18 juni 2007

Sommerferie og crash i Formel 1

Så fik jeg endelig sommerferie. Men fordi jeg ikke helt kan omstille mig til at have absolut intet at lave, så får jeg heller ikke taget mig sammen til noget. I en hel uge har jeg villet kommetere Kubicas store sammenstød med muren i Montreal. Men som altid, så får dovenskaben magten og jeg bliver siddende på min sengekant og spiller PlayStation indtil mine fingre får vabler. (jeg er ikke lige så hardcore til konsol-spil…endnu….og da slet ikke med på moden, synes stadig min brors aflagte PlayStation I er sjovere end PlayStation II - har ikke prøvet III'eren og jeg har ikke lyst endnu)

Men anyway. Det var Kubica. For lige at opdatere læsere, lurere og folk i krogene, så fandt jeg lige et lille klip af Kubicas crash (endnu engang kan informationsvidenskab bruges til noget). Jeg kan med god samvittighed lægge det ud, for manden slap fra det med en lille hjernerystelse og vistnok ikke ret meget andet end det. Han er helt sikkert tilbage på banen til næste løb.

Fik da også set noget af ræset fra Indianapolis i går aftes, men det er ikke helt så sjovt at se en genudsendelse på TV2. Jeg har ikke den sporty udgave af TV2, så jeg må nøjes med at se genudsendelserne og selvfølgelig fandt jeg ud af hvem vinderen var længe inden det overhovedet blev vist på 2'eren. Nok om Hamilton, den unge uerfarne knægt der fører stort, tilbage til Kubica (udtales Kubita – så det rimer ikke på mit rigtige navn)...



Jeg er fascineret. Ikke over at han laver noget de kloge kommentatorer (de danske kommentatorer sagde det...tror jeg...men jeg har intet at have mit udsagn i) kalder en kørefejl, men fordi at bilen er så godt sikret, så slipper han fra det med livet i behold. Han sidder med det beskyttede hoved ude i den frie luft!!! Jeg har dyb respekt for mekanikerne og de andre som har bygget bilen, for sådan en ulykke ville en Toyota Corolla og passagerne ikke slippe levende fra. Jeg har så heller aldrig set en Corolla køre 300km/t og smadre ind i en mur. Kubica får virkelig smadret bilen, det eneste der er tilbage er den lille metal-kasse, som han sidder i, og som jeg vil mene er det ypperste eksempel på sikkerhed i biler. Der skal intet ringere end perfektionisme til at udforme en så sikret bil.

Giv mig ret, Formel 1-bilerne er nogle af de bedst sikrede køretøjer mennesket nogensinde har bygget. Jeg var målløs over hvor få skrammer Kubica fik, det blev vist som sagt "kun" til en hjernerystelse og et eller andet forstuvet stykke legemesdel (en ankel?). No wonder at Formel 1 er så fantastisk, kørerne slipper meget godt fra styrt og dæk-kys (kalder jeg det. når bilerne næsten rammer hinanden i svingene).

Nåja, der har jo også lige været Le Mans, ikke noget jeg gider følge med i, der er alt for mange bil-klasser til at jeg kan overskue det. Ah well, Tom Kristensen vender sikkert tilbage næste år og får den sejr han ikke fik i år.

02 juni 2007

Min arbejdsplads – kvinder, sladder og børn

Som nogle ved (og andre nu får at vide), så har jeg fået mig en studiejob. Et rigtigt kontor-job, hvor jeg skal sidde og sætte papir i system. De glade for mig derude og synes jeg er både moden og kan arbejde selvstændigt (jeg må lide af personlighedssplatning eller skizofreni).

Der er cirka 20 ansatte i afdelingen, og ud af det er henved 90% kvinder. Med så mange kvinder (jeg vil tro de fleste er mellem 25 og 40 år) bliver det hurtigt til en hønsegård. Men alder har vel ikke noget at gøre med om man kan lide sladder eller ej.

Fredag morgen starter altid med fælles morgenmad, og så kan man ellers sidde i en halv times tid og få ny sladder. Alt lige fra kongehuset og arbejde til kolleger og (spæd)børn bliver drøftet. De fleste har børn eller er gravide. Så mens jeg sidder og spiser min (gratis!) morgenmad får jeg også lige et par historier om diverse fødsler, børnehave-børn, baghaver, sommerhuse og andet godt fra kernefamilie-posen.

Det er da ganske undeholdende at høre om hvordan lille Sisse-Cirkeline selv kan få sit tøj på. Men hvor bliver jeg dog mere og glad for at jeg ikke engang er tæt på at overveje om jeg burde sætte en mini-Sjescia i verden. Hvilket stressende helvede de kvinder må gå igennem hver eneste dag med alle de børn, som de har spyttet ud. Og alligevel sidder de og taler om hvor glade og lykkelige de er for deres børn.

Jeg er egentlig bare glad for at det ikke er mig, der skal skifte ble eller hente 3-4 børn hver dag. Jeg værdsætter virkelig hver aften når jeg er kommet hjem og bare kan smide mig foran tv'et uden at skulle tænke på at børn skal fodres og sendes i seng, en mand der gerne vil have lidt opmærksomhed og 100kvm der trænger til støvsugning.

På den anden side, at bliver der trukket og hevet lidt for meget i mine kvindelige hormoner og (svage?) moder-instinker, når der kommer en kollega på besøg med sin nyfødte unge. Det er vist naturligt at man som ung kvinde også tænker på spædbørn. Jeg fik så rigeligt da min mor spyttede sit tredje barn ud og næsten tvang mig til at passe ungen med mellemrum. Bleskift og baby-skrål. Jeg er godt nok kun storesøster, men den lille pige ville hele tiden have min opmærksomhed. Heldigt for hende at jeg ikke er hendes mor, hun ville blive et stakkels forskruet barn.

På den anden side, så er det vel meget sundt at komme helt væk fra eksamen og studie-stress og høre om andre folks normale og vel-etablerede liv. Jeg synes det er hyggeligt, så kan jeg sidde og fryde mig over at jeg kun skal fodre mig selv og tørre min egen røv. Det er måske også en god måde at blive forberedt til en mulig fremtid, hvis jeg kender alle skræk-historierne om børn og ægteskab.

28 maj 2007

Kvinder og deres pat-holdere

Kan godt være at folk sulter i Afrika og jeg har familiemedlemmer på Filippinerne, som ikke har råd til uddannelse, men derfor tillader jeg mig lige at skrive om et tåbeligt og overflødigt problem. De fleste normale mennesker må være stødt på en BH eller to i deres liv.

Måske er det kun mig, der gør det, men jeg kan heller ikke lade være. Måske er det en dårlig ting, eller også bare en sær vane. Jeg kan bare ikke holde øjnene fra kvinders rygge, især ikke når man tydeligt kan se hvordan BH'en får presset en ekstra delle eller to frem på ryggen. Ærligt, jeg synes det er lidt ulækkert og kan slet ikke forstå hvordan kvinden kan holde ud at have sin BH på. Det må da være smertefuldt sådan at få presset hud og fedt rundt. Det minder mig lidt om en indsnørret skinke.

De sidste par år, har der været en del opmærksomhed på kvinders brug af BH'er. Det lader vist til at alt for mange ikke kan finde ud af at finde deres størrelse og bare tager den første og bedste, der kan rummer deres yvere (charmerende ord). Det gør det heller ikke bedre, at de samme kvinder så også har taget den strammeste trøje på de kan finde i deres skab, hvis de da ikke har været inde og rodde i datterens klædeskab. Fremhæv endelig lige at du også har deller på ryggen. Det skal vist lige tilføjes at jeg snakker om kvinder af alle størrelser og former. Jeg har set 40 kilo tunge unge piger med BH'en kravlende op i nakken (de har vist ikke så meget fedt på kroppen at BH'en kan presses fast mellem et par deller).

Altså virkelig. Hvis jeg ikke kan trække vejret fordi BH'en er for stram, så lader jeg være med at tage den på. Hvis jeg kan mærke BH'en helst vil sidde i nakken på mig, så bliver stropper og de andre 40 spænder justeret. Hvis mine forlygter nægter at ligge stille i skålene, så skifter jeg BH. Jeg synes det er ubehageligt at skulle føle mig som en indsnørret skinke, men jeg vil for alt i verden heller ikke gå uden BH. Der er lige lidt for mange hudflader som mødes, når man også skal have en trøje på.

Jeg kan godt forstå hvis kvinderne føler sig fortabte i BH'ens verden. Det er jo et helt forskningsområde for sig selv. Bare det at skulle tage en BH på eller af, kan være et størreprojekt, især hvis man har fået lidt for meget alkohol indenbords. Efterhånden findes der så mange modeller, størrelser, former, lukninger, typer og bla bla bla, at selv de mest hardcore BH-eksperter kunne føle sig fortabt i en undertøjsforretning (bortset fra dem som arbejder i butikken, jeg håber for deres egen skyld at de ved hvad de arbejder med).

Men selvom det er en jungle at finde sig en BH, der passer, så burde det stadig ikke være så svært. Man kunne jo starte med at få taget tjekket sin BH-størrelse hos en professionel BH-ekspert. Kom nu, gør det nu. Lad mig slippe for se mere indsnørret skinke komme stavrende i et par høje hæle (kvinder og høje hæle!!! – uh, mere blog-brok-materiale…måske). Jeg vil også gætte på at en forkert BH hurtigere giver hængepatter (hjalp det på motivationen???). Der er vel en grund til at det hedder BrystHolder og ikke BrystKlemme/RibbenPresser/DelleMager eller noget helt fjerde. BH'en skal holde på brysterne, det er det eneste job den skal gøre. Ikke noget med at presse fedt sammen eller smadre ribben.

Jeg er ingen helgen på det her område, men jeg lider også kronisk af deller på ryggen. Men selv sådan noget kan skjules har jeg fundet ud af. Hep, BH-forskningen kan betale sig.

Nåja og så har jeg lidt ondt at mænd, når det kommer til BH-lukningerne (af hensyn til enkelte læsere, vil jeg ikke uddybe det).

22 maj 2007

Sjescia som håndværker?

Jeg lever stadig…hvis nogen skulle være i tvivl.

Så blev den store opgave afleveret i dag. Efter flere måneders intens studie af bibliotekernes genreinddeling blev der skrevet næsten 30 sider om noget, der en dag helt sikkert vil kunne redde Verden.

Åh ja, det er i de stressede opgave-skrivnings-perioder at jeg overvejer om jeg burde have fulgt i mine forældres fodspor og bare vælge en håndværker-uddannelse. Det meste af min familie har uddannet sig indenfor et praktisk fag. Der er en smed, en kommende maler, en mekaniker med noget overbygnings-halløj, en sygeplejerske, en pædagog, et par landmænd, en bager og min mor havde vist gang i noget kosmetolog-frisør-negleklipper-uddannelse engang. Der er sikkert mange flere (men jeg har vist opremset nok).

Og mig? Ja, jeg lærer at sætte bøger pænt på plads og noget med informationsvidenskab. Ikke særlig praktisk. Jeg må være noget nær den eneste i min familie, der har en bogsamling som er større end et par leksika og "Den store Kryds og Tværs-ordbog".

Livet kunne vel nok være lidt nemmere, hvis jeg havde valgt en håndværker-uddannelse. Jeg har ikke hørt noget om at håndværkere skal læse tonstunge bøger og tolke teorier. Det er vel begrænset hvor meget man kan problemformulering man kan få ud af en mursten (det er jo en sten!!!) eller skrive lange videnskabelige opgaver om malings oprindelse og konsistens. En svendeprøve er vel bare lige at bevise at man har brugt mange år på at arbejde med noget og fået en meget lille løn for det.

Men jeg tvivler på at jeg egner mig. Murer-faget kræver vist at man kan løfte tunge cement-klodser. Snedker og tømrer; jeg aner ikke hvad de laver og det betyder at jeg helt sikkert ikke egner mig til det. Maler-faget handler mest om at få sniffet så meget maling som muligt og blive betalt for det (jeg foretrækker at dø med så mange intakte velfungerende hjernceller som muligt). Så er der hele skønheds-videnskaben, jeg har det fint med at presse mine egne bumser ud, behøver ikke gøre det på andre også. Desuden tvivler jeg på at jeg har nogen som helst evner til at gøre grimme folk kønne. De der mad-fag; HELL NO!!! Jeg er glad for mad, men jeg har ikke tålmodighed til selv at lave den. Og pædagog-fag? Æh nej, jeg kan knap nok tage vare på mig selv og jeg har slet ikke tålmodighed til at skulle passe på evnesvage/børn 8 timer i døgnet 5 dage om ugen.

