Engang for et årstid siden, fik jeg mig et frygteligt job som rengøringsassistent. Jeg skulle møde klokken seks hver morgen og gøre toiletter rene, egentlig ikke et hårdt job, for det tog kun små tre timer. Så var der jo lige de dage hvor man måtte ud og afløse en syg kollega, så kunne møde tidspunktet sagtens være halv fem. Jeg hadede jobbet ret så meget. Mig, skidt og vand svinger bare ikke, toiletterne blev rene, mens jeg blev våd og beskidt. Men hey, det var da altid hyggeligt at få sig en lille sludder med de mandlige medarbejdere på cementfabrikken. Når man er noget nær det eneste kvindlige staklerne får at se i otte timer, så får man meget opmærksomhed. Hehe, jeg mindes de mange gange jeg fik nogen til at bære vognen hen over stakke af ledninger og bjerge af cemtentklodser.
Hvordan jeg nogensinde præsterede at få mig selv sparket ud af sengen hver morgen halv fem forbliver vist et uløst mysterium. Måske var det tanken om lønnen, måske var det at jobbet var midlertidigt, måske fandt jeg det spændende og interessant.
Jeg nød køreturene på de øde sønderjyske landeveje. Man følte sig helt alene i verden, ikke på en ensomme depressive måde, men som at man var fri til at gøre som man ville. Der var kun mig, og på de bedste morgener havde jeg solen med mig som min bedste ven. Jeg fik set mange solopgange i de otte måneder jeg orkede jobbet.
Nu hvor jeg igen sidder alene og følger solens opgang, kan jeg også se at livet ikke står stille. Langsomt vågner verden igen udenfor. Tågen letter, solen titter frem, lysene tændes i vinduerne og flere biler kører forbi nede på gaden. Jeg får næsten lyst til at lære at stå tidligt op, bare for at kunne nyde morgentimerne. Der er bare noget særligt over en ny morgen, også selv om man meget hellere vil ligge trygt under dynen og sove videre.
Vågn så op mennesker og giv mig lidt selskab!
Sjesser - fanget i en glad stund med forårskuller.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar