Bryllup

Min fætter skal giftes i november med sin udkårne. Tillykke til dem. Så vidt jeg ved, så skal de have stort og fancy bryllup, hvor alt levende familie er blevet inviteret...som det jo plejer at være ved bryllupper.

Jeg er ikke selv den store fan af bryllupper. Det er da meget sødt at man får lov at være tilskuer til en så intim del i to menneskers liv. De udveksler offentligt løfter om evig kærlighed og bla bla bla i medgang og modgang. Bagefter kan de så lovligt dele efternavn, bankkonti og alt muligt andet sjovt, som man kan med et ægteskab.

Godt nok er jeg en smule ung endnu, men jeg har ingen planer om at holde stort bryllup en dag. Jeg bruger ikke kirken til andet end at betale skat til den. Jeg tror ikke på en gud (udover mig selv), så jeg kan ikke se hvorfor den tingest skal lægge hus til min vielse. Jeg har ikke lyst til at holde en stor og dyr fest for familien så de kan fejre at jeg har fundet kærligheden. Det burde de vel vide allerede inden det bryllup jeg ikke vil have.

Ægteskab handler jo ikke om et stort og smukt bryllup, men om at elske hinanden. Man kan da godt finde ud af at elske hinanden uden at skulle inkludere en kirkelig vielse. Det må være en dejlig ting at være gift, hvis det er et godt ægteskab og man kan holde hinanden ud flere dage i træk. Man er mere bundet af hinanden og staten kan lure at man har indgået en ægteskabelig pagt. Det er da meget okay.

Hvis jeg nogensinde bliver lokket til at blive gift, så skal det kun være fordi jeg vil dele eftenavn med manden og regner med at han ikke har tænkt sig at stikke af indenfor de næste par år. En hurtig vielse på det lokale rådhus og så hjem til aftensmaden og de huslige pligter. Kærlighed er jo meget mere end et bryllup, selvom det nok er et af de bedste beviser på at man elsker hinanden. Et af de andre beviser må være at man elsker vedkommende nok til at acceptere de sære gener hinanden har og alligevel avle nogle unger.

Bryllup handler måske kun om at samle hele den pukkelryggede familie til en stor og dyr fest med dyrt tøj for at feste at kærlighed stadig findes i denne brutale verden. Men det er nu alligevel en dejlig fest. Jeg er bare glad for at det ikke er mig der skal rende rundt i en hvid kjole en hel dag. Der er alt for meget hvidt stof at spilde rødvin og brun sovs på.

Geschlechtsverkehr

Et tegn på at man er langt fra at være voksen, er når man kan grine fjoget over ordet "geschlechtsverkehr". Det tyske ord for samleje.

Jeg grinede højt og længe da ordet "geschlechtsverkehr" hoppede op i nyhederne på TV2 i dag.

Findes der mon et længere og endnu mere fjollet udtryk for noget så simplet som sex?

Hahaha....GESCHLECHTSVERKEHR!!!...hæh

Et døgn med Sjescia

"I hate mondays" som Garfield, den tykke røde kat, så velformuleret mumler i knurhårene.

Efter en søndag aften med panik-anfald og angst for isolation fra omverden (=internettet) fordi jeg lige fik en lille ond satanisk trojansk hest i form af en selv-formerende bug. Med andre ord, jeg blev stik-tosset da jeg fandt en virus på computeren i går aftes. Nogle timer senere, havde jeg fået bekæmpet den kunne afslutte aftenen med lidt webcam-sjov på msn inden sengetid...troede jeg...

Et par timer over sengetid, lagde jeg fredeligt og træt mit behårede hoved på hovedpuden og glædede mig til at savle den våd og klistret hele natten. Sådan skulle det ikke gå. Efter en halv times tid lå jeg, som sædvanlig, og stirrede søvnløst ind i væggen. Det hjalp ikke meget, da mine tanker begyndte at vandre hen mod det spændende emne "mad". Så det meste af søndag nat lå jeg og drømte om/ tænkte på lagsagne.

"Glædelig mandag morgen" skreg mit vækkeur hvis den kunne tale, også kendt som min mobiltelefon, og spillede ond techno, som jeg selv har komponeret, bare fordi det larmer og lyder så hæsligt at jeg er tvunget til at kravle jamrende ud af sangen og slukke for helvedets lyd.

Seks timer, seks liter kaffe, 4 timers undervisning, 2 cyklreture, 2 elevatorture og et hurtigt indkøb i den nærmste mad-butik senere, stod jeg i køkkenet og lavede lasagne. Hmm, dejligt. Det havde kun taget tolv timer at gå fra drømme om lasagne til at sætte tænderne i en plade pasta.

