29 marts 2009

Formel 1 sæsonen 2009...

...bliver meget grå, trist og ensom for mit vedkommende.

For en måneds tid siden opdagede jeg, til min sørgelige forventning, at TV2s budget ikke længere kunne holde Formel 1-rettigheder, så TV3 PULS har I år fået den store ære at vise løbene live.

Jeg har siddet i en måned og ventet i sorgfuld spændning på, at mit kollegie og dertil hørende antenne-folk kunne få skaffet TV3 PULS. Mine ikke-eksisterende forventinger til ikke at kunne se Formel 1 i år holdt desværre stik.

Hele to gange i løbet af den sidste uge, og først uge hvor TV3 PULS har været i luften, har jeg søgt  gennem alle frekvenser....for det kunne jo være... (synes iøvrigt at navnet PULS er dybt tåbeligt....de beder jo selv om at blive forvekslet med TV3+ - altså TV3 plus....dumt dumt dumt)

Jeg har hermed opgivet. Jeg har ingen kanaler som viser Formel 1 løb og jeg får dem heller ikke foreløbig. Jeg må nøjes med nyheder, blogs og hvad jeg ellers kan finde på nettet.

Det bliver et langt og trist år.
Blogged with the Flock Browser

10 marts 2009

Jeg glemte et band

Desværre for mig, så havde jeg glemt alt om Creedence Clearwater Revival indtil for nylig. I en blanding af Guitar Hero og at jeg spottede Best Of-albummet til få kroner, mødte jeg igen de gamle gutter. Mine pengepung var ikke enig i, at jeg skulle have cd'en med hjem den dag, så jeg måtte pænt og fornuftigt vente indtil der igen var kommet penge ind på kontoen. I går var så den store dag. Et smut ned til min lokale musik-pusher og jeg kunne muntert lave gadedrengehop hele vejen hjem til min computer med en lille pose gemt trygt nede i min skønne håndtaske. (Nøj, hvor kan man dog blive lykkelig over at købe en lille bitte ting).

"I wanna know
Have you seen the rain
Coming down on a sunny day"

Nu kan jeg så endelig igen sidde og nyde den glemte musik, som giver mig minder om lange køreture med min bror og min far og cd-afspilleren skruet op på fuld knald. Den svagt skingre guitar, den stædige trommerytme og den hidsige sangstemme, det hele krydret med en bankende bas.

"I see a bad moon rising
I see trouble on the way
I see wary wakes of lightning
I see bad times today"

Bare introen til "Up Around the Bend" giver mig denne vidunderlige gåsehuds-følelse af, at livet ikke har været helt skidt. Jeg er så overdrevent hyperglad, at jeg for en gangs skyld glædede mig til at stå op og sætte mig hen til computeren, for at gøre noget ved lektierne (altså efter at jeg lige har fået skrevet dette lille blogindlæg).

"Big wheels keep on turning
Proud Mary keep on burning
Rolling
Rolling
Roling on the river"

Uanset hvor jeg stresset, presset og træt jeg er for tiden, så er det sgu dejligt, at kunne nyde musik...også selvom det er svært at koncentrere sig om de lange, kedelige og svært formulerede akademiske tekster, når man sidder og rokker hele kroppen i takt til musikken (jeg må ligne et mentalt forstyrret menneske). Det er sgu da skønt, at musik er opfundet.
Blogged with the Flock Browser

20 februar 2009

Der er så meget jeg ikke forstår

Jeg er af den (uheldige) natur, at jeg overdrevent analyserer, reflekterer og tænker over tingene, indtil mit lille hoved at ved at eksplodere af tanker. (Jeg er åbenbart også at den natur, at jeg bruger bruger alt for mange ord på at forklare, at jeg tænker tanker ligesom andre normale menneskeligt lignende væsener.) Jeg kan tænke så meget over tingene, at det tilsidste ikke giver mening længere. Ligesom man kan sige et ord så mange gange, at ordet tilsidst ikke giver nogen mening.

Det var jo Valentinsdag for nylig og det fik lidt gang i tankerne hos mig. Kæresten og jeg (jajada den/han skulle jo lige nævnes) havde aftalt ikke at gøre noget særligt ud af dagen. Vi havde ingen særlig begrundelse for dette valg, ligesom vi ikke kan se nogen særlig begrundelse for at have en så modbydeligt klæbrig kærlighedsdag.

Jeg mener...altså...jeg kan fint finde ud af at fortælle manden, hvor højt jeg værdsætter ham og bla bla bla hver dag. Jeg har ikke brug for at tage en hel dag ud af min travle kalender for at vise og fortælle ham hvor ualmindeligt skøn og uvurderligt værdsat han er af mig. Jeg forstår vel bare ikke behovet for en sådan kærlighedsdag, når jeg jo er så heldig, at jeg godt kan finde ud af at få et kæreste-forhold til at fungere (åbenbart). Jeg har ikke brug for at få 400 roser én gang om året, hvis jeg hverken kan stole på forholdet eller manden. Jeg forstår det bare ikke. Jeg vil da hellere have en mand, som jeg kan bruge i hverdagen, end en mand, som jeg kun kan bruge få dage om året.

