke skulle lede efter nøglerne.

6:
Jeg fik skaffet mig et medlemskort til mit lokale fitness-center, fordi jeg tænkte at hvis jeg nu svedte i et par timer hver dag, så kunne jeg med god samvittighed gå hjem og kaste chokolade i gabet på mig selv. Det der vægttab-fænomen kommer jeg aldrig til at opleve, for jeg ved at jeg ikke vil kunne finde ud af at skifte spisevaner og leve sundt. Mine deller er langt fra så store at jeg er i livsfare og H&M har stadig tøjstørrelser jeg kan passe...så ingen grund til panik.

7:
Når jeg er stresset over studiet er jeg dybt afhængig af kaffe, når jeg keder mig og har masser af fritid har jeg konstant trang til chokolade.

8:
Jeg har en selvdestruktiv adfærd, men det lader til at jeg har fået kæmpet mig gennem den værste periode (skar i mig næsten dagligt selv da jeg var 17-19 år), nu har jeg bare nogle vaner som i længden vil forkorte mit liv…jeg skal jo dø af et eller andet.

Roskilde Mudder-festival

Hehe. I år har jeg fravalgt Roskilde Festival. Har ellers været med de sidste 4 år, men i år var der hverken penge eller lyst til endnu en tur ud til telt-markerne og musikken. Mit bedste argument for ikke at tage af sted i år, var manglen på Slayer. De valgte at aflyse allerede inden foråret var kommet og de andre bands har jeg ikke helt så meget trang til at se. Nogle har jeg set før på samme festival.

Men så fik jeg lige set diverse verjudsigter på diverse tv-kanaler. Nøøøøj, hvor er jeg bare glad for at jeg ikke kom af sted. Lysten har da meldt sig et par gange. men jeg har prøvet en oversvømmet og tilmudret festival før og dengang syntes jeg det var ganske hyggeligt. Tror det var 2004 hvor jeg på dag 2 vågnede op i et oversvømmet telt og brugte resten af tiden på at rende rundt i mudder og andet brun sovs til knæene.

Måske tager jeg af sted næste år....hvis der kommer nogle gode/interessante bands jeg gider have smadret min hørelse til. Resten af ugen vil jeg bare nyde ikke at skulle sove udenfor. Tror også jeg vil bruge lidt tid på at finde en paraply. Det er sgu sidste gang jeg kommer gennemblødt hjem fra en lang arbejdsdag.

Tvillinger og amning

Min fætter fik tvillinger i går, eller rettere ham og hans kone lavede to piger og i går var de så færdig ruget og kom ud til os andre her på jorden. Tillykke til dem.

Må dog sige at jeg er glad for at det ikke er mig som skal skifte alle de mange bleer. Jeg synes at bare et enkelt baby fylder flere bleer end jeg har tid til at tage mig af. Min fætter og hans kone har så fået dobbelt-op på bleskift, børneskrål, og værst af alt; amning. Jajaja, nu kommer der sikkert en eller anden og fortæller mig at det slet ikke er så slemt "bare vent til du selv får børn" og sådan noget. Kan da godt være at forældre er så ih og åh så glade for de små skrigehalse (her må jeg så lige tilstå at jeg da også synes sådan nogen tingester er søde, men det er da kun fordi jeg kan aflevere kræet tilbage til sine forældre), men det kan da virkelig ikke passe at forældre ikke bare enkelt gang eller to i deres liv trænger til en pause væk fra bleskift. Der er vel en grund til at børn bliver sendt på weekend til bedsteforældre…eller er den eneste grund til at børnene bliver sendt væk, så forældre har tid til at avle nogle flere unger?

Men amning!? Min mor har fortalt mig at det gør ondt, meget ondt, alle hendes skrækhistorier om amning er udmærket prævention for mig. Graviditeten og fødslen hver for sig er smerte nok, men så skal man jo lige lægge alle de mange lange måneder hvor barnet vil sutte på mors ømme bryst. Som om man ikke i forvejen skulle udsætte sin krop for nok smerte. Endnu engang kan jeg høre kommentaren "men resultatet af dine smerter er det hele værd". Og!? En dag kommer de små unger i puberteten og bliver nogle brokkehoveder og skriger efter flere lommepenge og senere sengetider.

