Bibliotekarers 10 bud

Utrolig hvad man sådan finder af ting når man rydder op i sine løse papirer. Her er så 10 bud på hvordan man får en bruger/låner til at forsvinde fra skranken, så man kan gå tilbage til sin kop kaffe/grønne te og "Ude & Hjemme".

1: Bibliotekaren henviser, men uden at følge op.
2: Bibliotekaren henviser øjeblikkeligt til en anden kollega, helst så langt væk som muligt.
3: Bibliotekaren antyder, at brugeren skulle være bedre forberedt inden vedkommende beder om hjælp hos bibliotekaren.
4: Bibliotekaren prøver at få brugeren til at acceptere information, som er let tilgængelig.
5: Bibliotekaren advarer om negativt udfald af informationssøgningen.
6: Bibliotekaren forsøger at få brugeren til frivilligt at opgive.
7: Bibliotekaren signalerer non-verbalt at samtalen og informationssøgningen er slut.
8: Bibliotekaren siger explicit at søgningen ikke fører nogen steder.
9: Bibliotekaren siger at informationen ikke findes i biblioteket og at den nok slet ikke findes.
10: Bibliotekaren siger, at vedkommende lige vil finde et bestemt dokument, men vender aldrig tilbage.

Søskende

Der er nu bare noget særligt over forholdet mellem søskende. Et venskab, der holder hele livet, legekammerat, interne jokes og fælles gener. Jeg forstår ikke hvorfor nogle forældre vælger kun at have et enkelt barn. Kan de ikke se forholdet mellem søskende, hvor vigtigt det kan være med en ven der er så tæt på.

Hmm, måske lidt strengt at sige at alle forældre bør få mindst to børn, når verden jo er overbefolket med sultende børn. Men come on, det stakkels barn, der ikke har en buddy at rive bleen af på, en slås-kammerat, en legekammerat. Og i sidste ende er det en ven man går gennem livet med.

Man slipper jo ikke for familien, forhåbentlig.

Og lige noget andet....Kevin....LASAGNE!!!!!

Keith Richards

Mon koncerten i Horsens 8. juni bliver aflyst??? Hmm, ville glæde mig hvis den gjorde, for jeg har ikke billet. Det kan ikke passe at jeg går glip af dem to gange, men det kommer sikkert til at passe. Bare fordi Keith ikke lige kan spille så kan de andre sagtens optræde, og det er vel ikke ret svært at finde en afløser for manden.

Ret sørgeligt egentlig. Manden har brugt hele sit liv på at brænde sine hjerneceller af med stoffer og alkohol, men der skulle et fald fra et palmetræ til før hans hjerne sagde stop. Så nu ligger hans hoved og truer med at lukke ned for de sidste rester aktiviteter. Det kunne blive en ynkelig afslutning på hans liv, at ende som en grøntsag.

Isspisningstaktikker

Nu er det jo efterhånden ved at være sommer. Det siger kalenderen i hvert fald, og temperaturen + solskin disse dage er også ganske fin. Man kan så passende sætte sig udenfor i det grønne græs (hvis man ikke har høfeber) og spise is. Her er så lige nogle gode råd/taktikker til hvordan man gør det. Altså spiser is.

Køb altid mest mulig is for så få penge som muligt.

Husk ekstra servietter, nogle kan ikke styre den smeltende is og kaster det på andre mennesker i stedet.

Lad ikke små børn få is, medmindre de gerne må have is i hele hovedet, eller der er en anden med store mængder tålmodighed til at tørre barnets fjæs hele tiden.

Is nydes bedst når den er kold, så lad være med at forsøge at bage den, koge den eller stege den.

Der er altid plads til is, medmindre man da har spist 2 Liter i forvejen, så er det vist bedst man holder en pause en times tid.

Nyd isen, nyd isen, nyd isen og spis ekstra meget hvis den er gratis.

Husk så også lige at tage dit skral med dig, det er ondt at lade sit affald ligge i græsset så andre risikerer at sætte sig i det. Det er også synd for naturen.

Hermed erklærer jeg isspisningssæsonen for åben, hvis den da ikke allerede er det.

