16 december 2008

Jordskælv

Oplevede i morges mit livs første jordskælv. De siger, at det ikke var meget og at det ikke varede længe, men når man bor på niende sal, så kan det mærkes. Første rystede hele bygningen og så stod den og svajede i et ekstra minut. Skræmmende. Det var sådan lidt...æh....surrealistisk.Troede en eller anden tumpe i en stor lastbil var kørt ind i bygningen. Jeg har det fint og jeg overlevede (hvis nogen skulle være bekymret).

TV2 siger det var et jordskælv, så jeg vælger at tro, at det var et jordskælv (og ikke en tumpe i en lastbil): http://nyhederne.tv2.dk/article.php/id-19143233.html?rss
Blogged with the Flock Browser

24 november 2008

Gaffatape

Jeg er ved at være kommet mig over den skuffende afslutning på Formel 1 sæsonen. Dermed er jeg også ved at være i stand til at skrive blogindlæg igen. Suk suk suk, 1 enkelt lille bitte point og en overhaling i aller aller aller sidste sving på aller aller aller sidste omgang gav Hamiliton sejren.

Nå, men altså...videre i livet. Formel 1 er tilbage i 2009 og det går jeg ud fra at Raikkonen også er (så han kan sparke Hamilton af sejrsskamlen). Videre til min lille ydmyge hyldest til....den kvikke læser har sikkert allerede gættet det...

GAFFATAPE

Som en eller anden klog tingest engang sagde "Alt kan fikses med gaffatape, man skal bare bruge nok". (primal jubelbrøl og en bølge hele vejen rundt langs tilskuerrækkerne på stadion).

Min nyeste grund til at hylde gaffatape er i historien om min kontorstol:

Jeg præsterede i dag af fikse min kontorstol ved at bruge gaffatape. I et par måneder har stolen tvunget mig til at sidde halvvejs nede på gulvet. Problemet var, at den fint kunne holde sig udfoldet (det der fancy hydrauliske system - kalder jeg det), men når jeg satte mig på den, nægtede den at kende sig ved mig og min røvs tilstedeværelse i sædet og sank mod gulvet i protest. Så i par måneder har jeg måtte sidde ved skrivebordet med hagen hvilende på bordkanten og et par øjne tittende over kanten af tastaturet. Hvilket resulterede i, at jeg strejkede og satte mig i sengen for at lave lektier.

Det skal siges, at min kontorstol var en indflyttergave/21-års-fødselsdagsgave, så den er blevet lidt mere end 3 år gammel (den har lidt/lidt mere end 3 år under bagen ...  haha, tør humor, haha). Jeg har misbrugt den på alle de måder, som man (i følge den medfølgende advarsels-seddel) kan komme til, altså: stå på stolen, bruge den som stige, sidde flere på den, etc/kom selv på flere misbrugende scenarier.

Her til aften
, i en blanding af kaffe-rus og rastløshed, fik jeg så skruet stolen fra hinanden. Takket være et godt håndværker-gen, fik jeg også skruet stolen sammen igen. Nå, men altså, jeg skruede bæstet fra hinanden og opdagede at sædet er lavet af så billig plastik, at hele undersiden er blevet buet af tidens hårde slid/min fede røv og dermed trykker ned på den der dims, som kontrollerer det der fancy hydrauliske system. Aha, tænkte jeg, gaffatape kommer til undsætning. Så jeg gik i gang med at pakke undersiden af sædet ind i 20-30 lag (overdrivelse fremmer forståelsen) gaffatape for at udjævne den store bule.

Det korte af det lange er; gaffatape fiksede min kontorstol og jeg kan endelig igen sidde i normal og naturlig krumbøjet stilling ved mit skrivebord og drikke kaffe af en kop, som ikke står lige ved siden af min næse.
Blogged with the Flock Browser

17 oktober 2008

Bidt af en gal ork

(Jeg vil lige starte med at undskylde, at dette indlæg kan blive meget positivt og livsbekræftende. Jeg beklager dette, men kan desværre ikke ændre ved, at jeg ikke føler nogen form for kynisme eller foragt for tiden)

Jeg har mange brugbare titler til dette indlæg (mest fordi det har været læge undervejs), men ligesom med mange andre ting i mit liv, så finder jeg tid og mulighed for at gøre noget ved det og få indlægget skrevet og lagt ud på bloggen :
  • Eller: "Bidt af en gal space marine"
  • Eller bare: "Bidt af en gal Warhammer-nørd"
  • Eller måske: "Bidt af en sød marinesoldat"
Den valgte titel passer måske ikke helt perfekt, men jeg kan lide den og den er sådan lidt ... ææhhh... catchy. Jeg har også mindst lige så mange måder at starte dette indlæg på:
  • Eksempel 1: "Man kan være heldig og møde en person, som man klikker 100% med...."
  • Eksempel 2:"Det tog mig kun 24 år at finde mig en kæreste..."
  • Eksempel 3:"Så blev jeg sgu også ramt af kærligheden..."
Han dukkede op og hev mig ud af min A-Team-rus. Skrev bare en lille kort besked til mig ude i cyberspace: "hehe mr. cash i højtalerne mens man ser F1 med en kop kaffe og en smøg ser du det er en god søndag :D" Jeg var måske ikke solgt lige på stedet (satme tæt på), men jeg lod tvivlen komme ham til gode. Et godt valg.

På fjerde uge har jeg ham midlertidigt boende hos mig. Vi var ikke kærester, da han meldte sig til et kursus på Holmen, men vi er 100% kærester, når han på søndag tager tilbage til sin arbejdsplads. Han spurgte pænt, venligt og hensynsfuldt om det var i orden, at han boede hos mig mens han var på kursus, for vi var jo ikke kærester, vi datede jo bare. Jeg bekræftede pænt, venligt og hensynsfuldt flere gange, at han måtte bo hos mig så længe han havde lyst.

Engang (det er kun et par måneder siden) hadede jeg folk, som stod på offentlig gade og snavede hinanden gule og blå. Jeg foragtede de folk, som absolut skulle vise deres kærlighed for hinanden alle steder. Nu er jeg desværre blevet en af dem. Jeg kan ikke gå 10 meter ude på gaden uden af skulle holde min skat i hånden. Det føles mærkeligt ikke lige at stå og kysse lidt, mens vi venter på Metroen.

Han har fået mig overtalt til at eksperimentere lidt med Warhammer ... indtil videre er det lykkes ham at få mig til at male et par figurer. (Jeg spænder hjelmen og husker, at jeg også har et studie at passe.)