Tilbage til den frygtelig amning og mishandling af et velskabt og veludviklet bryst: Den lille sultne stakkel, der ligger og sutter på på mors ømme og hudløse brystvorter, presser måske de tandløse gummer i vorten for at få mere hvidt stads presset ud at det udpinte pat. Jeg kommer til at tænke på en udpint mark, hvor bønderne bare bliver ved med at så, for de skal jo have noget at leve af. Det stykke jord må da føle sig misbrugt, udnyttet, måske har jorden endda dårligt selvværd for bønderne vil kun den ene ting med jorden, der er ikke tid til at pleje jorden – den skal bare bruges og bruges og misbruges og pines og udnyttes fuldt ud. Jorden bliver tyndere, svinder ind og tørrer ud.Sådan er amning også! Det får brystet til at blive tyndt, svinde ind og tørre ud (det er baseret på min mors skrækhistorier, krydret med min egen overdrivelse, frygt og uvidenhed)

Men hey, så længe det ikke går udover mine bryster, så skal børn da have lov at få al den mælk de har lyst til fra mors bryst, fars bryst, hundens bryst eller koens bryst. Whatever, mælk er vist nok sundt for sådan nogen skide-i-bleen-maskiner.

Konklusionen er at det nybagte sæt forældre har to små sultne og skrigende spædbørn og dermed har de dobbelt så meget at sørge for….gad vide om de er skøre nok til at få flere…kan jo være de vil konkurrere med min kusine om at avle den største familie.

Sommerferie og crash i Formel 1

Så fik jeg endelig sommerferie. Men fordi jeg ikke helt kan omstille mig til at have absolut intet at lave, så får jeg heller ikke taget mig sammen til noget. I en hel uge har jeg villet kommetere Kubicas store sammenstød med muren i Montreal. Men som altid, så får dovenskaben magten og jeg bliver siddende på min sengekant og spiller PlayStation indtil mine fingre får vabler. (jeg er ikke lige så hardcore til konsol-spil…endnu….og da slet ikke med på moden, synes stadig min brors aflagte PlayStation I er sjovere end PlayStation II - har ikke prøvet III'eren og jeg har ikke lyst endnu)

Men anyway. Det var Kubica. For lige at opdatere læsere, lurere og folk i krogene, så fandt jeg lige et lille klip af Kubicas crash (endnu engang kan informationsvidenskab bruges til noget). Jeg kan med god samvittighed lægge det ud, for manden slap fra det med en lille hjernerystelse og vistnok ikke ret meget andet end det. Han er helt sikkert tilbage på banen til næste løb.

Fik da også set noget af ræset fra Indianapolis i går aftes, men det er ikke helt så sjovt at se en genudsendelse på TV2. Jeg har ikke den sporty udgave af TV2, så jeg må nøjes med at se genudsendelserne og selvfølgelig fandt jeg ud af hvem vinderen var længe inden det overhovedet blev vist på 2'eren. Nok om Hamilton, den unge uerfarne knægt der fører stort, tilbage til Kubica (udtales Kubita – så det rimer ikke på mit rigtige navn)...



Jeg er fascineret. Ikke over at han laver noget de kloge kommentatorer (de danske kommentatorer sagde det...tror jeg...men jeg har intet at have mit udsagn i) kalder en kørefejl, men fordi at bilen er så godt sikret, så slipper han fra det med livet i behold. Han sidder med det beskyttede hoved ude i den frie luft!!! Jeg har dyb respekt for mekanikerne og de andre som har bygget bilen, for sådan en ulykke ville en Toyota Corolla og passagerne ikke slippe levende fra. Jeg har så heller aldrig set en Corolla køre 300km/t og smadre ind i en mur. Kubica får virkelig smadret bilen, det eneste der er tilbage er den lille metal-kasse, som han sidder i, og som jeg vil mene er det ypperste eksempel på sikkerhed i biler. Der skal intet ringere end perfektionisme til at udforme en så sikret bil.

Giv mig ret, Formel 1-bilerne er nogle af de bedst sikrede køretøjer mennesket nogensinde har bygget. Jeg var målløs over hvor få skrammer Kubica fik, det blev vist som sagt "kun" til en hjernerystelse og et eller andet forstuvet stykke legemesdel (en ankel?). No wonder at Formel 1 er så fantastisk, kørerne slipper meget godt fra styrt og dæk-kys (kalder jeg det. når bilerne næsten rammer hinanden i svingene).

