Og her er den så

Her er er min nye kaffemaskine. En fantastisk julegave jeg har fået. Den er helt ny og larmer næsten ikke og så kan den lave en spand brændvarm kaffe på ingen tid. Hvilket jo kun er en forbedring i forhold til den gamle, der tog 20 minutter om at spytte en spand lunken sort tjære ud. Så nu kan jeg hoppe tilbage på kaffe-vognen og drikke mig selv i hjel i kaffe og være lykkelig over det.

Men ellers så har jeg da fået en masse dejlige julegaver og julepenge. Jeg er stadig en forkælet lille møgunge. Jeg ønskede mig egentlig kun små ting, for der er jo kun mig selv til at slæbe tingene fra den ene ende af landet til den anden. Jeg fik en enkelt lidt stor ting udover min nye bedsteven (kaffemaskinen), et fint lille strygejern. Har efterhånden fået samlet mig så meget krøllet tøj at jeg lige så godt kunne få anskaffet mig noget, der kan glatte tøjet. Nærig, som jeg er, så gider jeg ikke selv bruge penge på sådan en tingest, det kan min moar gøre for mig.

Så jeg har fint overlevet julen og fået min materialistiske-trang tilfredsstillet til det næste stykke tid. Nu har jeg ikke brug for at købe andet end mad de næste par måneder....eller nok rettere de næste par uger. Jeg finder sikkert et eller andet unødvendigt skrammel jeg kan bruge mine gavekort på.

status-rapport over 2006

Så blev jeg tagget af Edut'en og fordi jeg har så meget tid i overskud her ude på bøhlandet (og fordi jeg for en gangs skyld gerne vil) så kan jeg da godt lige gøre lidt status over år 2006.

Årets bedste begivenhed i dag: Vi fejrer lillebrors fødselsdag i aften

Årets bedste bog: alle dem jeg har fået gratis

Årets bedste koncert: Guns ’n Roses, Alice in Chains og Blood Hound Gang

Årets bedste film: Walk the Line…sgu da

Årets bedste tv-program: Disney Sjov, House, Oprah (jeg kan ikke tåle al den drama), Prison Break, De unge mødre (det er da sjovt..come on) og hvad jeg ellers har fået set af crap i tv

Årets album: Vision Valley fra The Vines

Årets sang: alle dem jeg ejer med Johnny Cash (nogen der mon havde gættet den?)

Årets mest blærede: mig

Årets bedste fest: alle dem hvor jeg ikke ha gjort mig pinlig

Årets bedste tøj: må vist være den kjole jeg fik købt til gallafesten i foråret.

Årets mirakel: at jeg tog den kjole på til gallafesten

Årets udfordring: metal-hovedet

Årets jubii: metal-hovedet

Årets mest stressende: studiet

Årets skuffelse: Johnny Cash er stadig død

Årets mest belastende: at jeg ikke har fået taget mig sammen til at få mig et studiejob

OG ENDELIG…Årets største begivenhed i kongehuset: Peter Pedal, De tolv danseprinsesser, Peter Plys og Bamse og Kylling og Ælling (mener den 4-årige som sidder på mit skød og kaster med kage-krummer)

Hvis folk vil tagges, så skal de selv be'om det. Det gider jeg ikke rode rundt med.

Min brors fødselsdag

Så blev det jo søndag den 17. december og min lille nuttede bror har så fødselsdag. I anledningen af at han nu indtræder i sit sidste teenage-år har jeg lagt en fin lille fødselsdagsgave her ud på bloggen.



Så tillykke lille knægt...enjoy dine 15 minutter.

Mit øjeblik som Formel 1-kører

Nah, bare pjat. Videoen er speedet up, så jeg kører jeg x-antal gange hurtigere end 80 km/t. Hvilket så er lidt meget mere end en Opel Kadett fra 87 kan klare. Men hey, skulle jo lige se om jeg kunne finde ud af at linke direkte til min lille samling af You Tube-film.