Et typisk døgn for mit vekommende. Fyldt med spænding, bil-jagter gennem byen, ekspolderende bygninger, voldelige kidnapninger og blodige massemord.

Livet er så hårdt

Ak og suk. Åh denne smerte. Det er så hårdt at leve. Bla bla bla og whatever. Ynk ynk, piv piv. bitche bitche.

Gik op for mig i dag at jeg ikke ejer "Walk the Line" på DVD eller i nogen anden materialeform. Vågnede ellers med en kæmpe lyst til at se filmen, men næh nej, jeg må nøjes med tanken og håbet. Der går nok ikke lang tid før den ligger i min film-samling, også selvom det betyder færre øl og færre spændende madoplevelser en måneds tid.

Det er ih og åh så synd for mig. Føl min smerte og hav medlidenhed med mig. Verden er ond mod mig. Så frygtelig, så brutal.

"Walk the Line" (våk døh lain) handler om Johnny Cashs liv fra hans barndom indtil han bliver gift med June Carter. En kvalmende kærligheds-historie med blasfemiske genindspilninger af Cash-sange, hvor de to skuespillere Joaquin Phoenix og Reese Witherspoon "synger" sangene. Men filmen handler hovedsagligt om Johnny C og man må sige at Joaquin P laver en formidabel præstation (selvom han ikke vandt Oscar'en). Det er vist noget nær selv-tortur at jeg endnu ikke ejer filmen.

Hehe...god weekend...vi ses på den anden side af den

Johnny Cash!!!

I dag er det tre år siden Johnny C. forlod denne jord og satte sig sammen med Elvis P. på en bænk på en sky sammen med deres guitarer.

Fik jeg nogensinde fortalt hvor fantastisk jeg synes Cash er, og nej jeg mener ikke kontanter, selvom de også er gode at have.

Min far har vist altid hørt Johnny Cash og country så længe jeg kan huske det. Især sangen "A thing called love" minder mig om nogle fornøjelige køreture sammen med farmand bag rattet. Egentlig opdagede jeg først for nogle få år siden Johnny Cash som den store musiker han er. Et eller andet sted må jeg give "Jackass" lidt credit for det, de spillede "A ring of fire" i et afsnit, og sørme om det ikke vakte en længsel efter at høre mere. Så af sted til fars pladesamling for at finde mere boom-chicka-boom-rytme.

Dagen i dag står i Johnny Cashs tegn, og det gør resten af ugen sikkert også. Fik jeg nogensinde sagt hvor forelsket jeg er i den mands stemme? Jeg vil giftes med ham...hvis han da ikke lige var død.

Hvis nogen lige ligger inde med en Johnny Cash-trøje, så vil jeg gerne have den. Det er ligemeget om det er hættetrøje eller t-shirt, bare jeg kan få mit fedt og barm klemt ned i trøjen så skal jeg bare eje den.

Egentlig burde jeg jo sidde og sørge i stedet for at være så glad i låget i dag, men når Luther spiller boogie, drengen hedder Sue og det er sukkertid, så bliver jeg sørme fornøjet. Man kan jo ikke vække en død til live bare ved at sidde og sørge, manden er død og sådan er det...desværre. Kom dog videre og fejr hans musik og talent. Det gør jeg i hvert fald.

John R. Cash

26. februar 1932 - 12. september 2003

Jeg, et skilsmissebarn

Læste en bog, der hedder "Myten om den lykkelige skilsmisse" opstillet under DK5-nummer 30.1752 (for at være biblioteksnørd). Bogen handler om en undersøgelse lavet af ca 60 familier, der alle har gennemgået en skilsmisse. Man fulgte børnene i 25 år og lavede løbende interviews med dem. Det er der blandt andet kommet denne bog ud af, det er blevet skrevet flere om undersøgelsen, men dem gider jeg ikke lige læse foreløbig. Skal jo også passe mit studie...eller som minimum forsøge på det.

Mens jeg læste bogen satte det naturligt nok en masse følelser og tanker i gang. Jeg kunne forholde mig meget personligt til nogle af personerne beskrevet i bogen. Ikke kun fordi de stakler også havde set deres familie blive opløst og ædt op af onde handlinger, men fordi de gennemgik nogle af de ting som jeg også har været igennem og sikkert også skal igennem senere i livet.

Skilsmisse er en ond ting og sker alt for tit. Bare fordi forældrene er kommet videre med deres liv og har fået en bedre tilværelse, betyder det ikke at børnene også har fået det bedre. Jeg siger ikke at jeg allerhelst vil se mine forældre stadig være gift med hinanden, så fantastisk havde vi det heller ikke som familie (så vidt jeg kan huske), men forældrene lægger skilsmissen bag sig, det gør børnene ikke. Eller rettere, det tager mange flere år for børnene at komme sig over skilsmissen og acceptere den, at få gjort op med fortiden og se fremad i stedet.