Nåja, der har jo også lige været Le Mans, ikke noget jeg gider følge med i, der er alt for mange bil-klasser til at jeg kan overskue det. Ah well, Tom Kristensen vender sikkert tilbage næste år og får den sejr han ikke fik i år.

Min arbejdsplads – kvinder, sladder og børn

Som nogle ved (og andre nu får at vide), så har jeg fået mig en studiejob. Et rigtigt kontor-job, hvor jeg skal sidde og sætte papir i system. De glade for mig derude og synes jeg er både moden og kan arbejde selvstændigt (jeg må lide af personlighedssplatning eller skizofreni).

Der er cirka 20 ansatte i afdelingen, og ud af det er henved 90% kvinder. Med så mange kvinder (jeg vil tro de fleste er mellem 25 og 40 år) bliver det hurtigt til en hønsegård. Men alder har vel ikke noget at gøre med om man kan lide sladder eller ej.

Fredag morgen starter altid med fælles morgenmad, og så kan man ellers sidde i en halv times tid og få ny sladder. Alt lige fra kongehuset og arbejde til kolleger og (spæd)børn bliver drøftet. De fleste har børn eller er gravide. Så mens jeg sidder og spiser min (gratis!) morgenmad får jeg også lige et par historier om diverse fødsler, børnehave-børn, baghaver, sommerhuse og andet godt fra kernefamilie-posen.

Det er da ganske undeholdende at høre om hvordan lille Sisse-Cirkeline selv kan få sit tøj på. Men hvor bliver jeg dog mere og glad for at jeg ikke engang er tæt på at overveje om jeg burde sætte en mini-Sjescia i verden. Hvilket stressende helvede de kvinder må gå igennem hver eneste dag med alle de børn, som de har spyttet ud. Og alligevel sidder de og taler om hvor glade og lykkelige de er for deres børn.

Jeg er egentlig bare glad for at det ikke er mig, der skal skifte ble eller hente 3-4 børn hver dag. Jeg værdsætter virkelig hver aften når jeg er kommet hjem og bare kan smide mig foran tv'et uden at skulle tænke på at børn skal fodres og sendes i seng, en mand der gerne vil have lidt opmærksomhed og 100kvm der trænger til støvsugning.

På den anden side, at bliver der trukket og hevet lidt for meget i mine kvindelige hormoner og (svage?) moder-instinker, når der kommer en kollega på besøg med sin nyfødte unge. Det er vist naturligt at man som ung kvinde også tænker på spædbørn. Jeg fik så rigeligt da min mor spyttede sit tredje barn ud og næsten tvang mig til at passe ungen med mellemrum. Bleskift og baby-skrål. Jeg er godt nok kun storesøster, men den lille pige ville hele tiden have min opmærksomhed. Heldigt for hende at jeg ikke er hendes mor, hun ville blive et stakkels forskruet barn.

På den anden side, så er det vel meget sundt at komme helt væk fra eksamen og studie-stress og høre om andre folks normale og vel-etablerede liv. Jeg synes det er hyggeligt, så kan jeg sidde og fryde mig over at jeg kun skal fodre mig selv og tørre min egen røv. Det er måske også en god måde at blive forberedt til en mulig fremtid, hvis jeg kender alle skræk-historierne om børn og ægteskab.

Kvinder og deres pat-holdere

Kan godt være at folk sulter i Afrika og jeg har familiemedlemmer på Filippinerne, som ikke har råd til uddannelse, men derfor tillader jeg mig lige at skrive om et tåbeligt og overflødigt problem. De fleste normale mennesker må være stødt på en BH eller to i deres liv.

Måske er det kun mig, der gør det, men jeg kan heller ikke lade være. Måske er det en dårlig ting, eller også bare en sær vane. Jeg kan bare ikke holde øjnene fra kvinders rygge, især ikke når man tydeligt kan se hvordan BH'en får presset en ekstra delle eller to frem på ryggen. Ærligt, jeg synes det er lidt ulækkert og kan slet ikke forstå hvordan kvinden kan holde ud at have sin BH på. Det må da være smertefuldt sådan at få presset hud og fedt rundt. Det minder mig lidt om en indsnørret skinke.