Alt det dér Valentins-gøjl virker så påtaget og tvunget. Det kan da ikke passe, at folk er blevet så dumme, at de ikke kan finde ud af at elske deres udkårne på andre dage end den 14. februar?
Jeg går cirka de samme tanker igennem når julen hersker. Jeg forstår bare ikke jul. Jo, altså, jeg forstår da godt, hvorfor der bliver fejret jul (jeg er ikke helt tabt bag en vogn), men jul er bare stress, gaveræs og tvunget familie-selskab.

Juleaften er vel i bund og grund bare en god aftensmad og masser af materialistisk kærlighed. Måske er jeg bare heldigt stillet og har en familie, som kan finde ud af at spise aftensmad sammen og se en film bagefter. Jeg har ikke brug for en halv million ubyttelige og unyttige ting i mit liv, hvis min familie ikke er der alle de andre dage i året. Jeg har heller ikke lyst til at give en gave, bare fordi jeg skal. Jeg vil da hellere nyde lidt hygge med familien flere gange hver måned, end at jeg vil bygge en forventning til en enkelt aften så højt op, at den ene aften tilsidst ikke kan leve op til forventningen. Jeg forstår bare ikke jul.

Et eksempel mere på noget jeg ikke forstår: Fødselsdage. Jeg har altid følt mig utilpas, når min fødselsdag skulle fejres. Det giver ingen mening i mit hoved, at jeg skal fejres fordi jeg blev født. Det burde da være min mor, som skulle fejres. Hun fødte mig jo. Det er hendes skyld, at jeg blev så godt og grundigt ruget, at jeg lige tog to uger ekstra inde i den varme livmoder. Det er vel mest af alt hendes fortjenste at jeg blev født og slet ikke mig.

Ak ja, der er så meget jeg ikke forstår. Der er så meget, som ikke giver mening inde i mit naive og kyniske hoved. Det ville sikkert give meget mere mening, hvis jeg da bare gad værdsætte hver dag i mit liv og fortælle alle, der gider høre på mig, at de er nogle fantastiske mennesker og jeg er glad for at kende dem og have dem i mit liv. Jajada, nu har jeg sådan cirka sagt det og folk må gerne blive fornærmede, hvis de ikke følte at værdsættelsen var personlig nok.
Blogged with the Flock Browser

06 februar 2009

En ny respekt

For mig har Sylvester Stallone altid virket sådan lidt...æhm....dum og intetsigende. Jeg har da set nogle af hans film, men han formåede bare ikke lige at sælge sig selv til mig og min kræsne smag. Jeg valgte automatisk hans film fra, fordi jeg ikke lige gad spilde min tid på hjernedøde voldsfilm.

For nylig købte jeg Rocky-serien, fordi kæresten havde anbefalet filmene. Især 3'eren skulle efter hans ord være lige noget for mig, fordi Rocky slås mod Mr. T. (det er da utrolig så mange gange jeg kan få nævnt kæresten her på bloggen). Jaja, boksen kostede kun 200kr, så jeg tog Rocky-filmene under armen (efter at have afleveret penge til ekspedientet - selvfølgelig) og gik hjem til DVD-afspilleren. Jeg åbnede mit sind og satte den første film på, stadig uvidende om, hvorfor Stallone og Rocky er kult.

Jeg så første film og var solgt lige på stedet. Stallones skuespiller-talent var som frygtet; dårligt, uoverbevisende og udført med et beton-ansigt. Jeg bed dog med det samme mærke i, at han både havde skrevet og instrueret alle film. Aha! Så derfor er Stallone kult og respekteret i film-branchen.

Manden har formået at skabe noget stort og evigt. Noget som folk ikke vil glemme. På wikipedia kan man læse, at turister dagligt tager samme løbetur op ad trapperne til Philadelphia Museum of Art og laver de samme jublende hop med armene i vejret, nøjagtig som Rocky gjorde alle filmene. Selv Rocky-statuen som blev lavet til Rocky III står stadig/igen ved trapperne. (læg mærke til, at opslaget hedder "Rocky steps" (!!!) og ikke fx "Museum of Art steps")

Jeg forstår det nu. Jeg har fattet hvorfor Sylvester Stallone er så fantastisk. Godt nok er han ikke en fantastisk skuespiller, men han er en fantastisk manuskript-forfatter, som virkelig forstår at fortælle en historie, som går lige i hjertet. Jeg har fundet min respekt frem og jeg har givet et stykke til Sylvester Stallone.

"You are gonna be so bad! You're gonna eat thunder and crap lightning!"
Blogged with the Flock Browser

01 februar 2009

Den triste januar

Jeg har desværre været larmende fraværende på bloggen den sidste måneds tid. Derfor:

Min januar 2009 startede meget dejligt. Stille og rolig uden ret meget andet drama end hvem der skulle hente pizza. Jeg lavede ikke ret meget andet end at have hyggelige film-marathon med kæresten. Men så, søndag nat, den sidste aften af hans juleferie skete noget af det værste jeg nogensinde har oplevet og følt (jeg har desværre gennemgået mange dårlige ting i mit liv).

Natten mellem den 11. og 12 januar fik han et krampeanfald! Det var frygtelig at se et af de få mennesker i mit liv, som betyder alt for mig, blive udsat for så megen smerte. Det lød som om han ikke kunne få luft. Han rystede. Han vendte det hvide ud af øjnene. Jeg råbte hans navn mange gange uden at han registrede nogetJeg ringede for første gang i mit liv 112.