Mine forældres skilsmisse er den dag i dag stadig et ømt punkt for mig. Det var grunden til at jeg ville læse bogen. Jeg ville vide om jeg var det eneste barn i verden, der 16 efter en skilsmisse stadig døjer med eftervirkningerne. Jeg er ikke den eneste, langt fra, det er en langvarig proces at få gjort op med fortiden. Jeg er først nu blevet ordentligt rustet til en krig mod min fortid. Jeg havde våbene inden jeg læste bogen, men jeg vidste ikke hvordan de skulle bruges.

Mine forældre har begge fået en bedre tilværelse efter skilsmissen, det er altid godt at vide. De sidder ikke og rådner op i bittert had til hinanden i hvert deres ensomme hjem. De er kommet videre og er igen blevet to lykkelige mennesker, har fået nye partnere og nye familier. Bare ærgerligt at deres to børn har måtte lide så meget undervejs i forældrenes søgen på lykken.

Gratis tæsk til pædofile

Hopper lige på lynch-stemningen omkring alt det her frygtelige pædofili.

Hånden op, hvor mange så "Operation X" på tv2 i går? Programmet om Rudy Frederiksen og hans onde handlinger, udnyttelse af unge piger og af sin stilling.

Når Rudy engang har fået sin straf og er kommet i fængsel vil hans liv sikkert ikke være nemt. Han vil blive terroriseret, mobbet og hadet af de andre indsatte. Han vil få daglige tæsk og onde ord med sig. Rudy kan sikkert heller ikke gå fredeligt på gaden i dag uden at folk spytter efter ham og råber ad ham.

Jeg går ikke ind for dødsstraf og jeg mener heller ikke de pædofile skal straffes med døden. Det er da for let en løsning. De skal have at vide hvad de har gjort mod uskyldige børn og unge. De skal vide at de har ødelagt andres menneskers liv. Det går jo ikke kun udover barnet, det rammer forældrene og familien. Hvis man ikke væmmes ved pædofili, så bør man vist lige overveje sin holdning en gang til.

Nogle siger at pædofili er en sindslidelse og at det kan helbredes eller i det mindste undertrykkes. Men det ændrer da ikke ved at monsteret har begået overgreb på unge piger. At han har filmet dem og lagt det på nettet. Ikke nok med at han har begået overgreb, så var han også anset som chat-konsulent. Man må sige han ved hvordan man udnytter både folk og sin stilling. Det er færdeligt at sådanne mennesker kan gå frit rundt og gøre deres gerninger så længe og i så stort omfang. De skal stoppes og det kan kun gå for langsomt!

Lige nu kører sagen i Tønder også for fuld kraft. De finder flere og flere klamme mænd, der har været på besøg i huset udenfor Tønder, hvor faren har budt velkommen og tvunget sin egen datter til at være sexslave for disse mænd.

Verden er ikke ond, det er menneskene er der onde. Voksne kan forstå hvordan tingene hænger sammen, men det gør børn ikke. De kan jo ikke vide hvad der er forkert, før en voksen har fortalt dem det, også selvom langt de fleste af os normale mennesker er født med en velfungerende samvittighed.

Her skriver Politiken og Ekstra Bladet om monsteret Rudy og hvad der er sket med efter at "Operation X" slukkede kameraet og overlod ham til offentlighedens had.

En tur på biblioteket

Var lige en lille tur på biblioteket i dag. Egentlig var besøget studierelevant (skulle uddele spørgeskemaer) så jeg havde ikke tid til at kigge efter bøger.

Men typisk, så spotter jeg en hyggelig lille hylde med nogle spændende titler. Fx "Mænd er fra Mars, kvinder er fra Venus". Øh ja, men det var de to hylder nedenunder jeg stod og gloede dumt på i lang tid.

Jeg endte med at slæbe to store tunge bøger med hjem om to emner, som de fleste vist vil mene er ret centrale samtaleenmer, hvis man skal tale med mig. Hehe. Den ene er en bog om skilsmissebørns voksenliv og den anden handler om de prostitueredes verdenshistorie.

Godt nok er jeg ikke luder, og jeg opfatter heller ikke mig selv som 100% voksen (især ikke når folk pointerer hvor lille og ung jeg er), men sex og familieproblemer kan man da altid tale om. Folk har altid problemer og de langt de fleste normale mennesker har vel noget at sige om sex.

Fødselsdag

Jajaja, det er min fødselsdag i dag. 22 er dagens tal. Hurra for mig og bla bla bla bla.

