Basse Grynt

Det er sket, men nøj hvor er jeg glad lige nu og sikkert også resten af ugen. Her er min nye baby, en lille nuttet stakkel, der har fået mig som mor. Den hedder Basse. Det fulde navn er Basse Grynt, men jeg render jo heller ikke rundt og Kalder Babe for Ballerina Belly, så derfor, brugsnavnet er Basse.

Det kan godt være et rengøringsjob er et arbejde fra helvede, men et halvt år efter sidste arbejdsdag sidder jeg og ler lykkeligt fordi jeg lige har brugt min opsparing på en lille skinnende sort tingest. Jeg er ikke materialist, nej nej slet ikke. Jeg giver heller ikke mine ting navne og personligheder, nej nej, slet ikke. Sådan er jeg slet ikke, overhovedet ikke, vil ikke kendes ved den betegnelse. Hmm, okay så, bare en lille smule, bare lige en anelse.

Okay, måske var det lidt et impulskøb, men jeg kan ikke rende forbi en Fona der reklamerer med sine mange millioner tilbud, mens jeg ved at de har Ixus liggende. Og skræk og smerte, Ixus i Zoom er på tilbud, sat ned fra 1 milliard til 1 million. Jeg trodser mine lyster og trisser hjem til Babe. Men altså, jeg er jo et svagt menneske, på vej hjem skal alle mulige navne lige overvejes og da jeg genser Babe kommer navnet til mig. BASSE GRYNT! Ja, selvfølgeligt, Basse Grynt. Ved egentlig ikke hvor jeg har navnet fra, det lyder bekendt. Nogle timer senere, går mine fødder ud af døren og ned til banken. Kontoen tjekkes, ingen feriepenge endnu, de er sikkert på vej. Nej, de er på vej, jeg ved det. Der bliver kidnappet en stor sjat fra opsparingen og før jeg ved af det, står jeg i Fona og taler med en ekspedient, altså efter at jeg har stået og gloet som en ko henne ved glasburet. I længsel stod jeg og stirrede på en kopi af Basse, den eneste ægte Basse lå i den æske ekspedienten gav mig. Dumme mand, satte sine fedtede fingre på den fine ækse, så nu er der aftryk, de skal tørres væk.

Og nu, det slår mig, jeg har jo intet at pakke Basse ind i, når den skal ud at se verden gennem sin linse. Det har Babe egentlig heller ikke. Jeg sagde jo, jeg ikke egner mig til at blive mor, kan ikke finde ud af at købe ordentlig overtøj til mine unger. Det skal der laves om på, men det bliver helt sikkert ikke foreløbig. For nu skal dagen fejres, vi skal have nudler og vi skal sidde og kigge på Basse i sin lille seng mens strømmen langsomt giver den liv. "Lad kameraet stå til opladning i mindst otte timer," sagde den lille tynde ekspedient med de fedtede fingre. Ja tak, det er jo ikke dig der skal sidde og være ekstatisk hysterisk de næste otte timer uden at kunne røre sin nye kærlighed. Men okay, må jo ikke slå batteriet ihjel så tidligt, jeg holder fingere for mig selv...eller jeg lader Basse stå i opladeren i hvert fald.

Besøg af Frøken Kinky

Havde endnu engang besøg af Frøken Kinky. Utroligt så lidt man kan lave på så få dage. Utroligt at man kan sove tre mennesker i min seng to nætter i træk. Utroligt så meget ulækker mad man kan spise i løbet af sådan en weekend. Utroligt så mange associationer tre tøser kan have omkring sex. Utroligt så hurtigt man bliver afhængig af chokoladekage. Utroligt at damen stadig tør kendes ved mig.

Tja, hvad mere er der at sige? Sætter man Tvana, Tuts og Tjess i samme rum og lukker man verden ude, så kommer der ikke meget sundt ud af vores hoveder. Jeg tør ikke skrive mere, for jeg ved min far læser med et sted derude i cyberspace. Jeg ved også at han med mellemrum printer indlæggene ud og giver dem til min bedstemor. Så derfor, detaljerne må overlades til læserens fantasi (går ud fra at vedkommende har sådan en) og min far får lov at sove trygt om natten velvidende at hans datter ikke laver/siger dumme ting.