Vi blev kørt til Amager Skadestue, hvor de opdagede at hans skulder var gået af led. Så ud over vi  begge var chokerede over krampeanfaldet, så måtte jeg også se ham lide i smerte over en dum skulder. De kunne intet gøre på Amager, fordi skulderen var gået af led bagtil. Sådan noget kræver en mindre operation og fuld narkose og det har de ikke midlerne og lægerne til på Amager Hospital.

Efter seks timer og to forsøg på at sætte skulderen på plads blev vi sendt videre til Hvidovre Hospital hvor de rette læger kunne sætte den dumme skulder på plads igen. Første del er ordnet og nu kan lægerne koncentrere sig om at finde ud af hvorfor han fik et krampeanfald. Han har fået lavet alle mulige tests og doneret, noget der ligner, flere liter blod til diverse prøver.
Vi er endelig nået ind i februar og har fået fordøjet oplevelsen. Jeg vågner ikke længere hver gang han vender sig lidt i sengen. Det gør stadig ondt på mig, at se ham ømme sig over sin skulder, men i det mindste mærker jeg ikke længere en indre panik. Heldigvis heler han, og smerterne forsvinder mere og mere efterhånden som dagene går. Epilepsi-testen (EEG???) var negativ, så nu venter vi kun på CT-scanningens svar.

Det vil altid være en skræmmende oplevelse at stå ansigt til ansigt med den dårlige side af livet. Livet er godt og livet er dårligt, man får lidt fra begge sider uanset om man ønsker det eller ej. Min januar blev ikke så stress-fri og afslappende som jeg håbede. Vi fik forholdet sat på prøve og vi fik bevist, at vi kan klare alt sammen.
Blogged with the Flock Browser

03 januar 2009

Velkommen til 2009

Så nåede vi ind i 2009.  Jep. Jep. Jep. Bum bum bum. Jeg har alle lemmer i behold. Alle kopper står stadig i skabet og jeg tror, at jeg stadig har et par enkelte skruer skruet godt fast.

2008 var sjov, hård, lang, god, dramatisk og bare sådan som livet jo nu engang er. 2008 var året, hvor jeg fik kæmpet mig til min bachelorgrad. 2008 bragte jo som bekendt også en dejlig overraskelse i sensommeren og jeg regner med at overraskelsen bliver hængende gennem hele 2009.

Jeg har et enkelt lille fjollet nytårsforsæt for 2009. Jeg gider ikke alt det pjat med en eller anden form for forbedringer af livskvaliteten. Så min nytårsforsæt er: Jeg vil lære at strikke sokker. Eller rettere, målet er jeg får strikket et sæt sokker, som kan bruges og slides. En sok til venstre fod. En sok til højre fod. Forhåbentlig kommer de to sokker også til at se nogenlunde ens ud. Jeg har 12 måneder til at nå det, så mon ikke jeg kan nå at få fremtryllet et par hjemmelavede sokker til næste vinter?

2009 here I come, og jeg har mine strikkepinde med mig.
Blogged with the Flock Browser

16 december 2008

Jordskælv

Oplevede i morges mit livs første jordskælv. De siger, at det ikke var meget og at det ikke varede længe, men når man bor på niende sal, så kan det mærkes. Første rystede hele bygningen og så stod den og svajede i et ekstra minut. Skræmmende. Det var sådan lidt...æh....surrealistisk.Troede en eller anden tumpe i en stor lastbil var kørt ind i bygningen. Jeg har det fint og jeg overlevede (hvis nogen skulle være bekymret).

TV2 siger det var et jordskælv, så jeg vælger at tro, at det var et jordskælv (og ikke en tumpe i en lastbil): http://nyhederne.tv2.dk/article.php/id-19143233.html?rss
Blogged with the Flock Browser

24 november 2008

Gaffatape

Jeg er ved at være kommet mig over den skuffende afslutning på Formel 1 sæsonen. Dermed er jeg også ved at være i stand til at skrive blogindlæg igen. Suk suk suk, 1 enkelt lille bitte point og en overhaling i aller aller aller sidste sving på aller aller aller sidste omgang gav Hamiliton sejren.

Nå, men altså...videre i livet. Formel 1 er tilbage i 2009 og det går jeg ud fra at Raikkonen også er (så han kan sparke Hamilton af sejrsskamlen). Videre til min lille ydmyge hyldest til....den kvikke læser har sikkert allerede gættet det...

GAFFATAPE

Som en eller anden klog tingest engang sagde "Alt kan fikses med gaffatape, man skal bare bruge nok". (primal jubelbrøl og en bølge hele vejen rundt langs tilskuerrækkerne på stadion).

Min nyeste grund til at hylde gaffatape er i historien om min kontorstol:

Jeg præsterede i dag af fikse min kontorstol ved at bruge gaffatape. I et par måneder har stolen tvunget mig til at sidde halvvejs nede på gulvet. Problemet var, at den fint kunne holde sig udfoldet (det der fancy hydrauliske system - kalder jeg det), men når jeg satte mig på den, nægtede den at kende sig ved mig og min røvs tilstedeværelse i sædet og sank mod gulvet i protest. Så i par måneder har jeg måtte sidde ved skrivebordet med hagen hvilende på bordkanten og et par øjne tittende over kanten af tastaturet. Hvilket resulterede i, at jeg strejkede og satte mig i sengen for at lave lektier.