De sidste par år, har der været en del opmærksomhed på kvinders brug af BH'er. Det lader vist til at alt for mange ikke kan finde ud af at finde deres størrelse og bare tager den første og bedste, der kan rummer deres yvere (charmerende ord). Det gør det heller ikke bedre, at de samme kvinder så også har taget den strammeste trøje på de kan finde i deres skab, hvis de da ikke har været inde og rodde i datterens klædeskab. Fremhæv endelig lige at du også har deller på ryggen. Det skal vist lige tilføjes at jeg snakker om kvinder af alle størrelser og former. Jeg har set 40 kilo tunge unge piger med BH'en kravlende op i nakken (de har vist ikke så meget fedt på kroppen at BH'en kan presses fast mellem et par deller).

Altså virkelig. Hvis jeg ikke kan trække vejret fordi BH'en er for stram, så lader jeg være med at tage den på. Hvis jeg kan mærke BH'en helst vil sidde i nakken på mig, så bliver stropper og de andre 40 spænder justeret. Hvis mine forlygter nægter at ligge stille i skålene, så skifter jeg BH. Jeg synes det er ubehageligt at skulle føle mig som en indsnørret skinke, men jeg vil for alt i verden heller ikke gå uden BH. Der er lige lidt for mange hudflader som mødes, når man også skal have en trøje på.

Jeg kan godt forstå hvis kvinderne føler sig fortabte i BH'ens verden. Det er jo et helt forskningsområde for sig selv. Bare det at skulle tage en BH på eller af, kan være et størreprojekt, især hvis man har fået lidt for meget alkohol indenbords. Efterhånden findes der så mange modeller, størrelser, former, lukninger, typer og bla bla bla, at selv de mest hardcore BH-eksperter kunne føle sig fortabt i en undertøjsforretning (bortset fra dem som arbejder i butikken, jeg håber for deres egen skyld at de ved hvad de arbejder med).

Men selvom det er en jungle at finde sig en BH, der passer, så burde det stadig ikke være så svært. Man kunne jo starte med at få taget tjekket sin BH-størrelse hos en professionel BH-ekspert. Kom nu, gør det nu. Lad mig slippe for se mere indsnørret skinke komme stavrende i et par høje hæle (kvinder og høje hæle!!! – uh, mere blog-brok-materiale…måske). Jeg vil også gætte på at en forkert BH hurtigere giver hængepatter (hjalp det på motivationen???). Der er vel en grund til at det hedder BrystHolder og ikke BrystKlemme/RibbenPresser/DelleMager eller noget helt fjerde. BH'en skal holde på brysterne, det er det eneste job den skal gøre. Ikke noget med at presse fedt sammen eller smadre ribben.

Jeg er ingen helgen på det her område, men jeg lider også kronisk af deller på ryggen. Men selv sådan noget kan skjules har jeg fundet ud af. Hep, BH-forskningen kan betale sig.

Nåja og så har jeg lidt ondt at mænd, når det kommer til BH-lukningerne (af hensyn til enkelte læsere, vil jeg ikke uddybe det).

Sjescia som håndværker?

Jeg lever stadig…hvis nogen skulle være i tvivl.

Så blev den store opgave afleveret i dag. Efter flere måneders intens studie af bibliotekernes genreinddeling blev der skrevet næsten 30 sider om noget, der en dag helt sikkert vil kunne redde Verden.

Åh ja, det er i de stressede opgave-skrivnings-perioder at jeg overvejer om jeg burde have fulgt i mine forældres fodspor og bare vælge en håndværker-uddannelse. Det meste af min familie har uddannet sig indenfor et praktisk fag. Der er en smed, en kommende maler, en mekaniker med noget overbygnings-halløj, en sygeplejerske, en pædagog, et par landmænd, en bager og min mor havde vist gang i noget kosmetolog-frisør-negleklipper-uddannelse engang. Der er sikkert mange flere (men jeg har vist opremset nok).

Og mig? Ja, jeg lærer at sætte bøger pænt på plads og noget med informationsvidenskab. Ikke særlig praktisk. Jeg må være noget nær den eneste i min familie, der har en bogsamling som er større end et par leksika og "Den store Kryds og Tværs-ordbog".