Godmorgen

Det sker jo med mellemrum at man en morgen vågner efter alt for få timers søvn og forsøger i forskrækkelse at slukke sit vækkeur. Man ligger og stirrer ondt på uret, man vender sig og stirrer i stedet op i loftet.

Man åbner sine øjne og konkluderer at vækkeuret ikke havde den ønskede effekt, man har endnu engang sovet over sig. Man forsøger irriteret at komme ud af sengen, men kroppen føles som noget i hval-størrelse og den nægter bare at flytte sig væk fra den varme dyne.

Suk, nogle dage burde man bare blive i sin seng.

Himmelskibet

Fredag-aften tilbød mig en tur i Tivoli og jeg tog imod tilbuddet, selvfølgelig først efter at have været forbi skolens fredagsbar for at indtage x antal skod-øl. Den nye forlystelse i Tivoli åbner på mandag/ 1. maj og hedder (som overskriften sjovt nok også antyder) Himmelskibet. Jeg fik taget et meget dårligt billede af tingesten:

Hmm, egentlig er det vist blevet til et billede af en høj metal-pæl uden den fine tingest på toppen. Den havde de ikke sat på i går. Men for at illustere højden af denne metal-pæl:

Sådan ser det ud når man står og glor på den høje metal-pæl. Disse tre unge damer var så venlige at have mig på slæb rundt i Tivoli. Jeg lader dem forblive navnløse, mest af frygt for at de ikke længere vil tale til mig efter at jeg har smidt et lidt tåbeligt billede af dem ud på nettet.

At rydde op

I stedet for at være flittig og læse noget studie-relevant begyndte jeg i formiddags at rydde op i skuffer, skabe og hylder. Det har længe været tiltrængt, men i mangel af lyst til at læse fik jeg nok af mit rod og gik i gang. Selvfølgelig ikke uden lige at hælde en kande kaffe indenbords og tilhørende x antal kilo sukker, ellers tager det for lang tid, kaffen glider ikke hurtigt nok ned og jeg er ikke frisk nok til at arbejde uden kaffe.
Under oprydningen fandt jeg de særeste ting. Skrammel jeg ikke har brugt, set eller rørt ved siden jeg flyttede ind. Der må ligge et samler-gen gemt i min krop et sted for jeg ejede; en barbiedukke, to vandpistoler, 10 år gamle kvitteringer, diverse tidsskrifter jeg aldrig har læst, tomme flasker fra fester der har foregået på værelset, tomme æsker fra mine indkøb af moderne elektronik.
Hvor kommer de ting fra??? Jeg tager dem ikke med hjem, jeg ved jo ikke engang at jeg havde dem! Jeg glæder mig ikke til den dag jeg tager mig sammen til en grundig støvsugning. Gad vide hvad der ligger under min seng? En død hund? En oppustelig dukke? Måske finder jeg en check på 10.000kr, det skulle undre mig hvis jeg ikke gjorde.

Gallafest

Yes Yes. Jeg dukkede op i fin kjole. Smadrede mine fødder i nye sko, et sikkert tegn på at jeg ikke egner mig til at gå i høje hæle. Drak mig fuld i bitter champagne. En sjov fest. Det er en farlig cocktail at blande alkohol med fint og dyrt påklædte mennesker. Eller også er en gallafest bare en undskyldning for at være fuld og velklædt samtidig. Jeg satte et venskab på prøve ved at invitere Ivana med ud for at shoppe efter kjole. Jeg skal helst gøre alting på den besværlige måde når det kommer til at købe tøj. Alle butikker blev tjekket inden jeg valgte den kjole vi havde fundet i en af de første butikker vi kiggede i.

Aftenens tema var 20'erne og 30'erne. Ganske glimrende, folk havde forstået konceptet og formåede at kombinere både pæn påklædning og tidsperiode på deres kroppe.

Det var blevet hyret et band til underholdning. Tror de hed Jordans Drive, min hukommelse svigter lidt her ganske enkelt fordi jeg var fuld. Ifølge de mennesker jeg spurgte, så spillede bandet swing fra den helt rigtige periode. NEJ! De klædte sig som folk fra halvtredserne og deres musik var ikke helt efter bogen, der dukkede numre op som jeg er ret sikker på er fra denne side af Anden Verdens Krig. Men nøj, hvor kunne de underholde. Op på borde og stole for at spille soloer (soli?), ned til baren for at kigge mens trommeslager fik sig en solo. Der blev råbt ud til folk og de glade/fulde mennesker råbte jublende tilbage. Forrygende.