Det skal siges, at min kontorstol var en indflyttergave/21-års-fødselsdagsgave, så den er blevet lidt mere end 3 år gammel (den har lidt/lidt mere end 3 år under bagen ...  haha, tør humor, haha). Jeg har misbrugt den på alle de måder, som man (i følge den medfølgende advarsels-seddel) kan komme til, altså: stå på stolen, bruge den som stige, sidde flere på den, etc/kom selv på flere misbrugende scenarier.

Her til aften
, i en blanding af kaffe-rus og rastløshed, fik jeg så skruet stolen fra hinanden. Takket være et godt håndværker-gen, fik jeg også skruet stolen sammen igen. Nå, men altså, jeg skruede bæstet fra hinanden og opdagede at sædet er lavet af så billig plastik, at hele undersiden er blevet buet af tidens hårde slid/min fede røv og dermed trykker ned på den der dims, som kontrollerer det der fancy hydrauliske system. Aha, tænkte jeg, gaffatape kommer til undsætning. Så jeg gik i gang med at pakke undersiden af sædet ind i 20-30 lag (overdrivelse fremmer forståelsen) gaffatape for at udjævne den store bule.

Det korte af det lange er; gaffatape fiksede min kontorstol og jeg kan endelig igen sidde i normal og naturlig krumbøjet stilling ved mit skrivebord og drikke kaffe af en kop, som ikke står lige ved siden af min næse.
Blogged with the Flock Browser

17 oktober 2008

Bidt af en gal ork

(Jeg vil lige starte med at undskylde, at dette indlæg kan blive meget positivt og livsbekræftende. Jeg beklager dette, men kan desværre ikke ændre ved, at jeg ikke føler nogen form for kynisme eller foragt for tiden)

Jeg har mange brugbare titler til dette indlæg (mest fordi det har været læge undervejs), men ligesom med mange andre ting i mit liv, så finder jeg tid og mulighed for at gøre noget ved det og få indlægget skrevet og lagt ud på bloggen :
  • Eller: "Bidt af en gal space marine"
  • Eller bare: "Bidt af en gal Warhammer-nørd"
  • Eller måske: "Bidt af en sød marinesoldat"
Den valgte titel passer måske ikke helt perfekt, men jeg kan lide den og den er sådan lidt ... ææhhh... catchy. Jeg har også mindst lige så mange måder at starte dette indlæg på:
  • Eksempel 1: "Man kan være heldig og møde en person, som man klikker 100% med...."
  • Eksempel 2:"Det tog mig kun 24 år at finde mig en kæreste..."
  • Eksempel 3:"Så blev jeg sgu også ramt af kærligheden..."
Han dukkede op og hev mig ud af min A-Team-rus. Skrev bare en lille kort besked til mig ude i cyberspace: "hehe mr. cash i højtalerne mens man ser F1 med en kop kaffe og en smøg ser du det er en god søndag :D" Jeg var måske ikke solgt lige på stedet (satme tæt på), men jeg lod tvivlen komme ham til gode. Et godt valg.

På fjerde uge har jeg ham midlertidigt boende hos mig. Vi var ikke kærester, da han meldte sig til et kursus på Holmen, men vi er 100% kærester, når han på søndag tager tilbage til sin arbejdsplads. Han spurgte pænt, venligt og hensynsfuldt om det var i orden, at han boede hos mig mens han var på kursus, for vi var jo ikke kærester, vi datede jo bare. Jeg bekræftede pænt, venligt og hensynsfuldt flere gange, at han måtte bo hos mig så længe han havde lyst.

Engang (det er kun et par måneder siden) hadede jeg folk, som stod på offentlig gade og snavede hinanden gule og blå. Jeg foragtede de folk, som absolut skulle vise deres kærlighed for hinanden alle steder. Nu er jeg desværre blevet en af dem. Jeg kan ikke gå 10 meter ude på gaden uden af skulle holde min skat i hånden. Det føles mærkeligt ikke lige at stå og kysse lidt, mens vi venter på Metroen.

Han har fået mig overtalt til at eksperimentere lidt med Warhammer ... indtil videre er det lykkes ham at få mig til at male et par figurer. (Jeg spænder hjelmen og husker, at jeg også har et studie at passe.)

Vi har mødt lidt af hinandens familie. Blev modtaget godt i begge lejre. Der er selvfølgelig en anelse mere hysteri i min familie, fordi det er den første fyr, som jeg slæber med hjem. De må spænde hjelmen og lige tage tingene med et gran (måske mere 1kg) salt og spise brød til. Herregud, jeg har kun knægten i knap to måneder, jeg har ikke travlt med noget her. Det skal jo bare nydes, at jeg (endelig???) har fundet mig et andet menneske, som jeg kan holde ud (og om) og som jeg kan dele drømme med.
Blogged with the Flock Browser

02 oktober 2008

Formel 1-kaos

Jaja, der er sket masser og meget i Formel 1 i de sidste par løb. Gid jeg orkede at reflektere over de hændelser og fortælle resten af verden om. Orker jeg ikke.