Livet kunne vel nok være lidt nemmere, hvis jeg havde valgt en håndværker-uddannelse. Jeg har ikke hørt noget om at håndværkere skal læse tonstunge bøger og tolke teorier. Det er vel begrænset hvor meget man kan problemformulering man kan få ud af en mursten (det er jo en sten!!!) eller skrive lange videnskabelige opgaver om malings oprindelse og konsistens. En svendeprøve er vel bare lige at bevise at man har brugt mange år på at arbejde med noget og fået en meget lille løn for det.

Men jeg tvivler på at jeg egner mig. Murer-faget kræver vist at man kan løfte tunge cement-klodser. Snedker og tømrer; jeg aner ikke hvad de laver og det betyder at jeg helt sikkert ikke egner mig til det. Maler-faget handler mest om at få sniffet så meget maling som muligt og blive betalt for det (jeg foretrækker at dø med så mange intakte velfungerende hjernceller som muligt). Så er der hele skønheds-videnskaben, jeg har det fint med at presse mine egne bumser ud, behøver ikke gøre det på andre også. Desuden tvivler jeg på at jeg har nogen som helst evner til at gøre grimme folk kønne. De der mad-fag; HELL NO!!! Jeg er glad for mad, men jeg har ikke tålmodighed til selv at lave den. Og pædagog-fag? Æh nej, jeg kan knap nok tage vare på mig selv og jeg har slet ikke tålmodighed til at skulle passe på evnesvage/børn 8 timer i døgnet 5 dage om ugen.

Nu er jeg vist nået frem til at jeg vist får det bedst ved blive bibliotekar og så sidde og lege med bogsamlinger ude på bibliotekerne. Ja sgu, jeg vil sidde bag et skrivebord, have knold i nakken, store tykke briller, støv i håret og tysse på folk!

Øv, det lader det at jeg ikke slipper udenom alle de mange opgaver. På den anden side, jeg synes mit studie er spændende, så mon ikke jeg bliver hængende…bare lige et par år endnu.

Mistanke bekræftet

Mens verden får sig en ny fransk præsident, et nyt dansk parti, Larry King fejrer sit 50 års jubilæum, det danske vejr kommer med regn og bla bla bla (kan åbenbart ikke huske ret meget fra TV-kiggeriet i dag), sidder jeg med fingrene klistret febrilsk til tasturet og håber at jeg få et eller andet skrevet nogenlunde færdigt til i morgen.

Allerede fra dag 1 på semesteret, blev der lovet og advaret om at opgave-skrivningen ville en lang og hård tur. Æh ja, no shit, jeg kan kun skrive under pres. Deadline ligger om to uger, men når man arbejder i gruppe, skal man jo helst kunne bevise at man har lavet noget i de dage, hvor man ikke har været i nærheden af sin skrivemakker.

Men fornuftig som jeg er, fik jeg en fantastisk lyst til te. selvom jeg egentlig mistænker te for at bedøve min hjerne fuldstændigt. Som den kære læser nok har gættet nu, så fik jeg også mistanken bekræftet. Normalt drikke jeg kun kamillie-te når jeg er godt og grundigt forkølet, men i dag var en undtagelse. Jeg gravede noget frugt-te frem fra køkkenskabet og fik fyldt en termokande med sukker, ekstremt varmt vand og et lille te brev. En halv time senere, vil mine øjne utroligt gerne lukkes. Det er egentlig ret mærkeligt, for jeg sover med åbne øjne, så de burde forsøge at slukke for synet og ikke hænge et par tons-tunge vægte på mine øjenlåg.

Og nu tilbage til opgaven om særopstilling af musik på biblioteker, eller var det genre-inddeling på biblioteker. Det lader til at jeg har mistet fokus, og så kom en anden opgave også lige springende ind fra sidelinien forleden, den vil også gerne skrives.

Ak ja, livet er så hårdt, især når man bor i lille Danmark, med al sin vidunderlige velfærd.

Lidt reklame for min mor

Min mor har (endelig - vil jeg mene) fået lavet sig en lille hjemmeside for sine asiatiske fødevarer. Nu er hun sørme blevet professionel sælger og ikke bare kræmmermarked-kvinde. Hvis nogen skulle have lyst til at få sin soya-sauce sendt fra Sønderjylland og direkte hjem til døren, så tjek lige den fine lille hjemmeside.

AsiaTorvet

Jeg tillader mig lige at forsøge at give dem et slogan: AsiaTorvet, coming to a kræmmermarked near you! Æh, og dog, det må mor og co. vist selv rode med.