Haha, næh nej, så nemt går det ikke. Jeg råber PRÆVENTION mod min far og går videre med morskaben. Håber han tolker det som jeg tænker det; at han burde have tænkt over hvor sære de andre i familien er og at hans afkom nok også ville ende med de samme sære tendenser.

Fredag stod på druk i fredagsbaren på min skole. Konklusionen fra Tvana og Tuts blev at de aldrig havde mødt så mange sære mennesker med så mange sære navne på et sted. Nå ja, den havde jeg også regnet ud. Det er ikke uden grund jeg er endt der. Lørdag kørte vi temaet særlige seksualiteter og tog en tur ind i byen for at se Transamerica. Hehe, vittigheder om sex, det kan vi lide. Søndag blev jeg forladt af Tuts, for damen har åbenbart andre venner hun også ville se igen. Øv, havde ellers håbet jeg kunne få lov at være hendes evige centrum. Tja, sådan går det når man giver hvalpen for meget snor, den finder sig legekammerater andre steder. Men hun kom tilbage til mig og vi lå og dovnede i sengen det næste døgns tid, ligesom det skal være. Men nu er Tuts taget hjem til flækken i Jylland, Tvana sidder hjemme hos sig selv og læser og jeg forsøger desperat at varme min store kolde seng op igen.

Ak ja, den skønne ungdomstid.

Pasta eller nudler

Når de lukker nettet på kollegiet bliver jeg sørme rastløs som bare pokker. Jeg tjekkede modvilligt mit tomme køleskab, håbede at finde noget spiseligt, men nææææh nej. Der lå kun nogle sunde gulerødder. Jeg tjekkede skabet, heller ikke noget spændende; kakao og nudler. Nå, men så afsted til den lokale madpusher. Jeg drømte om toastbrød, flere forskellige oste, boller, rugbrød, frugt mens jeg tøffede hen ad gaden. I butikken opdager jeg til min skræk at de er ved at bygge om, så der findes ikke noget af ovenstående. Jo, der var da ost, men uden brød? Nix, går ikke. I ren panik og presset af en knurrende mave ender jeg med at købe 9 (ni!!!) poser pasta. De var jo på tilbud. Dovenskaben længe leve, for jeg render ikke ud og køber ind to gange samme dag.

Så nu sidder jeg og skal spise mig gennem 50 pakker nudler og 4,5 kilo pasta. OMFG! Men hey, det var billigt og mor sender gerne en kasse nudler mere hvis jeg skulle løbe tør. Jeg kommer tydeligvis ikke til at mangle mad resten af året.

Hvad sker der lige for folk med småbørn!? Hvorfor skal alle syv små unger med ud af købe ind? Hvorfor kan forældrene ikke lære noget om prævention? Hvorfor skal de små beskidte møgunger altid rende i mig? Det lader også til at jeg altid ender med at gå bagved en sur gammel mand/dame, der ikke kan gå hurtigere end en snegl kan kravle. Gamle mennesker eller ej, de kan da godt flytte sig for mig, jeg havde jo travlt, var ved at dø af sult. Små børn eller ej, de burde bindes til deres forældre så jeg slipper for at skulle hoppe over samtlige 2-årige i butikken. Og hvad gik der galt for den mand der stod ved ostene og knipsede med fingrene? Dunno don´'t care, men han gav mit besøg i butikken lidt kulør.

Troldpsejlet

Visse ting kan jeg bare ikke give slip på. Troldspejlet er en af dem. Siden tidernes morgen og TV'ets opfindelse har jeg siddet med sammen med broder Kevin og set Troldspejlet. Vi sad klistret til skærmen når übernørdeners gud Jakob Stegelman indtog stolen og lod anmeldelserne bombadere vores små naive børnehoveder. Se, det er kvalitetsTV. Nu bruger jeg ikke lige tiden på computerspil og tegneserier, men derfor ser jeg stadig programmet...hvis jeg da husker at få tændt kukkassen og indstillet den til DR1 i tide. Noget godt må der da komme ud af at se Troldpsejlet, altså udover at jeg bagefter må tage mig en laaaaaaaaang lur fordi mit stakkels lille naive hoved ikke kan rumme så mange oplysninger på en gang.