Undskyld, at jeg spildte den kære læsers tid.
Blogged with the Flock Browser

08 september 2008

Julegaveønsket 2008

Jeg ved hvad jeg ønsker mig til jul i år. Jaja, der er længe til jul, jeg har lige haft fødselsdag og der kommer flere familie-fødselsdage inden der bliver den 24/12 2008. Meeeeen, altså...jeg tror ikke, at jeg kan leve uden denne æske:

A-Team, The: Complete Series (Gift Set) (DVD) - Klik her for at se billedet i stor størrelse.
den kan købes lige her:
A-Team, The: Complete Series (Gift Set) (DVD) - Laserdisken.dk - salg af DVD film

PS: I år nægter jeg at modtage andre julegaver end A-Team-æsken (medmindre det er A-Team relaterede gaver).
Blogged with the Flock Browser

01 september 2008

Livets store spørgsmål

Hvilken farve får en smølf, når man kvæler den???


Blogged with the Flock Browser

24 august 2008

Europas GP i Valencia

Jeg lovede vistnok lidt overfor Frøken Roesen, at jeg ville skrive nogle flere "malende beskrivelser" af Formel 1 Grand Prix'er en dag. Så det gør jeg da lige…har alligevel intet andet interessant at skrive om (medmindre folk vil have referater af A-Team-afsnit). Dagens GP var også passende skandale-ramt til, at jeg kan overdramatisere tingene.

Det har været tre laaaaange uger uden Formel 1. Tre lange uger, som jeg har tilbragt på arbejdet, i selskab med A-Team og diverse steder i Jylland (jvf evt. tidligere blogindlæg fra denne måned). Tre lange uger, hvor Massa bare kunne gå og vente på at få revanche. Han førte løbet stort og flot i Ungarn, men tre omgange inden mål gik motoren op i dramatisk røg og han måtte udgå.

Resultatet for Europas GP:
  1. Massa
  2. Hamilton
  3. Kubica
Godt. Resulatet er opremset, så er den store spænding udløst og vi kan alle slappe af. De startede som 1,2 og 3 og de endte som 1,2 og 3. Ganske nemt og simpelt, selv jeg kan følge med her. Min kære Raikkonen måtte desværre udgå, fordi han havde de samme problemer med motoren som teamkollega Massa havde i Ungarn (dramtisk røg og død motor).

Det skal siges, at banen i Valencia er splinter-ragende ny og det var første gang den blev brugt til Formel 1-ræs. Det er en såkaldt by-bane, hvor en del/hele banen til daglig bliver brugt til den mere normale trafik (den type køretøjer, som os dødelige bruger). Valencia-banen ligger rundt langs havneområdet i...ja...godt gættet...Valencia. Noget af det særlige ved by-banerne er, at betonmuren er eneste forhindring mellem biler og tilskuer. Der er ingen græs, næsten ingen dækmure og bare ingen plads. Det var dybt interessant at se, at et lille stykke af banen var en bro. Det blev lige så dybt uinteressant at se bilerne køre henover den, når man havde set det et par gange. Banen havde en del skarpe sving, noget der fra luften lignede 90 grader de fleste steder på banen. Hvor dramatisk.

Inden løbet gik i gang, blev det vist de obligatoriske billeder af Papa-Hamilton, Michael Schumacher og diverse lyshårede tøser/garage-skøger i små kjoler (har aldrig forstået hvorfor de skal være lyshårede og rende rundt i noget nær ingenting derinde hvor mekanikerne sidder i deres ildsikre dragter).

De røde lamper slukker...Massa er forsvundet ud af starthullet og ligger trygt og godt forrest i feltet.

Ferrari havde store problemer i dag. Deres pitstop fungerede ikke, slet ikke, slet slet ikke. Selv amatører kunne have gjort det bedre. Eller nej vent, det fungerede egentlig ganske vidunderligt første gang

Massas første pitstop var stort. Det var dramatisk. Det var spændende (det hev mig ud af min eftermiddagsdøs og tilbage ind i min F1-verden). Massa førte løbet og havde vundet et så stort forspring, at han kunne køre i pit, uden at miste for mange pladser. Så det gjorde han. Ind i pit...brum brum brum...ud på banen igen på en tredje plads (tror jeg) og foran Raikkonen. Flot flot flot, ganske godt arbejde dér.

Hamilton lå så nummer 1. Han skynder sig ind i pit 1-2 omgange efter Massa. Han vil forsøge samme trick. Han når det bare slet ikke og ender nede bagved Raikkonen (indsæt hånligt og ondskabsfuldt grin). Jeg kan ikke lide Hamilton, for meget talent og for lidt F1-erfaring. Hvis han holder standarden et par sæsoner endnu, så tror jeg, at jeg vil kunne lide ham. Men indtil den dag kommer, så vil jeg nøjes med at være irriteret på den lille snothvalp.

Ferrari havde så også to katastrofale pitstops: Massa er i pit er på vej ud. Sutil kommer bagfra og skal samme vej ud. Pitstop-reglerne siger blandt andet, at man ikke må tvinge en anden kører ned i fart, når man selv er på ud. Gæt hvad Massa gør; han kører lige ud og op på siden af Sutil. Begge er nødt til at stå på bremserne, for der er ikke plads til to biler i pitudkørslen. Massa lader Sutil komme forbi og tøffer bagefter. Under normale forhold vil en sådan opførsel give en straf i form af en pit-gennemkørsel (det er en straf, fordi der er fartbegrænsning i pit-lanen, så de kan ikke bare drøne igennem med 300km/t). Der kom dog aldrig en straf til Massa, hvilket er noget af en skandale, for normalt bliver reglerne håndhævet med fast hånd....meeeeen, nogen derude er åbenbart bange for Ferrari, så Massa får sig bare en straf i næste løb.