Vi har mødt lidt af hinandens familie. Blev modtaget godt i begge lejre. Der er selvfølgelig en anelse mere hysteri i min familie, fordi det er den første fyr, som jeg slæber med hjem. De må spænde hjelmen og lige tage tingene med et gran (måske mere 1kg) salt og spise brød til. Herregud, jeg har kun knægten i knap to måneder, jeg har ikke travlt med noget her. Det skal jo bare nydes, at jeg (endelig???) har fundet mig et andet menneske, som jeg kan holde ud (og om) og som jeg kan dele drømme med.
Blogged with the Flock Browser

02 oktober 2008

Formel 1-kaos

Jaja, der er sket masser og meget i Formel 1 i de sidste par løb. Gid jeg orkede at reflektere over de hændelser og fortælle resten af verden om. Orker jeg ikke.

Undskyld, at jeg spildte den kære læsers tid.
Blogged with the Flock Browser

08 september 2008

Julegaveønsket 2008

Jeg ved hvad jeg ønsker mig til jul i år. Jaja, der er længe til jul, jeg har lige haft fødselsdag og der kommer flere familie-fødselsdage inden der bliver den 24/12 2008. Meeeeen, altså...jeg tror ikke, at jeg kan leve uden denne æske:

A-Team, The: Complete Series (Gift Set) (DVD) - Klik her for at se billedet i stor størrelse.
den kan købes lige her:
A-Team, The: Complete Series (Gift Set) (DVD) - Laserdisken.dk - salg af DVD film

PS: I år nægter jeg at modtage andre julegaver end A-Team-æsken (medmindre det er A-Team relaterede gaver).
Blogged with the Flock Browser

01 september 2008

Livets store spørgsmål

Hvilken farve får en smølf, når man kvæler den???


Blogged with the Flock Browser

24 august 2008

Europas GP i Valencia

Jeg lovede vistnok lidt overfor Frøken Roesen, at jeg ville skrive nogle flere "malende beskrivelser" af Formel 1 Grand Prix'er en dag. Så det gør jeg da lige…har alligevel intet andet interessant at skrive om (medmindre folk vil have referater af A-Team-afsnit). Dagens GP var også passende skandale-ramt til, at jeg kan overdramatisere tingene.

Det har været tre laaaaange uger uden Formel 1. Tre lange uger, som jeg har tilbragt på arbejdet, i selskab med A-Team og diverse steder i Jylland (jvf evt. tidligere blogindlæg fra denne måned). Tre lange uger, hvor Massa bare kunne gå og vente på at få revanche. Han førte løbet stort og flot i Ungarn, men tre omgange inden mål gik motoren op i dramatisk røg og han måtte udgå.

Resultatet for Europas GP:
  1. Massa
  2. Hamilton
  3. Kubica
Godt. Resulatet er opremset, så er den store spænding udløst og vi kan alle slappe af. De startede som 1,2 og 3 og de endte som 1,2 og 3. Ganske nemt og simpelt, selv jeg kan følge med her. Min kære Raikkonen måtte desværre udgå, fordi han havde de samme problemer med motoren som teamkollega Massa havde i Ungarn (dramtisk røg og død motor).

Det skal siges, at banen i Valencia er splinter-ragende ny og det var første gang den blev brugt til Formel 1-ræs. Det er en såkaldt by-bane, hvor en del/hele banen til daglig bliver brugt til den mere normale trafik (den type køretøjer, som os dødelige bruger). Valencia-banen ligger rundt langs havneområdet i...ja...godt gættet...Valencia. Noget af det særlige ved by-banerne er, at betonmuren er eneste forhindring mellem biler og tilskuer. Der er ingen græs, næsten ingen dækmure og bare ingen plads. Det var dybt interessant at se, at et lille stykke af banen var en bro. Det blev lige så dybt uinteressant at se bilerne køre henover den, når man havde set det et par gange. Banen havde en del skarpe sving, noget der fra luften lignede 90 grader de fleste steder på banen. Hvor dramatisk.

Inden løbet gik i gang, blev det vist de obligatoriske billeder af Papa-Hamilton, Michael Schumacher og diverse lyshårede tøser/garage-skøger i små kjoler (har aldrig forstået hvorfor de skal være lyshårede og rende rundt i noget nær ingenting derinde hvor mekanikerne sidder i deres ildsikre dragter).

De røde lamper slukker...Massa er forsvundet ud af starthullet og ligger trygt og godt forrest i feltet.

Ferrari havde store problemer i dag. Deres pitstop fungerede ikke, slet ikke, slet slet ikke. Selv amatører kunne have gjort det bedre. Eller nej vent, det fungerede egentlig ganske vidunderligt første gang

Massas første pitstop var stort. Det var dramatisk. Det var spændende (det hev mig ud af min eftermiddagsdøs og tilbage ind i min F1-verden). Massa førte løbet og havde vundet et så stort forspring, at han kunne køre i pit, uden at miste for mange pladser. Så det gjorde han. Ind i pit...brum brum brum...ud på banen igen på en tredje plads (tror jeg) og foran Raikkonen. Flot flot flot, ganske godt arbejde dér.

Hamilton lå så nummer 1. Han skynder sig ind i pit 1-2 omgange efter Massa. Han vil forsøge samme trick. Han når det bare slet ikke og ender nede bagved Raikkonen (indsæt hånligt og ondskabsfuldt grin). Jeg kan ikke lide Hamilton, for meget talent og for lidt F1-erfaring. Hvis han holder standarden et par sæsoner endnu, så tror jeg, at jeg vil kunne lide ham. Men indtil den dag kommer, så vil jeg nøjes med at være irriteret på den lille snothvalp.

Ferrari havde så også to katastrofale pitstops: Massa er i pit er på vej ud. Sutil kommer bagfra og skal samme vej ud. Pitstop-reglerne siger blandt andet, at man ikke må tvinge en anden kører ned i fart, når man selv er på ud. Gæt hvad Massa gør; han kører lige ud og op på siden af Sutil. Begge er nødt til at stå på bremserne, for der er ikke plads til to biler i pitudkørslen. Massa lader Sutil komme forbi og tøffer bagefter. Under normale forhold vil en sådan opførsel give en straf i form af en pit-gennemkørsel (det er en straf, fordi der er fartbegrænsning i pit-lanen, så de kan ikke bare drøne igennem med 300km/t). Der kom dog aldrig en straf til Massa, hvilket er noget af en skandale, for normalt bliver reglerne håndhævet med fast hånd....meeeeen, nogen derude er åbenbart bange for Ferrari, så Massa får sig bare en straf i næste løb.

Det andet katastrofale pitstop hos Ferrari: Raikkonen har gang i sit andet pit. Han er i skarp konkurrence med Kovalainen og det kunne være fedt for Ferrari, hvis han kom ud foran McLaren-bilen. Pludselig vælger Raikkonen dog at hamre sømmet i bund og kører med benzinslange og tankmand hængende på bilen (han kører et par meter). Tankmand er blevet væltet omkuld af kæmpe tonstung benzinslange og ligger krøllet sammen på asfalten. Manden bliver kørt på hospitalet, hvilket bliver dokumenteret på dramatisk vis via billeder af nogle mænd, der løber væk med en båre.

