Johnny Cash og Walk the Line

Så fik jeg endelig set Walk the Line! Uh uh uh, fantastisk oplevelse. Jubler begejstret og flytter mine lemmer rundt i bevægelser der også kaldes dans.

Jeg har ikke oplevet Beatle-mania eller boyband-hysteriet, men jeg kan sagtens leve mig ind i de syge fans verden. Det kræver vist bare jeg slipper kontrollen over mig selv (meget let gjort), lader hysterien tage over, sætter mit mentale helbred på pause og træder så tilbage for at gøre plads til det uforudsigelige. Så var der dømt Walk the Line i to timer, eller hvor kort den film nu er.

Desværre fik jeg ikke grædt, leet, tjekket efter filmkiks eller brokket mig over larmende mennesker. Jeg sad i to timer og stirrede forelsket op på en fire meter høj fiktiv Johnny Cash. Hypnotiseret, opslugt, fascineret. At det er Joaquin Phoenix med masser af sminke der render på skærmen gør mig ikke ret meget ondt, han er en helt fin mand (krydser fingre for at han får Oscar med hjem). Nu lyver jeg jo.

Helt ærligt, så gik jeg ud af biografsalen med en følelse af tomhed og en smule skuffelse. Det er jo ikke min Cash der synger sangene i filmen, det er jo ikke hans ansigt jeg ser, ikke hans stemme der taler. Det hele er fiktion bygget og brygget på et par biografier om Cashman. Mine forventninger og forberedelser til filmen var for store, meget for store. Tomheden skyldtes at jeg ikke var forberedet på den bratte lykkelige slutning. Filmen handler meget om Cash og June Carters forhold, ikke kun om manden selv. Jeg havde regnet med en musical, håbet på mere musik, men fik i stedet nyindspillede klassikere smidt i hovedet når scenerne gjorde plads til det. Min skuffelse over filmen gik først op for mig, da det viste sig June har skrevet Ring of Fire, et stykke info der er gået helt henover hovedet på mig. Jeg er skuffet over ikke få mere at vide om manden, at historien slutter i 1968 da June Carter bliver Mrs. Cash. Man har vel lov at håbe at der kommer en 2er med resten af hans liv i en 4 timer lang filmatisering.

Med alt det sagt/efter at have vrøvlet nok, har jeg stadig kun gode minder fra timerne i biografen. Den orgasmiske eksplosion da filmen langsomt og stabilt sætter igang som en lokomotiv. Foden og læberne der bare ikke vil lege døde når der spillet en bid musik. Fryden over at jeg sidder så langt oppe foran at ingen gider sidde foran og blokere for mit udsyn. Rækker drilsk tunge ad alle de mennesker der endnu ikke har set filmen, som den møgunge jeg er.

Mon det er blasfemi at jeg foretrækker de coversange han har lavet af Nine Inch Nails og Depeche Mode fremfor hans akustiske American Recordings fra 1994? Jeg vælger at sige nej, alt fra Johnny Cash er fremragende.

Nogen der vil have mig på slæb når de skal ind og se filmen? Selvom økonomien kommer til at brokke sig, så har jeg kan sagtens tåle at se filmen igen!