Jeg nægter at danse (medmindre man nærmest bærer mig ud på dansegulvet...eller køber øl til mig) og jeg dansede heller ikke i aftes. Det gjorde alle andre. Swing/Jazz/Rock 'n Roll kræver åbenbart at man danser med arme og ben flagrende ud til alle sider, og hvis man ikke støder ind i andre mennesker samtidig, så danser man bare ikke godt nok.

Fik jeg nævnt de mange fulde mennesker. Til min store glæde så drak Runke sig selv i hegnet. Æh ja, så kan han jo lære ikke at starten festen med 5-10 øl til maden og tro at han kan holde det tempo hele aftenen uden konsekvenser. Hehe, så fik jeg alligevel lov at se/høre ham brække sig til en fest og fik dermed også noget jeg kan drille fuldebøtten med ret længe.

Der findes billeder fra festen, jeg har bare ikke ret mange af dem. I al man stress over at skulle have et passende outfit, glemte jeg alt om at kameraer kræver deres batterier opladet med mellemrum. Min blitz døde inden midnat. Det er dybt uproffesionelt og slet ikke acceptabelt når jeg jo skal kunne dokumentere alt hvad jeg lige har skrevet.

Why beer is better than women

Her er det andet ark med visdomsord som jeg købte. Øh ja, nu er jeg jo ikke lesbisk, så jeg kan jo fint tilslutte mig det. Øl er bedre end kvinder! Basta! Men men men, det skal mænd ikke mene, medmindre de jo er til mænd.

You can enjoy beer all through the month.

Beer never has a headache.

You can get over several beers during a night.

Beer is always easy to tumble down.

Your can share your beer with your friends.

Beer is always moist.

It can be seen, that you opened it for the first time.

You can clean beer stain.

Beer always waits patiently.

THe old beer bottles can always be redeemed.

Beer is never late.

You don't have to buy flowers for beer.

You can always have a woman with beer, but never have a beer with a woman...

Beer always froths, never groans.

If you leave it, it won't threaten you with suicide pregnancy.

Beer is not jealous.

There is a variety of beers.

You don't need contraceptives with a beer.

Beer won't talk back.

You can enjoy beer even over seventy!

You can see beer maximum once again.

Several beers together won't talk nonsense.

Beer is less expensive.

Beers don't have mothers.

It is easy to cap your beer.

You can be sure to get your beer.

Beer never brakes down, if you come home smelling women.

Beer is always faithful, it won't leave you for another man.

You can enjoy your beer even in public.

Beer is not interested in the time of your depature.

Cold beer can be good too.

You don't need to wash beer, before you take it in your mouth.

Beer never demands equality.

To achieve your dreams remember your ABC's

En turist-ting jeg brugte penge på i Budapest. Lidt fin skrift på hvad der skal ligne gammelt papir. Jeg gad ikke læse alle 500 skilte om hvordan de lavede papir dengang, rendte bare i souvenir-butikken og købte nogle stykker papir.

Avoid negative sources, places and habits.

Believe in yourself.

Consider things from every angle.

Don't give up and dont' give in.

Enjoy life today, yesterday is gone, tomorrow may never come.

Family and friends are hidden treasures, seek them and enjoy their riches.

Give more than you planned to.

Hang on to your dreams.

Ignore those who try to discourage you.

Just do it.

Keep trying no matter how hard it seems, it will get easier.

Love yourself first and most.

Make it happen.

Never lie, steal or cheat, always strike a fair deal.

Open your eyes and se things as they really are.

Practice makes pefect.

Quitters never win, winners never quit.

Read, study and learn about everything important in your life.

Stop procrastinating.

Take control of your own destiny.

Understand yourself in order to better understand others.

Visualize it.

Want it more than anything.

Xcellence in all your efforts.

You are unique of all God's creations, nothing can replace you.

Zero in on your target and go for it!