En dårlig ting ved Valencia-banen er al den skidt og møg som ligger på banen. Det må være første gang, at jeg har set en pose (muligvis lavet af plastik) flyve lidt frem og tilbage på banen, mens 17 biler kørte forbi. Det kan have katastrofale konsekvenser, hvis en F1-bil fanger sådan en pose-tingest. Tingesten kan blokere for luftstrømmen ind/ud af diverse lufthuller og få bremser eller motor til at sætte ud. Kubica fangede sig sådan en tingest, som satte sig fast under venstre sidespejl. Det var tydeligt, at han han havde lidt problemer med at holde bilen i nogle af svingende, men mekanikerne mente ikke, at det var værre end, at han sagtens kunne køre hele første stint som halv skraldebil og halv F1-bil.

Desværre for Spanien, så udgik Alonso (han er landsmand og var på hjemmebane) allerede i første omgang, fordi en eller anden tåbe var så tåbelig at køre op i numsen på ham og derved ødelægge hans bagvinge-ting. Sådan en kan åbenbart ikke udeskiftes lige så nemt som en næse, der bare sidder fast med en enkelt skrue eller to. Alonso kørte eller med sørgebind (pga den spanske flykatastrofe) og havde fået arrangeret et minuts stilhed for de omkomne inden løbet gik i gang.

Nå, men...øh...det var så vist det.

Eller nej vent. GP2, som er lillesøsteren-agtig-noget til F1, kørte løb på banen inden F1-ræset. (Den følgende historie har jeg fra de to danske kommentatorer, så jeg kan ikke stå inde for at alle fakta er korrekte) Folkene i GP2 havde beregnet bilernes benzin-mængde ud fra hvor mange omgange de regnede med, at der ville være safety car. Fordi Valencia-banen er helt ny, er smal og omgivet af betonmure, så regnede de med store dramatiske uheld og dermed masser af SC og bilerne kunne så undvære et par liter benzin. Biiiiig mistake. På den sidste omgang få hundrede meter inden mål kørte 4 (FIRE) biler tør. Tæl dem: 1(en) 2(to) 3(tre) 4(fire) biler kørte tør få hundrede meter inden målstregen og det ternede flag.

Nu er jeg vist færdig....en sidste kommentar

Det var Jimmy Bøjgaards sidste kommentator-job i dag. Slut og færdig for ham hos TV2. Øv, trist. Jeg vinker farvel og kommer til at savne hans kommentarer både i Formel 1 og i Zulu Djævleræs (eller i hvert fald F1 - jeg går ud fra, at Djævleræset allerede er blevet optaget).

Jeg har stadig nogle timer tilbage af min søndag-aften. Mon ikke der er fire gutter derude, som kan underholde mig lidt.

22 august 2008

Ubegrænset kærlighed - også i sæson 5

Hep, sidder stadig midt i et stort trip over A Team. Alle afsnit, undtagen sæson 4, er mere eller mindre blevet set. Elsker stadig de fire gutter uanset dårligt skuespil, (tids)alder og det faktum, at de er fiktive.

Meeeeen, hør lige da lige tema-musikken til sæson 5. Al form for sjæl er blevet revet brutalt ud af musikken og de har endda været så respektløse at fjerne den intalte introduktion. Jeg er nødt til selv at sidde og mumle "In 1972 a crack commando unit was.....", i et desperat forsøg på at vride lidt sjæl ud af en fimset firser-parodi på en usandsynligt skøn og dramatisk lille melodi.

Døm selv. Jeg mener at hele serien blev dømt til døden med dette dumme/desperate/tumpede/(indsæt selv flere negative ord) forsøg på at holde live i en serie, som fortjente en bedre skæbne. Og hvad sker der lige for seriens allersidste afsnit. man bliver bare sluppet fri med deres vage drøm om, at komme fri af deres aftale med Stockwell og fortsætte med hvad de lavede i alle de andre sæsoner; hjælpe de dårligt stillede ofre og smadre de dumme onde forbrydere. Serien har da fortjent en storstilet og dramatisk afslutning. Den har ikke fortjent en lallet og sløset afslutning.

Det er nok meget godt (svag underdrivelse), at der er tale om en A Team-film. Forhåbentlig kan filmen give serien den sidste storslåede respekt, som serien så tydeligt at fortjent.

Embedded Video


Jeg vil fortsætte med at elske A Team, uanset dårlig tema-musik, dårlig slutning og måske endda dårlig film.
Blogged with the Flock Browser

19 august 2008

Forelsket i 4 mænd

...og de hedder B.A, Murdock, Face og Hannibal.

Hehe.

Jeg er ligeglad med resten af verden lige nu, for jeg har 4 sæsoner af A Team som skal ses. Måske dukker jeg op til overfladen igen om et par uger, når jeg har fået set alle afsnit et par gange. Jeg venter spændt på at få fingre i sæson 4, så er samlingen komplet og jeg kan dø lykkelig (efter at jeg har set alle afsnit et par gange eller 10).

Ja, jeg har titel-melodien som ringetone på mobilen.

ja, jeg kan huske hele den indtalte introduktion, der kommer inden titel-melodien spilles.

Nej, jeg har ingen yndlings-episoder, for de er jo alle fantastiske.

Nu vil jeg lade Jorden være Jorden og jeg vil flyve væk i A Teams kassevogn. Oppe under skyerne vil jeg strø medfølende stjernestøv udover de mennesker, som ikke har opdaget det skønne A Team. Jeg lander nok lige, når der er Formel 1 på søndag, eller også bliver jeg bare oppe under skyerne og svæver på hurtige biler i et par timer.
Blogged with the Flock Browser

17 august 2008

Rømø MC-træf 2008

I går bippede en sms ind på min brors mobil. Farmand ville bare lige fortælle, at han tog til MC-træf på Rømø og at han ville give en is, hvis vi kom forbi og kiggede. Så det gjorde vi. I morges (klokken var 11) kørte vi tværs gennem Sønderjylland for at kigge på motorcykler i et par timer, tilbringe lidt kvalitetstid sammen med ham den gamle og æde is.
Far og tilhørende motorcykel (Yamaha 650???) var blevet pænt placeret i MC-heaven, mellem en dumt parkeret stationcar og en motorcykel fra 1955. Sidstnævnte kan ses i baggrunden på ovenstående billede.

Vi trippede alle tre forsigtigt rundt mellem de store djævelske maskiner. Ikke røre, kun se. Der blev peget, far blev spurgt, der blev hilst på folk, far blev spurgt om noget mere og så pegede vi ellers bare en masse. Far udpegede nogle små bæster, som kunne egne sig til begyndere. Lillebror kiggede beundrende og drømte sig langt væk på et af de små bæster.