Brors fødselsdag lige om hjørnet

Ja, okay. Der er en uges tid endnu inden knægten bliver 19 og skal opleve sit sidste teenage-år, men derfor kan jeg kan lige muntre mig lidt med at jeg har fundet på en virkelig god gave til ham i år. Det kræver ikke engang at jeg skal ned på posthuset for at sende pakken. Tilgengæld tror jeg at mor nok bliver glad når hun ser hvad det er jeg har planer om....

...og så taler vi ikke mere om det....før den 17.december altså.

Kaffemaskine afgået ved døden

Så skete det jeg frygtede mest. Min kaffemaskine er i stykker. Den vil ikke være med mere. Det er slut med at brygge så meget kaffe (og drikke den) at jeg kan ligge søvnløs flere nætter i træk. De sidste par dage har været hårde, men heldigt at jeg opdagede en vidunderlige smag af brændvarm kamillete lige i rette tid.

Men ak, stadig ingen kaffe. Jeg tror maskinen har brygget sin sidste kande. Den gav mig en lille afskedsgave, en halv kande mothertrucker stærk kaffe så jeg havde energi nok til at kunne sørge over den. Det var vel også på tide, den var brugt da jeg fik den og jeg fik bare æren af at slide den op. Den viser et lille tegn på at den er i live, men den har ingen styrke til at kunne pumpe vandet ned i kanden. Det er vel bare på tide at den får lov at komme i skraldespanden. Jeg gider i hvert fald ikke bøvle med at fikse den. Den trænger helt klart til pension efter at jeg har tvunget den til at brygge 2 kander kaffe (eller mere) dagligt i mere end et år. Stakkels maskine, jeg lader den hvile i fred.

Så det er jo godt det snart er tid til julegaver. Kan jo være jeg får lov at slæbe en kaffemaskine med tilbage fra Jylland. Men på den anden siden, te smager sørme også meget godt.

The Johnny Cash Show på DVD

Så jeg tøffede lidt rundt på nettet i dag og håbede at jeg kunne finde inspiration til nogle julegaver til familien. På en eller anden måde fandt jeg en lille diskret reklame for denne lille sag:

AAAARRRGGGHHH!!! Det er hele "The Johnny Cash Show" i en lille diskret 3-box DVD-samling. Oh my God!!! Han havde et show hvor han sad i et sit Oprah-agtige studie og havde sjove gæster...eller det tror jeg. Jeg har aldrig haft muligheden for at se det program, har kun set nogle få screenshots fra showet. Men UH!!! hvor vil jeg da gerne give en tå eller to for at få lov at se det show. Jeg har Google'et, Amazon'et og Bibliotek.dk'et for at finde DVDer med "Manden i Sort" i håbet om at finde noget der kunne rocke min verden. Det lader til at jeg har ledt de helt forkerte steder.

Men nu ved jeg da at showet kan fås på DVD...eller gør jeg. Jeg har ikke fundet andre hjemmesider, der reklamere for DVD-samlingen, så måske er det hele bare noget en eller anden dum person har lavet for at drille alle de stakkels små naive Cash-fans.

Kan jo også være at DVD-samlingen bare ikke er nået over Atlanten endnu. Måske gør den aldrig, eller også en dag spotter jeg samlingen i en lille musik-entusiastisk butik somewhere i København.

Tidsfordriv

Det er ikke meget jeg får skrevet af indlæg på bloggen for tiden. Tydeligvis. På et eller andet tidspunkt finder jeg nok noget (klogt) at skrive om, der ikke handler om studie-opgaver eller eksamen.

Ildkugler og billeder

Jeg opdagede i dag, at en masse varm te, kaffe og kakao blandet med Jerry Lee Lewis' larmende klaver-rytmer kunne sætte lidt liv i mig og sende vinter-tristheden på ferie. Det er da hyggeligt at være lidt i sukker-chok og høre noget livligt muntert musik for fuld skrue mens jeg pudser næse.

Så mens der bliver rystet en masse til kæmpe ildkugler, kan jeg da lige informere om at der kommet lidt billeder i galleriet af fætters bryllup. Ingen billeder af mig i nederdel og høje hæle...helt fint med mig. Har ikke brug for at vise verden at jeg kan være dame for en aften.

Snot-ungen vrøvler

Hjemme igen efter en mini-ferie i det Sønderjyske hos familien. Det blev til lidt fødelsdagsfest for min moar og fætters hyggelige bryllup. Den mand er sgu blevet gift.