Nu er jeg vist nået frem til at jeg vist får det bedst ved blive bibliotekar og så sidde og lege med bogsamlinger ude på bibliotekerne. Ja sgu, jeg vil sidde bag et skrivebord, have knold i nakken, store tykke briller, støv i håret og tysse på folk!

Øv, det lader det at jeg ikke slipper udenom alle de mange opgaver. På den anden side, jeg synes mit studie er spændende, så mon ikke jeg bliver hængende…bare lige et par år endnu.

07 maj 2007

Mistanke bekræftet

Mens verden får sig en ny fransk præsident, et nyt dansk parti, Larry King fejrer sit 50 års jubilæum, det danske vejr kommer med regn og bla bla bla (kan åbenbart ikke huske ret meget fra TV-kiggeriet i dag), sidder jeg med fingrene klistret febrilsk til tasturet og håber at jeg få et eller andet skrevet nogenlunde færdigt til i morgen.
Allerede fra dag 1 på semesteret, blev der lovet og advaret om at opgave-skrivningen ville en lang og hård tur. Æh ja, no shit, jeg kan kun skrive under pres. Deadline ligger om to uger, men når man arbejder i gruppe, skal man jo helst kunne bevise at man har lavet noget i de dage, hvor man ikke har været i nærheden af sin skrivemakker.
Men fornuftig som jeg er, fik jeg en fantastisk lyst til te. selvom jeg egentlig mistænker te for at bedøve min hjerne fuldstændigt. Som den kære læser nok har gættet nu, så fik jeg også mistanken bekræftet. Normalt drikke jeg kun kamillie-te når jeg er godt og grundigt forkølet, men i dag var en undtagelse. Jeg gravede noget frugt-te frem fra køkkenskabet og fik fyldt en termokande med sukker, ekstremt varmt vand og et lille te brev. En halv time senere, vil mine øjne utroligt gerne lukkes. Det er egentlig ret mærkeligt, for jeg sover med åbne øjne, så de burde forsøge at slukke for synet og ikke hænge et par tons-tunge vægte på mine øjenlåg.
Og nu tilbage til opgaven om særopstilling af musik på biblioteker, eller var det genre-inddeling på biblioteker. Det lader til at jeg har mistet fokus, og så kom en anden opgave også lige springende ind fra sidelinien forleden, den vil også gerne skrives.
Ak ja, livet er så hårdt, især når man bor i lille Danmark, med al sin vidunderlige velfærd.

28 april 2007

Lidt reklame for min mor

Min mor har (endelig - vil jeg mene) fået lavet sig en lille hjemmeside for sine asiatiske fødevarer. Nu er hun sørme blevet professionel sælger og ikke bare kræmmermarked-kvinde. Hvis nogen skulle have lyst til at få sin soya-sauce sendt fra Sønderjylland og direkte hjem til døren, så tjek lige den fine lille hjemmeside.

AsiaTorvet
Jeg tillader mig lige at forsøge at give dem et slogan: AsiaTorvet, coming to a kræmmermarked near you! Æh, og dog, det må mor og co. vist selv rode med.

22 april 2007

En lørdag på Strøget

Okay, man burde som et nogenlunde rationelt tænkende væsen vide at Strøget og andre gågader i store byer altid er fyldt med turister, mennesker og menneskebørn. Æh ja, og alligevel valgte jeg at tage en lille gåtur rundt en lørdag eftermiddag (klokken var 13.00). Jeg var alligevel derinde og jeg trængte til frisk luft efter at have siddet i en bus, hvor en eller anden gammel kone lige skulle have et skud ostemad. Nej, virkelig, hun sad i bussen og spiste sin stinkende ostemad sammen med noget, der lignede et barnebarn. Bussen var propfyldt og luften var i forvejen ulækker, tæt og folk stod mast næse mod armhule.

Men altså en lille spadsere-tur på Strøget blev hurtigt til et forhindringsløb. Det lader til at lidt for mange mennesker ikke forstår begrebet "gågade". Selvom det er tilladt at krydse Strøget i bil ved udvalgte sidegader, så er det da virkelig en tåbelig idé at forsøge at gøre det på en lørdag. Der er opfundet parkeringsplader, de kan bruges til, gæt hvad; nemlig! Parkering af biler og andet køretøj. Bare forbi man lige har købt sig en ny Alfa Romero eller vil lufte sin åbne sportsvogn, så er der ingen grund til at gøre det helt inde i centrum af centrum af København. Bilerne er stadig pæne selvom de kun står parkerede mellem en 10 år gammel Nissan og et "rugbrød". Bare fordi vejret viser forår, så behøver man ikke lufte sin bil på Strøget.

Så er der den anden ting, jeg også blev irriteret over; CYKLISTER!!! Hvad bilder de sig ind at cykle rundt mellem 4 mia. mennesker på en gågade??? Det er en gågade, ergo går man. Man cykler på cykelstier og man går på gågader. Det er åbenbart svært at regne ud for nogle folk. Så er det jo godt, at jeg kan fortælle dem højt og tydeligt på en lille bitte internet-side. Folk skal trække cyklen, så slipper vi andre for at blive kørt ned eller springe for livet. Jeg kan virkelig ikke se nogen grund til at cykle mellem 4 mia. mennesker på Strøget. Hvis man har travlt, så cykler man udenom menneskermylderet og ind på sidegader, hvor det er tilladt at cykle.

Udover de to ovennævnte irritationsmomenter, så var jeg tæt på at miste benet ved et sammenstød med en rullestol. Konen sad i den, godt pakket og den åndsfraværende mand skubbede hende rundt. I et kort sekund så jeg resten af mit liv passere forbi med kun et ben at gå på. Forfærdeligt, bare forbi konen ikke kan gå, så behøver manden ikke sprede handicappet til sunde og raske mennesker med intakte lemmer.

Forældre burde overvejer at investere i snore til deres børn. De kan finde ud af at holde deres små tæppetissende rottelignede hunde-agtige væsener i kort snor (jeg fik vist lige sagt noget positivt!!!), men om de kan holde orden påderes små rollinger, snotunger og andre skrigende kræ, så er svaret NEJ!!!. Jeg måtte springe og undvige adskillige unge mennesker i Hobbit-størrelse, fordi de lige havde spottet BR, en slik-butik eller McDonald's. Ah, well, hvis børnene ikke kan styre sig, så må de leve med at få en albue i hovedet ved et uheld, fordi de hysterisk absolut skal løbe ud foran mig.

Nogle syge mennesker, havde valgt at uddele gratis kram. Jeg valgte at løbe for livet, da jeg fik øjenkontakt med et smilende ansigt siddende på en meget sært udklædt krop. Jeg kan få gratis fra folk jeg kender, jeg nægter at blande sved med en fremmed.

Jeg fik dog erhvervet mig to nye bøger med mit fine lille gavekort, som farmand i et øjebliks sindssyge åbenbart havde lyst til at give mig. Hmm, jeg ved jeg er forkælet. Jeg fik nasset mig til lidt studierabat. Hvis jeg kan spare 30 kroner, så skal det også udnyttes. Hvilken herlig forårsdag det var i går.

17 april 2007

At fornøje sig med gardin-strygning

Titlen er rammende. Lad være med at sige, at du ikke blev advaret; den sære titel burde have fået store hylende sirener til starte.
Jeg fik mig et strygejern i julegave sidste år. For noget tid siden fik jeg så en strålende idé at bruge det som en overspringshandling. Diverse studie-relevante tekster var ikke lige det mest ophidsende at læse, så jeg begyndte at rode mit klædeskab igennem efter noget der kunne trænge til at blive strøget (jeg stod i forvejen med hovedet og hænderne derinde for at lægge mit tøj pænt på plads – for en gangs skyld). Jeg nappede også lige gangens fælles-strygebræt, stillede det op og gjorde mit strygejern kamp-klart. Men jeg havde stadig ikke fundet noget stryge-værdigt. Indtil jeg spottede mine krøllede gardiner.

Jeg har kæmpe panorama-vinduer og nogle massive lagen-agtige gardiner, der stort set altid er trukket for, fordi jeg er bange for solen (jeg er sikker på at den en dag smelter mig). Gardinerne blev vasket for nogle måneder siden, hvilken de også trængte til, de blev hvide af det og den gule bræk-hvide farve de havde før, viste bare at den sidste ejer nok heller ikke gik ret meget op i gardin-vedligeholdelse. Men gardinerne blev så forfærdelig krøllede af at blive vasket.

Så, jeg fik tilbragt en lørdag med at stryge gamle gardiner, der sikkert er lige så gamle som kollegiet. Men de hænger pænt og skygger for den onde lyse sol. Nu burde jeg kunne turde være vågen og til stede i mit beskedne kammer, når sommeren angriber os.

11 april 2007

Samsung SGH-X830

Så kom den med posten. Så lille og fin og pakket ind i vældig godt ind. Min lille bekymring for at jeg i et øjebliks sindssyge havde bestilt en lyserød model, blev heldigvis ikke bekræftet. Men jeg måtte dog lige sidde tålmodigt og vente nogle timer inden mobilen var opladet og klar til brug. Men så er der også blevet pillet, udforsket, undersøgt og leget med den nyeste gadget i min samling.
Jeg er flere gange i løbet af dagen blevet bange for dens størrelse. Altså virkelig, den er så lille at jeg er bange for at den bliver væk. Der fulgte en bærerem med, så nu er den sat fast på den lille tingest, så bliver den helt sikkert aldrig væk. Det virker for mine nøgler, men der er remmen større, og der sidder en kæmpe oplukker i nøglebundtet, så rasler og vejer det hele så meget at jeg er sikker på jeg har husket nøglerne.
Men den kræver tilvænning. Det tager mig så lang tid at skrive en sms, at jeg hver gang næsten har lyst til at opgive og bare ringe til vedkommende. Men efter at have skrevet de første 10 sms'er i dag, så går det da bedre. Jeg har fået skåret henved et helt minut af de 10 minutter det tager mig at skrive en lille sms (ca 20 ord), dvs, nu kan jeg gøre det på 9 minutter. Uha da, det går stærkt.

Og så et lige et billede af den gamle mobil, den lilla lighter og den nye mobil. Det er lighteren der er mindst (hvis nogen skulle være i tvivl - det var jeg, indtil de lå ved siden af hinanden). Nu ligger den gamle slidte og ridsede Sony Ericsson TI60 (hedder den vistnok) med sit slidte og sløve joystick i min kommode og venter på at jeg giver den væk.

Det eneste jeg efterhånden mangler at få testet på den lille nye, er vækkeuret. Ellers har jeg både fået opringninger (som de første par gange gjorde mig panisk - låget skal jo drejes og ikke løftes), fået lagt musik ind på tingesten (og konkluderet at det ene af de to sæt høretelefoner, der fulgte med er bedre end dem jeg ejede i forvejen), jeg måtte også skrive alle numre ind telefonbogen, for det lader til at min S.E. ikke kunne finde ud af at gemme telefonnumre på simkortet. Ah well, endnu en grund til at jeg kunne lege med den nye mobil uden at få dårlig samvittighed over at jeg burde bruge min tid på noget mere konstruktivt.

Den er også blevet døbt. Mini-Me. For den er jo helt klart en lille elektronisk klon af mig. Det er næsten en besættelse for mig at alt mit elektroniske legetøj skal have et navn. Så kan jeg gå frustreret rundt i mit kollegieværelse og kalde på en tingest, der jo helt sikkert svarer. Bare for en sikkerheds-skyld. Mobilen kan så mange ting, det skulle ikke overraske mig hvis den en dag taler.

08 april 2007

Bokseres påklædning!!??