Bror og jeg slugte indtryk med hele kroppen og forsøgte at finde os den absolutte favorit blandt dagens samling. Der var over 550 at vælge imellem og vi havde kun nogle få timer. Jeg endte med at falde hovedkulds for denne lille sag. En Harley Davidson i mat sort. Nemlig, den på billedet lige nedenunder. (Jeg har muligvis en svaghed for mat sort lak).
Anyway...dette lille monster med den dejlige englelyd fik sat lidt gang i mit eget maskineri. Gad vide hvor længe jeg kan undgå at eje et motorcykel-kørekort? Allerede som 6-årig blev jeg smidt op bag på min fars motorcykel og blev kørt en tur til Tønder og tilbage. Lillebror er i gang med at planlægge motorcykel-kørekort (eller i det mindste penge til et). Jeg er en lille fart-djævel. Fik presset knap 160 ud af den lejede VW Transporter på sommerferien i Polen. Jeg elsker Formel 1 (et dårligt argument, fordi det er biler og ikke MC'ere). Benzinen flyder jo i mit blod.

Vi kørte fra MC-træffet i mors Toyota Corolla. Jeg sad hele vejen hjem, med en følelse af, at jeg må bukke under for presset. Ikke lige nu og ikke inden for de næste par år. En dag. En dag langt ude i fremtiden. En dag, når jeg er færdig-uddannet, har fast fuldtids-arbejde og har skrabet pengene sammen. Den dag skal jeg have motorcykelkørekort og eje en lille ond satan af en motorcykel. Måske bør jeg anskaffe mig en bil først. (Jeg har ikke glemt, at jeg også drømmer om at eje en Mercedes)

Ak ja, sådan et lille MC-træf på en søndag eftermiddag kan virkelig sætte tanker i gang.

14 august 2008

Tyskie

Den sidste rest af en dejlig polsk øl blev drukket i dag. Den sidste rest af en souvenir fra Polen. Det var med vemod, at min bror og jeg delte den sidste halve liter. Vi kunne næsten ikke nænne at tømme vores glas.

Jeg blev næsten forelsket i Tyskie allerede fra første mundfuld. Positiv overraskelse. Vidunderlig overraskelse. Vi fik købt 8 dåser/4 liter og tog dem med hjem. Vi fik drukket alle 8 dåser med stor nydelse og fornøjelse. Vi fik sagt "farvel og på gensyn".

Men hvorfor så trist? Jo, altså. Problemet er, at denne dejlige øl stort set ikke kan købes andre steder end i Polen, i følge en polsk bekendt af mig. Min nye favorit-øl er engang blevet kåret som verdens bedste øl, men den er ikke til at opdrive i Danmark.

Hvis nogen vil gøre mig rigtig glad, så send mig lige et par kasser Tyskie. Jeg kan også nøjes med en henvisning til, hvor jeg kan købe den skønne øl.

Nåja, og så nævner jeg ikke noget om det sjove navn. Eller...tja, gør jeg da lige...har alligevel ikke bedre ting at tage mig til. Eksempel 1: Tilføj et "n" mellem to bestemte bogstaver (find selv ud af hvilke). Eksempel 2: Fjern de to første bogstaver. Og så er der jo også lige det besynderlige, at en polsk øl har et navn, som man mere ville associere med Tyskland.

Skaf mig bare lige nogle Tyskie, tak. Så bliver jeg glad.

11 august 2008

Tøse-weekend

Jeg fik mig en tiltrængt tøse-weekend med en god veninde her i weekenden. De få gange om året, hvor vi mødes, laver vi ikke ret meget andet end at se film, spise god mad og drikke sjove drinks.

Fremgangsmåden for en tøse-weekend er meget simpel:

Vi køber ind, så vi har mad og alkohol nok til resten af weekenden. Menuen blev denne gang lasagne med kylling, tomatsalat med mozarella og hjemmelavet pizza. Al mad skal helst indeholde så meget hvidløg som muligt, så vi har en undskyldning for ikke at gå uden for. Drinks blev til øl (selvfølgelig), jordbær-daiquiri med æblevodka, gin 'n tonic og hvidvin.

Så kan weekenden for alvor begynde.

Vi startede ud med at sludre og sladre lidt om vind, vejr og andre mennesker. Vi opdaterede hinanden om livet, status og fælles venner. Diverse drenge-problemer blev drøftet og vi konkluderede at drenge er dumme røvhuller.

Jeg havde medbragt min lille æske med alle sæsoner af Sex and the City, så vi fik genset et par sæsoner og slutningen og serien. Endnu engang kunne vi konkludere, at drenge er nogle dumme røvhuller og at det da ikke er de fire piger i serien, som har problemer.

Der var jo også det er OL (udtales "old" ligesom i "oldtidskundskab"). Vi fik set masser af mandlige svømmere og kigget grundigt på deres overkroppe. Vi morede os over, hvor tumpet brystsvømning ser ud og hvor kedeligt sejlsport er.

Alt i alt fik vi tilbragt noget nær 2 døgn på en sovesofa. Vi fik næsten tømt barskabet, med undtagelse af hvidvinen og en enkelt flaskevodka. (Jeg tog resterne af gin'en med hjem, så jeg kunne hygge mig med den senere.) Vi fik ædt os gennem mere mad end godt er. Så weekendens resultat er, at vores levere er smadrede og vi er blevet fede. Det var en god weekend.


Blogged with the Flock Browser

03 august 2008

Formel 1 GP i Ungarn

Ak ja. Endnu et indlæg om Formel 1. Suk suk. Hehe, men jeg kan nu heller ikke lade være.

Jeg er efterhånden blevet så opslugt at hele den der Formel 1-verden, at jeg tæller dage og timer til næste Grand Prix (24/8 i Valencia)...også selvom det kun er få timer siden, at GP'et i Ungarn sluttede. Jeg er blevet så bidt af Formel 1, at resten af min uge bliver fantastisk, bare fordi Raikkonen fik sig en tredjeplads i dag. Jeg er blevet så Formel 1-nørdet, at jeg ofte sidder og researcher Formel 1-historie, og især den makabre del med døde kørere.

Resultatet fra Ungarns GP 2008:
  1. Heikki Kovalainen (McLaren)
  2. Timo Glock (Toyota)
  3. Kimi Raikkonen (Ferrari)
Min jubel startede da Massa (Ferrari) fløj fra sin 3. plads og op til 1. pladsen da starten var gået og bilerne nåede ned til første sving. Fantastisk. De der McLaren-biler kan jo ikke blive ved med at give Ferrari baghjul.

Min jubel steg da Hamilton (McLaren) røg fra sin 2. plads og langt ned i feltet, fordi han fik punkteret et dæk. Godt nok har knægten masser af talent og gør sit arbejde godt, meeeen jeg kan ikke lide ham. Han irriterede mig sidste år, da han som rookie kunne rende rundt og true med at vinde mesterskabet.