Heltepladsen

På heltepladsen vandrer en ensom gammel mand rundt mellem turisterne. Hans ben er usikre og han kan ikke længere tale. Tøjet er rent, men slidt. Han holder nogle postkort i hånden og forsøger at sælge dem til turisterne. Langsomt, får han taget skridtene frem og tilbage mellem gruppen af mennesker. De rige turister med deres dyre kamera ser ham ikke. Kommer han i nærheden af dem, vender de sig halvt i afsky, halvt af medlidenhed, men allermest er de ligeglade. De ser ham ikke, de er for at kigge på heltene, Ungarns kejsere og historiske personer.
Bilerne kører rundt om pladsen, næsten som var den ikke andet end centrum i en rundkørsel. Dagligt ser ungarerne deres helte, store hvide statuer pænt opstillet mellem søjler og buer. Trafikken vælter frem, lastbiler, personbiler, sporvogne, busser, og gør luften sort af udstødningsgasser.
Midt på pladsen er en søjle, og øverst på den står ærkeenglen Gabriel. Turisterne vimser rundt om søjlen og tager billeder af englen. Den gamle mand udser sig en ny gruppe og går imod dem. En dame i kørestol kigger længe på hans postkort, heller ikke hun vil købe noget.
Jeg ved ikke hvor den gamle mand kommer fra, hvorfor han gik rundt på pladsen og solgte sine postkort. Hvor dage havde han mon brugt på at halte rundt på fliserne på pladsen? Havde han familie?
En gammel mand, der for længst havde udført sine heltegerninger, går nu rundt på Heltepladsen i Budapest og sælger sine postkort. Som den glemte helt. Måske fik han nogle fine medaljer i en krig, måske har han været læge og reddede dagligt menneskeliv. Måske er han bare ingenting, en fattig gammel mand, hvis familie hver morgen sender ham af sted til Heltepladsen med postkortene, i håbet om at han kan give familien nogle penge.
Han kommer måske også til at ende sine dage på Heltepladsen. En dag vil hans ben ikke føre ham mere, han falder om. Ingen ser det, for ingen vil købe postkort. Måske har han en ven et sted i nærheden, der kommer stavrende for at se hvorfor den gamle mand ligger ned. På pladsen hvor de store helte er, dør en mand, der selv kunne have været en helt, men i stedet er blevet glemt.

Budapest

Så sluttede ferien i Budapest og jeg blev tvunget på et fly mod lille Danmark. Øv øv, der var ellers dejligt forår i den smukke by. Altså bortset fra at det lige havde været oversømmelse nogle dage inden vi kom derned. Men nok om det, måske kommer der mere senere, indtil videre må folket nyde et hus jeg en dag ejer. Altså hvis jeg skulle blive verdenshersker en dag og de ungarske politikere dermed bliver overflødige og ikke har brug for deres parlamentsbygning.

The Vines

Så er de tilbage!!! Nyt album er kommet på gaden: Vision Valley. Tredje skive fra de autralske herrer. The Vines. Highly Evolved kom i 2002 og tog mig med storm. Winning Days kom i 2004 og gav mig mere at lytte til.

De startede karrieren med at spille Beatles-numre. Det behøver de tydeligvis ikke gøre længere. Anmeldere har sammenlignet dem med Nirvana og i særdeleshed fundet fælleltræk mellem Kurt Cobain og Craig Nicholls. Tja, jeg er ikke enig, begge mænd kan skrige ind i en mikrofon og begge er lidt skøre i bolden, men det gør ikke Craig til den nye Cobain.

I forbindelse med udgivelsen af Vision Valley blev der sagt at The Vines højst sandsynlig aldrig kommer til at turnere, dermed ikke ment at de ikke vil spille live. Craigs svage mentale helbred har bare første proritet og han egner sig ikke til at opholde sig flere måneder i en tourbus.

Vision Valley er ikke helt som de to første skiver. Man kan høre de har fundet sig til rette nu. De bløde akkustiske guitarer eller de hårde riff med skrig og skrål, de kan begge dele og de gør begge dele. Man ved aldrig helt hvad der venter sig bag en sangtitel. Eller også får man serveret en venlig strofe og indenfor samme takt bliver der tændt for distortion og elguitar.