Zappede lige forbi en boksekamp i går aftes. Jeg måtte et øjeblik indstille zapningen for at stirre forbløffet på de to mænd. Den ene havde glimmer-glitrende shorts på og den ande havde frynser på sine shorts!!!
What the Hell!!! Jeg gik her og troede at boksning var en maskulin sport, hvor udøvernes påklæding var det mindst vigtige. Altså jeg kan forstå de kommer ind i ringen med en overdådig kappe om sig, de er jo trods alt næsten nøgne og fryser nok lidt, men derfor behøver de da ikke have frynser og glimmer på shortsene. Måske er boksning alligevel en interessant sport, de kunne jo få sig en kvindelig kommentator, der sad og snakkede om påklædningen. Ligesom som man gør når de royale bliver gift for åben skærm, der sidder altid en eller anden stakkel og ved alt for meget om påklædning og tallerkener.
Jeg tænkte at det nok kun lige var de to boksere, der var lidt excentriske. Men da jeg nåede forbi samme kanal lidt tid senere, stod to andre boksere i ringen. Sørme ikke om den ene havde frynser på sine shorts og jeg er sikker på at jeg så noget lyserødt på den anden boksers shorts. Jamen altså, er boksere blevet metroseksuelle nu??? Eller har de en stylist til at sy kamp-tøj til dem? Man kunne nok forestille sig at en eller anden fortabt tøs sad og syede lyserøde blomster på et par bokser-shorts lige nu, bare fordi blomster er pænere end dødningehoveder. Desuden så kan blomster måske bedre kamouflere blodpletter, man ser flere røde blomster end røde dødningehoveder (hvis man altså ikke er farveblind).
Jorden er en sær planet.

04 april 2007

Påsken 2007

Tjo, jeg godt nok ikke troende kristen, men jeg har ikke andet jeg kan kalde alle disse fri-dage, der bliver behandlet som søndage.
Min påske kommer nok til at handle om genrebetegnelse indenfor musik og hvordan biblioteker opstiller deres musiksamlinger. På en eller anden måde, som mig og den anden halvdel af gruppen vist har defineret lidt bedre (men det er for tidligt at skrive mere om hvad opgaven kommer til at indeholde - den del skal jo lige skrives først), men det skal helst ende med en opgave på XX antal sider. Desværre måtte en tredjemand springe fra, staklen er blevet syg og er ikke i stand til at gennemføre semesteret. Men det skal nok blive en dejligt ensformig og forvirrende "ferie" jeg ender med at have. Allerede nu er jeg godt forvirret over de mange ting man skal lære, bare om hvordan musikgenrer opstår (eller hvad teksten nu lige handlede om).
Mit lyspunkt for påsken skulle egentlig have været denne lille lækre sag:

Det er en mobiltelefon (til dem der ikke kan se det). En lille bitte Samsung SGH-X830, med 1GB til at gemme MP3-sange og andet støj på. Nåja, og så kan den også tage billeder, men det kan de fleste mobiler vel efterhånden. Den er ikke ret meget større end 3 cm x 2 cm x 8.4 cm (selv min fornuft er større end det), så man skal ikke have for store pølsefingre (måske burde jeg så have valgt en anden mobil) når man taster rundt på kræet. Men jeg endte med at forelske mig i den og havde håbet den ville være kommet med posten inden de såkaldte "helligdage". Øv øv, så effektiv er Sonofon traods alt ikke, at de smider hvad de har i hænderne og sender mobilen til mig med ekspress-bud. Kan jo være pakken ligger i postkassen på lørdag (eller er det også en påske-dag???). Ah well, bare fordi nettet er hurtigt og effektivt, så skal pakke-forsendelser bruge mere en 24 timer til at nå frem. Øv.

Anyway, fordi jeg valgte at købe telefonen, så må jeg undvære at se den nye Mr. Bean-film foreløbig. Medmindre en eller anden stakkel forbarmer sig over mig og tager mig med i biografen. Tja, nogle gange må man jo prioritere og mobilen kan underholde mig mere end 90 minutter (håber jeg).

Men glædelig Jesus-dødsuge til alle.

27 marts 2007

Tandpasta

Forleden opdagede jeg, at jeg var ved at løbe tør for tandpasta. Så det var hu-hej vilde dyr af sted med udrykning til nærmeste supermarked. Dér opdagede jeg til min store overraskelse at Colgate igen har lanceret en GRØN tandpasta. Den er ligesom den blå tandpasta der bliver reklameret for i TV, men blå er kedeligt, grøn er sjovt og er jo også en unaturlig farve. Så selvfølgelig tog jeg den grønne med hjem.
Jeg æææælsker grøn tandpasta. Jeg faldt for Colgates Herb tandpasta. Den havde grønne striber og smagte sådan lidt af, tja, mint-urter. Herb'en havde også en underholdende reklame dengang, noget med en bæver og nogle folk i kano, der snakkede sammen. Men jeg blev så skuffet da de ændrede Herb'en til at hedde Herb White, den smager af dårlig ånde. Så jeg måtte nøjes med den røde Golgate, den der standard-ting uden nogen former for ekstra mint-smag eller spændende farver.
Men nu kan jeg igen få lov at muntre mig over at der kommer noget grønt stads ud af tuben. Og så er der små hvide "krystaller" i også. Jøsses, det er lige før jeg glæder mig til hver gang jeg skal børste tænder. Jeg er som et lille barn, der skal have julegaver. Så meget kan grøn tandpasta gøre for mig. Den nye grønne tandpasta smager desuden meget godt, den er så frisk at det næsten gør ondt.

19 marts 2007

The A-Team

Årh! Den serie burde de vise på TV igen. De kunne vise den i stedet for Beverly Hills. Det ville da være et godt alternativ til teenage-klynk, vis de unge mennesker hvordan man bedst skyder de onde, hvordan man helst skal bære sit bling-bling, hvilken varevogn man skal eje, de bedste flirt-metoder, hvilken cigar man skal ryge og hvordan man gør det på den sejeste måde, hvordan man bedst bryder alle love og regler etc etc.


Seriens tema-musik og intro er da også langt bedre end Beverly Hills' klynkende saxofon og grinende rige unge skuespillere, der står foran et hvidt lærred og ser dumme ud. A-Teams musik bliver spillet med maskingeværer og vist eksplosioner, det er da meget sjovere at høre og se.

Man kan vistnok købe serien på DVD, men derfor må den da godt blive vist på TV alligevel. Ak ja, mange weekender i barndommen blev tilbragt foran fjernsynet hvor jeg fik set ret så mange afsnit af The A-Team med tysk tale. Vidunderligt.

http://imdb.com/title/tt0084967/ - et link til de stakler, der ikke ved hvad jeg snakker om.

15 marts 2007

Sjescia om Sport

Jeg har vist aldrig været den store sports-nørd. Egentlig har jeg aldrig gidet se det, være en del af det (det kan så også ses på min yderst veltrænede vom) eller vide noget om det. Sport har bare aldrig været min kop te.

Der er alt for mange regler i selv de mest simple spil. Altså, fodbold som et eksempel: Hvor svært kan det være, man må ikke bruge hænderne til noget og man skal bare sparke bolden hen i det rigtige mål. Men så begynder folk med deres taktik-snak, alt det pjat med off-side, der er pludselig kommet angreb og forsvar og en enkelt stakkel skal stå foran målet og tage imod skud som om vedkommende skulle henrettes. Og det samme gælder for håndbold og hockey (i alle dens former og misdannelser).

Volley, badminton og tennis giver heller ikke nogen mening. Det må da være opfundet af nogle folk, der har ligget i nabo-krig. De havde ikke andet spændende at lave med deres liv end at skyde bolde og andet skrammel ind over hinandens hegn og hække og håbe at de ikke fik det tilbage i hovedet.

Så er der jo også diverse former for kampsport. Selvom folk dyrker det lige så fanatisk som religioner, så bliver kampsport i sidste ende kun til en slåskamp med sofistikerede regler og ”lad os tage hensyn til hinanden”-konceptet. Jeg legede sej i mine tidlige teenie-år og fik lært mig lidt tae-kwon-do (gider ikke tjekke om det er korrekt stavet – så ligeglad er jeg). Det eneste jeg lærte var at sparke på seje måder, ikke at efterlade kvinde-blod på min hvide dragt og at jeg virkelig ikke gad den slags sport.

Hmm, så er der jo også bowling (og kegling). En ting jeg nåede at blive ret god til. Men altså helt ærligt, bowling er bare et lidt for fjollet koncept til at man kan tage det seriøst. Bowling er noget man laver fredag aften med sine venner, mens man drikker sine øl. Hvordan kan man dog tage en sport seriøst, hvor man kaster kugler mod kegler??? Folk står dybt koncentrerede og sigter mens de hviler hagen mod kuglen. Ja, lyder helt fornuftigt.

Ups. Der er jo lige enkelt sport jeg ikke kan få nok af. Formel 1. De sidste mange år har jeg reserveret mine søndag-eftermiddage så jeg kunne sidde hjemme foran tv’et og kigge på sære biler, der kørte meget hurtigt rundt i en krøllet ring. Men så er Formel 1 altså også det eneste jeg gider se. Alt det andet motorsport bliver lige lidt for kedeligt, for bilerne / motorcyklerne / lastbilerne / busserne / knallerterne kører ikke 300km/t eller mere på de lige strækningerne. Det vil sige, at jeg også holder mig langt væk fra cykelsport. Jeg gider da ikke se små tynde mænd cykle, jeg har nok i at se folk i København cykle rundt.

Okay, så må jeg vist lige konkludere oven på alt mit selvcentrerede vrøvl, at jeg nok alligevel kan lide sport, men kun så længe det handler om Formel 1. Jeg vil se bilerne fræse med dræber-fart over målstregen og jeg vil se bil-dele flyve mod publikum når bilerne forulykker. Så er det jo godt at sæsonen starter på søndag, så kan jeg bruge min sparsomme fritid på at fryde mig over at Michael Schumacher endelig er pensioneret og lader de andre køre-talenter vinde.

13 marts 2007

Forår

Solen skinner (slå mig hvis det er stavet forkert), folk er glade ,lykkelige og nemme at lokke i en ovn så jeg kan stege dem og spise dem. Nah, spiser da ikke mennesker, medmindre de spørger mig pænt.
Men hvorfor skal folk dog være så glade og livslystne bare fordi foråret har meldt sin ankomst??? Det er bare solskin og lidt mere varmt end for nogle uger siden, men det bliver verden da ikke bedre af. Jeg nægter at lade mig påvirke af sollyset og solens magiske stråler. Der er da ingen grund til at være glad. Kom nu, hop på min vogn og vær muggen sammen med mig.
Nah, så slemt er foråret nok heller ikke. Alle andre må gerne smile, men lad være med at bede mig om at gøre det samme. Sådan noget gør man ikke på kommando, medmindre folk kan lide falske smil og tomme blikke.
De siger det kommer til at regne i weekenden, altså de tumper der snakker om vejret i TV. Det lyder da godt, så har jeg noget at se frem til. Så slipper jeg for at have solbriller på mig når jeg skal udenfor, én ting mindre at huske.

04 marts 2007

Top Gear

Jeg har fået mig et nyt yndlings tv-program. Sjovt nok så hedder programmet det samme som titlen på mit indlæg; Top Gear. Det var da pudsigt! Hvilken uoriginal titel jeg dog har givet mit nyeste indlæg, jeg har bare opkaldt det efter et tv-program. Hvor er jeg dog kedelig og logisk tænkende, at give indlægget en passende og sigende titel.

Men anyway, Top Gear handler om biler. De bliver snakket om hestekræfter, topfart, understyring, overstyring, bilmærker og modeller. Ting bliver testet, kendte folk får testet deres køreevne på en bane, nye biler bliver anmeldt og så er showet fyldt med ironi, familie-venlig sarkasme, lattervenlige sproglige vendinger og kreative sammenligninger. Det er ikke fordi de altid tester nye fede hurtige biler eller fordi showet har nogle lækre mandlige værter (showet har ingen af at de to sidstnævnte ting), det er bare nem underholdning og jeg slipper for at tænke for meget imens jeg ser det.

Det er vel et bilshow, der mest henvender sig til bil-glade gale mennesker, som jeg tror er mest af hankøn. De fleste kvindelige mennesker i denne verden går nok mere op i farven på deres øjenskygge end antallet af hestekræfter i en bil. Eller også går kvinder op i om deres outfit matcher bilens farve??? Bare lige på det punkt skiller jeg mig da vist ud. Jeg vil da have en sej bil, ikke en lille lyserød jern-kasse med 4 hjul og et rat (og en motor hvis jeg også har råd til den efter at jeg har brugt alle mine penge på nye køre-venlige sko).

Jeg fatter ikke ret meget af alle de tekniske ting, der bliver sagt om bilerne. Jo, jeg kan da se forskellen på understyring og overstyring og sådan andre småting, men der er mange andre mærkelige ting ved en bil/ i en bil/ på en bil/ om en bil, som jeg ikke fatter en brik af hvad betyder. Og jeg har åbenbart ikke engang evnen til at huske nogen af de ting som jeg ikke forstår, for jeg havde ellers tænkt mig at remse noget op, men der kommer ingen ord frem. Altså bortset fra at jeg ikke kan kende en eskrement forskel på bilmærker. Når de snakker om en model ”bla bla” fra dette bil-mærke og sætter den i forhold til en model ”bah bah” fra en andet bil-mærke, så sidder jeg og overvejer om jeg mon burde skrifte kanal og finde noget at se som jeg kan forstå (mon jeg kan finde en kanal der viser tegnefilm???).