Jeg nåede niveau 3 i jubel, så Raikkonen vågnede op til dåd og lod sin fartdjævel tage over. Sekunderne røg af og han fik indhentet Glock ganske godt...dog ikke godt nok, tydeligvis, men det var tilfredsstillende.

Humøret sank, da Massa måtte udgå af løbet tre omgange inden det sluttede. Ak ja, hvad kan man gøre? Hvis motoren ikke gider lege med mere, så må man udgå. Så tæt på og dog så langt fra.

Som nævnt tidligere, så endte vi altså med at få et ganske tilfredsstillende resultat. Kovalainens første sejr. Glock havde et frygteligt uheld i sidste GP, men kom tilbage i stærkere form i dag. Raikkonen ser ud til igen at være som vi kender Raikkonen...jeg har ikke opgivet håbet om at han igen vinder verdensmesterskabet, også selvom han har mange point at indhente.

Jeg skal lige nævne, at det var pænt dramatisk at se brændende benzin når der blev foretaget pit stops.

Uh, hvor kan livet dog være skønt, når man har sig en (sund) interesse at kaste sit hjerte på.

(Jeg undskylder for at have kedet folket halvt til døde. Gad vide om de overhovedet fik læst hele indlægget, eller gav op efter 4 linier?)
Blogged with the Flock Browser

25 juli 2008

If You're gonna be dumb

Midt i mit overforbrug af YouTube fandt jeg et styk video, som jeg havde glemt eksisterede. Forbandet være min hukommelse. Ak ja, det er næsten helt nostalgisk at genhøre og gense videoen. Det er også ved at være alt for lang tid siden, at jeg har fået set Jackass.

Band: Roger Alan Wade
Sang: If you're gonna be dumb
Medvirkende i videoen: en stak fyre fra Jackass

Embedded Video



Blogged with the Flock Browser

23 juli 2008

Winning Days

Selv ikke Johnny Cash kan løfte mit humør og sende mine tanker i så positive retninger, som denne sang kan. Så gør det jo heller ikke noget, at videoen er ganske hyggelig.

Band: The Vines
Sang/Album: Winning Days

Embedded Video

Blogged with the Flock Browser

19 juli 2008

Medaljens bagside


Døden findes alle steder.

Embedded Video



Blogged with the Flock Browser

13 juli 2008

Polen - the aftermath

Efter en vellykket uges ferie i det sydlige Polen, kan jeg nu erklærer mig ejer af følgende ting:

  • 1 par lyserøde sko (stort set lyserøde)
  • 2 par DC Shoes (se ovenstående punkt for info om det ene par)
  • 16 ruller lyserødt toiletpapir
  • 16 ruller lysegrønt toiletpapir
  • 326 digitale billeder fra ferien - heraf er det meste af Auschwitz-Birkenau
  • 1,5 timers optagelser - heraf er det meste af Auschwitz-Birkenau
  • 7 bøger om Auschwitz-Birkenau
  • 1 nyt bæltespænde (når der "Rock Star" på sådan en tingest, så skal man jo købe det)
  • 2 par nye bukser
  • 2 nye trøjer
  • 5 par nye sokker
  • 2 styk uafsendte postkort
  • 300 zloty i kontanter
  • 2 liter flydende blåt sæbe
  • 50 euro (som snarest muligt bliver bytter til CD'er i Media Markt)
  • 1 styk konto med store røde tal
Det blev en dyr ferie. Roskilde Festival blev fravalgt for en tur til Auschwtz-Birkenau og jeg fortryder det ikke.

Over and out
Blogged with the Flock Browser

07 juli 2008

Som en hval, der kommer op efter luft

Fandt endelig ud af at bruge browseren på min lille mobil. YAY!!! Det skal nok blive dyrt. Jeg mà nok hellere holde fingrene fra browseren. Der findes også andet end internet...har jeg opdaget I morgen går det mod Auschwitz. Nåja. Hvis nogen derude vil have postkort fra Polen, så smid en sms mod mig og min mobil.

05 juli 2008

Anti-skruk

Kufferten er pakket og klar til at blive slæbt med til Polen. Babe (videokamera) og Basse (digitalt fotokamera) skal selvfølgelig med, mens jeg må lade Junior (bærbar computer) blive alene tilbage i Sønderjylland (de nærmere koordinater vil jeg ikke angive her).

Havde egentlig tænkt mig at pive over, at jeg skal undvære internettet i en hel uge... Jeg må hellere lige gøre det, inden jeg hopper videre...piv piv piv, ingen internet i en uge, piv piv piv.

Anyway.

Jeg kom til at tænke på noget i dag. Sådan midt i al min forvirring over bagage-pakkeriet, slog en tanke mig i hovedet: jeg bliver aldrig aldrg ALDRIG nogensinde bliver skruk.

Lige nu ligger et 5-årigt snorke-hoved og sover i min seng. Sådan helt uden grund skulle hun da sove i min seng. Det er nu meget sødt af hende. Det modsat virkelig tarveligt af mig, at jeg ikke slukker lyset og lægger mig til at sove, i stedet for at sidde oppe og skrive indlæg til en blog, som ingen læser. (Hmm, videre til nattens emne)

Det der børne-noget er bare ikke mig. Altså, jo. børn er da søde og nuttede og bla bla bla. Meeeen, så kommer jeg i tanker om hvor de kommer fra. En LIVMODER!!! Jeg har en livmoder. Hvis jeg skal have børn, vil det kræve at jeg selv føder dem. Ad ad ad og uh nej. Selvfølgelig kan jeg jo bare adoptere, men hvem vil dog give mig deres barn!?

Jeg står fuldstændig af, når det kommer til graviditet og fødsler. Som nævnt, så har jeg en halvsøster på 5 år. Jeg var 18 da hun kom til verden. Det har muligvis ødelagt det for mig. Jeg kunne følge med i min mors piner og plager under hele graviditeten. Hun gav malende beskrivelser af fødslen og hvordan de måtte klippe i hende, for at få den lille unge ud. Jajaja, nu kommer der sikkert en eller anden kommentar (fra den læser som ikke eksisterer), at det er helt normalt procedure at klippe i kvinderne og man kan jo bare få den der bedøvelse, så man ikke mærker noget. Så er der jo også resultatet at tænke på. Man glemmer smerterne, når man ser hvad der er kommet ud. Jep, aha. Hjælper ikke for mig.

Jeg kan da godt lide min bette søster også selvom jeg har set farven på hendes lort flere gange end jeg har set min egen. Det er da også dejligt sært at kende et menneske lige fra det kom ud af sin mors mave...eller i hvert fald dagen efter. Se det lille menneske blive større og mere selvstændigt, lære at tørre sin egen numse, lære at betjene en DVD-afspiller, lære Ninja Turtles at kende....(indsæt selv flere eksempler)...osv. Nope, hjælper ikke for mig.