Men jeg har måske ikke helt forstået konceptet med fødselsdage. For egentlig burde det ikke være mig, der bliver fejret men min mor. Det er trods alt hende, der for 22 år siden lå i veer i 12/14 timer og intet kunne gøre end at vente på mig. Det er jo egentlig hende og min far, der gjort arbejdet her. Jeg har jo ikke haft nogen indflydelse på noget, jeg har ikke valgt mine forældre eller min fødselsdag.

Men på den anden side, så er det jo ikke en dårlig ting at blive fejret og bekræftet den ene dag hvert år. At få gaver og opmærksomhed. At blive spamet med sms'er og få skrålet fødselsdags-sange efter sig når man går på gaden. At få besøg af familie og venner, bare fordi de gerne lige vil være lidt søde mod én på fødselsdagen. At blive krammet hver gang man møder nogen man kender, bare fordi man har fødselsdag.

Så dér, lige en tak til mine forældre fordi de gad tage sig tid til at føde mig.

YouTube

Nu kan jeg også det. Lægge alle mine filmede filmklip ud på filmklippenes store web-kanal YouTube.
Indtil videre ligger der et enkelt lille fjollet klip her : http://www.youtube.com/watch?v=ySVRtOdKAE8
Nu er pøblen advaret, de bliver udstillet offentlig på nettet...altså hvis jeg har filmet dem...og hvis de har lavet noget sjovt/underholdende/pinligt/bizart eller hvad folk nu lige gør.

--------
To nye små stykker film tilføjet:
http://www.youtube.com/watch?v=XqUJfZuiYMg
http://www.youtube.com/watch?v=v1azmSBmt2I

--------
Lige en lille en mere med vinmgummibamser...tro det eller ej
http://www.youtube.com/watch?v=ineYCgaCKU8

Jeg må vist hellere finde en bedre måde at reklamere for de små stykker film, ellers kan jeg jo blive ved med at sætte nye links ind her.

------
Problemet løst. Der findes nu også et filmarkiv her på stedet.

Et helt år

I dag er det et år siden jeg flyttede hjemmefra. Sådan helt hjemmefra, ikke bare fra den ene forælder til den anden. Men lille mig flyttede fra den ene ende af landet til den anden. Fra bøhlandets tomme gylle-stinkende marker til storbyens overbefolkede gader. Fra absolut intet til absolut alt.

Og hvad har jeg så lært i det år jeg har boet henved 400.000 millioner kilometer væk fra forældre og andet (blodbeslægtet) familie???

Hmmm....bum bum bum...øh...jeg tror jeg har brug for et år mere til at tænke over det.

Autist

Der sker med mellemrum at jeg opfører mig fjollet og pinligt. Eller rettere: jeg opfører mig altid pinligt! Right, men min autistiske side forbliver dog nogenlunde under kontrol ude blandt mennesker. Øvelse gør mester, som man siger.

Derfor er jeg så fantastisk glad for at bo alene på mit lille kollegieværelse på niende sal uden genboer der kan kigge ind ad mit panoramavindue. De kan allerhøjst høre mig skramle rundt. Her kan min nerotiske autisk få lov at udfolde sig.

Ansigtet får vilde spasmer når jeg sidder og læser dybt koncentreret.

Fødder og fingre piller ved alt inden for rækkevidde.

Hopper, danser (som egentlig er motoriske rytmiske spasmer) og skråler falsk og forkert med på alle sange (om jeg så kan teksten eller ej).

Klassikeren er jo at man sidder og taler med sig selv. Bander, griner, taler og mumler små kommentarer. Det lyder drøn ynkeligt at sidde og grine alene i ud i et tomt rum, skal jeg lige hilse at sige.

Jeg må have brugt timer på at sidde og tale med computeren eller noget af alt det andet højtelskede elektronik jeg ejer.

Ligesom den her blog. Det er bare en måde at sidde og tale med sig selv på. Jeg låser midlertidigt fornuften ned i den kiste, hvor min onde poptøse-tvilling lever, og lader mine fingre gå amok på tasterne. Så nemt, så dumt, så fjollet. Hehe, og folk læser det sgu alligevel.

Konklusionen på alt det her er: jeg må vist skære lidt ned på kaffen, eller i hvert fald sukkeret i kaffen!

ARGH!!!

Har fået blærebetændelse. Ville bare lige dele det med verden. Man ved det bliver en interessant dag når man vågner og tisser blod. Men min venlige læge anbefalede at jeg skulle drikke en masse og æde de her piller, der er større end mine øjne. Hun glemte så lige at fortælle hvad jeg skulle drikke...kan det være hun mente øl? Nej, sådan noget drikker man da ikke midt i ugen.