Men nah, det bliver ikke skiftet kanal. Biler er sjove. De er sjove at køre i. Og jeg har indtil videre besluttet mig for at jeg vil have mig en stor grim og dyr Mercedes, jeg tror de kalder den en S-class (aner ikke hvad modellen hedder på dansk). Det skal selvfølgelig være den nyeste model, for den er dyrest og helt sikker ikke noget jeg har råd til med en lille SU. Jeg må vist hellere begynde at spare op, hvis jeg nogensinde skal have råd til sådan en m***erf***er dyr bil.

Men heldigt for mig, så bliver mit liv da fyldt med underholdning, det lader til at 3+ har lagt mærke at jeg ikke har noget imod at se Top Gear konstant, så nu sender de det hver dag. Hver eneste dag viser de mindst et afsnit af Top Gear. Yeehaa, så har jeg en undskyldning for ikke at sidde og læse i en lille times tid hver dag. Man skal jo kende sin bil, altså hvis man da havde en.

02 marts 2007

Studiejob til mig

Yiir!!! Så har jeg langt om længe fået mig et studiejob. Det har kun taget mig et halvt år at tage mig sammen til at ansøge et sted. Jeg er åbenbart forfærdelig kræsen når det kommer til jobs, men i januar fik jeg så sendt en fin lille ansøgning af sted til et stort firma (som jeg ikke vil nævne, mest for deres egen skyld, men det er et kendt og godt firma). Efter en samtale for nogle uger siden, ringede min nye boss til mig og sagde jeg måtte få jobbet. I dag var jeg så til samtale nummer to, hvor jeg fik at vide hvad jeg skulle lave, hvornår jeg skulle arbejde og alle mulige andre sjove ting.
Så nu er mine weekender skåret ned fra at være fra torsdag eftermiddag til tirsdag morgen til kun at være, æh ja, en normal weekend på kun to dage. Så hver mandag og fredag det næste års tid sidder jeg ved et fint lille skrivebord og ordner rapporter, så de kan sendes i arkivet.

26 februar 2007

Happy birthday, mr. Cash

Hænderne op, hvem havde regnet med at jeg ville skrive noget om Cash på hans fødselsdag? De opmærksomme læsere har muligvis opfattet at jeg er en lille bitte smule glad for Johnny Cash og hans musik.

I dag ville Johnny Cash være fyldt 75 år, men manden er jo død og begravet, så dagen kan ikke rigtig fejres med bragende fest og lagkage i regnbuens farver sammen med manden.

I lørdags havde DR2 tema-lørdag om Cash. Jeg sad godt begravet i dyne og puder, med en kop kaffe limet til min hånd og øjnene klistret til fjernsynsskærmen. Udsendelse var generelt helt okay, de havde fået nogen til at snakke om manden, de havde interviews med manden, hans livshistorie blev fortalt, der var klip fra ”Walk the Line” og det hele blev sluttet af men hans koncert i San Quentin og musikvideoen til sangen "Hurt".

Meeen, det var ikke godt nok til mig. Jeg blev irriteret over at høre andre mennesker fortolke hans sange eller fortolke sange han havde fortolket. De blev ved med at sidde og snakke om hvordan hans musik havde rørt deres sjæle og bla bla bla. Jajaja, hold kæft og lad ham spille hans musik. Ganske fint at de vil forsøge at lokke flere til at høre hans musik ved at rose ham fra sans og samling, men lad dog være med at bruge en hel time på det. Der findes mange live-optagelser og interviews med Cash, det kunne de godt have sendt noget mere af. I sidste ende er det kun ham selv, der kan sende sin musik ud til folk.

Og ja, jeg gør jo det samme. Sidder og skriver løs om hvad jeg synes om manden og hvordan han har rørt mig (eller også snakker jeg udenom – snak om følselser har vist aldrig været mit talent), men i sidste ende er det ikke andet end name-dropping. Jeg kan skrive meget mere om hvorfor folk burde eje et album eller to med Cash, men det skal handle om ham og ikke min mening om ham. Tror bare jeg stopper nu og lader folk om selv at høre hans musik.

19 februar 2007

At holde øje med sin vægt

Hmm, det udtryk altså giver ikke ret meget mening i mit hoved. Bare fordi man holder øje med sin vægt, så betyder det da ikke ret meget mere end at man med jævne mellemrum stiller sig op på sin badevægt (eller køkkenvægt hvis man er en meget lille fugl) og stirrer på tallene. Nogle skriger af glæde og danser jubeldans, andre græder af sorg og frustration. Et lille tal gør en stor forskel for de mennesker, hvis liv drejer sig om kilogram.

Måske betyder udtrykket at man sidder og kigger på sin vægt. Kan jo være den stikker af i protest over at leve uden at blive brugt til noget. Måske sidder man ligefrem og holder som sin vægt, fordi den lige er det nærmeste, der vil krammes uden protester. Man kunne sidde og holde et øje sammen med sin vægt. Måske er vægten en ægte person med stjernetegnet vægt. Så kan man holde øje med sin bedste ven, vægten, uden at det kommer til at virke alt for mærkeligt at man altid går rundt og kigger på sin vægt.

Så når man holder øje med sin vægt, er man så på slankekur, i gang med finde sig en sundere livsstil, er man på fedekur…eller hvad? Jeg kan forstå, hvis man bare vil nøjes med at holde sin vægt. Så vil jeg tolke det som at personen gør noget for hverken at blive en hval eller et skelet. Men at holde øje med sin vægt virker bare lidt fjollet og lige lidt for inaktivt.

Ah ja, det danske sprog har nogle sære vendinger. Men at holde øje med sin vægt er da lige at have for meget fritid, hvis man vil sidde og kigge på sin vægt hele tiden.

16 februar 2007

Et par links

Så fik jeg taget mig sammen til at melde mig til bloggernes store spørgeskema-undersøgelse. Egentlig havde jeg ikke tænkt mig at gøre det, men efter at have svaret hos både Runke og Mil, så blev jeg i dag spontant nysgerrig efter at vide hvem/hvad/hvor mine egne læsere er.

Spørgeskema

Og sjovt nok, så har jeg hermed også fået taget mig sammen til at linke til Wolfslairs profil på MySpace. Hvis folket ikke vil komme til metal-musikken, så må metal-musikken komme til folket. Bør jeg mon advare sarte sjæle om at det er voldsom, ond og aggresiv musik??? Nah, de må de selv opdage. Det lader forresten til at de kalder deres musik-genre for "warmetal". Okay, fint nok, så fik jeg også kategoriseret dem og mine bibliotekariske evner kan sove roligt i nat.

Wolfslair

15 februar 2007

Ekskursion til et museum med tilhørende bibliotek

Onsdag/i går var der dømt faglig studie-relevant ekskursion til et museum med tilhørende bibliotek. Vi fik lov at rende rundt i alle rum og kigge på tudse-gamle ting og støvede slidte bøger. Vi havde to vældigt entusiatiske guides og lavede et enkelt stop forbi en mand og hans kontor for at høre noget om hvad han brugte sine arbejdsdage på. Den sidste del var knap så spændende, jeg vil da hellere ud og se ting end at høre dem blive fortalt.

Vores guide, der viste os rundt i biblioteket må have været i familie med Tommelise. Hun gik mig til albuen, og jeg er 1,70m middelhøj. Damen var så lille og spinkel at jeg frygtede hun ville blive spist af de store bøger hvis de klappede sammen om hende. Først da hun fandt en lille bitte mega-gammel oldsag af en bog frem og tog den i hånden, så det ud som om hun havde en noget mere gennemsnitlig højde. Hvis det da ikke lige havde været for den 1.90m høje gut hun stod ved siden af. Jeg havde næsten lyst til at tage hende med hjem, så jeg havde en dukke at lege med.

Selvom hun havde et lille hoved siddende på sine små skuldre, så kunne hun fortælle mange spændende historier om hvordan biblioteket skaffede sine materialer og kunne svare på en masse bizare spørgsmål. Hun var vel bare dygtig til sit job…også selvom nogle af bøgerne vejer mere end hende.

Vores anden guide viste os entusiastisk rundt i museet. Han havde en lille kurv med små ting i, som han brugte til at forstærke sine fortællinger og forklaringer om diverse genstande. Egentlig havde han slet ikke brug for sine ting, han var livlig nok i forvejen. Vi kunne stå i det ene rum og lytte til hans fortælling om noget helt normalt bizart og i næste nu rendte han ind i rummet ved siden af for at hente sin kurv og bringe den tillbage til det rum hvor vi stod, alt imens stod munden ikke stille på ham. Vi fik også lov at se både hans butt-crack og svedpletterne under hans arme mens han bøjede sig ned til sin kurv eller brugte store armbevægelser for at fortælle om noget.

Det var da en hyggelig formiddag. Jeg må sige at de penge jeg har givet for den tur langt fra har været spildte. Tre timer, hvor mine sanser bliver bombaderet fra alle sider er da hyggeligt. De to mennesker har sgu tjek på deres ting. Thumps up herfra. Jeg er løbet tør for tape til at klistre al den nye viden fast i min lille hjerne, som jeg fik af de to.

11 februar 2007

Bare kald mig Knud

Har tit tænkt på hvad jeg ville hedde, hvis jeg havde været et hankøns-væsen. Ikke fordi jeg gerne vil være mand, men bare fordi jeg kan tænke tanken om at være mand. (Uha da, jeg kan tænke)

Jeg har besluttet mig for at ville hedde Knud, hvis jeg var en mand. Mine forældre vil helt sikkert have kaldt mig noget andet, måske Alvin, hvis min far kunne få sin vilje indført. Men fordi jeg stadig er et (tosset) tøsebarn, så kan jeg selv få lov at vælge mit mandlige navn, for jeg skal jo ikke bruge det til noget alligevel.

Men navnet Knud er tilpas bøvet og mærkeligt til mig. Jeg ville jo helt klart blive en bøvet og nørdet knægt fordi jeg ikke aner hvordan man er mand. Lige så usikker som Bambi på isen, vil jeg nok rende rundt og panisk prøve at forstå hvad det er kvinder vil have i en mand.

Har tit fået at vide jeg er ih og åh så sød og nuttet med mine små søde og nuttede smilehuller. (Har vist kun et, nu jeg tænker efter, men er for doven til at rende ud foran spejlet og tjekke). Jeg vil da ikke være ih og åh så sød og nuttet.

Kan godt være mit navn er ih og åh så sødt og nuttet og giver folk associationer til (damerne) Simpson, Alba eller Lange, men jeg render rundt i gammelt hullet tøj og føler mig langt fra ih og åh så sød og nuttet. Jeg har lært at leve med mit navn. Synes egentlig det er ganske hyggeligt (æh ja, for det ord giver jo helt klart mening i denne sammenhæng) at folk lidt ofte lige skal rettes når de staver mit navn med et ”k” eller udtaler første stavelse som ”iæs”.

Så dagens konklusion for mit vedkommende er, at hvis jeg var mand, ville jeg hedde Knud. Heldigt at jeg så ikke er mand, ville nok sidde i samme situation som mandlig 22-årig og være træt af mit navn. Ligesom jeg sidder nu og er lidt træt af mit ih og åh så sødt og nuttede navn. Men jeg har ingen planer om at ændre mit navn…foreløbig….man har vel respekt nok overfor sin forældre til at man respektere deres navne-valg. Så slemt er mit navn jo heller ikke og jeg ved heller ikke hvad jeg i stedet ville hedde. Desuden så rimer mit fornavn sådan cirka på mit mellemnavn, en lille ting jeg kan blære mig med

05 februar 2007

En forsinket julegave

Så fik jeg lige tjekket min postkasse efter en uge i det eksotiske Jylland og til min store begejstring lå en lille seddel fra mit lokale posthus. Jeg havde ulykkelig glemt at jeg engang i december fik slået mig til en pakke i DR's stooooore pakkelag. Wuhu, tænkte jeg og forsøgte at huske hvad jeg havde vundet.
Jeg hoppede glad og frejdigt ud af døren og over vejen hen til posthuset (huset med post ligger nemlig lige over på den anden side af vejen, lige efter fakta og det lokale bodega). Jeg stillede mig pænt og frejdigt i kø og fik pænt og frejdigt udleveret min pæne og frejdige pakke af den pæne og frejdige unge mandslignende ekspedient. Den er flad, lidt stor og kvadratisk.
Jeg har så af en eller anden mærkelig grund vundet en LP. Hvorfor valgte jeg lige dengang i december af hugge en LP-pakke fra en af de andre pakkelegs-spillere??? Jeg har jo ingen f*****g pladespiller (endnu) og mit anlæg kan ikke have en pladespiller tilsluttet. Æh ja, men hey, det er da dejligt at vinde noget engang i mellem. Og gratis musik siger man vel egentlig ikke nej til.