En lørdag på Strøget

Okay, man burde som et nogenlunde rationelt tænkende væsen vide at Strøget og andre gågader i store byer altid er fyldt med turister, mennesker og menneskebørn. Æh ja, og alligevel valgte jeg at tage en lille gåtur rundt en lørdag eftermiddag (klokken var 13.00). Jeg var alligevel derinde og jeg trængte til frisk luft efter at have siddet i en bus, hvor en eller anden gammel kone lige skulle have et skud ostemad. Nej, virkelig, hun sad i bussen og spiste sin stinkende ostemad sammen med noget, der lignede et barnebarn. Bussen var propfyldt og luften var i forvejen ulækker, tæt og folk stod mast næse mod armhule.

Men altså en lille spadsere-tur på Strøget blev hurtigt til et forhindringsløb. Det lader til at lidt for mange mennesker ikke forstår begrebet "gågade". Selvom det er tilladt at krydse Strøget i bil ved udvalgte sidegader, så er det da virkelig en tåbelig idé at forsøge at gøre det på en lørdag. Der er opfundet parkeringsplader, de kan bruges til, gæt hvad; nemlig! Parkering af biler og andet køretøj. Bare forbi man lige har købt sig en ny Alfa Romero eller vil lufte sin åbne sportsvogn, så er der ingen grund til at gøre det helt inde i centrum af centrum af København. Bilerne er stadig pæne selvom de kun står parkerede mellem en 10 år gammel Nissan og et "rugbrød". Bare fordi vejret viser forår, så behøver man ikke lufte sin bil på Strøget.

Så er der den anden ting, jeg også blev irriteret over; CYKLISTER!!! Hvad bilder de sig ind at cykle rundt mellem 4 mia. mennesker på en gågade??? Det er en gågade, ergo går man. Man cykler på cykelstier og man går på gågader. Det er åbenbart svært at regne ud for nogle folk. Så er det jo godt, at jeg kan fortælle dem højt og tydeligt på en lille bitte internet-side. Folk skal trække cyklen, så slipper vi andre for at blive kørt ned eller springe for livet. Jeg kan virkelig ikke se nogen grund til at cykle mellem 4 mia. mennesker på Strøget. Hvis man har travlt, så cykler man udenom menneskermylderet og ind på sidegader, hvor det er tilladt at cykle.

Udover de to ovennævnte irritationsmomenter, så var jeg tæt på at miste benet ved et sammenstød med en rullestol. Konen sad i den, godt pakket og den åndsfraværende mand skubbede hende rundt. I et kort sekund så jeg resten af mit liv passere forbi med kun et ben at gå på. Forfærdeligt, bare forbi konen ikke kan gå, så behøver manden ikke sprede handicappet til sunde og raske mennesker med intakte lemmer.

Forældre burde overvejer at investere i snore til deres børn. De kan finde ud af at holde deres små tæppetissende rottelignede hunde-agtige væsener i kort snor (jeg fik vist lige sagt noget positivt!!!), men om de kan holde orden påderes små rollinger, snotunger og andre skrigende kræ, så er svaret NEJ!!!. Jeg måtte springe og undvige adskillige unge mennesker i Hobbit-størrelse, fordi de lige havde spottet BR, en slik-butik eller McDonald's. Ah, well, hvis børnene ikke kan styre sig, så må de leve med at få en albue i hovedet ved et uheld, fordi de hysterisk absolut skal løbe ud foran mig.

Nogle syge mennesker, havde valgt at uddele gratis kram. Jeg valgte at løbe for livet, da jeg fik øjenkontakt med et smilende ansigt siddende på en meget sært udklædt krop. Jeg kan få gratis fra folk jeg kender, jeg nægter at blande sved med en fremmed.

Jeg fik dog erhvervet mig to nye bøger med mit fine lille gavekort, som farmand i et øjebliks sindssyge åbenbart havde lyst til at give mig. Hmm, jeg ved jeg er forkælet. Jeg fik nasset mig til lidt studierabat. Hvis jeg kan spare 30 kroner, så skal det også udnyttes. Hvilken herlig forårsdag det var i går.

At fornøje sig med gardin-strygning

Titlen er rammende. Lad være med at sige, at du ikke blev advaret; den sære titel burde have fået store hylende sirener til starte.