Det andet katastrofale pitstop hos Ferrari: Raikkonen har gang i sit andet pit. Han er i skarp konkurrence med Kovalainen og det kunne være fedt for Ferrari, hvis han kom ud foran McLaren-bilen. Pludselig vælger Raikkonen dog at hamre sømmet i bund og kører med benzinslange og tankmand hængende på bilen (han kører et par meter). Tankmand er blevet væltet omkuld af kæmpe tonstung benzinslange og ligger krøllet sammen på asfalten. Manden bliver kørt på hospitalet, hvilket bliver dokumenteret på dramatisk vis via billeder af nogle mænd, der løber væk med en båre.

En dårlig ting ved Valencia-banen er al den skidt og møg som ligger på banen. Det må være første gang, at jeg har set en pose (muligvis lavet af plastik) flyve lidt frem og tilbage på banen, mens 17 biler kørte forbi. Det kan have katastrofale konsekvenser, hvis en F1-bil fanger sådan en pose-tingest. Tingesten kan blokere for luftstrømmen ind/ud af diverse lufthuller og få bremser eller motor til at sætte ud. Kubica fangede sig sådan en tingest, som satte sig fast under venstre sidespejl. Det var tydeligt, at han han havde lidt problemer med at holde bilen i nogle af svingende, men mekanikerne mente ikke, at det var værre end, at han sagtens kunne køre hele første stint som halv skraldebil og halv F1-bil.

Desværre for Spanien, så udgik Alonso (han er landsmand og var på hjemmebane) allerede i første omgang, fordi en eller anden tåbe var så tåbelig at køre op i numsen på ham og derved ødelægge hans bagvinge-ting. Sådan en kan åbenbart ikke udeskiftes lige så nemt som en næse, der bare sidder fast med en enkelt skrue eller to. Alonso kørte eller med sørgebind (pga den spanske flykatastrofe) og havde fået arrangeret et minuts stilhed for de omkomne inden løbet gik i gang.

Nå, men...øh...det var så vist det.

Eller nej vent. GP2, som er lillesøsteren-agtig-noget til F1, kørte løb på banen inden F1-ræset. (Den følgende historie har jeg fra de to danske kommentatorer, så jeg kan ikke stå inde for at alle fakta er korrekte) Folkene i GP2 havde beregnet bilernes benzin-mængde ud fra hvor mange omgange de regnede med, at der ville være safety car. Fordi Valencia-banen er helt ny, er smal og omgivet af betonmure, så regnede de med store dramatiske uheld og dermed masser af SC og bilerne kunne så undvære et par liter benzin. Biiiiig mistake. På den sidste omgang få hundrede meter inden mål kørte 4 (FIRE) biler tør. Tæl dem: 1(en) 2(to) 3(tre) 4(fire) biler kørte tør få hundrede meter inden målstregen og det ternede flag.

Nu er jeg vist færdig....en sidste kommentar

Det var Jimmy Bøjgaards sidste kommentator-job i dag. Slut og færdig for ham hos TV2. Øv, trist. Jeg vinker farvel og kommer til at savne hans kommentarer både i Formel 1 og i Zulu Djævleræs (eller i hvert fald F1 - jeg går ud fra, at Djævleræset allerede er blevet optaget).

Jeg har stadig nogle timer tilbage af min søndag-aften. Mon ikke der er fire gutter derude, som kan underholde mig lidt.

22 august 2008

Ubegrænset kærlighed - også i sæson 5

Hep, sidder stadig midt i et stort trip over A Team. Alle afsnit, undtagen sæson 4, er mere eller mindre blevet set. Elsker stadig de fire gutter uanset dårligt skuespil, (tids)alder og det faktum, at de er fiktive.

Meeeeen, hør lige da lige tema-musikken til sæson 5. Al form for sjæl er blevet revet brutalt ud af musikken og de har endda været så respektløse at fjerne den intalte introduktion. Jeg er nødt til selv at sidde og mumle "In 1972 a crack commando unit was.....", i et desperat forsøg på at vride lidt sjæl ud af en fimset firser-parodi på en usandsynligt skøn og dramatisk lille melodi.

Døm selv. Jeg mener at hele serien blev dømt til døden med dette dumme/desperate/tumpede/(indsæt selv flere negative ord) forsøg på at holde live i en serie, som fortjente en bedre skæbne. Og hvad sker der lige for seriens allersidste afsnit. man bliver bare sluppet fri med deres vage drøm om, at komme fri af deres aftale med Stockwell og fortsætte med hvad de lavede i alle de andre sæsoner; hjælpe de dårligt stillede ofre og smadre de dumme onde forbrydere. Serien har da fortjent en storstilet og dramatisk afslutning. Den har ikke fortjent en lallet og sløset afslutning.

Det er nok meget godt (svag underdrivelse), at der er tale om en A Team-film. Forhåbentlig kan filmen give serien den sidste storslåede respekt, som serien så tydeligt at fortjent.

Embedded Video


Jeg vil fortsætte med at elske A Team, uanset dårlig tema-musik, dårlig slutning og måske endda dårlig film.
Blogged with the Flock Browser

19 august 2008

Forelsket i 4 mænd

...og de hedder B.A, Murdock, Face og Hannibal.

Hehe.