Men hvad har jeg så lært af denne urinvejsinfektion der får mig til at skrige af smerte hver gang jeg ser et toilet? Jeg har lært at jeg ikke skal være udklædt som en billig tøs i miniskirt ever again.

Jeg har også lige fundet ud af hvorfor jeg ikke hører så meget metal længere. Musikken gør mig arrig, hidsig og aggressiv. Hvis nogen har lagt mærke til den lille sorte boks med 10 band-navne, så er det en liste over de 10 bands jeg har hørt mest i den sidste uge.

I denne uge stod den på metal, det har så sat sine spor i mit humør. Af en eller anden grund står Mayhem øverst, kan virkelig ikke huske at jeg har hørt så meget med dem. Det er da også for dårligt at de har kunne skubbe Johnny Cash væk fra hans førsteplads. (forbander stille metal-musikken og skruer op for Type O Negative - et andet band der vist også går under genren metal).

Så dér.! Jeg er så pisse træt af at høre på brok og piveri. Råber til folk at de skal spænde hjelmen (som Ivana jo så fonuftigt udtrykker det) og få gjort noget ved deres problemer i stedet for at bare snakke om dem.

Drama queen

Har lige fået lyst til at udfolde mine poetiske evner, eller rettere lige tjekke om Shakespeare og alle de andre store digtere mon har sat sit præg på mine kreative skriverier...sikkert ikke. Det her bliver improviseret a cappella, men jeg har dårligt gehør. Tilgiv mig mine sparsomme evner, de er stadig under udvikling, jeg er ikke ung uden grund. Hvis passager bliver genkendt, så bliv ej fornærmede, tag det som et kompliment af stor betydning når jeg låner et udtryk eller to til denne store dramatiske udfoldelse af laveste standard. Fortvivl ej, hvis det hele lyder som vås, vrøvl og tyrebæ, det er skam meningen.

(stedet er en stor teaterscene med bombastiske kulisser. Længst fremme på scenekanten står et ensomt væsen og klager sin nød til et stort og opmærksomt lyttende publikum)

Denne verden er ond og brutal mod mit skrøbelige hjerte. Ak og ve, den smerte der påføres mig. Denne kærlighed der får mit sind til at briste og splintre som et tabt spejl. Denne følelse, der får mine tørre ørken-øjne til at forvandle sig til brusende floder. Mine tanker, der engang var koncentrerede og fokuserede er ej længere til at styre. Hvert øjeblik vandrer de mod fjerne landskaber blandt bjergene eller mod små pletter på den hvide mur. De ord, der engang var så smukke og fyldt med vidunderlige fortællinger kan mit hjerte ikke længere rumme.

Mit hjerte er blevet fyldt med vemod og tragedie. Lykken vil ej mere smile mod mig. Hver morgen vågner jeg med fornyede kræfter og håber inderligt at skæbnen har skønne planer for mig. Hver aften går jeg grædende i seng med et knust hjerte og et fortabt håb. Denne cirkel, denne onde cirkel vil ikke give slip på mig. Den lader mig kæmpe med et sløvt sværd mod den tomme luft. Intet hjælper på min døende sjæl.

Hvis bare jeg en sidste gang kunne gøre denne stemme, denne vidunderlige livsbekræftende stemme. Jeg ville give mit tomme liv og hjerte for at høre sangen sunget af denne stemme en sidste gang. Jeg kunne dø lykkelig og tilfreds hvis bare jeg fik lov at få det sidste øndske opfyldt. Men ak nej, sangeren blev revet fra mig i utide og uden varsel, nu sidder jeg alene tilbage og kan ikke andet end vente på at døden også vil tage mig. Mit unge hjerte siger mig at jeg vil sidde længe her.

Jeg ser årstiderne komme og gå. Jeg ser sneen falde på mine fødder som store hånlige pletter, jeg ser den smelte mens den grinende gnider sig ind i mit tøj. Regn og blæst river og flår mig, ligesom sneen griner de af mig og fortæller at jeg er fortabt og dømt til at sidde her og spilde livet. Jeg mærker solen titte forsigtigt frem bag en sky, den tørrer langsomt og venligt min krop. Den ser mine fjerne øjne, der utaknemmeligt tager imod varmen, og fornærmet sætter den sin kraft igang og steger og brænder min hud.