Hvis jeg nogensinde får modet til at få mig små beskidte snottede unger, så tvangsindlægger jeg dem til at se Troldspejlet. De får ikke aftensmad, før de har genfortalt ugens udgave af Troldspejlet. Der bliver ingen kære mor, hvis de ikke har Troldspejlet kært. Basta. Så er jeg ligeglad med hvor gammel Hr. Stegelman er blevet til den tid og at rollingerne bliver drillet af de andre børn fordi de er kiksede, men de har mig som mor, så selvfølgelig er de kiksede. (burde muligvis ændre børnene til ental...no way skal jeg presse mere end en unge med unaturligt stort hoved ud af min krop...også selvom fødsler kan være dejligt blodige)

Så dermed, jeg fatter måske ikke hvad Troldspejlet handler om, men det er kun fordi Jakob Stegelman er for klog til denne planet og fordi jeg jo egentlig ikke gider fatte det. Vil kun se det, fordi jeg her sentimentale-tendenser...eller nægter at give slip på min barndom også selvom den vist ikke har været hel fantastisk. Men så er det jo godt jeg havde Troldspejlet at se frem til hver uge.

Bloodhound Gang

Som sagt, så gjort. Jeg sagde jo jeg skulle til Bloodhound Gang-koncert, og jeg kom til Bloodhound Gang-koncert. Jeg medbragte eget snot og hoste og to små fede hænder der konstant ville klappe. Men ikke noget kamera, jeg arbejder stadig med adoptionen på det punkt.

Vel ankomne til Vega får vi smidt jakkerne og tjekket billetterne, vi finder nogle gode ståpladser på balkonen helt henne ved scenen. Så tæt på, at vi næsten kunne spytte ned på scenen, men jeg kan ikke spytte så langt og da slet ikke hvis jeg skal undgå at ramme rækken foran mig. Så dermed overlod jeg alt spytteriet til de blodige hunde.

To opvarmningsbands; Leon og Rock Hard Power Spray (eller er det Hard Rock Power Spray, nej måske er det Hard Spray Rock Power eller Rock Hard Spray Power?) Dunno don't care. Sidste band var dansk og fik gjort sit job som opvarmningsband meget godt, altså varmet publikum op, nok mest fordi de råbte højt og lignede små punk-udgaver af de små efterskole-mennesker,der klistrede til hegnet foran scenen.

Tilbage til Bloodhound Gang. Jeg fik ikke lov at se Depeche Mode i Parken, men jeg fik en lille smagsprøve her. Jimmy Pop aka forsangeren stillede sig pænt op med en guitar og slagtede "Enjoy the silence", hvilken fryd. Ozone og deres "Dragostea din tei" (IVANA...IVANA!!!) blev med ynde fremført i en lettere revideret metal-udgave. Jimmy Pop fik sin straf, han blev bombaderet med mundvand og urin fra de andre hunde. Og nu jeg jo alligevel er igang med de sjove ting. Evil Jared/bassisten formåede igen at bonge en flaske Jägermeister. Jeg var imponeret da jeg så det første gang (november 2005) men anden gang kan ikke begejstre mig, det er jo forudsigeligt at han vil bunde den. Hmm, udover at han under hele koncerten rendte rundt med bar overkrop, fik han også tømt sin blære flere gang på Pop. Og nej, når man står så tæt på scenen, er et kamera med zoom overflødigt, der er rigeligt med detaljer. Spyt, spydigheder og sex var temaet, som altid. Som Bloodhound jo er, sjove små bæster med en humor jeg deler 100%.

Når man står på balkonen blandt den voksne og moderat modne del af publikum, kan kigge (læs: spytte) ned på pøblen, føler en arrogant lethed og nyder mørket mens man panisk bliver ved med at tørre næsen fordi snottet ikke stopper med at løbe bare fordi Bloodhound Gang er i huset, så ved man det bliver nogle gode timer. Jeg ejer to ud af tre albums (eller måske albim, når det nu er pluralis...nej vel) og har de sidste par dage spillet dem uafbrudt for at være sikker på jeg kunne sangene til netop dette formål. Samtlige hits blev spillet; "Foxtrot Uniform Charlie kilo", "Uhn Tiss Uhn Tiss", "Bad Touch", "The Ballad of Chasey Lane" det hele afsluttet med "The Roof is on Fire". Sidstnævnte fik selvfølgelig mængden af efterskolebørn til at hoppe med hænderne over deres små naive hoveder. "Ralph Wiggum" blev begyndt men afbrudt af Power Spray, der liiiiiige skulle give hundene en dansk fodboldtrøje. En rød trøje til hvert, med navn på ryggen og hele lortet. Sangen blev til min skuffelse aldrig afsluttet.

Bloodhound Gang bliver man aldrig for gammel til, jeg gør ikke i hvert fald. Pervers humor dør ikke. Namedropper lige min bror: Kevin, haha, du gik glip af det. Mens jeg så skruer op for "Hefty Fine"-skiven en sidste gang i denne uge, sender jeg dig et ondt grin. Visse ting kan ikke genfortælles, de skal opleves.

Onsdags-snot

Hmm, det lader til at jo mere man reklamerer for sin egen ynkelighed og forkølelse jo flere mennesker sender et medlidende blik eller et "god bedring" med en sms. No way, folk tænker på mit helbred, eller også vil de bare ikke smittes og håber jeg snart bliver rask og smittefri.

Det undrer mig at folk stadig taler til mig. Jeg præsterede at komme ud at sengen i dag og møde op til undervisning. Det var jo kun lige et par timer og jeg ville være tilbage i min seng inden middagstid igen. Men i løbet at de tre timer forlæsningen varede nåede jeg at bruge næsten to pakker papirlommetørklæder (også kaldet snotpapir i min familie), spist mig gennem en pakke gajoler og en halv pakke vicks. Og så må vi jo ikke lige glemme at de gange jeg hostede højt og længe. Jeg må have lydt som en gammel motor, der ikke kan starte.

Men hey, indre healing virker. Der er ingen galopperende hovedpine, ingen ond feber, ikke ondt i halsen. Det bliver der jo så tydeligevis kompenseret for i snot.
Skal i skole i morgen også, bør jeg undskylde på forhånd? Næææh, hvis læreren smider mig ud at lokalet fordi jeg larmer brokker jeg mig ikke. Hehe, håber jeg kan nå at smitte nogen, så kan de få lov at ligge syge i weekenden....murhaha, onde lille møgunge.
Fik jeg nævnt at der er dømt BloodHound Gang og pervers humor i morgen? Der er dømt BloodHound Gang og pervers humor i morgen.

Jeg, en stakkel

Godt, nej vent. Starter forfra.

Skidt, tømmermændene har vist sig at være onde små bakterier. Jeg er blevet angrebet af en hær af baktusser. De har slået lejr i min hals. De får min krop til at opruste i snot og kropsvarme.

Og nu vi er ved snot. Mmmmm, dejligt med snot. Dårligt er det, når jeg er træt og vil sove hele tiden, men hver gang jeg forsøger bliver jeg vækket af min eget snorkeri. Lukker stille øjnene, borer kinden ned i puden og...jeg bliver vækket af et andet menneskes vejrtrækning. Min næse er så stoppet og tæt at jeg ikke kan sove.

Måske burde jeg holde op med at forsøge at vinde hele verdens medlidenhed og bare gemme mig i min seng indtil baktusse-hæren er på retræte og jeg ikke taler i febervildelse længere. Ak nej, jeg har 48 timer til at blive rask i, der er jo BloodHound Gang-koncert på torsdag...det er da på torsdag ikke? Positive tanker, positive tanker, så heler kroppen sig selv.

Åh, min krop er øm og sølle. Trænger til at blive få skulderne masseret, uh, og at blive nusset på ryggen. Mon jeg kan lokke nogen til at træde ind i bakteriernes himmel, ind på mit værelse? Min stakkels krop. Jeg, en stakkel.