Jeg er ligeglad med resten af verden lige nu, for jeg har 4 sæsoner af A Team som skal ses. Måske dukker jeg op til overfladen igen om et par uger, når jeg har fået set alle afsnit et par gange. Jeg venter spændt på at få fingre i sæson 4, så er samlingen komplet og jeg kan dø lykkelig (efter at jeg har set alle afsnit et par gange eller 10).

Ja, jeg har titel-melodien som ringetone på mobilen.

ja, jeg kan huske hele den indtalte introduktion, der kommer inden titel-melodien spilles.

Nej, jeg har ingen yndlings-episoder, for de er jo alle fantastiske.

Nu vil jeg lade Jorden være Jorden og jeg vil flyve væk i A Teams kassevogn. Oppe under skyerne vil jeg strø medfølende stjernestøv udover de mennesker, som ikke har opdaget det skønne A Team. Jeg lander nok lige, når der er Formel 1 på søndag, eller også bliver jeg bare oppe under skyerne og svæver på hurtige biler i et par timer.
Blogged with the Flock Browser

17 august 2008

Rømø MC-træf 2008

I går bippede en sms ind på min brors mobil. Farmand ville bare lige fortælle, at han tog til MC-træf på Rømø og at han ville give en is, hvis vi kom forbi og kiggede. Så det gjorde vi. I morges (klokken var 11) kørte vi tværs gennem Sønderjylland for at kigge på motorcykler i et par timer, tilbringe lidt kvalitetstid sammen med ham den gamle og æde is.
Far og tilhørende motorcykel (Yamaha 650???) var blevet pænt placeret i MC-heaven, mellem en dumt parkeret stationcar og en motorcykel fra 1955. Sidstnævnte kan ses i baggrunden på ovenstående billede.

Vi trippede alle tre forsigtigt rundt mellem de store djævelske maskiner. Ikke røre, kun se. Der blev peget, far blev spurgt, der blev hilst på folk, far blev spurgt om noget mere og så pegede vi ellers bare en masse. Far udpegede nogle små bæster, som kunne egne sig til begyndere. Lillebror kiggede beundrende og drømte sig langt væk på et af de små bæster.

Bror og jeg slugte indtryk med hele kroppen og forsøgte at finde os den absolutte favorit blandt dagens samling. Der var over 550 at vælge imellem og vi havde kun nogle få timer. Jeg endte med at falde hovedkulds for denne lille sag. En Harley Davidson i mat sort. Nemlig, den på billedet lige nedenunder. (Jeg har muligvis en svaghed for mat sort lak).
Anyway...dette lille monster med den dejlige englelyd fik sat lidt gang i mit eget maskineri. Gad vide hvor længe jeg kan undgå at eje et motorcykel-kørekort? Allerede som 6-årig blev jeg smidt op bag på min fars motorcykel og blev kørt en tur til Tønder og tilbage. Lillebror er i gang med at planlægge motorcykel-kørekort (eller i det mindste penge til et). Jeg er en lille fart-djævel. Fik presset knap 160 ud af den lejede VW Transporter på sommerferien i Polen. Jeg elsker Formel 1 (et dårligt argument, fordi det er biler og ikke MC'ere). Benzinen flyder jo i mit blod.

Vi kørte fra MC-træffet i mors Toyota Corolla. Jeg sad hele vejen hjem, med en følelse af, at jeg må bukke under for presset. Ikke lige nu og ikke inden for de næste par år. En dag. En dag langt ude i fremtiden. En dag, når jeg er færdig-uddannet, har fast fuldtids-arbejde og har skrabet pengene sammen. Den dag skal jeg have motorcykelkørekort og eje en lille ond satan af en motorcykel. Måske bør jeg anskaffe mig en bil først. (Jeg har ikke glemt, at jeg også drømmer om at eje en Mercedes)

Ak ja, sådan et lille MC-træf på en søndag eftermiddag kan virkelig sætte tanker i gang.

14 august 2008

Tyskie

Den sidste rest af en dejlig polsk øl blev drukket i dag. Den sidste rest af en souvenir fra Polen. Det var med vemod, at min bror og jeg delte den sidste halve liter. Vi kunne næsten ikke nænne at tømme vores glas.

Jeg blev næsten forelsket i Tyskie allerede fra første mundfuld. Positiv overraskelse. Vidunderlig overraskelse. Vi fik købt 8 dåser/4 liter og tog dem med hjem. Vi fik drukket alle 8 dåser med stor nydelse og fornøjelse. Vi fik sagt "farvel og på gensyn".

Men hvorfor så trist? Jo, altså. Problemet er, at denne dejlige øl stort set ikke kan købes andre steder end i Polen, i følge en polsk bekendt af mig. Min nye favorit-øl er engang blevet kåret som verdens bedste øl, men den er ikke til at opdrive i Danmark.

Hvis nogen vil gøre mig rigtig glad, så send mig lige et par kasser Tyskie. Jeg kan også nøjes med en henvisning til, hvor jeg kan købe den skønne øl.

Nåja, og så nævner jeg ikke noget om det sjove navn. Eller...tja, gør jeg da lige...har alligevel ikke bedre ting at tage mig til. Eksempel 1: Tilføj et "n" mellem to bestemte bogstaver (find selv ud af hvilke). Eksempel 2: Fjern de to første bogstaver. Og så er der jo også lige det besynderlige, at en polsk øl har et navn, som man mere ville associere med Tyskland.

Skaf mig bare lige nogle Tyskie, tak. Så bliver jeg glad.