I det fjerne hører jeg en lille stemme. Jeg vender mig mod den, jeg ser lyset. Hvilket vidunderligt øjeblik dette dog er. Min sanger synger atter for mig, kommet for tage mig med hjem. Min vidunderlige sanger har ledt hele sit liv efter mig, har nægtet at synge indtil jeg var blevet fundet og bragt hjem i sikkerhed. Stemmen er blevet rusten, men den er der, og den synger. Den synger kun for mig. I stilhed har den ventet på at jeg kom og bragte den tilbage til livet, og jeg har spildt mit liv og tiden på at sidde og vente her. Alderdommen har taget dens kraft. De sidste toner klinger mens lyset tager min sanger og mig og bærer os mod et bedre sted.

Formel 1

I dag i Ungarn, vil tro i Budapest for at være mere præcis. (Kig i mit billedgalleri for at se billeder af byen)

Konceptet med Formel 1 er: køre ca. 70 omgange og komme først i mål. Det foregår så i små bitte racerbiler med 300km/t som topfart...cirka.

Dagens løb var alt andet end kedeligt. En masse regn havde gjort banen våd og glat. Bilerne fløj til højre og venstre på banen. Der lå vragdele, sten, mudder, menneskelige legemesdele, blod, olie og publikum på banen. (måske en anelse overdrevet)

Jeg kom lidt forsinket i gang med kiggeriet, omkring omgang 15 fik jeg først tændt for tv'et, ergo fik jeg ikke set starten. Men uh, hvor var det godt (den pointe burde vist være krystalklar efterhånden). De småforvirrede kommentatorer havde guldkorn i ærmerne. Bilerne fløj rundt på banen som fluer på amfetamin. Flere omgange med safety cars og rod i positionerne fik dem til at forveksle kørerne. Ganske fornøjeligt. Jeg æder deres ord råt, for så meget ved jeg nu heller ikke om Formel 1 at jeg kan kende forskel på bilerne eller på kørerne. Men vor herre i skuret, hvor gik det dog galt for dem, altså kørerne.

Alonso kæmpede med at få et forspring på mindst 30 sekunder så han kunne nå ind og få sig et pitstop, en kold øl, en smøg, mere benzin og nye dæk og samtidig bevare føringen. Da han endelig når dertil, efter flere omgange bag en safety car, får han skifte dæk og tanket op. En halv omgang senere knalder ham med næsen først ind i muren. En skrue var gået løs ved det ene dæk, så han mistede både styring, føring og bil. Ud med ham i resten af dette løb. Der er vist en mekaniker i Alonsos garage der mangler arbejde nu.

Kimi Raikkonen havde endelig mast sig op blandt top tre, men i en fejlvurdering af en overhaling smadrer han sin bil ind i Liuzzi. Bilerne flyver op i luften, smadrer mod jorden, gennemsnitsfarten er langt over det tilladte på de danske motorveje. Den finske stakkel må også udgå af løbet og Liuzzi lister tilbage til pitten og ind i garagen.

Michael Schumacher, denne stort beundrede tysker (bare ikke så meget af mig), kører til det sidste med nedslidte dæk. Mønsteret er helt forsvundet da han strejfer Heidfeld (tror jeg) og ryger langt pokker i vold ud i grus og mur. Det var næstsidste omgang, men han er ude.

Elegant og selvsikkert kører Jenson Button (Djænsån Båtån udtales det) over mållininen som den første. For første gang vandt denne lille kønne knægt en Formel 1-sejr. Velkørt, også selvom jeg heppede mere på Raikkonen. Ligemeget, man kan vel godt have en i reserve, især i denne sport. Man ved aldrig hvem der får motorproblemer eller hvem der crasher ind i hvem.

Det er kun tredje sæson jeg følger med i, så jeg kan ikke så mange hårde facts om Formel 1...endnu. Men til dem der ikke lige ved det, en safety car og det gule flag bliver sat ind når der har været et sammenstød på banen og denne skal ryddes af små hurtige myrer. Safety car'en kører foran feltet og sørger for at de ikke kører for hurtigt, at de ikke overhaler eller smadrer hinanden endnu mere. Som navnet siger, en sikkerhedsbil, bare for en sikkerhed, så de små myrer kan sætter livet på spil og feje banen. (nu burde selv pøblen have forstået det).

Mere Formel 1!!!

At sove med åbne øjne

Noget jeg har fået at vide jeg har gjort hele livet. Jeg ved det ikke selv, kan jo ikke ligefrem se at jeg sover med dem åbne. Lige inden jeg falder helt i søvn begynder øjnene at åbne sig, jeg kan med mellemrum registrere at jeg ser noget. Men folk siger at jeg sover med åbne øjne, og så må det være sandt. Vil egentlig gerne have et billede af det en dag, bare for lige at overbevise mig selv helt og for at se hvordan det ser ud. Vender det hvide ud af øjnene eller ligger jeg og ruller med øjnene? Stirrer jeg eller skeler jeg? Hvor åbne er de egentlig, bare en lille sprække eller er mine øjne ved at poppe ud af hovedet på mig?