Lige en ting, vil ikke have sære pakker fra Sønderjylland med alt muligt gøgl, som også bliver kaldet medicin. Jeg er jo sikkert også rask og sund når pakken når frem. Jeg kan SELV! Jeg vil selv...undskyld, febervildelse. Lægger mig til at "sove".

Deja-vu

Min slidte fremmedordbog siger: det fænomen at man fejlagtigt mener at have oplevet den foreliggende situation engang før.

Hmm, jeg får ret ofte deja-vu, i gennemsnit er det en gang om ugen. Vil det så sige at jeg ofte tager fejl? Eller er mine drømme virkelig så realistiske at jeg sagtens kan støde på lignende situationer i virkeligheden? Dunno, holder mig til at mit hoved lever sit eget liv.

Søndags-syge

Nogle kalder det også tømmermænd.

Når man vågner op hos Ivana søndag morgen med ondt i halsen, ømme fødder, savl i mundvigen og en knurrende mave, ved man at det bliver en laaaaaang dag. Den flinke dame kunne heldigvis fodre mig, ynke sammen med mig og jeg formåede at vaske (mit?) savl væk.

Jeg slæber mit ynkelige legeme ud i det onde sollys og tværs over byen tilbage til Amager. Undervejs kan jeg jo så sidde og gennemgå eventuelle pinlige situationer fra aftenen. Alkohol er muligvis ikke godt for mig...jeg bliver jo både fuld og mere sær. Men altså undervejs hjem smider jeg lige et kig i indbakken på mobilen og kan se at jeg har spamet næsten samtlige mennesker i min telefonbog. Bør jeg undskylde? Hmm...alkohol...argh, jeg undskylder. Jeg sender også en undskyldning til de stakler der var vidne til mine "dansetrin". De er for evigt blinde.

Mine tømmermænd burde forlængst være gået hjem for at holde fyraften. Nope, de er ikke gået, eller også har min hals bare lige glemt at stoppe med at pine mig. Må finde stop knappen et sted. Hvor sidder den?

Det er heller ikke blevet bedre. Med radiatoren på fuld knald, et tæppe over dynen og adskillige lag tøj svøbt om mit legeme fryser jeg stadig. Ak og ve. Jeg har flere gange forsøgt at tage mig en lille lur, men efter halvanden time med at ryste af kulde i min store kolde seng gav jeg op. Jeg må konkludere at min krop bare vil være syg i dag.

Ugen

Mens det virker som om mit liv gik på pause i den her uge, sker der så meget andet ude i verden. Hmm, eller også er jeg bare sunket ind i mine hørebøffer og får Ramones til at voldtage mine trommehinder. Jep, det var ugen hvor Ramones endelig kom hjem til mig igen, sammen med Sex Pistols og to dejlige Rock 'n Roll-film.

Det var ugen hvor lillebror er begyndt at tage kørekort. Nej nej, han stjæler dem ikke, det er bare gået op for ham, at jeg ikke længere kan være chauffør når der skal transporteres øl til Roskilde Festival.

Det her var også ugen, hvor jeg fandt ud af hvor lidt jeg egentlig gider lave. Øh ja...det er da vist på tide jeg indrømmer at jeg er doven som en sovende høstak. Det var også ugen hvor jeg forventet blev crashet af en veninde i opgave-skrivnings-panik. At jeg så ikke kunne hjælpe ret meget med det faglige er vist lige meget, for jeg sørgede jo for mad og masse af cola, moralsk støtte og underholdning.

Det var også ugen, hvor Ivana scorede 6 fribilletter til valgfrie film og lovede at tage mig med. Så er der dømt gysere og stalkning af russere på strøget. Sære dame.

Det er også ugen hvor Depeche Mode lige hopper en tur forbi parken. Jeg ærgrer mig stadig over ikke at have lånt pengene af min kære moder da jeg havde chancen for at få mig en billet. Men ak nej, man mangler altid penge på de forkerte tidspunkter.

Det her er også ugen, der ikke er helt slut endnu. More is to come...hmmm, mon det bliver andet end fuldskab?