27 januar 2007

Stikker lige af til Sønderjylland

Så blev de tre ugers ferie alligevel for meget for mig. Det er udmattende at skulle vågne hver morgen og forsøge at finde på noget at lave. Mit lille kollegieværelse ligner et bombet lokum den ene dag og den næste dag er her så rent at man ikke skulle tro jeg boede her. Seriøst, jeg har brugt timer på at rydde op i papirer fra studiet, smidt ud eller sat systematisk i mapper og dagen efter ligger halvdelen af mapperne på gulvet, fordi jeg liiiiige skulle lede efter et enkelt ark med noget vigtigt information, som jeg i min kedsomhed fik lyst til at tjekke nærmere ud.
Jajaja, og sådan er to uger gået. Har været ved at drukne i rod eller været forvirret over hvordan jeg har sat tingene i system. Nu må det være tid til forandring, ellers bliver jeg da mere mærkelig end andre kan klare. Verden kan vist kun rumme et x antal freaks og sære mennesker. Så inden jeg bliver helt vanvittig over kun at se mine egne fire vægge, må jeg vist hellere lige lidt på ferie hos moar. Så, dér, jeg giver op og hopper på et tog til Sønderjylland, bare for hyggens skyld. Så har jeg da noget at tage mig til.
Hehe, så kan jeg gøre resten af familien vanvittig i stedet, som om de jo ikke havde nok at bekymre sig om. Men en smule sindssyge har vel aldrig været forkert. Men på den anden side, jeg tror egentlig ikke min familie nogensinde har været særlig normal. De er en stor blanding af farverige personligheder. Når jeg tænker over det, så er det egentlig ret underholdende at være til familiefest når alle er samlet. Jeg sidder på sidelinien og kigger, mens de andre vralter rundt på banen og forsøger at få et spil i gang, men alle vil lave deres egne regler. No wonder jeg ikke er blevet normal, når resten af familien heller ikke er det.
(ingen nævnt, ingen fornærmet)

22 januar 2007

Sne og bilister

Wuhu, så vågnede jeg lige op i morges og tænkte at vejret igen igen og stadig var gråt og kedeligt. Jeg trækker trist gardinerne væk og spotter det her hvide stads ude i verden. Et dejligt frisk lag sne var ved at lægge sig over den smule, der allerede var faldet. Og sneen blev bare ved med at komme. Uh ja, jeg ææææælsker sne. Jeg har hader kulde og blæst, men så snart blæsten har sne med, så har jeg intet imod det. Det er jo egentlig fuldkommen idiotisk, for man bliver jo våd at sne, det bliver man ikke når det kun blæser. (jeg har aldrig sagt at jeg tænker klart)
Så blev det eftermiddag og igen i år, kunne jeg sidde og sukke irriteret over hvor overraskede de danske bilister altid er når den første sne falder. Altså virkelig, de må da tage sig lidt sammen. De ved det er vinter og de ved at vi bor i et land, hvor det bliver glat og fyldt med sne. Hvis de ikke kan køre når det er glat, så burde de enten blive hjemme, tage offentlige transportmidler (hvis midlerne da kører ruterne som de skal), eller bruge et par dage af deres liv på at tage et kørekursus på en glatbane. Måske burde de tage kurset mindst en gang hvert år, så de får lært at køre på glatte veje. Hmmm....og måske også lige huske at salte vejene i tide.
Jamen, tænk lige over det. De stakkels bilister, der ender i grøften eller i kæmpe masse-sammenstød, kunne spare forsikringspenge og slippe for en tur på skadestuen, hvis de bare lærte at køre 100km/t i deres fine nye familiebil på en isglat motorvej. Eller måske kunne vi begynde at lave automobiler og alle andre former for motorkøretøjer ud af skumgummi, så går de ikke i stykker og smadrer liv og lemmer når de stakkels bilister knalder deres køretøj ind i et eller andet.

14 januar 2007

Kedsomhed til én, tak

Jeg er så fantastisk priviligeret at jeg efter en hård kamp og en møgirriterende opgave stolt kan sige at jeg nu har næsten 3 ugers ferie. 3 uger hvor jeg ikke skal lave en skid (eller jo det skal jeg jo, for ellers ender jeg med forstoppelse), men altså, jeg har intet at stå op til. Det var da en vidunderlig følelse at gå hjem sidste onsdag eftermiddag og bare lægge sig på sin seng foran tv'et og lade sin hjerne blive opløst og fordummet af diverse tv-programmer. Men nu hvor der er gået nogle dage og jeg har fået lavet alle de sjove ting jeg havde planer om, så er jeg endt med at kede mig. Torsdag eftermiddag blev tilbragt på mit lokale bibliotek. Jeg slæbte en pose-fuld bøger med hjem, alt lige fra Hitlers "Min Kamp" til Adam´s' "Blaffer-guide til Galaksen" lå i den pose.
Nogle siger, at det kun er dumme mennesker, der keder sig. Andre siger, at det kun er kloge mennekser, der keder sig. Hallo, beslut jer da lige derude. Vil gerne vide om jeg dum eller klog.
Men nu, på denne smukke søndag, hvor jeg officielt først kom ud af sengen ved 16.00-tiden i dag, har jeg så intet fornuftigt at foretage mig. Bøgerne tiltrækker ikke min opmærksomhed, internettet kan heller ikke tilbyde noget spændende at kigge på, jeg orker ikke at se flere film, mine få computer- og PS-spil er ikke interessante nok og min musik-samling trænger til fornyelse og opdatering. Jamen, hvad blev der af alle de fantastiske ting jeg hele tiden ville lave,alle de overspringshandlinger jeg hele tiden foretog mig med dårlig samvittighed.
Bum bum bum, på den anden side så har jeg slet intet imod at kede mig. Det er lang tid siden jeg sidst har haft tid til at ligge i sengen hele dagen og læse en bog, hvor der ikke stod "bibliotek", "organisation" eller "variabel" på hver anden linie. Men jeg gider da heller ikke kede mig så meget at jeg ikke kan sove.

10 januar 2007

Abstractet

Så fik jeg og min skrive-makkerinde endelig afleveret den her grusomme opgave. En besværlig og langsommelig skriveproces, men den er afleveret. Så må det briste eller bære. Opgavens abstract lyder nogenlunde sådan her:
Den excentriske prinsesse og den bevingede science-fiction baronesse har i opgaven skrevet om bæ og bla bla bla. Faget hedder tarmskyl og opgaven er skrevet i forbindelse med den halshuggende henrettelse. Vi har undersøgt begreberne bæ og mylderbæ og bla bla bla. Vi har set på dem i forhold til formeringskultur og i forhold til hinanden. Konklusionen er bæ og din mor. Længe leve bæ.
(jeg undskylder for stavefejl og eventuel blindhed, har kun sovet en time i nat.)
Det er da vist godt at jeg har ferie indtil februar.

07 januar 2007

Opgave og en tur i "øveren"

Det er da vist på tide jeg får skrevet lidt til bloggen her i det nye år 2007. Lige nu er min hjerne klistret fast til bøgerne i ”Organisation og Økonomi”, så mit hoved fungerer ikke lige så optimalt. Faget burde vist egentlig hedde ”Organisationsteori”, for alt hvad der står i bøgerne er så irriterende teoretisk. Jeg ved ikke ret meget om hvordan det er at arbejde i en virksomhed, så jeg har også svært ved at finde eksempler jeg kan forklare alt den her teoretiske teori ud fra. Men nok om mit sørgelige brok, nu til noget andet.

Et par dage inden nytår blev jeg inviteret med ud i ”øveren” af det her band. Hvad er der med bands og deres ”øveren”, det hedder øvelokale(!!!). Men anyway, jeg var naiv nok til at tro at øvelokalet nok ville være et lokale. Det var så en øveSKUR. Langt pokker i vold ude på bøhlandet (sådan noget findes også på Sjælland åbenbart), langt nede bagved en ejendom (indkørslen er fyldt med hysterisk store huller) ligger det her lille skur med fire vægge, et tag, en dør og et par vinduer.

Øveskuret er fyldt op med forstærkere, recording-udstyr, lydanlæg, et trommesæt, mikrofoner, gammelt skrammel, flag, plakater, en varmeblæser, ægte dyrekranier og masser af stearinlys. Jeg fik mig en stol i hjørnet og kunne så i ro og mag fryse min røv til døde, mens mine ører kunne nyde det her vildt voldsomme garage-metal for fuld skrue gennem et par ørepropper. Musikken er egentlig ganske fin, man skal bare lære at lytte til det.

Jeg forstår slet ikke metal-musik, i hvert fald ikke en så ekstrem form af det. Jeg fatter intet af hvad der bliver sunget/skreget/growlet om. Men hvis de fire metal-hoveder er tilfredse med deres stil-valg, så skal de da have lov til at spille deres aggressioner ud. Al deres snak om hvordan de skulle spille en sang gik helt hen over hovedet på stakkels mig. Der foregår helt klart noget i band som man ikke kan forstå når man kun står på sidelinien og kigger med.

På en eller anden måde blev de enige om at ændre noget bum-bum-bummelum så det lød ligesom tam-bum-tam, og så skulle slutningen ændres fra bum-ta-tam til ta-ta-bum-bummelum. Tror også de snakkede om at da-tam-ta skulle ligge før tam-bum-tam. Æh ja. Helt klart, jeg forstår virkelig hvad de mener…eller nej.

Nåja, bandet hedder Wolfslair. Hvis jeg vidste de havde en hjemmeside jeg kunne linke til, så ville jeg gøre det.

28 december 2006

Og her er den så

Her er er min nye kaffemaskine. En fantastisk julegave jeg har fået. Den er helt ny og larmer næsten ikke og så kan den lave en spand brændvarm kaffe på ingen tid. Hvilket jo kun er en forbedring i forhold til den gamle, der tog 20 minutter om at spytte en spand lunken sort tjære ud. Så nu kan jeg hoppe tilbage på kaffe-vognen og drikke mig selv i hjel i kaffe og være lykkelig over det.
Men ellers så har jeg da fået en masse dejlige julegaver og julepenge. Jeg er stadig en forkælet lille møgunge. Jeg ønskede mig egentlig kun små ting, for der er jo kun mig selv til at slæbe tingene fra den ene ende af landet til den anden. Jeg fik en enkelt lidt stor ting udover min nye bedsteven (kaffemaskinen), et fint lille strygejern. Har efterhånden fået samlet mig så meget krøllet tøj at jeg lige så godt kunne få anskaffet mig noget, der kan glatte tøjet. Nærig, som jeg er, så gider jeg ikke selv bruge penge på sådan en tingest, det kan min moar gøre for mig.
Så jeg har fint overlevet julen og fået min materialistiske-trang tilfredsstillet til det næste stykke tid. Nu har jeg ikke brug for at købe andet end mad de næste par måneder....eller nok rettere de næste par uger. Jeg finder sikkert et eller andet unødvendigt skrammel jeg kan bruge mine gavekort på.

22 december 2006

status-rapport over 2006

Så blev jeg tagget af Edut'en og fordi jeg har så meget tid i overskud her ude på bøhlandet (og fordi jeg for en gangs skyld gerne vil) så kan jeg da godt lige gøre lidt status over år 2006.

Årets bedste begivenhed i dag: Vi fejrer lillebrors fødselsdag i aften

Årets bedste bog: alle dem jeg har fået gratis

Årets bedste koncert: Guns ’n Roses, Alice in Chains og Blood Hound Gang

Årets bedste film: Walk the Line…sgu da

Årets bedste tv-program: Disney Sjov, House, Oprah (jeg kan ikke tåle al den drama), Prison Break, De unge mødre (det er da sjovt..come on) og hvad jeg ellers har fået set af crap i tv

Årets album: Vision Valley fra The Vines

Årets sang: alle dem jeg ejer med Johnny Cash (nogen der mon havde gættet den?)