Jeg googlede fænomenet, men fandt og egentlig ikke noget jeg ikke vidste i forvejen. Det er ikke skadeligt at sove med åbne øjne. Nogle får tørre øjne, det gør jeg også selv med mellemrum. Især hvis jeg sover med kontaktlinser, de kan være ret svære at få ud om morgenen. Man kan få en lille operation af øjenlåget så det er muligt at holde øjnene lukket, men så store problemer har jeg ikke, så det er ikke nødvendigt.

Det er arveligt. Jeg ved ikke om min bror eller halvsøster også sover med åbne øjne. Tror min mor engang har spottet min halvsøster sove med det ene øjne lidt åbent, men jeg er ikke sikker. Jeg har ikke hørt om andre i familien, hverken på mors eller fars side, der har sovet med åbne øjne.

Der er flere historier om hvordan jeg har sat en skræk i folk. Da jeg stadig boede hjemme hos min mor faldt jeg engang i søvn på sofaen. Min mor så at jeg lå og "så tv", og talte til mig. Hun kunne ikke forstå hvorfor jeg ikke svarede. Lille frække unge skal da svare sin mor. Hun var lidt sur da jeg vågnede.

Der var vist også barnepigen da jeg var spæd. Hun fik sig en forskrækkelse da hun så den lille tykke baby ligge med helt åbne øjne og ikke reagere på noget.

Jeg plejer at advare folk inden jeg lader dem overnatte, og det sker at de kommer med en kommentar næste morgen. "Du lå og stirrede på mig!" "Hvor er det skræmmende!" Jeg plejer at forsøge og skjule hovedet når der er andre sovende mennesker i rummet, bare for at skåne dem for mareridt. Jeg tager det ikke så nært at folk ligger med ryggen til mig, det er vel bedre at have et brændende blik i ryggen end vågne og kigge lige ind i et par døde øjne. Jeg ville også vende ryggen til vedkommende, hvis den lå og stirrede på mig en hel nat.

Det er forresten ret svært at falde i søvn midt på dagen, når det er så lyst og solen skinner. En hånd over øjnene hjælper dog ret godt.

Visdomstænder og tandpine

En af mine upcoming visdomstænder har fået vokseværk. Det betyder ondt i tanden, kæben og arrigt humør.

Visdomstænder er noget af det dumeste og mest overflødige Moder Jord nogensinde har lavet. Hvad skal man da også bruge sine visdomstænder til? Jeg er ikke et rovdyr længere, jeg har ikke brug for så mange tænder til at tygge det rå kød. Bare lidt ekstra smerte når man er nået gennem den smertefuld pubertet, hvor kroppen muterede sig fra et knoglet vaskebræt til en behåret pæreform.

Jeg bliver ikke klogere af at have fire visdomstænder undervejs. Jeg kan ikke bruge dem til noget konstruktivt. Der sidder bare madrester fast i dem efter hvert måltid. Det giver en ekstra udgift på tandstikker, udover tandtråd. Sidstnævnte kan ikke komme ned i mellemrummet mellem visdomstænderne og kindtænderne, der er simplethen ikke plads.

Det giver mig gråt hår at tænke på hvor meget jeg skal betale for at få visdomstænderne fjernet, når de er klar til det. Jeg har ikke bedt om at få alle fire, jeg kunne godt have nøjes med to.

Engang kunne man gå til den lokale smed og få sine dårlige tænder fjernet. Så opfandt et fjollet menneske tandbørsten og et nyt erhverv: TANDLÆGEN. Den "læge" skulle så også have en assistent, en sekretær og noget til at passe skranken hvor de skrækslagne patienter kommer for at bestille tid. I dag har de lavet en konspiration mod hele menneskeheden. De sidder og griner hånligt hver gang boret tændes.

Jeg gider ikke tandlæger, fik nok af dem da jeg havde bøjler. Der er ingen grund til at rode mere i min mund, mine tænder har det fint, bortset fra alle de 400 visdomstænder der er ved at bore sig fra min skulder og ud gennem min kæbe, måske når de også gennem kinden på mig.

Sidst jeg var til tandlæge, sagde de at visdomstænderne så fine ud og var på vej. PÅ VEJ!!??!! Nej, det siger du ikke! Min kæbe er for anden gang i sit liv ved at gå at led fordi det gør ondt. (første gang var bøjlen, der skulle rette mit overbid)

Forhåbentlig holder tanden snart op med at skubbe så hårdt til mit tandkøb, så jeg kan få lidt fred. En dag mere med hidsigt humør og så burde det være overstået...for de næste par måneder.