Johnny Cash og Walk the Line

Så fik jeg endelig set Walk the Line! Uh uh uh, fantastisk oplevelse. Jubler begejstret og flytter mine lemmer rundt i bevægelser der også kaldes dans.

Jeg har ikke oplevet Beatle-mania eller boyband-hysteriet, men jeg kan sagtens leve mig ind i de syge fans verden. Det kræver vist bare jeg slipper kontrollen over mig selv (meget let gjort), lader hysterien tage over, sætter mit mentale helbred på pause og træder så tilbage for at gøre plads til det uforudsigelige. Så var der dømt Walk the Line i to timer, eller hvor kort den film nu er.

Desværre fik jeg ikke grædt, leet, tjekket efter filmkiks eller brokket mig over larmende mennesker. Jeg sad i to timer og stirrede forelsket op på en fire meter høj fiktiv Johnny Cash. Hypnotiseret, opslugt, fascineret. At det er Joaquin Phoenix med masser af sminke der render på skærmen gør mig ikke ret meget ondt, han er en helt fin mand (krydser fingre for at han får Oscar med hjem). Nu lyver jeg jo.

Helt ærligt, så gik jeg ud af biografsalen med en følelse af tomhed og en smule skuffelse. Det er jo ikke min Cash der synger sangene i filmen, det er jo ikke hans ansigt jeg ser, ikke hans stemme der taler. Det hele er fiktion bygget og brygget på et par biografier om Cashman. Mine forventninger og forberedelser til filmen var for store, meget for store. Tomheden skyldtes at jeg ikke var forberedet på den bratte lykkelige slutning. Filmen handler meget om Cash og June Carters forhold, ikke kun om manden selv. Jeg havde regnet med en musical, håbet på mere musik, men fik i stedet nyindspillede klassikere smidt i hovedet når scenerne gjorde plads til det. Min skuffelse over filmen gik først op for mig, da det viste sig June har skrevet Ring of Fire, et stykke info der er gået helt henover hovedet på mig. Jeg er skuffet over ikke få mere at vide om manden, at historien slutter i 1968 da June Carter bliver Mrs. Cash. Man har vel lov at håbe at der kommer en 2er med resten af hans liv i en 4 timer lang filmatisering.

Med alt det sagt/efter at have vrøvlet nok, har jeg stadig kun gode minder fra timerne i biografen. Den orgasmiske eksplosion da filmen langsomt og stabilt sætter igang som en lokomotiv. Foden og læberne der bare ikke vil lege døde når der spillet en bid musik. Fryden over at jeg sidder så langt oppe foran at ingen gider sidde foran og blokere for mit udsyn. Rækker drilsk tunge ad alle de mennesker der endnu ikke har set filmen, som den møgunge jeg er.

Mon det er blasfemi at jeg foretrækker de coversange han har lavet af Nine Inch Nails og Depeche Mode fremfor hans akustiske American Recordings fra 1994? Jeg vælger at sige nej, alt fra Johnny Cash er fremragende.

Nogen der vil have mig på slæb når de skal ind og se filmen? Selvom økonomien kommer til at brokke sig, så har jeg kan sagtens tåle at se filmen igen!

Ak ak, Sjesser er gravid

Jep, rigtigt læst. Til maj fylder min elskede Babe et år. "MVX300" som Canon så upersonligt kalder den, får sig en lille legekammerat.

Men åh nej dog, nu har jeg forelsket mig i et digital kamera. "IXUS i" hedder den.

Lige nu bliver der kun ruget, men jeg kan mærke det bliver i år. Ak ak, med en opsparing lige ved hånden og feriepenge på vej, så kunne det jo blive meget snart. Må vist hellere vælge en farve (hehe, mon det bliver sort?) og barnet skal jo også døbes.

Nej puha, Sjesser. Det her går jo slet ikke. Du har slet ikke råd til at have endnu en unge rendende rundt, den første var dyr jo nok og der kommer flere udgifter senere når den skal opdrages, skoles og udvides. Åh, de dyre børn!