Årets mest blærede: mig

Årets bedste fest: alle dem hvor jeg ikke ha gjort mig pinlig

Årets bedste tøj: må vist være den kjole jeg fik købt til gallafesten i foråret.

Årets mirakel: at jeg tog den kjole på til gallafesten

Årets udfordring: metal-hovedet

Årets jubii: metal-hovedet

Årets mest stressende: studiet

Årets skuffelse: Johnny Cash er stadig død

Årets mest belastende: at jeg ikke har fået taget mig sammen til at få mig et studiejob

OG ENDELIG…Årets største begivenhed i kongehuset: Peter Pedal, De tolv danseprinsesser, Peter Plys og Bamse og Kylling og Ælling (mener den 4-årige som sidder på mit skød og kaster med kage-krummer)
Hvis folk vil tagges, så skal de selv be'om det. Det gider jeg ikke rode rundt med.

17 december 2006

Min brors fødselsdag

Så blev det jo søndag den 17. december og min lille nuttede bror har så fødselsdag. I anledningen af at han nu indtræder i sit sidste teenage-år har jeg lagt en fin lille fødselsdagsgave her ud på bloggen.



Så tillykke lille knægt...enjoy dine 15 minutter.

13 december 2006

Mit øjeblik som Formel 1-kører

Nah, bare pjat. Videoen er speedet up, så jeg kører jeg x-antal gange hurtigere end 80 km/t. Hvilket så er lidt meget mere end en Opel Kadett fra 87 kan klare. Men hey, skulle jo lige se om jeg kunne finde ud af at linke direkte til min lille samling af You Tube-film.

09 december 2006

Brors fødselsdag lige om hjørnet

Ja, okay. Der er en uges tid endnu inden knægten bliver 19 og skal opleve sit sidste teenage-år, men derfor kan jeg kan lige muntre mig lidt med at jeg har fundet på en virkelig god gave til ham i år. Det kræver ikke engang at jeg skal ned på posthuset for at sende pakken. Tilgengæld tror jeg at mor nok bliver glad når hun ser hvad det er jeg har planer om....
...og så taler vi ikke mere om det....før den 17.december altså.

07 december 2006

Kaffemaskine afgået ved døden

Så skete det jeg frygtede mest. Min kaffemaskine er i stykker. Den vil ikke være med mere. Det er slut med at brygge så meget kaffe (og drikke den) at jeg kan ligge søvnløs flere nætter i træk. De sidste par dage har været hårde, men heldigt at jeg opdagede en vidunderlige smag af brændvarm kamillete lige i rette tid.
Men ak, stadig ingen kaffe. Jeg tror maskinen har brygget sin sidste kande. Den gav mig en lille afskedsgave, en halv kande mothertrucker stærk kaffe så jeg havde energi nok til at kunne sørge over den. Det var vel også på tide, den var brugt da jeg fik den og jeg fik bare æren af at slide den op. Den viser et lille tegn på at den er i live, men den har ingen styrke til at kunne pumpe vandet ned i kanden. Det er vel bare på tide at den får lov at komme i skraldespanden. Jeg gider i hvert fald ikke bøvle med at fikse den. Den trænger helt klart til pension efter at jeg har tvunget den til at brygge 2 kander kaffe (eller mere) dagligt i mere end et år. Stakkels maskine, jeg lader den hvile i fred.
Så det er jo godt det snart er tid til julegaver. Kan jo være jeg får lov at slæbe en kaffemaskine med tilbage fra Jylland. Men på den anden siden, te smager sørme også meget godt.

30 november 2006

The Johnny Cash Show på DVD

Så jeg tøffede lidt rundt på nettet i dag og håbede at jeg kunne finde inspiration til nogle julegaver til familien. På en eller anden måde fandt jeg en lille diskret reklame for denne lille sag:
AAAARRRGGGHHH!!! Det er hele "The Johnny Cash Show" i en lille diskret 3-box DVD-samling. Oh my God!!! Han havde et show hvor han sad i et sit Oprah-agtige studie og havde sjove gæster...eller det tror jeg. Jeg har aldrig haft muligheden for at se det program, har kun set nogle få screenshots fra showet. Men UH!!! hvor vil jeg da gerne give en tå eller to for at få lov at se det show. Jeg har Google'et, Amazon'et og Bibliotek.dk'et for at finde DVDer med "Manden i Sort" i håbet om at finde noget der kunne rocke min verden. Det lader til at jeg har ledt de helt forkerte steder.
Men nu ved jeg da at showet kan fås på DVD...eller gør jeg. Jeg har ikke fundet andre hjemmesider, der reklamere for DVD-samlingen, så måske er det hele bare noget en eller anden dum person har lavet for at drille alle de stakkels små naive Cash-fans.
Kan jo også være at DVD-samlingen bare ikke er nået over Atlanten endnu. Måske gør den aldrig, eller også en dag spotter jeg samlingen i en lille musik-entusiastisk butik somewhere i København.

29 november 2006

Tidsfordriv

Det er ikke meget jeg får skrevet af indlæg på bloggen for tiden. Tydeligvis. På et eller andet tidspunkt finder jeg nok noget (klogt) at skrive om, der ikke handler om studie-opgaver eller eksamen.

17 november 2006

Ildkugler og billeder

Jeg opdagede i dag, at en masse varm te, kaffe og kakao blandet med Jerry Lee Lewis' larmende klaver-rytmer kunne sætte lidt liv i mig og sende vinter-tristheden på ferie. Det er da hyggeligt at være lidt i sukker-chok og høre noget livligt muntert musik for fuld skrue mens jeg pudser næse.
Så mens der bliver rystet en masse til kæmpe ildkugler, kan jeg da lige informere om at der kommet lidt billeder i galleriet af fætters bryllup. Ingen billeder af mig i nederdel og høje hæle...helt fint med mig. Har ikke brug for at vise verden at jeg kan være dame for en aften.

14 november 2006

Snot-ungen vrøvler

Hjemme igen efter en mini-ferie i det Sønderjyske hos familien. Det blev til lidt fødelsdagsfest for min moar og fætters hyggelige bryllup. Den mand er sgu blevet gift.

Men hvad fik jeg så ud af det hele? Fik lidt penge fra folk, seks kilo ris, en ny taske (der praktisk nok matchede det outfit jeg havde på til brylluppet) og en fin lille forkølelse.

Smarte mig har de sidste par dage været smurt ind i snot...og det lader til at det kun bliver værre. Ja ja, snot er snot, og det er kun en forkølelse. Jeg overlever nok. Desuden bliver det aldrig rigtig vinter hvis jeg ikke får lov at tømme mit indre ud i et lommetørklæde.

08 november 2006

En togtur med Sjescia

Havde ellers lige lovet mig selv så pænt at jeg ikke ville pakke den bærbare ud af tasken mens jeg sad i toget. Men når man skal sidde tre timer i et tog, det eneste læsestof man har med er studiebøgerne, mp3-afspilleren er løbet tør for strøm og man hader togture, så finder man ret hurtigt computeren frem og håber at den kan undeholde, selvom der ikke er nogen adgang til internettet. Jeg var en halv time om at finde den frem, men jeg skulle også lige have tid til at nyde aftensmaden først…og være sikker på at ingen ville have min plads bare fordi de lige havde reserveret sædet.

Billetten siger at jeg har betalt for at køre fra Københavns Hovedbanegård til Kliplev station. Fra den civiliserede og moderne hovedstad til Lars Tyndskids primitive mark fra middelalderen. Så her sidder jeg, klokken er næsten halv otte, toget er et sted mellem Odense og Sønderborg, og jeg har siddet på min brede røv i det samme grå sæde i to timer. Glædelig onsdag. Jeg har mere end en hel time tilbage til at sidde og reflektere over hvor meget og hvorfor jeg havde togture.

Generelt har jeg intet imod at rejse, jeg kan godt lige at komme væk hjemmefra og få nogle nye indtryk af verden. Mit kollegieværelse bliver desuden ret hurtigt kedeligt. Det er da altid dejligt at komme ud og se et nyt stykke af verden, eller bare en ny del af lille Danmark. Men nu ikke så glad og munter, jeg har jo brug for at brokke mig.

Jeg hader togture fordi folk altid har 40 kæmpe kufferter med sig. De kan bare ikke finde ud af at man ikke skal pakke mere i sin kuffert end de selv kan bære.

Jeg hader togture fordi jeg altid bliver afbrudt af konduktører og madvogne. Jeg kræver ro og stilhed til at planlægge min næste store ondskabsfulde gerning.

Jeg hader togture fordi den irriterende skingre kvinde-stemme altid skal være så oplysende og fortælle alt muligt praktisk om hvilke stationer der kommer på turen, hvornår madvognen kommer med slik og at vi alle skal have en god rejse.

Jeg hader togture fordi jeg er for nærrig til at bestille en plads, så jeg næsten altid ender med at skulle flytte mig for en eller anden tåbe, der kræver sin plads, selvom de 40 andre sæder omkring mig er tomme.

Jeg hader togture fordi togene formår at være mindst 15 minutter forsinket og alligevel stoppe på Lars Tyndskids mark bare for at blære sig med at bremserne virker på jernmonsteret.

Næste stop: JYLLAND

Jeg har ikke noget imod lange busture. Kørte 24 timer i bus for at komme til Rom engang i gymnasiet og jeg havde det fint med det. Mit humør havde det fint. Dog havde de andre i bussen det ikke så fint da vi skulle sove. Jeg blev slået med puder og bandet af, fordi jeg snorkede lidt og fordi jeg stirrede på folk. Man kan meget bedre nyde udsigten og glo dumt på de andre trafikanter når man sidder i en bus eller en bil. Når man sidder i et tog, har man nogle tomme marker at glo på.

Jeg har heller ikke noget imod at flyve. Det minder meget om togture, men der er ingen larm. Flyet bumler ikke rundt på gamle rustne skinner, det stopper ikke ved nogen stationer undervejs. Og så er der altid et eller andet underholdende at lave, man kan spise, se film, lytte til radio-kanaler eller løbe skrigende gennem flyet iført en nissehue og intet andet.

Men altså, toge er det mest irriterende transportmiddel jeg kender og alligevel er jeg tvunget til alle disse togture. Så kan jeg da bare lære ikke at flytte til den anden ende af landet, langt væk fra familien.

Måske burde jeg få mig et privatfly.

Klokken er tæt på at være næsten 20.00 på denne frejdige regnfulde onsdag aften og jeg har stadig 45 lange pinefulde minutter at skulle tilbringe blandt de tyske teenage-turist-tøser.

06 november 2006

To små underholdende spil

Det lader til at mine kreative evner er taget på ferie. Måske trængte de det efter de mange lange indlæg der kom dryssende i oktober. Min krop tager desuden på (tvunget) ferie i Sønderjylland om nogle dage.

Men i stedet for at skrive om mine farverige observationer fra min daglige grå-dag og undertrykke min trang til at komme med vulgære og sjofle udråb på bloggen, så vil jeg i stedet bare linke til to små underholdende spil.

Det første spil handler om at en pingvin kaster sig ud over en klippe af is. Nedenfor står den afskyelige snemand og skal slå til pingvinen. Man klikker så fint med musen når pingvinen kommer susende ned og snemandens kølle sender et styk pingvin-hoved langt pokker i vold. Det hele handler altså om at skyde så langt som muligt.

Det andet spil handler om at en afskyelig snemand kaster snebolde efter små hvinende og flyvende pingviner som så forhåbentlig bliver smadret ind i en målskive. Det hele handler om timing og præcision, men klikker i rette øjeblik så snemandens snebold kan ramme pingvinen der så vil flyve med hovedet ind i bull's eye.

Så det er hvad jeg får tiden til at gå med. Jeg leger med pingviner.

Btw, så har det første spil en reklame der nok mest henvender sig til mænd, der kan lide at kigge på (afklædte) kvinder.