Jeg skal være den første til at sige at jeg ikke lytter ret meget til budskaberne i sangene. Jeg gider bare ikke sidde og analysere hver eneste linie for at forstå meningen med galskaben. Sådan noget kommer med tiden, det nytter heller ikke at jeg ender med at blive træt af musikken indenfor en uges tid. Craig skriver sangene, et (tidligere) hash-hoved. Hmm, tja, lidt modvilligt kan der da fortælles at mange sange handler om at være et andet sted, et godt sted, et bedre sted. Eskapisme måske?

Vision Valley skal høres, bare en enkelt gang.

At skære i sig selv

Noget jeg engang dyrkede ret voldsomt. 17-18 år, frustreret, dødeligt deprimeret og bange for at blive voksen. Jeg har ikke talt hvor mange ar jeg har, gav op da jeg nåede til 20 på benene. Sommeren inden jeg fyldte 18 skar jeg dagligt et snit og pillede i de sår der forsøgte at hele. Trangen til at se blod fyldte hele min bevidsthed. Følelsen af tomhed og afmagt var min drivkraft. Jeg var fascineret af ikke at kunne mærke snittene, der var ingen smerte. Kun blodet.

Der gik næsten et halvt år inden det blev opdaget. Jeg så ikke på min selvdestruktivitet på som et råb om hjælp, men det gjorde alle andre. Jeg blev sendt til lægen, der tilkaldte akut krisehjælp. En psykolog og en eller anden social-tingest talte med mig nogle gange, med min mor som grædende lytter.

Det er 4 år siden jeg startede på at snitte, skære og kradse mig selv til blods. Lysten til at gøre kommer frem med mellemrum, men jeg ser mine ar og ved at det ikke er vejen frem. Der er ingen grund til at gøre det, man løser ikke sine problemer på den måde, de bliver kun værre. Jeg ser dagligt på arene, de forsvinder aldrig, men de kan dækkes med lange bukser og trøjer. Måske blev jeg aldrig helt helbredt og bliver det aldrig. Ligesom en spiseforstyrrelse, man ved man har den svaghed resten af livet. Den kan bryde ud igen, også selvom chancen for det er lille. Folk omkring én tænker vist også tanken om det mon kan ske igen. Mine forældre må have holdt øje med mig, når jeg havde en kniv i hånden. Forhåbentlig gør de det ikke mere, der er ingen grundt til at blive paranoid.

Jeg har lært noget af min fortid som snitter. I stedet for at brænde inde med smerten så brokker jeg mig og råber op når jeg føler mig såret eller trådt på. Man skal jo tale om sine problemer, også selvom man ikke finder en løsning på dem. Jeg vil ikke nå derud og derned hvor jeg engang var. Det kunne jo være jeg gik efter mine håndled næste gang.

Potteplanter

Som en ud af mange indflytter-gaver fik jeg to nuttede små potteplanter. Det var i august, da jeg frejdigt vinkede farvel til Sønderjylland og flyttede ud i civilisationen. Næsten otte måneder senere erklærer jeg mine planter for døde. De er ikke blevet vandet i en måneds tid, og den ene ser ret så død og kedeligt grå ud nu. Den anden bliver ved med at spirre og gro, den har endda en lille knop. Den er som en evig kaktus, den nægter at dø. Den ved hvem, der ejer den og at den dermed er dødsdømt til at kæmpe for sit spæde liv. Nu står de ude på altanen og suger regnen til sig. Må se, måske kan et lyn og Dr. Frankensteins mirakler vække dem til live igen. Men altså, jeg kan da ikke eje små nuttede planter, det ødelægger jo mit image som ond og dyster møgunge, også selvom de pynter mellem mine plakater af dødningehoveder og døde rockstjerner og mine figurer med vampyrer og kister.

De tidlige morgentimer

Engang for et årstid siden, fik jeg mig et frygteligt job som rengøringsassistent. Jeg skulle møde klokken seks hver morgen og gøre toiletter rene, egentlig ikke et hårdt job, for det tog kun små tre timer. Så var der jo lige de dage hvor man måtte ud og afløse en syg kollega, så kunne møde tidspunktet sagtens være halv fem. Jeg hadede jobbet ret så meget. Mig, skidt og vand svinger bare ikke, toiletterne blev rene, mens jeg blev våd og beskidt. Men hey, det var da altid hyggeligt at få sig en lille sludder med de mandlige medarbejdere på cementfabrikken. Når man er noget nær det eneste kvindlige staklerne får at se i otte timer, så får man meget opmærksomhed. Hehe, jeg mindes de mange gange jeg fik nogen til at bære vognen hen over stakke af ledninger og bjerge af cemtentklodser.