Jeg fik mig et strygejern i julegave sidste år. For noget tid siden fik jeg så en strålende idé at bruge det som en overspringshandling. Diverse studie-relevante tekster var ikke lige det mest ophidsende at læse, så jeg begyndte at rode mit klædeskab igennem efter noget der kunne trænge til at blive strøget (jeg stod i forvejen med hovedet og hænderne derinde for at lægge mit tøj pænt på plads – for en gangs skyld). Jeg nappede også lige gangens fælles-strygebræt, stillede det op og gjorde mit strygejern kamp-klart. Men jeg havde stadig ikke fundet noget stryge-værdigt. Indtil jeg spottede mine krøllede gardiner.

Jeg har kæmpe panorama-vinduer og nogle massive lagen-agtige gardiner, der stort set altid er trukket for, fordi jeg er bange for solen (jeg er sikker på at den en dag smelter mig). Gardinerne blev vasket for nogle måneder siden, hvilken de også trængte til, de blev hvide af det og den gule bræk-hvide farve de havde før, viste bare at den sidste ejer nok heller ikke gik ret meget op i gardin-vedligeholdelse. Men gardinerne blev så forfærdelig krøllede af at blive vasket.

Så, jeg fik tilbragt en lørdag med at stryge gamle gardiner, der sikkert er lige så gamle som kollegiet. Men de hænger pænt og skygger for den onde lyse sol. Nu burde jeg kunne turde være vågen og til stede i mit beskedne kammer, når sommeren angriber os.

Samsung SGH-X830

Så kom den med posten. Så lille og fin og pakket ind i vældig godt ind. Min lille bekymring for at jeg i et øjebliks sindssyge havde bestilt en lyserød model, blev heldigvis ikke bekræftet. Men jeg måtte dog lige sidde tålmodigt og vente nogle timer inden mobilen var opladet og klar til brug. Men så er der også blevet pillet, udforsket, undersøgt og leget med den nyeste gadget i min samling.

Jeg er flere gange i løbet af dagen blevet bange for dens størrelse. Altså virkelig, den er så lille at jeg er bange for at den bliver væk. Der fulgte en bærerem med, så nu er den sat fast på den lille tingest, så bliver den helt sikkert aldrig væk. Det virker for mine nøgler, men der er remmen større, og der sidder en kæmpe oplukker i nøglebundtet, så rasler og vejer det hele så meget at jeg er sikker på jeg har husket nøglerne.

Men den kræver tilvænning. Det tager mig så lang tid at skrive en sms, at jeg hver gang næsten har lyst til at opgive og bare ringe til vedkommende. Men efter at have skrevet de første 10 sms'er i dag, så går det da bedre. Jeg har fået skåret henved et helt minut af de 10 minutter det tager mig at skrive en lille sms (ca 20 ord), dvs, nu kan jeg gøre det på 9 minutter. Uha da, det går stærkt.

Og så et lige et billede af den gamle mobil, den lilla lighter og den nye mobil. Det er lighteren der er mindst (hvis nogen skulle være i tvivl - det var jeg, indtil de lå ved siden af hinanden). Nu ligger den gamle slidte og ridsede Sony Ericsson TI60 (hedder den vistnok) med sit slidte og sløve joystick i min kommode og venter på at jeg giver den væk.

Det eneste jeg efterhånden mangler at få testet på den lille nye, er vækkeuret. Ellers har jeg både fået opringninger (som de første par gange gjorde mig panisk - låget skal jo drejes og ikke løftes), fået lagt musik ind på tingesten (og konkluderet at det ene af de to sæt høretelefoner, der fulgte med er bedre end dem jeg ejede i forvejen), jeg måtte også skrive alle numre ind telefonbogen, for det lader til at min S.E. ikke kunne finde ud af at gemme telefonnumre på simkortet. Ah well, endnu en grund til at jeg kunne lege med den nye mobil uden at få dårlig samvittighed over at jeg burde bruge min tid på noget mere konstruktivt.

Den er også blevet døbt. Mini-Me. For den er jo helt klart en lille elektronisk klon af mig. Det er næsten en besættelse for mig at alt mit elektroniske legetøj skal have et navn. Så kan jeg gå frustreret rundt i mit kollegieværelse og kalde på en tingest, der jo helt sikkert svarer. Bare for en sikkerheds-skyld. Mobilen kan så mange ting, det skulle ikke overraske mig hvis den en dag taler.