Men hvad fik jeg så ud af det hele? Fik lidt penge fra folk, seks kilo ris, en ny taske (der praktisk nok matchede det outfit jeg havde på til brylluppet) og en fin lille forkølelse.

Smarte mig har de sidste par dage været smurt ind i snot...og det lader til at det kun bliver værre. Ja ja, snot er snot, og det er kun en forkølelse. Jeg overlever nok. Desuden bliver det aldrig rigtig vinter hvis jeg ikke får lov at tømme mit indre ud i et lommetørklæde.

En togtur med Sjescia

Havde ellers lige lovet mig selv så pænt at jeg ikke ville pakke den bærbare ud af tasken mens jeg sad i toget. Men når man skal sidde tre timer i et tog, det eneste læsestof man har med er studiebøgerne, mp3-afspilleren er løbet tør for strøm og man hader togture, så finder man ret hurtigt computeren frem og håber at den kan undeholde, selvom der ikke er nogen adgang til internettet. Jeg var en halv time om at finde den frem, men jeg skulle også lige have tid til at nyde aftensmaden først…og være sikker på at ingen ville have min plads bare fordi de lige havde reserveret sædet.

Billetten siger at jeg har betalt for at køre fra Københavns Hovedbanegård til Kliplev station. Fra den civiliserede og moderne hovedstad til Lars Tyndskids primitive mark fra middelalderen. Så her sidder jeg, klokken er næsten halv otte, toget er et sted mellem Odense og Sønderborg, og jeg har siddet på min brede røv i det samme grå sæde i to timer. Glædelig onsdag. Jeg har mere end en hel time tilbage til at sidde og reflektere over hvor meget og hvorfor jeg havde togture.

Generelt har jeg intet imod at rejse, jeg kan godt lige at komme væk hjemmefra og få nogle nye indtryk af verden. Mit kollegieværelse bliver desuden ret hurtigt kedeligt. Det er da altid dejligt at komme ud og se et nyt stykke af verden, eller bare en ny del af lille Danmark. Men nu ikke så glad og munter, jeg har jo brug for at brokke mig.

Jeg hader togture fordi folk altid har 40 kæmpe kufferter med sig. De kan bare ikke finde ud af at man ikke skal pakke mere i sin kuffert end de selv kan bære.

Jeg hader togture fordi jeg altid bliver afbrudt af konduktører og madvogne. Jeg kræver ro og stilhed til at planlægge min næste store ondskabsfulde gerning.

Jeg hader togture fordi den irriterende skingre kvinde-stemme altid skal være så oplysende og fortælle alt muligt praktisk om hvilke stationer der kommer på turen, hvornår madvognen kommer med slik og at vi alle skal have en god rejse.

Jeg hader togture fordi jeg er for nærrig til at bestille en plads, så jeg næsten altid ender med at skulle flytte mig for en eller anden tåbe, der kræver sin plads, selvom de 40 andre sæder omkring mig er tomme.

Jeg hader togture fordi togene formår at være mindst 15 minutter forsinket og alligevel stoppe på Lars Tyndskids mark bare for at blære sig med at bremserne virker på jernmonsteret.

Næste stop: JYLLAND

Jeg har ikke noget imod lange busture. Kørte 24 timer i bus for at komme til Rom engang i gymnasiet og jeg havde det fint med det. Mit humør havde det fint. Dog havde de andre i bussen det ikke så fint da vi skulle sove. Jeg blev slået med puder og bandet af, fordi jeg snorkede lidt og fordi jeg stirrede på folk. Man kan meget bedre nyde udsigten og glo dumt på de andre trafikanter når man sidder i en bus eller en bil. Når man sidder i et tog, har man nogle tomme marker at glo på.

Jeg har heller ikke noget imod at flyve. Det minder meget om togture, men der er ingen larm. Flyet bumler ikke rundt på gamle rustne skinner, det stopper ikke ved nogen stationer undervejs. Og så er der altid et eller andet underholdende at lave, man kan spise, se film, lytte til radio-kanaler eller løbe skrigende gennem flyet iført en nissehue og intet andet.