For et år siden

Sender lige en venlig lille tanke til en gravsten i det fjerne Sønderjylland. Evigt borte, altid husket. Jeg kan ikke selv lægge en lille blomst på stenen, må derfor gøre det i ånden. En hvid rose.

Næste tanke bliver sendt til hendes datter. Kontakten er borte, men derfor kan jeg jo godt sende en lykkebringende hilsen til hende. Må livet være god ved hende.

Hmm, burde vist have skrevet det den 14., men ak ja, tiden var mig for kort i dag. Livet er for kort. Jeg er for ung til at være så trist, nej egentlig ikke. Jeg er vist et sørgmodigt væsen.

Brormand: opmærksomhed!!! del 2

Der er så gået en uge siden jeg reklamerede for at jeg forventede en pakke! Min postkasse er tom. Jeg får lyst til at græde, at vræle som et lille barn der kun har fået bløde pakker til jul. Skulle nogen møde min bror, så giv ham buksevand!

Jeg er ikke sur, gal eller arrig, jeg er skuffet og dybt såret. Nu gik jeg jo en hel uge og håbede på en fin lille pakke i min postkasse, men den kom ikke. Kommer den nogensinde? Gimme my Ramones. Egentlig er det jo min egen skyld, jeg kunne jo bare lade være med at låne CD'en til ham og så glemme alt om det indtil jeg sidder i toget på vej væk fra Sønderjylland. Ak ja, min hukommelse er ikke hvad den har været, kan mærke at jeg langsomt bliver senil og gammel.

Hmm, Kebina *murhahaha* har du egentlig fattet hvor meget jeg har brug for Ramones lige nu? Jeg er så tæt (presser fingerspidser hårdt mod hinanden for at illustrere at jeg faktisk er nået dertil) på at lade Puddle of Mudd, Nickleback, Creed eller Aqua køre på afspilleren i døgndrift. Jeg kan mærke hvordan min hårdt tilkæmpede smag for kvalitet smuldrer for mig, hvordan en lille tanke til de tidlige teenageår med Kelly Family langsomt tænder et ønske om at genopleve den tid. Der ligger så meget godt musik i min samling, men jeg vælger den del ud jeg så absolut ikke gider høre, fordi jeg føler mig hjernevasket bagefter.

Få nu sendt den pakke, inden jeg tager til Sønderjylland for at give dig buksevand, hente mine Kelly Family CD'er og Buffalo-sko. Skynd dig, skynd dig, jeg kan stadig nå at reddes fra min egen undergang i poptøsernes verden.

En nitte

Er det muligt at man kan trække en nitte i lotteriet om sociale evner? Eller har brormand arvet hele molevitten fra begge vores forældre? Lucky bastard. Sender du ikke lige nogle points fra din social-intelligens med posten? Bare lige nogle stykker jeg kan låne en uges tid eller to.

Hmm, er det meningen at man bare ikke skal fatte hvad der foregår omkring sig?

Bibliotekar-studerende

Havde egentlig troet bibliotekar-uddannelsen var noget helt andet. Jeg forventede at lære noget mere om en bibliotekars opførsel og udseende.

Troede jeg skulle lære noget om tøjvalg; hvilke farver, de bedste grå nuancer, længden på skørtet, hvor mange knapper cardiganen skulle have.

Jeg ville få et kursus i de forskellige måder at tysse på; den strenge, den bestemte, den venlige, den opgivende, hvilken finger jeg skulle bruge og hvor den skulle placeres på læberne for bedste effekt.

Der ville være supplerende kurser i detaljer; den bedste måde at sætte håret op, hvilken knold og spænde var bedst egnet, hvilke briller jeg skulle bruge, hvor på næsen de skulle sidde, hvilken snor de skulle hænge i om halsen, hvilke sko og hæle der larmede mindst.

Desuden ville der være undervisning i hvordan man bruger kopimaskinen bedste, hvilke kropsdele der er bedst egnet til kopiering, hvilke farver undertøjet skulle have, hvordan man med en enkelt håndbevægelse kunne give håret friheden tilbage.