11 august 2008

Tøse-weekend

Jeg fik mig en tiltrængt tøse-weekend med en god veninde her i weekenden. De få gange om året, hvor vi mødes, laver vi ikke ret meget andet end at se film, spise god mad og drikke sjove drinks.

Fremgangsmåden for en tøse-weekend er meget simpel:

Vi køber ind, så vi har mad og alkohol nok til resten af weekenden. Menuen blev denne gang lasagne med kylling, tomatsalat med mozarella og hjemmelavet pizza. Al mad skal helst indeholde så meget hvidløg som muligt, så vi har en undskyldning for ikke at gå uden for. Drinks blev til øl (selvfølgelig), jordbær-daiquiri med æblevodka, gin 'n tonic og hvidvin.

Så kan weekenden for alvor begynde.

Vi startede ud med at sludre og sladre lidt om vind, vejr og andre mennesker. Vi opdaterede hinanden om livet, status og fælles venner. Diverse drenge-problemer blev drøftet og vi konkluderede at drenge er dumme røvhuller.

Jeg havde medbragt min lille æske med alle sæsoner af Sex and the City, så vi fik genset et par sæsoner og slutningen og serien. Endnu engang kunne vi konkludere, at drenge er nogle dumme røvhuller og at det da ikke er de fire piger i serien, som har problemer.

Der var jo også det er OL (udtales "old" ligesom i "oldtidskundskab"). Vi fik set masser af mandlige svømmere og kigget grundigt på deres overkroppe. Vi morede os over, hvor tumpet brystsvømning ser ud og hvor kedeligt sejlsport er.

Alt i alt fik vi tilbragt noget nær 2 døgn på en sovesofa. Vi fik næsten tømt barskabet, med undtagelse af hvidvinen og en enkelt flaskevodka. (Jeg tog resterne af gin'en med hjem, så jeg kunne hygge mig med den senere.) Vi fik ædt os gennem mere mad end godt er. Så weekendens resultat er, at vores levere er smadrede og vi er blevet fede. Det var en god weekend.


Blogged with the Flock Browser

03 august 2008

Formel 1 GP i Ungarn

Ak ja. Endnu et indlæg om Formel 1. Suk suk. Hehe, men jeg kan nu heller ikke lade være.

Jeg er efterhånden blevet så opslugt at hele den der Formel 1-verden, at jeg tæller dage og timer til næste Grand Prix (24/8 i Valencia)...også selvom det kun er få timer siden, at GP'et i Ungarn sluttede. Jeg er blevet så bidt af Formel 1, at resten af min uge bliver fantastisk, bare fordi Raikkonen fik sig en tredjeplads i dag. Jeg er blevet så Formel 1-nørdet, at jeg ofte sidder og researcher Formel 1-historie, og især den makabre del med døde kørere.

Resultatet fra Ungarns GP 2008:
  1. Heikki Kovalainen (McLaren)
  2. Timo Glock (Toyota)
  3. Kimi Raikkonen (Ferrari)
Min jubel startede da Massa (Ferrari) fløj fra sin 3. plads og op til 1. pladsen da starten var gået og bilerne nåede ned til første sving. Fantastisk. De der McLaren-biler kan jo ikke blive ved med at give Ferrari baghjul.

Min jubel steg da Hamilton (McLaren) røg fra sin 2. plads og langt ned i feltet, fordi han fik punkteret et dæk. Godt nok har knægten masser af talent og gør sit arbejde godt, meeeen jeg kan ikke lide ham. Han irriterede mig sidste år, da han som rookie kunne rende rundt og true med at vinde mesterskabet.

Jeg nåede niveau 3 i jubel, så Raikkonen vågnede op til dåd og lod sin fartdjævel tage over. Sekunderne røg af og han fik indhentet Glock ganske godt...dog ikke godt nok, tydeligvis, men det var tilfredsstillende.

Humøret sank, da Massa måtte udgå af løbet tre omgange inden det sluttede. Ak ja, hvad kan man gøre? Hvis motoren ikke gider lege med mere, så må man udgå. Så tæt på og dog så langt fra.

Som nævnt tidligere, så endte vi altså med at få et ganske tilfredsstillende resultat. Kovalainens første sejr. Glock havde et frygteligt uheld i sidste GP, men kom tilbage i stærkere form i dag. Raikkonen ser ud til igen at være som vi kender Raikkonen...jeg har ikke opgivet håbet om at han igen vinder verdensmesterskabet, også selvom han har mange point at indhente.

Jeg skal lige nævne, at det var pænt dramatisk at se brændende benzin når der blev foretaget pit stops.

Uh, hvor kan livet dog være skønt, når man har sig en (sund) interesse at kaste sit hjerte på.

(Jeg undskylder for at have kedet folket halvt til døde. Gad vide om de overhovedet fik læst hele indlægget, eller gav op efter 4 linier?)
Blogged with the Flock Browser

25 juli 2008

If You're gonna be dumb

Midt i mit overforbrug af YouTube fandt jeg et styk video, som jeg havde glemt eksisterede. Forbandet være min hukommelse. Ak ja, det er næsten helt nostalgisk at genhøre og gense videoen. Det er også ved at være alt for lang tid siden, at jeg har fået set Jackass.

Band: Roger Alan Wade
Sang: If you're gonna be dumb
Medvirkende i videoen: en stak fyre fra Jackass

Embedded Video



Blogged with the Flock Browser