Hvordan jeg nogensinde præsterede at få mig selv sparket ud af sengen hver morgen halv fem forbliver vist et uløst mysterium. Måske var det tanken om lønnen, måske var det at jobbet var midlertidigt, måske fandt jeg det spændende og interessant.

Jeg nød køreturene på de øde sønderjyske landeveje. Man følte sig helt alene i verden, ikke på en ensomme depressive måde, men som at man var fri til at gøre som man ville. Der var kun mig, og på de bedste morgener havde jeg solen med mig som min bedste ven. Jeg fik set mange solopgange i de otte måneder jeg orkede jobbet.

Nu hvor jeg igen sidder alene og følger solens opgang, kan jeg også se at livet ikke står stille. Langsomt vågner verden igen udenfor. Tågen letter, solen titter frem, lysene tændes i vinduerne og flere biler kører forbi nede på gaden. Jeg får næsten lyst til at lære at stå tidligt op, bare for at kunne nyde morgentimerne. Der er bare noget særligt over en ny morgen, også selv om man meget hellere vil ligge trygt under dynen og sove videre.

Vågn så op mennesker og giv mig lidt selskab!

Sjesser - fanget i en glad stund med forårskuller.

Budapest

Det lader til at en masse brok over at man føler sig overset kan give pote. Mama-Mutter har bøjet sig og rykket lidt i trådene. Så nu ligger Budapest forude for damen med fingrene på tastaturet. Jeg jubler og er klar til at drikke mig i hegnet af glæde. Det er så ligemeget at jeg for få timer siden ville drikke mig i hegnet fordi jeg ikke kunne komme med på ferie.

Men ak, intet er så godt at det ikke er skidt for noget. Jeg bliver jo nødt til lige at skippe et par undervisningstimer, jeg aflyser festen for klassen (og tilhørende tidligere medlemmer og rusvejledere). Men HÆ, jeg skal til Budapest! Øh ja, og tilbringe en uges tid i Sønderjylland = fri adgang til et fyldt køleskab jeg kan voldtage dagligt.

Fantastisk. Fik en mail fra Daster Filse. "Basse grynt siger vi i hernede i synnejylland til den som er sidst færdig med at spise!!!!!" Så fik jeg opklaret hvorfor "Basse Grynt" lød så bekendt.

Solen skinder, min dag er blevet god, det er fredag, snart er det også weekend. Cyklen venter på at kunne bringe mig hjem. (det er ikke af sundshedsmæssige grunde jeg cykler i skole, det er for at undgå hundelortene på fortovet).

Mon jeg tør tage videokameraet OG digitalkameraet med til Budapest? Den tid, den sorg. Takker mor fordi hun liiiiiiiiige gad skaffe en billet mere (eller hvem det nu var der skaffede den).

Tarveligt!

Hvor tarveligt af mor og co. at planlægge en tur til Budapest i påskeferien og så ikke spørge om jeg vil med. Jeg vil da også se byen, nyde lidt ferie, være lidt kulturel etc. Men næh nej, jeg blev spurgt om jeg ville med til Lalandia, men skyndte mig at takke nej. Jeg hører vist ikke lige ind under Lalandias målgruppe. Jeg er hverken barn eller forælder og jeg HADER vandland. Budapest, på den anden side, er en helt anden ting. Det er ganske nemt lige at springe en enkelt dags undervisning over, aflyse den fest jeg (frivilligt) lægger lokale til, pakke en kuffert med lidt skolebøger, tandbørste og pas og så hoppe på det første tog mod de sønderjyske himmelstrøg. Nope, det skal jeg så ikke...for jeg blev ikke spurgt. Der er sikkert også den lille minimale detalje med at jeg skal betale for min egen billet og sørge for mine egne lommepenge. Penge jeg jo ikke ligefrem har.