Børn er jo et kæmpe ansvar, som man skal gide have resten af sit liv. Godt nok er jeg (kun) 23 3/4 år og synes jeg er for ung til at få mand, børn og kernefamilie lige nu, men jeg tror bare ikke at jeg ændrer mening. Nogle har det omsorgsfulde og moderlige gen i sig, andre har ikke. Jeg tilhører tydeligvis den sidste gruppe.

Konklusionen er, som jeg startede med skrive (et sted mellem "Anyway" og bleskift): Jeg bliver aldrig aldrig ALDRIG skruk.

Det er så nu Livets Ironi skal sparke mig i hovedet og fortælle mig, at jeg om et år er gravid. Jeg kunne jo også bare lade Livets Ironi skrive: den rigtige mand kan sikkert godt overtale mig til at få børn.

Suk suk...kvinder!!!

Polen og Auschwitz here I come!!!
Blogged with the Flock Browser

03 juli 2008

Status: tre år og bachelor

Efter tre års hårdt slid i modvind fik jeg endelig kæmpet mig til den længe ventede BA i biblioteks- og informationsvidenskab. Det var hårdt, jeg tog det i stiv arm og knoklede mit gode helbred i stykker flere gange. Overdrivelse fremmer forståelsen.

Det var tre lange år, men også tre gode år. Mit lille hoved blev fyldt med en masse nye viden om emner, jeg ikke anede eksisterede. Jeg har fået lidt mere orden på min selvdisciplin, eller i det mindste fået overblik over mine arbejdsmetoder: Alting skal læses og skrives i sidste øjeblik. Det passer mig glimrende. Jeg har en undskyldning for at sidde oppe hele natten og drikke kaffe; jeg skal skrive opgave.

Jeg mødte en masse nye mennesker. Nogle blev hængende kan nu bære titlen "ven". Andre (hvilket er langt de fleste, for jeg elitær og stolt af det) var flygtige bekendtskaber, som jeg sikkert ikke engang kan huske navnene på længere. Jeg mødte nogle rare fyre ind i mellem flokken af afskum og røvhuller (overdrivelse fremmer forståelsen), men har intet fundet, som er værdigt at introducere til diverse forældre.

Det har været tre hyggelige år i Købehavn. Jeg flyttede ind på det lille kollegieværelse som en stakkels fortabt lille forvokset teenager med kaos i hovedet. Jeg var Bambi på glatis. En dag flytter jeg derfra som en selvsikker (tro på det, tro på det, tro på det) ung kvinde med kaos i hovedet.

Det er langt fra slut endnu. Kandidaten venter efter sommerferien, så to års studie skal lige overståes inden jeg er helt helt HELT færdig med al form for skolegang. Jeg forventer at knokle min brede røv i laser og at smadre min krop i eksamensperioderne så meget, at halsbetændelse og onde forkølelser bliver en selvfølge. Jeg forventer at  min krop muterer og bliver i stand til at leve af kaffe og intet andet.

Jeg krydser fingre for, at jeg kommer gennem uddannelsen levende og kan nyde frugterne af mit hårde arbejde.
Blogged with the Flock Browser

20 juni 2008

Strømafbrydelsen

De varslede den i sidste uge. De formulerede med store fede bogstaver: TORSDAG DEN 19-06-2008 VIL STRØMMEN BLIVE AFBRUDT PÅ HELE KOLLEGIET.

Jeg tog på arbejde i morges og krydsede fingre for, at strømmen ville være tilbage når jeg kom hjem. Ja, og hvis frøer havde vinger, så ville de ikke slå røven, når de hoppede. Dagen gik stille og roligt. Jeg sad på min pind, slugte internettet i fulde drag og passede selvfølgelig også mit arbejde. Efter en mindre kamp for at komme hjem (Metroen kørte ikke og busserne var fyldte), måtte jeg konstatere – TADAAAA!!! – at, der var ingen strøm på kollegiet. Ingen strøm = ingen fungerende elevator = jeg skal gå op til niende sal. Ingen strøm = ingen lys i trappeopgangen = der bliver meget langt op til niende sal.

Hvad gør man så, når der ikke er strøm og man skal forsøge at underholde sig selv? Man starter med at spamme diverse venner med sms'er, hvor man brokker sig over manglende strøm. Derefter sætter man sig i vindueskarmen og kigger ud på regnvejret. Hvis man stadig keder sig, så finder man papir og blyant frem og begynder at skrive et blogindlæg, hvor man brokker sig over manglende strøm og håber, at det meningsløse indlæg munder ud i en reflekterende konklusion om

Efter en times tid (klokken cirka 18.35) sker et lille mirakel; der er liv i bygningen. Diverse display står og blinker rundt om i min lille hule. Du alter Schwede, nu behøver jeg ikke lægge mig til at dø foreløbig. Jeg tænder fluks for computer og TV. Ingen forbindelse. Jeg slukker TV'et og går i gang med at indstille ure. Uh, hvilket drama, der udspiller sig. Det er ultra vigtigt, at alle ure går ens, alt andet er noget værre rod. Så jeg får hurtigt brugt 5 minutter på at stå og vente på, at tallene skifter. TV'et bliver tændt igen. Antenneforbindelse er genoprettet og jeg kan endelig slå tiden ihjel, tjekke internetforbindelsen eller manglen på samme og brokke mig lidt mere.

Status klokken 19.40: ingen internetforbindelse

De varslede godt nok, at netværket kunne være lukket hele dagen, meeeen, altså, det er eksamenstid og folk har lært at leve med internettet som en navlestreng ud til Verden. Jeg har i hvert fald.

Status klokken 19.50: ingen internetforbindelse

Jeg har via SMS fået aftalt flere sommerferieplaner. Når man ikke har en fungerende MSN Messenger i nærheden, så kan man åbenbart ty til SMS'er i stedet. Jeg har vist aldrig fået lært min SMS-ordbog så mange nye ord på så kort tid.

Status klokken 20.10: ingen internetforbindelse

Kan mærke en desperation boble i mig nu. Mangler internettet. Savner det frygteligt. Jeg bør naturligvis være fornuftig i denne situation, holde mig i ro og ikke piske en stemning og forventning op. Forsøge at samle tankerne om alt det jeg har og ikke alt det, som jeg mangler.

Status klokken 20.30: ingen internetforbindelse

Jeg kravler ned i min seng nu. Kan ikke holde ud at være i nærheden af en computer uden internetforbindelse. Det er håbløst. Jeg tjekker igen efter midnat. Kan godt klare mig uden internet så længe, selvfølgelig kan jeg det. Jeg har før været uden internet inden for rækkevidde. Der var liv før internettet og der vil være liv efter internettet. Utrolig så meget drama jeg kan få ud af noget så simpelt som manglende internet. Hej, jeg hedder Sjescia og jeg er web-oholiker.