28 oktober 2006

Folk og deres biler

I løbet af den her uge hørte jeg et par historie om oplevelser nogle af mine venner havde med deres biler. Det fik mig til at mindes dengang jeg selv lavede noget dumt og fjollet da jeg havde en bil. Så her er alle tre historier, vældigt pyntet med mine egne ord og kreative evner.
En søndag morgen (må det have været) skulle jeg på arbejde. Noget rengøring på en politistation i et par timer. Det er henved et halvandet år siden. Netop den morgen var jeg lidt distræt og heller ikke vældig oplagt til noget som helst andet end at sove et par timer mere i min seng. Men af sted med mig, arbejdet skulle gøres. På vej hjem skulle der lige lidt benzin på bilen. Jeg gør alting som man nu skal gøre, kører hen til en tank, fylder benzin på bilen, betaler for det og kører videre. På vej hjem føles det dog som om jeg har glemt noget. Et eller andet er forkert. Men jeg kører videre og når hjem, parkerer den pænt i indkørslen, stiger ud og ser et stort gabende hul der hvor tankdæsklet skulle have været. OH NO!!! Hvad gør man så??? Jeg stoppede noget klud i tankhullet og kørte tilbage til tankstationen, kunne jo være at dækslet lå der endnu. Men næh nej, pist væk var det. Så der var ikke andet at gøre end at ringe til farmand og spørge hvad man kunne gøre. Han havde ingen reservedæksler liggende, så jeg måtte køre rundt med en klud i tanken indtil mandag eftermiddag hvor jeg fik skaffet mig et nyt. Pinligt at glemme sådan noget.
En historie jeg fik fortalt, handler om knækkede nøgler. Historien blev fortalt med mange bandeord og aggresive udtryk, de er blevet censureret væk til denne lidt mere stuerene udgave. Der er da ikke noget med irrriterende end at opdage en knækket bilnøgle efter en lang arbejdsdag. Han gik han til sin bil, tog sine nøgler frem, fandt den han skulle bruge og skulle lige til at stikke den i nøglehullet, men så opdagede han en alt for lille stump metal. Slet ikke nok metal til at det kunne være en hel nøgle. Manden havde gået med sine nøgler i lommen hele dagen og var stensikker på at han ikke havde stødt hoften mod noget, eller gjort noget som helst til at nøglen kunne knække. Så dér stod han, efter fyraften og kunne ikke komme hjem. Hvad gør man så??? Han skyndte sig at finde en kollega som ville køre ham hjem. Men bilen skulle også hentes igen, så efter at manden havde fået fat i sin eneste ekstranøgle, så måtte han ringe til en ven og få ham til at køre sig tilbage til arbejdspladsen. Man skulle tro at knækkede nøgler er en umulig ting, de er jo lavet af metal. Men næh nej, sådan er det jo ikke.
Den her historie, fik jeg med sms i går, eller i forgårs. Kan ikke lige huske det (min tidsfornemmelse er på ferie). Men ham gutten her, punkterede da han kørte. Han stopper, stiger ud og vil skifte hjulet. Han finder alt værktøjet frem fra bagagerummet og får hevet reservehjulet frem. Men noget er i vejen med hjulet, det er jo også fladt. Så hvad gør man når man står på en øde landevej med tre velfungerende hjul og to flade? Man ringer da til farmand, som så kommer og ordner det. Han kunne så ikke lige ordne det på det tidspunkt. Hvad gør man så??? Jeg ved det ikke, det meldte historien ikke noget om. Men knægten har nu i det mindste fået sig fem velfungerende hjul til bilen. Nu kan han godt punktere uden at skulle ringe til farmand.

19 oktober 2006

Tab og vind

Normalt holder jeg mig langt fra reality-programmerne. Jeg gider ikke se folk sidde og klynke på TV over at de mister chancen for at vinde X antal penge fordi de er blevet stemt ud, eller fordi de ikke kan få nogen venner i konkurrencen. Jeg kan godt selv finde ud af at skabe intriger og opsnappe sladder, jeg har ikke brug for at se det på tv også.
Men det her program "Tab og vind" på Kanal 4 er reality for fuld knald. Det er dog et ret godt koncept. En flok fede mennesker (de ligner små elefanter på to ben) kæmper om at tabe flest kilo og vinde en masse penge. De har alle deres små bitte mål eller forbilleder, en bryllupskjole de gerne vil kunne tage på igen, nogle bukser de gerne vil bruge, et barn de gerne vil lege med uden at dø at hjertestop bagefter. Der er selvfølgelig de klassiske elementer, fx: de kæmper i hold, der er gruppeaktivitet, der er intriger, der er folk der græder i hvert afsnit, folk bliver sendt hjem, osv, osv.
Det er da et sundt koncept. Jeg ved ikke om det er originalt, men jeg elsker at se de små elefanter tude over at deres bedste ven bliver stemt hjem af en eller anden grund. Men anyway, en masse hård træning og kostomlægning hjælper de tykke deltagere og man får tit at se at de hjemstemte har holdt deres livsstils-ændringer ved lige og har tabt endnu flere ton efter programmet.
I en verden/USA hvor små elefanter åbenbart hersker, så er det opfriskende at se, at de sgu ikke er tilfredse med deres vægt og gerne vil sætte liv, lemmer, fedt og privatliv på spil for at tabe alle disse ton på tv og være små fede forbilleder for de andre små elefanter. For ikke lige at fornærme nogen, så vejer de her mennesker op mod 200 kilo og det er ikke små gram de taber hver uge. Det er vel egentlig bare en "fat-farm" hvor man filmer forløbet, men hey, det underholder mig.

14 oktober 2006

At redigere film

Folk, der kender bare en smule til mig på studiet ved at jeg meldte mig som rusvejleder i år. Jeg fik lov at komme i den fine lille gruppe kaldet "dok.kom" eller "dot.kom". Tror den eneste grund var at jeg er den eneste, der ejer et videokamera og ved en smule om filmredigering.
Derfor kan jeg også en lørdag nat sidde og skrive et indlæg til bloggen. Min efterårsferie vil komme til at bestå af filmredigering og opgaveskrivning, især denne weekend består af førstnævnte.
Jeg er selv-erklæret film-nørd, men det eneste fagsprog jeg kan er den smule jeg lærte i gymnasiet. De eneste film jeg får set, er dem jeg tilfældigvis har fået købt engang i tidernes morgen da jeg havde råd til en sådan luksus. Jeg har tydeligvis ret meget at lære endnu.
De færreste ved det, men mit drømmejob er at være film-klipper. Jeg blev ret bidt af det i gymnasiet, da jeg tilbragte nogle lange nætter på skolen, hvor jeg og en kammerat kæmpede os gennem en smule film. Det endte vist med at fraklippene var bedre end selve filmen. Sørgeligt, endnu engang beviser det, at jeg har meget at lære. Jeg kan jo altid gøre det til en dyr og lidenskabelig hobby en dag når jeg har tid og overskud til det. So far, har jeg brugt for mange penge på video-udstyr til bare at lade det hele dø i hænderne på mig. Men det betyder ikke at jeg en dag vil være at finde på filmskolen.
Men fornuftig som jeg desværre har dårlige tendenser til ikke altid at være, så valgte jeg ikke at satse stort på mine begrænsede talenter indenfor film-verden. I stedet får jeg nu lov at udfolde min uddøde lidenskab i disse uger. Min bærbare computer er overbelastet af aktivitet (som altid), min trådløse mus løber lidt for tit tør for strøm, min krop kan ikke klare mere kaffe og min kreativitet er døende. Men filmen om rusforløbet 2006 skal nok blive færdig. Jeg nægter at give op!
En ting jeg har konkluderet: film redigerer ikke sig selv.

09 oktober 2006

En diskussion

Jeg har haft den har diskussion med en ven i et par dage.
Han mener Jorden er oval. Jeg mener Jorden er rund. Den er naturligvis ikke helt oval/rund på grund af bjergene og havet og alt det andet overflade. Men altså set i et stort perspektiv (fra rummet).
Han gider ikke finde beviser for sit udsagn, for det har han altid fået fortalt i skolen og så passer det jo. Jeg gider heller ikke finde beviser for mit udsagn, for selvfølgelig er jorden rund, det har jeg altid fået at vide.
Ak ja, denne dovenskab. Diskussionen dør nok ikke før en af os har overbevist den anden, men vi er begge for stædige til at forsøge, fordi vores udsagn bør da være nok.

05 oktober 2006

Strømsvigt

"WHAT THE F....????!!!" var sådan cirka mine ord i censureret udgave i eftermiddags da strømmen valgte at gå sig en tur og efterlade hele kollegiet. Stilhed, ingen lyde, selv min vejrtrækning var stoppet og jeg er sikker på at mit hjerte holdt op med at banke lidt tid. Måske døde jeg et øjeblik fordi den store katastrofe havde ramt mig. INGEN STRØM!!! Næsten to lange pinelfulde timer måtte jeg leve uden strøm.

Jeg vandrede hvileløst rundt på gangen, snakkede med de andre der også havde noget brok at give luft for omkring dette irriterende fænomen. Det er ikke sjov og spas at skulle leve uden strøm i disse moderne tider hvor alt foregår gennem elektronik.

Jaja, det lyder da ikke så slet at være uden strøm i nogle timer. JO, DET ER SLEMT!!! Internettet virkede ikke, kaffemaskinen bryggede ikke, den bærbare kørte på batteri en times tid så gad den ikke lege med mere, det blev mørkt og jeg måtte finde stearinlys frem, fjernsynet virkede ikke, jeg kunne ikke høre musik, telefonen virkede ikke. Min eneste mulighed for at komme i kontakt med omverden var at bruge mobilen eller rent faktisk gå uden for min dør og ud i verden.

HRMF!!! Det var for mørkt til at læse. De små sorte stearinlys giver ikke så meget lys som man skulle tro (fra nu af køber jeg kun hvide lys). Jeg tilbragte så to timer med at bande over ikke at kunne få lavet noget kontruktivt fordi intet virkede, og at sidde og spille guitar på den gammeldags akustiske måde fordi jeg ikke kunne finde andre måder at bryde stilheden på (jeg var ikke lige i humør til at have en samtale med mig selv - tror det bare ville ende med at jeg sad og bekræftede strømsvigtets eksistens med mig selv).

Men alt godt kommer til dem som venter (siger nogle) og strømmen kom tilbage. Jeg hørte dans og hurra-råb på gangen, jeg hørte festen ude på gaden, jeg tændte min computer, hoppede på nettet og har ikke fjernet mig fra skrivebordet siden. Livet er skønt når alt kører som det skal.

29 september 2006

Bryllup

Min fætter skal giftes i november med sin udkårne. Tillykke til dem. Så vidt jeg ved, så skal de have stort og fancy bryllup, hvor alt levende familie er blevet inviteret...som det jo plejer at være ved bryllupper.
Jeg er ikke selv den store fan af bryllupper. Det er da meget sødt at man får lov at være tilskuer til en så intim del i to menneskers liv. De udveksler offentligt løfter om evig kærlighed og bla bla bla i medgang og modgang. Bagefter kan de så lovligt dele efternavn, bankkonti og alt muligt andet sjovt, som man kan med et ægteskab.
Godt nok er jeg en smule ung endnu, men jeg har ingen planer om at holde stort bryllup en dag. Jeg bruger ikke kirken til andet end at betale skat til den. Jeg tror ikke på en gud (udover mig selv), så jeg kan ikke se hvorfor den tingest skal lægge hus til min vielse. Jeg har ikke lyst til at holde en stor og dyr fest for familien så de kan fejre at jeg har fundet kærligheden. Det burde de vel vide allerede inden det bryllup jeg ikke vil have.
Ægteskab handler jo ikke om et stort og smukt bryllup, men om at elske hinanden. Man kan da godt finde ud af at elske hinanden uden at skulle inkludere en kirkelig vielse. Det må være en dejlig ting at være gift, hvis det er et godt ægteskab og man kan holde hinanden ud flere dage i træk. Man er mere bundet af hinanden og staten kan lure at man har indgået en ægteskabelig pagt. Det er da meget okay.
Hvis jeg nogensinde bliver lokket til at blive gift, så skal det kun være fordi jeg vil dele eftenavn med manden og regner med at han ikke har tænkt sig at stikke af indenfor de næste par år. En hurtig vielse på det lokale rådhus og så hjem til aftensmaden og de huslige pligter. Kærlighed er jo meget mere end et bryllup, selvom det nok er et af de bedste beviser på at man elsker hinanden. Et af de andre beviser må være at man elsker vedkommende nok til at acceptere de sære gener hinanden har og alligevel avle nogle unger.
Bryllup handler måske kun om at samle hele den pukkelryggede familie til en stor og dyr fest med dyrt tøj for at feste at kærlighed stadig findes i denne brutale verden. Men det er nu alligevel en dejlig fest. Jeg er bare glad for at det ikke er mig der skal rende rundt i en hvid kjole en hel dag. Der er alt for meget hvidt stof at spilde rødvin og brun sovs på.