Men altså, toge er det mest irriterende transportmiddel jeg kender og alligevel er jeg tvunget til alle disse togture. Så kan jeg da bare lære ikke at flytte til den anden ende af landet, langt væk fra familien.

Måske burde jeg få mig et privatfly.

Klokken er tæt på at være næsten 20.00 på denne frejdige regnfulde onsdag aften og jeg har stadig 45 lange pinefulde minutter at skulle tilbringe blandt de tyske teenage-turist-tøser.

To små underholdende spil

Det lader til at mine kreative evner er taget på ferie. Måske trængte de det efter de mange lange indlæg der kom dryssende i oktober. Min krop tager desuden på (tvunget) ferie i Sønderjylland om nogle dage.

Men i stedet for at skrive om mine farverige observationer fra min daglige grå-dag og undertrykke min trang til at komme med vulgære og sjofle udråb på bloggen, så vil jeg i stedet bare linke til to små underholdende spil.

Det første spil handler om at en pingvin kaster sig ud over en klippe af is. Nedenfor står den afskyelige snemand og skal slå til pingvinen. Man klikker så fint med musen når pingvinen kommer susende ned og snemandens kølle sender et styk pingvin-hoved langt pokker i vold. Det hele handler altså om at skyde så langt som muligt.

Det andet spil handler om at en afskyelig snemand kaster snebolde efter små hvinende og flyvende pingviner som så forhåbentlig bliver smadret ind i en målskive. Det hele handler om timing og præcision, men klikker i rette øjeblik så snemandens snebold kan ramme pingvinen der så vil flyve med hovedet ind i bull's eye.

Så det er hvad jeg får tiden til at gå med. Jeg leger med pingviner.

Btw, så har det første spil en reklame der nok mest henvender sig til mænd, der kan lide at kigge på (afklædte) kvinder.

Folk og deres biler

I løbet af den her uge hørte jeg et par historie om oplevelser nogle af mine venner havde med deres biler. Det fik mig til at mindes dengang jeg selv lavede noget dumt og fjollet da jeg havde en bil. Så her er alle tre historier, vældigt pyntet med mine egne ord og kreative evner.

En søndag morgen (må det have været) skulle jeg på arbejde. Noget rengøring på en politistation i et par timer. Det er henved et halvandet år siden. Netop den morgen var jeg lidt distræt og heller ikke vældig oplagt til noget som helst andet end at sove et par timer mere i min seng. Men af sted med mig, arbejdet skulle gøres. På vej hjem skulle der lige lidt benzin på bilen. Jeg gør alting som man nu skal gøre, kører hen til en tank, fylder benzin på bilen, betaler for det og kører videre. På vej hjem føles det dog som om jeg har glemt noget. Et eller andet er forkert. Men jeg kører videre og når hjem, parkerer den pænt i indkørslen, stiger ud og ser et stort gabende hul der hvor tankdæsklet skulle have været. OH NO!!! Hvad gør man så??? Jeg stoppede noget klud i tankhullet og kørte tilbage til tankstationen, kunne jo være at dækslet lå der endnu. Men næh nej, pist væk var det. Så der var ikke andet at gøre end at ringe til farmand og spørge hvad man kunne gøre. Han havde ingen reservedæksler liggende, så jeg måtte køre rundt med en klud i tanken indtil mandag eftermiddag hvor jeg fik skaffet mig et nyt. Pinligt at glemme sådan noget.

En historie jeg fik fortalt, handler om knækkede nøgler. Historien blev fortalt med mange bandeord og aggresive udtryk, de er blevet censureret væk til denne lidt mere stuerene udgave. Der er da ikke noget med irrriterende end at opdage en knækket bilnøgle efter en lang arbejdsdag. Han gik han til sin bil, tog sine nøgler frem, fandt den han skulle bruge og skulle lige til at stikke den i nøglehullet, men så opdagede han en alt for lille stump metal. Slet ikke nok metal til at det kunne være en hel nøgle. Manden havde gået med sine nøgler i lommen hele dagen og var stensikker på at han ikke havde stødt hoften mod noget, eller gjort noget som helst til at nøglen kunne knække. Så dér stod han, efter fyraften og kunne ikke komme hjem. Hvad gør man så??? Han skyndte sig at finde en kollega som ville køre ham hjem. Men bilen skulle også hentes igen, så efter at manden havde fået fat i sin eneste ekstranøgle, så måtte han ringe til en ven og få ham til at køre sig tilbage til arbejdspladsen. Man skulle tro at knækkede nøgler er en umulig ting, de er jo lavet af metal. Men næh nej, sådan er det jo ikke.