Status klokken 22.35: ingen internetforbindelse

Gad vide, hvorfor jeg er så desperat efter at komme på nettet. Jeg har det jo fint med at ligge i min seng og se TV.

Status klokken 00.05: ingen internetforbindelse

Med et lille håb genstarter jeg computeren og krydser fingre som bare pokker.

Status klokken 00.08: internetforbindelse genoprettet

Puha. Jeg er lettet og fri. Sidder så og overvejer om jeg mon burde havde genstartet computeren for et par timer siden….nah. Nu har jeg lært at værdsætte internettet igen og kan nu bruge det meste af natten på at…tja…være på nettet. Ak ja, er fri til at surfe rundt i Cyberspace og er ikke længere fanget foran mit TV (skriver jeg og sætter mig straks tilbage i sengen med computer i skødet og zapper videre gennem TV-kanalerne).

Så. Det var det. Min dramatiske dag er overstået. Hvad har I andre så lavet?

Blogged with the Flock Browser

18 juni 2008

He's a Rocker

Oy, fik lige min gode dag gjort meget bedre. Et tilfældigt kig forbi det officielle web site for mit absolutte yndlingsband, gav mig ikke kun gode, men helt hen i vejret fantastiske nyheder. Yay. I min rus af jubel må jeg jo også lige dele det med resten af Verden.

The Vines' nye video til "He's a Rocker":


Jeg har tabt mit hjerte endnu engang til The Vines. (eller nok bare fået bekræftet, at mit hjerte stadig ligger hos dem og Cash). Jeg ved, at jeg umuligt kan blive skuffet over deres kommende album. Uh, som et lille barn juleaften. Der er dog lidt lang tid til den 12. juli.

13 juni 2008

Cutting

Det kan ikke forklares bedre.

Jeg skal selvfølgelig advare om, at det er stærke billeder og, at videoen kan vække skære-lysten.


(Det lader ikke til, at videoen gider virke hele tiden, så her er linket)

07 juni 2008

Nogle gange er et "farvel og tak for alt" nødvendigt

I dag, var dagen, hvor jeg måtte sige farvel til tre gode venner. Tre gode venner, som har fulgt mig i op mod ti år. Tre gode venner, som har fulgt mig gennem tykt og tyndt. Tre venner som har båret mig gennem medgang og modgang. Tre venner = tre par sko. I lang tid har de ikke lavet andet end at ligge i bunden af mit skab og skabt et solidt fundament, som jeg kunne smide alle de andre sko ovenpå. Det er trist, at det måtte ende på denne måde. Det er mange måneder siden, at jeg hev dem frem og tog dem på. Jeg vil her give dem den sidste anerkendelse. Den anerkendelse og taknemmelighed, som de har fortjent. Alle tre par sko blev smidt ud, fordi jeg måtte erkende, at jeg ikke har plads til flere sko i mit skab og derfor måtte lave en smertefuld sortering. Det er første gang for mig. Min moar gjorde det for mig engang; smed sko ud, uden min godkendelse, overtalte mig til at smide sko ud eller tvang mig til at smide sko ud.

Reebok-skoene: Jeg ved det, de er gamle slidte og ligner ikke helt sko længere, medmindre man stiller dem ved siden af hinanden. De var med mig på studieturen til Rom i 2.g (2003), de var med mig på min første Roskilde Festival (2003) og de bar mig de første par måneder efter, at jeg var flyttet hjemmefra (2005). Jeg malede dem, jeg skrev på dem, regn vaskede det hele væk, jeg malede dem igen, jeg skrev på dem igen. Jeg elskede dem bare højt og sled dem op. Jeg opdagede sidste år, at de var så opslidte, at det var hul fra sålen og direkte ind til mine tæer. Sålerne var slidt så tynde, at mønsteret var forsvundet. Jeg var nødt til at anskaffe mig noget indlæg i skoene, fordi fyldet indvendig var slidt væk. Jeg måtte sætte gaffa-tape på hælene, for at holde på en smule af fyldet. De vil blive savnet, også selvom de var et nummer for store til mig . De fortjener at hvile i fred.

Converse-skoene: lappet med gaffa-tape og et nummer for store. Jeg kan huske, da jeg købte dem. Jeg vandrede rundt i mudder, sand og skidt for at få dem til at se beskidte ud. Jeg var pinlig over, at de var så nye og hvide dengang. Blev helt blændet af de hvide såler, hver gang jeg kiggede ned på mine fødder og spottede et par sprit-nye converse. Damn, hvor følte jeg mig dog sej dengang. Det er vist ved at være 4 år siden nu. Jeg havde et rengøringsjob engang i 2004/2005. hvor jeg altid havde dem på. Det gav mig lidt tryghed, at rende rundt i skoene, mens jeg skrubbede toiletter på en cement-fabrik. Skoene er opslidte nu. Jeg turde ikke have dem på længere. Frygtede at de ville falde fra hinanden. Så slidte, at jeg gik ud og købte mig at sæt helt nye Converse-sko magen til, bare fordi jeg havde råd. Nogle gange må man vel bare give slip, når man kan se, at det er bedst for alle parter. Jeg har dog taget snørrebåndene fra de gamle og sat i de nye, bare for at give de nye lidt sjæl. Jeg siger pænt farvel og tak for de gode år. De var mit første par Converse og de vil altid blive husket.


Bowling-skoene: Ja, tro det eller ej. For små ti år siden, blev disse sko købt til det ene formål at være bowling-sko. Jeg har dog brugt dem til meget siden. Indendørs-sport på efterskolen, træning i det lokale fitness-center og væmmelse over at de ikke er særligt kønne. Det var de virkelig ikke. Jeg fik slidt hælene så meget i smadder, at jeg fik vabler når jeg havde dem på i nogle få timer ad gangen. Sørgeligt. Mønsteret på sålene var næsten væk. Ak ja, det var i disse sko, at jeg scorede 227 point (cirka) i bowling. Jeg vil aldrig glemme dem.

Så, dér, nu fik jeg sagt farvel til tre venner og jeg har tvunget Verden til at høre på min jammer. Nogle gange er det bare nødvendigt at sige farvel at sige "farvel" til noget gammelt, for at kunne give plads til noget nyt. Jeg har allerede givet plads til et par nye Converse og to par andre sneakers. Forhåbentlig vil de give mig lige så mange gode minder, som de tre par ovenstående sko gjorde.

Jeg beklager, at jeg ikke er dybere end dette, at jeg ikke går op i verdensfred eller dyrevelfærd.

12 maj 2008

Flock - usability testing

Flock is the innovative social web browser.


Congratulations! You have now become Flock Star.

Blogged with the Flock Browser

02 maj 2008

Footloose i Sønderjylland

En knægt som danser/laver rytmiske bevægelser i diverse byer i Sønderjylland. Fantastisk at han har gidet køre rundt og danse i alle de små flækker og "byer", men det er blevet til god underholdning.