26 september 2006

Geschlechtsverkehr

Et tegn på at man er langt fra at være voksen, er når man kan grine fjoget over ordet "geschlechtsverkehr". Det tyske ord for samleje.

Jeg grinede højt og længe da ordet "geschlechtsverkehr" hoppede op i nyhederne på TV2 i dag.

Findes der mon et længere og endnu mere fjollet udtryk for noget så simplet som sex?

Hahaha....GESCHLECHTSVERKEHR!!!...hæh

18 september 2006

Et døgn med Sjescia

"I hate mondays" som Garfield, den tykke røde kat, så velformuleret mumler i knurhårene.
Efter en søndag aften med panik-anfald og angst for isolation fra omverden (=internettet) fordi jeg lige fik en lille ond satanisk trojansk hest i form af en selv-formerende bug. Med andre ord, jeg blev stik-tosset da jeg fandt en virus på computeren i går aftes. Nogle timer senere, havde jeg fået bekæmpet den kunne afslutte aftenen med lidt webcam-sjov på msn inden sengetid...troede jeg...
Et par timer over sengetid, lagde jeg fredeligt og træt mit behårede hoved på hovedpuden og glædede mig til at savle den våd og klistret hele natten. Sådan skulle det ikke gå. Efter en halv times tid lå jeg, som sædvanlig, og stirrede søvnløst ind i væggen. Det hjalp ikke meget, da mine tanker begyndte at vandre hen mod det spændende emne "mad". Så det meste af søndag nat lå jeg og drømte om/ tænkte på lagsagne.
"Glædelig mandag morgen" skreg mit vækkeur hvis den kunne tale, også kendt som min mobiltelefon, og spillede ond techno, som jeg selv har komponeret, bare fordi det larmer og lyder så hæsligt at jeg er tvunget til at kravle jamrende ud af sangen og slukke for helvedets lyd.
Seks timer, seks liter kaffe, 4 timers undervisning, 2 cyklreture, 2 elevatorture og et hurtigt indkøb i den nærmste mad-butik senere, stod jeg i køkkenet og lavede lasagne. Hmm, dejligt. Det havde kun taget tolv timer at gå fra drømme om lasagne til at sætte tænderne i en plade pasta.
Et typisk døgn for mit vekommende. Fyldt med spænding, bil-jagter gennem byen, ekspolderende bygninger, voldelige kidnapninger og blodige massemord.

15 september 2006

Livet er så hårdt

Ak og suk. Åh denne smerte. Det er så hårdt at leve. Bla bla bla og whatever. Ynk ynk, piv piv. bitche bitche.
Gik op for mig i dag at jeg ikke ejer "Walk the Line" på DVD eller i nogen anden materialeform. Vågnede ellers med en kæmpe lyst til at se filmen, men næh nej, jeg må nøjes med tanken og håbet. Der går nok ikke lang tid før den ligger i min film-samling, også selvom det betyder færre øl og færre spændende madoplevelser en måneds tid.
Det er ih og åh så synd for mig. Føl min smerte og hav medlidenhed med mig. Verden er ond mod mig. Så frygtelig, så brutal.
"Walk the Line" (våk døh lain) handler om Johnny Cashs liv fra hans barndom indtil han bliver gift med June Carter. En kvalmende kærligheds-historie med blasfemiske genindspilninger af Cash-sange, hvor de to skuespillere Joaquin Phoenix og Reese Witherspoon "synger" sangene. Men filmen handler hovedsagligt om Johnny C og man må sige at Joaquin P laver en formidabel præstation (selvom han ikke vandt Oscar'en). Det er vist noget nær selv-tortur at jeg endnu ikke ejer filmen.
Hehe...god weekend...vi ses på den anden side af den

12 september 2006

Johnny Cash!!!

I dag er det tre år siden Johnny C. forlod denne jord og satte sig sammen med Elvis P. på en bænk på en sky sammen med deres guitarer.
Fik jeg nogensinde fortalt hvor fantastisk jeg synes Cash er, og nej jeg mener ikke kontanter, selvom de også er gode at have.
Min far har vist altid hørt Johnny Cash og country så længe jeg kan huske det. Især sangen "A thing called love" minder mig om nogle fornøjelige køreture sammen med farmand bag rattet. Egentlig opdagede jeg først for nogle få år siden Johnny Cash som den store musiker han er. Et eller andet sted må jeg give "Jackass" lidt credit for det, de spillede "A ring of fire" i et afsnit, og sørme om det ikke vakte en længsel efter at høre mere. Så af sted til fars pladesamling for at finde mere boom-chicka-boom-rytme.
Dagen i dag står i Johnny Cashs tegn, og det gør resten af ugen sikkert også. Fik jeg nogensinde sagt hvor forelsket jeg er i den mands stemme? Jeg vil giftes med ham...hvis han da ikke lige var død.
Hvis nogen lige ligger inde med en Johnny Cash-trøje, så vil jeg gerne have den. Det er ligemeget om det er hættetrøje eller t-shirt, bare jeg kan få mit fedt og barm klemt ned i trøjen så skal jeg bare eje den.
Egentlig burde jeg jo sidde og sørge i stedet for at være så glad i låget i dag, men når Luther spiller boogie, drengen hedder Sue og det er sukkertid, så bliver jeg sørme fornøjet. Man kan jo ikke vække en død til live bare ved at sidde og sørge, manden er død og sådan er det...desværre. Kom dog videre og fejr hans musik og talent. Det gør jeg i hvert fald.
John R. Cash
26. februar 1932 - 12. september 2003

11 september 2006

Jeg, et skilsmissebarn

Læste en bog, der hedder "Myten om den lykkelige skilsmisse" opstillet under DK5-nummer 30.1752 (for at være biblioteksnørd). Bogen handler om en undersøgelse lavet af ca 60 familier, der alle har gennemgået en skilsmisse. Man fulgte børnene i 25 år og lavede løbende interviews med dem. Det er der blandt andet kommet denne bog ud af, det er blevet skrevet flere om undersøgelsen, men dem gider jeg ikke lige læse foreløbig. Skal jo også passe mit studie...eller som minimum forsøge på det.

Mens jeg læste bogen satte det naturligt nok en masse følelser og tanker i gang. Jeg kunne forholde mig meget personligt til nogle af personerne beskrevet i bogen. Ikke kun fordi de stakler også havde set deres familie blive opløst og ædt op af onde handlinger, men fordi de gennemgik nogle af de ting som jeg også har været igennem og sikkert også skal igennem senere i livet.

Skilsmisse er en ond ting og sker alt for tit. Bare fordi forældrene er kommet videre med deres liv og har fået en bedre tilværelse, betyder det ikke at børnene også har fået det bedre. Jeg siger ikke at jeg allerhelst vil se mine forældre stadig være gift med hinanden, så fantastisk havde vi det heller ikke som familie (så vidt jeg kan huske), men forældrene lægger skilsmissen bag sig, det gør børnene ikke. Eller rettere, det tager mange flere år for børnene at komme sig over skilsmissen og acceptere den, at få gjort op med fortiden og se fremad i stedet.

Mine forældres skilsmisse er den dag i dag stadig et ømt punkt for mig. Det var grunden til at jeg ville læse bogen. Jeg ville vide om jeg var det eneste barn i verden, der 16 efter en skilsmisse stadig døjer med eftervirkningerne. Jeg er ikke den eneste, langt fra, det er en langvarig proces at få gjort op med fortiden. Jeg er først nu blevet ordentligt rustet til en krig mod min fortid. Jeg havde våbene inden jeg læste bogen, men jeg vidste ikke hvordan de skulle bruges.

Mine forældre har begge fået en bedre tilværelse efter skilsmissen, det er altid godt at vide. De sidder ikke og rådner op i bittert had til hinanden i hvert deres ensomme hjem. De er kommet videre og er igen blevet to lykkelige mennesker, har fået nye partnere og nye familier. Bare ærgerligt at deres to børn har måtte lide så meget undervejs i forældrenes søgen på lykken.

06 september 2006

Gratis tæsk til pædofile

Hopper lige på lynch-stemningen omkring alt det her frygtelige pædofili.

Hånden op, hvor mange så "Operation X" på tv2 i går? Programmet om Rudy Frederiksen og hans onde handlinger, udnyttelse af unge piger og af sin stilling.

Når Rudy engang har fået sin straf og er kommet i fængsel vil hans liv sikkert ikke være nemt. Han vil blive terroriseret, mobbet og hadet af de andre indsatte. Han vil få daglige tæsk og onde ord med sig. Rudy kan sikkert heller ikke gå fredeligt på gaden i dag uden at folk spytter efter ham og råber ad ham.

Jeg går ikke ind for dødsstraf og jeg mener heller ikke de pædofile skal straffes med døden. Det er da for let en løsning. De skal have at vide hvad de har gjort mod uskyldige børn og unge. De skal vide at de har ødelagt andres menneskers liv. Det går jo ikke kun udover barnet, det rammer forældrene og familien. Hvis man ikke væmmes ved pædofili, så bør man vist lige overveje sin holdning en gang til.

Nogle siger at pædofili er en sindslidelse og at det kan helbredes eller i det mindste undertrykkes. Men det ændrer da ikke ved at monsteret har begået overgreb på unge piger. At han har filmet dem og lagt det på nettet. Ikke nok med at han har begået overgreb, så var han også anset som chat-konsulent. Man må sige han ved hvordan man udnytter både folk og sin stilling. Det er færdeligt at sådanne mennesker kan gå frit rundt og gøre deres gerninger så længe og i så stort omfang. De skal stoppes og det kan kun gå for langsomt!

Lige nu kører sagen i Tønder også for fuld kraft. De finder flere og flere klamme mænd, der har været på besøg i huset udenfor Tønder, hvor faren har budt velkommen og tvunget sin egen datter til at være sexslave for disse mænd.

Verden er ikke ond, det er menneskene er der onde. Voksne kan forstå hvordan tingene hænger sammen, men det gør børn ikke. De kan jo ikke vide hvad der er forkert, før en voksen har fortalt dem det, også selvom langt de fleste af os normale mennesker er født med en velfungerende samvittighed.

Her skriver Politiken og Ekstra Bladet om monsteret Rudy og hvad der er sket med efter at "Operation X" slukkede kameraet og overlod ham til offentlighedens had.

04 september 2006

En tur på biblioteket

Var lige en lille tur på biblioteket i dag. Egentlig var besøget studierelevant (skulle uddele spørgeskemaer) så jeg havde ikke tid til at kigge efter bøger.
Men typisk, så spotter jeg en hyggelig lille hylde med nogle spændende titler. Fx "Mænd er fra Mars, kvinder er fra Venus". Øh ja, men det var de to hylder nedenunder jeg stod og gloede dumt på i lang tid.
Jeg endte med at slæbe to store tunge bøger med hjem om to emner, som de fleste vist vil mene er ret centrale samtaleenmer, hvis man skal tale med mig. Hehe. Den ene er en bog om skilsmissebørns voksenliv og den anden handler om de prostitueredes verdenshistorie.
Godt nok er jeg ikke luder, og jeg opfatter heller ikke mig selv som 100% voksen (især ikke når folk pointerer hvor lille og ung jeg er), men sex og familieproblemer kan man da altid tale om. Folk har altid problemer og de langt de fleste normale mennesker har vel noget at sige om sex.

02 september 2006

Fødselsdag

Jajaja, det er min fødselsdag i dag. 22 er dagens tal. Hurra for mig og bla bla bla bla.

Men jeg har måske ikke helt forstået konceptet med fødselsdage. For egentlig burde det ikke være mig, der bliver fejret men min mor. Det er trods alt hende, der for 22 år siden lå i veer i 12/14 timer og intet kunne gøre end at vente på mig. Det er jo egentlig hende og min far, der gjort arbejdet her. Jeg har jo ikke haft nogen indflydelse på noget, jeg har ikke valgt mine forældre eller min fødselsdag.

Men på den anden side, så er det jo ikke en dårlig ting at blive fejret og bekræftet den ene dag hvert år. At få gaver og opmærksomhed. At blive spamet med sms'er og få skrålet fødselsdags-sange efter sig når man går på gaden. At få besøg af familie og venner, bare fordi de gerne lige vil være lidt søde mod én på fødselsdagen. At blive krammet hver gang man møder nogen man kender, bare fordi man har fødselsdag.

Så dér, lige en tak til mine forældre fordi de gad tage sig tid til at føde mig.