Sender lige en venlig lille tanke til en gravsten i det fjerne Sønderjylland. Evigt borte, altid husket. Jeg kan ikke selv lægge en lille blomst på stenen, må derfor gøre det i ånden. En hvid rose.
Næste tanke bliver sendt til hendes datter. Kontakten er borte, men derfor kan jeg jo godt sende en lykkebringende hilsen til hende. Må livet være god ved hende.
Hmm, burde vist have skrevet det den 14., men ak ja, tiden var mig for kort i dag. Livet er for kort. Jeg er for ung til at være så trist, nej egentlig ikke. Jeg er vist et sørgmodigt væsen.
1 kommentar:
*en af de der cyber-krammere herfra*
Send en kommentar