Det kunne blive en god introduktion til Sønderjylland; "her er øde og folk opfører sig sært."

Nah, jeg skal nok være sød...det er jo fredag...og der er ikke noget i vejen med Sønderjylland for de billige øl er ikke ret langt væk.

Enjoy!!!

http://youtube.com/watch?v=qGLn7txHzEQ


Blogged with the Flock Browser

28 april 2008

Med 200km/t ind i en dækvæg...

og det eneste manden kan klage over er lidt hovedpine og en stiv nakke!!!

Ja, jeg snakker om Grand Prix'et i Spanien i går...og ja, jeg snakker om Formel 1.

Det er ufatteligt at et dæk kan eksplodere på en MacLaren (nej, det er ej - skete også for Hamilton sidste år) og at bilen med fører kan brage ind i dækvæggen med en ufattelig fart. Jeg er igen lamslået over hvor høj sikkerheden er i de små firehjulede. Sidste år knaldede Kubica ind i en betonvæg med fuld styrke og slap derfra med lidt forstuvelser i diverse kropsdele.

Stor respekt til de folk, som står for udviklingen af sikkerhed til F1-bilerne....og vel egentlig også de ordinære biler, som vi dødelige kører i (jeg vil dog tro at det er to forskellige sæt folk - ellers har de ikke ret meget fritid, når de både skal rejse rundt med F1-cirkusset og sørge for udvikling af airbags til os andre).

Min kilde


Blogged with the Flock Browser

25 april 2008

Bare en vittighed

Lille Per løber ind i køkkenet til sin mor og far og råber: "Mor! Far! Bedstefar har hængt sig i kælderen!"
De løber alle tre ned i kælderen.
"Aprilsnar," siger Lille Per. "Bedstefar har hængt sig oppe på loftet."
Blogged with the Flock Browser

30 marts 2008

En tur hos frisøren

Det har taget mig nogle måneder at få mod og vilje nok, men i fredags nåede jeg så endelig hen til frisøren. (Jeg kan ærligt ikke huske hvornår jeg sidst er blevet klippet. Måske er det et år siden, måske to.) Tiden var blevet bestilt en uge i forvejen og den uge havde jeg brugt på at fortryde tidsbestillingen mange gange, men jeg nåede aldrig at ringe og afbestille inden jeg havde skiftet mening.

Jeg satte mig pænt tilrette og ventede spændt på at frisøren dukkede op. Hun kiggede beundrende på min store manke af hår. "Er det naturligt glat?"
"Ja."
"Det er flot og meget tykt. Hvordan skal det klippes?"
"Det skal klippes ved skulderne." Frisøren fik et forskrækket udtryk i ansigtet.
"Er du sikker? Dit hår er så langt og flot. Folk betaler mange penge for at få hår ligesom dig."
"Bare klip det.Jeg vil af med det"
"Oh, okay. Hvis du er sikker, men det er næsten synd."

Hehe. Det er nu ret underholdende at være hos frisøren, når man nu kan gøre den stakkels frisør så forskrækket over noget så simpelt som hår. Klippede mit hår med et lidt tvivlsomt udtryk i ansigtet, men vi endte begge med at være tilfredse med resultatet. Jeg fik halveret hårmængden på mit hoved og hun tjente lidt penge den dag.
Blogged with the Flock Browser

17 marts 2008

Vinter!

Yay!!! Så kom der også sne til København. Det er ikke bare en smule sne, som er smeltet efter en time. Næh nej, det har sneet i 8 timer!!! Hvor hyggeligt. En laaaaang dag på arbejdet føles ikke så lang, når man kan kigge ud af vinduet og se sneen falde, flyve og sætte sig over alt. På tide. Lige da jeg havde opgivet håbet, så kom der alligevel lidt vinter.


Blogged with the Flock Browser

15 marts 2008

Vinter?

Æh, klokken er næsten syv om aftenen. Det er stort set mørkt udenfor og indenfor (jeg er for doven til at tænde lyset), men jeg kan høre fuglekvidder. Det er marts, så foråret er startet, men al den fuglekvidder får mig til at savne vinteren. Hvor blev den vinter egentlig af? Jeg lagde mærke til en halv times snevejr for nogle uger siden og jeg har da også lagt mærke til de kolde nætter. Jeg så is på nogle vandpytter engang i starten af året, men det her sucks.

Sommer 2007 = regn regn regn

Vinter 2007/2008 = et laaaaangt efterår, lidt frysegrader i ny og næ, halv times snevejr og så kom foråret

Hmm, øv. Kunne være jeg burde spare sammen og tage på skiferie næste år, så er jeg da sikret sne og vintervejr. Håber vejret i 2008 er lidt sjovere end i 2007. Regn er okay, men det er da synd for de mange gæster på Roskilde Festival og Glastonbury, at de skal have deres teltlejre oversvømmet igen i år. På den anden side; jeg har ingen planer om at tage på festival, så de må egentlig godt sejle i deres egen sø....murhahaha.

Vi satser på vinter og sne næste år. Foråret er kommet.
Blogged with the Flock Browser

27 februar 2008

TESTicles one two

Flock on!!!

Blogged with Flock

27 januar 2008

Bliver det snart vinter?

Nu er januar ved at være slut. Solen skinner med mellemrum (den gør det lige nu), nogle dage blæser det og det er så køligt at man må have tykke sweatere og store jakker på når man går udenfor. Men hvor bliver kulden af? Alle de mange frysegrader og en iskold vind? Jeg vil have sne og føle at det er vinter. Jeg vil ryste helt ind til knoglerne af kulde når jeg går udenfor. Jeg vil ikke nøjes med at have det lidt for varmt når jeg tager for meget tøj på.

Min radiator har kun været tændt et par enkle gange siden slutningen af november. Det er bare ikke koldt nok til at jeg gider tænde for den. Jeg kan sove med vinduet åbent og vågne uden at fryse. Jeg vil ligge og klage over at det er alt for koldt til at stå op. Jeg vil fryse mine tæer når jeg går i seng. Min dyne skal være dejlig og lun, den skal ikke være gennemsvedt og ophedet når jeg vågner om morgenen.

Jeg venter på sne, frysegrader og snestorm. Jeg vil ikke have mere regn, plusgrader om natten og en stormvarsel som ikke kommer med storm. Jeg vil se saltvogne og sneplove på vejene. Jeg vil se folk stå og skrabe is af ruderne om morgenen.

Øv altså. Nu havde jeg fået købt mig et varmt halstørklæde og en lun hue og så er det slet ikke koldt nok til at jeg er tvunget til at gå med nogen af delene for at kunne holde varmen. Jeg vil være pakket ind i overtøj og 4 lag tøj og stadig fryse når jeg går udenfor Jeg vil komme hjem med støvler og buksekanter, som er blevet hvide af salt og våde af sne.

Findes der en sne-dans, for så vil jeg gerne lære den?