Bokseres påklædning!!??

Zappede lige forbi en boksekamp i går aftes. Jeg måtte et øjeblik indstille zapningen for at stirre forbløffet på de to mænd. Den ene havde glimmer-glitrende shorts på og den ande havde frynser på sine shorts!!!

What the Hell!!! Jeg gik her og troede at boksning var en maskulin sport, hvor udøvernes påklæding var det mindst vigtige. Altså jeg kan forstå de kommer ind i ringen med en overdådig kappe om sig, de er jo trods alt næsten nøgne og fryser nok lidt, men derfor behøver de da ikke have frynser og glimmer på shortsene. Måske er boksning alligevel en interessant sport, de kunne jo få sig en kvindelig kommentator, der sad og snakkede om påklædningen. Ligesom som man gør når de royale bliver gift for åben skærm, der sidder altid en eller anden stakkel og ved alt for meget om påklædning og tallerkener.

Jeg tænkte at det nok kun lige var de to boksere, der var lidt excentriske. Men da jeg nåede forbi samme kanal lidt tid senere, stod to andre boksere i ringen. Sørme ikke om den ene havde frynser på sine shorts og jeg er sikker på at jeg så noget lyserødt på den anden boksers shorts. Jamen altså, er boksere blevet metroseksuelle nu??? Eller har de en stylist til at sy kamp-tøj til dem? Man kunne nok forestille sig at en eller anden fortabt tøs sad og syede lyserøde blomster på et par bokser-shorts lige nu, bare fordi blomster er pænere end dødningehoveder. Desuden så kan blomster måske bedre kamouflere blodpletter, man ser flere røde blomster end røde dødningehoveder (hvis man altså ikke er farveblind).

Jorden er en sær planet.

Påsken 2007

Tjo, jeg godt nok ikke troende kristen, men jeg har ikke andet jeg kan kalde alle disse fri-dage, der bliver behandlet som søndage.

Min påske kommer nok til at handle om genrebetegnelse indenfor musik og hvordan biblioteker opstiller deres musiksamlinger. På en eller anden måde, som mig og den anden halvdel af gruppen vist har defineret lidt bedre (men det er for tidligt at skrive mere om hvad opgaven kommer til at indeholde - den del skal jo lige skrives først), men det skal helst ende med en opgave på XX antal sider. Desværre måtte en tredjemand springe fra, staklen er blevet syg og er ikke i stand til at gennemføre semesteret. Men det skal nok blive en dejligt ensformig og forvirrende "ferie" jeg ender med at have. Allerede nu er jeg godt forvirret over de mange ting man skal lære, bare om hvordan musikgenrer opstår (eller hvad teksten nu lige handlede om).

Mit lyspunkt for påsken skulle egentlig have været denne lille lækre sag:

Det er en mobiltelefon (til dem der ikke kan se det). En lille bitte Samsung SGH-X830, med 1GB til at gemme MP3-sange og andet støj på. Nåja, og så kan den også tage billeder, men det kan de fleste mobiler vel efterhånden. Den er ikke ret meget større end 3 cm x 2 cm x 8.4 cm (selv min fornuft er større end det), så man skal ikke have for store pølsefingre (måske burde jeg så have valgt en anden mobil) når man taster rundt på kræet. Men jeg endte med at forelske mig i den og havde håbet den ville være kommet med posten inden de såkaldte "helligdage". Øv øv, så effektiv er Sonofon traods alt ikke, at de smider hvad de har i hænderne og sender mobilen til mig med ekspress-bud. Kan jo være pakken ligger i postkassen på lørdag (eller er det også en påske-dag???). Ah well, bare fordi nettet er hurtigt og effektivt, så skal pakke-forsendelser bruge mere en 24 timer til at nå frem. Øv.

Anyway, fordi jeg valgte at købe telefonen, så må jeg undvære at se den nye Mr. Bean-film foreløbig. Medmindre en eller anden stakkel forbarmer sig over mig og tager mig med i biografen. Tja, nogle gange må man jo prioritere og mobilen kan underholde mig mere end 90 minutter (håber jeg).

Men glædelig Jesus-dødsuge til alle.