Så nu er jeg bare lige så tarvelig. Jeg dropper da bare mine planer om at være i Sønderjylland i påsken. Haha, så kan I lære det. God ferie.

Tarveligt!

(Jaja, man har vel lov at være 10 år og en sur møgunge engang i mellem.)

Suk, et kædebrev...jeg er viljesvag

Jajaja, jeg brokker mig over kædebreve men falder med det samme i, når jeg ser chancen for at. Den her tingest har vist været rundt på en del andre blogs og nu får den så lov at dø ud hos mig. Jeg takker for den store ære.

4 jobs jeg har haft:
1: Rengøringsassistent på en cementfabrik (otte måneder af mit liv og sabbatår jeg brugte på at skrubbe toiletter klokken 6 om morgenen)
2: Kassedame (sagde op efter to måneder, jeg forstod ikke hvad der foregik)
3: Opvasker (ganske hyggeligt, kokkene var søde og jeg var drivvåd.
4: Avisbud (var det tre år og samtlige søndage-morgener jeg brugte på at tjene ingenting, vandt dog en cykel)

4 film jeg har set mere end én gang:
1: Ringenes Herre (det hører vel med til en almen uddannelse at kunne alle replikker i de tre film)
2: Convoy (selvfølgelig...venter stadig på at en eller anden giver mig filmen på DVD)
3: Filmatiseringer af Stephen Kings bøger (bøgerne er egentlig sjovere at læse)
4: Alt med blod, splatter og afskårede lemmer

4 steder jeg har boet:
1: Sønderjylland (Vestkysten/Tønderegnen)
2: Sønderjylland (Østkysten/lidt tid i Haderslev)
3: Padborg/Holbøl (mine teenageår var ensomme)
4: København (endelig noget man kan kalde en by)

4 tv-shows jeg elsker:
1: Desperate Housewives (damerne skræmmer mig så meget at jeg er bange for ikke at se den)
2: Komedieserier (ingen nævnt - ingen glemt)
3: Troldspejlet
4: Simpsons (de få gange jeg kan holde mig vågen indtil midnat)

4 steder, jeg har været på ferie
1: Filippinerne (dejligt sted, men lige en smule for varmt efter min smag)
2: London
3: Rom
4: Trier

4 websites jeg besøger dagligt:
1: de forskellige studierelevante sider
2: blackmarket.dk
3: Ekstra Bladets brevkasse (men resten får da også et kig efter det daglige grin)
4: diverse sider med musik og film

4 steder jeg hellere ville være lige nu:
1: I min seng med varm kaffe indenfor rækkevidde
2: I min mors køkken mens hun laver mad til mig
3: I et land hvor foråret er ankommet
4: Hos mine lektier

4 bloggere jeg generer:
1: Kædebrevet
2: får lov at dø
3: HER
4: (nægter at tagge nogen, det må de selv gøre)

Kædebreve

Jeg forstår konceptet med dem, de irriterende små kædebreve. De hele handler om at sprede den søde tanke, kærligheden etc. Jajaja, det er da en smuk tanke at sende en maskinelt skrevet sms videre, der kun er blevet lavet for at telefonselskaberne kan tjene flere penge på sine søde kunder. Kædebreve får lov at dø i min indbakke, de ligger i nogle uger og rådner langsomt, indtil jeg en dag får trykket på delete. Sender man engle til mig, små døde -ups- søde dyr, noget med held&lykke i kærlighed eller noget hvor man kan redde verden ved at trykke på vidersend-knappen, så sidder jeg og glor dumt på emailen i stedet. Jeg leder måske opgivende efter bare en eller anden personlig besked fra afsenderen, noget så jeg kan se at de har lagt lidt følelser i klikke på send, men sjældent finder jeg andet end deres navn nederst. Jeg forstår vinket med vognstangen, altså at blive bombaderet med kædebreve fra højre og venstre, folk tænker på mig og vil mig det godt. Men jeg er ikke sikker på de er klar over hvordan sådan noget bliver modtaget hos mig. Jeg synes kædebreve er kolde små djævle, der kun er blevet lavet for at stjæle lidt mere tid. De er lavet til de mennesker der ikke selv kan formulere en venlig sætning og i stedet må benytte sig af de kolde standardiserede beskeder. Sørgeligt for dem.