Men næh nej, sådan er det ikke. Det bliver krævet helt andre ting; de kræver man lærer noget, at man får sig noget viden og lærer et par 1000 nye ord og begreber hver dag. Man skal bruge sine mange dage på at læse noget relevant og interessant, ikke på at sidde og studere tøj-valg og kedelige detaljer.

Brormand: opmærksomhed!!!

Jeg er ved at dø af sorg over ikke at kunne høre en røvfuld Ramones dagligt. Så til brormand i Sønderjylland: så få dog sendt den CD afsted!!!

Øh, ja, jeg nu ved jeg så at drengen (ups) manden ikke har nogen penge. Send beskeden videre til mor. Jeg regner med at have CD'en i mine hænder indenfor en uge. Hvis det ikke sker, så giver jeg resten af verden lov til at give ham buksevand, vaske ham i sneen, bade ham i åen, binde ham til biltaget eller hvad folk nu har lyst til.

Hehe, du er selv ude om det.

Gimme my Ramones!!!

Resten af verden

Mens resten af verden sætter al sin energi ind på at hade hinanden sidder Sjesser alene i sin hule og sørger over at det ene Roskide festival-armbånd er gået i stykker og faldet af.

Jeg sukker opgivende. Vi kan vist alle blive enige om at sagen om tegningerne er gået for vidt. Selvfølgelig har man ret til at bruge sin ytringsfrihed og sige sin mening. Men altså! Respekt og tolerance bør og skal være første prioritet. Der skal være plads til alle, undskyldninger og tilgivelser. Gid det var så nemt, gid alle kunne se det. Det bliver raset over et respektløst syn på en religion, nedbrændte ambassader, boykotning af madvarer. Come on, hvor ville det være dejligt hvis man bare kunne acceptere hinanden og give hinanden lidt albuerum til at udtale sig om verden.

Men nej, sådan er verden jo ikke. En overflod af energi bliver brugt negativt. Vi ser had, vold, mord, krige overalt. Vi ser kun dem der ikke viser os respekt, også selvom vi ikke har fortjent den. Vi ser ikke de sultende mennesker, krigens ofre, de syge og svage. Hmm, jeg stiller det jo ret firkantet op. Ikke at gøre ved. Gid verden havde plads til undskyldninger og tilgivelser. Gid vi alle forstod hinanden. Men det gør vi ikke og vi kommer aldrig til det, men derfor er der ingen grund til at hade hinanden.

Jeg ved jeg generaliserer, og jeg får sikkert høvl for det, men min erfaring siger mig at danskere ikke er så tolerante og åbentsindede som de gerne vil være. Man sætter ikke et barn i verden før man selv er afklaret med sine holdninger til resten af verden og andre kulturer.

Jeg er naiv og jeg ved det. Utroligt at de faktisk har fundet Danmark og ved at det er et land. København kunne jo være en forstad til Danmark, en by i Tyskland. Bravo, at sådan et lille bitte land kan formå at gøre så meget skade.

Walk the Line

Filmen har endelig fået premiere!!! Wuhu, stor jubel, fryd og latter. Jeg klapper begejstret i mine små buttede hænder. Har kæmpe store forventninger til den film, så store at jeg regner med den kan få mig til at græde ved de egnede scener. Sådan noget sker ikke tit, jeg kan bare ikke græde over triste scener i film, jeg bliver heller ikke skræmt af uhyggelige film. No no, jeg fniser mig igennem dramaer, klukker begejstret når folk får skåret arme og ben af og jubler når blodet sprøjter. Så derfor, mine forventninger til Walk the Line er lige så høje som at forvente jeg flytter ind hos dronningen i morgen. Nu skal pengene til billetten lige skrabes sammen og en følgesvend(inde) findes, så kan jeg drage i bio. Lad os se om jeg får set filmen indenfor en uge.

Eksamen

Oh fuck!!! Hader det. Kan sagtens leve uden at skulle være panisk nervøs, frygtende for angstanfald og at skide i bukserne inde ved det grønne bord. Må jeg ikke nok slippe? Nå ikke, så må jeg jo bare nøjes med at dø en smule de næste tolv timer og håbe på en genfødsel når de har givet mig min sekser.