Sommer - og vi er kun halvvejs

Årh ad. Jeg er træt af al den her hede. Sommer er bare ikke min årstid, den nægter at samarbejde. Sol, varme, nøgne mennesker på strande. Man bliver konstant mindet om at drikke vand, men lunken vand smager ikke vældig godt, og mit køleskab gør sit job så godt at det fryser madvarerne. Is i en kæmpe flaske er evigheder om at smelte. Og ja, jeg kunne da vælge at lade vandet løbe fra den kolde hane lidt tid inden jeg drikker af vandet ,men jeg har ikke tålmodighed (jeg står jo og dør af tørst i mens) desuden det er synd for miljøet og vandregningen på kollegiet.

Fik jeg sagt at jeg ikke kan lide sommer? Ikke nok med at jeg skal døje med sved, kropssaft og dårligt kropslugt, så lider jeg af ond soleksem, næsten fra de første varme solstråler i foråret til sensommeren-solens sidste krampetrækninger på at holde vinteren væk. Det klør, jeg klør igen, nogle timer senere har jeg i desperation kradset røde mærker og små knopper frem på den klistrede hud. Sveden får det til at svie og klø endnu mere, og jeg klør igen. Eksemen skal ikke komme her og bestemme. Det derfor jeg hele tiden at tvunget til at klippe mine negle om sommeren, jeg kunne jo klø og kradse huden væk hvis de var lange og robuste nok.

Jeg kan ikke lide sommer fordi pludselig er alle i et festligt humør, de har ferie, de har ingen planer og nu kan de feste i hele uger ad gangen. De smiler og hilser, vil sludre og sladre, snakke og fortælle. Og hele tiden bliver vejret og solen nævnt, selv når det regner er de glade, så kan de sidde indenfor og sludre og sladre. Når regnen er væk, går de udenfor og nyder den ih og åh og ah så friske luft.De går tur med deres hunde og får de små loppebefængte bæster til at skide på samtlige rene fortovsfliser, som kun er blevet rene fordi regnen har skyllet hundelort og fugleklatter væk.

Halvdelen af mine gener er fra de tropiske øer, med blåt hav og palmestrande, og lever med danske sommertemperaturer hele året næsten. Det er absurd, de er også altid så glade og smiler vidt og bredt til alle. Jeg render panisk rundt og forsøger at finde et sted der ikke er over 10 grader Celsius varmt (for det meste ender jeg med at forsøger at presse mig ind på en hylde i køleskabet).

Det kan være så varmt om sommeren at selv mit tøj brokker sig og sveder. Jeg er sikker på at det allerede er vådt inden jeg tager det på.

Allermest hader jeg sommeren fordi det er den sidste årstid inden min fødselsdag, som er i den tidlige sensommer. Efter min fødselsdag er vejret køligt, blæsende, vådt og naturens grønne farver dør langsomt og farverigt.

Jeg stemmer for at vi springer sommeren over næste år. Hvis folk vil have sol, må de tage sydpå, solen lukker og slukker fra midten af juli næste år og så er der dømt køligt stormfuldt vejr.

For rastløs til at studere

Jeg fik engang at vide, at jeg er for rastløs til et studie. Det må have været på efterskolen, så det er vel 5-6 år siden. Og jeg må da sige det var en kamp at komme gennem gymnasiet. Selv i dag bliver jeg let distraheret også selvom jeg kan lide mit studie og de fag vi har.

Jeg mindes ikke at have haft helt så svært ved det i de tidlige år i folkeskolen, men dengang kom tingene måske også meget nemmere til mig. Alle de voksne sørgede altid for at få mig sat foran lektierne og holdt øje med at jeg også fik lavet noget. Som store ørne kredsede de rundt om mig mens jeg sad og forsøgte at koncentrere mig, og artige lille mig ville da ikke lave ballade så jeg kæmpede mig gennem matematik-opgaver og grammatik-øvelser.

Tanken er egentlig; om jeg er blevet endnu mere rastløs efter at have fået at vide jeg er meget rastløs.

Måske fokuserer jeg så meget på det, og er så bevidt om det, at jeg gør det hele værre.

Måske kan jeg bedre kæmpe imod distraheringerne ved at være så bevidst om at min koncentration er skrøbelig.

Måske må jeg bare acceptere at jeg skal kæmpe.

Ak ja, livet er ikke beregnet til at være en nem tingest at gennemleve.

Jessica

I aften kommer anden del af en miniserie. Den bliver vist på DR1 lidt før 22.00

Serien handler ikke om mig og mit liv. Så der er ingen grund til at tro at jeg er en australsk ødemarks-prinsesse. Desuden så kan jeg ikke lide heste, de lugter.