Den her historie, fik jeg med sms i går, eller i forgårs. Kan ikke lige huske det (min tidsfornemmelse er på ferie). Men ham gutten her, punkterede da han kørte. Han stopper, stiger ud og vil skifte hjulet. Han finder alt værktøjet frem fra bagagerummet og får hevet reservehjulet frem. Men noget er i vejen med hjulet, det er jo også fladt. Så hvad gør man når man står på en øde landevej med tre velfungerende hjul og to flade? Man ringer da til farmand, som så kommer og ordner det. Han kunne så ikke lige ordne det på det tidspunkt. Hvad gør man så??? Jeg ved det ikke, det meldte historien ikke noget om. Men knægten har nu i det mindste fået sig fem velfungerende hjul til bilen. Nu kan han godt punktere uden at skulle ringe til farmand.

Tab og vind

Normalt holder jeg mig langt fra reality-programmerne. Jeg gider ikke se folk sidde og klynke på TV over at de mister chancen for at vinde X antal penge fordi de er blevet stemt ud, eller fordi de ikke kan få nogen venner i konkurrencen. Jeg kan godt selv finde ud af at skabe intriger og opsnappe sladder, jeg har ikke brug for at se det på tv også.

Men det her program "Tab og vind" på Kanal 4 er reality for fuld knald. Det er dog et ret godt koncept. En flok fede mennesker (de ligner små elefanter på to ben) kæmper om at tabe flest kilo og vinde en masse penge. De har alle deres små bitte mål eller forbilleder, en bryllupskjole de gerne vil kunne tage på igen, nogle bukser de gerne vil bruge, et barn de gerne vil lege med uden at dø at hjertestop bagefter. Der er selvfølgelig de klassiske elementer, fx: de kæmper i hold, der er gruppeaktivitet, der er intriger, der er folk der græder i hvert afsnit, folk bliver sendt hjem, osv, osv.

Det er da et sundt koncept. Jeg ved ikke om det er originalt, men jeg elsker at se de små elefanter tude over at deres bedste ven bliver stemt hjem af en eller anden grund. Men anyway, en masse hård træning og kostomlægning hjælper de tykke deltagere og man får tit at se at de hjemstemte har holdt deres livsstils-ændringer ved lige og har tabt endnu flere ton efter programmet.

I en verden/USA hvor små elefanter åbenbart hersker, så er det opfriskende at se, at de sgu ikke er tilfredse med deres vægt og gerne vil sætte liv, lemmer, fedt og privatliv på spil for at tabe alle disse ton på tv og være små fede forbilleder for de andre små elefanter. For ikke lige at fornærme nogen, så vejer de her mennesker op mod 200 kilo og det er ikke små gram de taber hver uge. Det er vel egentlig bare en "fat-farm" hvor man filmer forløbet, men hey, det underholder mig.

At redigere film

Folk, der kender bare en smule til mig på studiet ved at jeg meldte mig som rusvejleder i år. Jeg fik lov at komme i den fine lille gruppe kaldet "dok.kom" eller "dot.kom". Tror den eneste grund var at jeg er den eneste, der ejer et videokamera og ved en smule om filmredigering.

Derfor kan jeg også en lørdag nat sidde og skrive et indlæg til bloggen. Min efterårsferie vil komme til at bestå af filmredigering og opgaveskrivning, især denne weekend består af førstnævnte.

Jeg er selv-erklæret film-nørd, men det eneste fagsprog jeg kan er den smule jeg lærte i gymnasiet. De eneste film jeg får set, er dem jeg tilfældigvis har fået købt engang i tidernes morgen da jeg havde råd til en sådan luksus. Jeg har tydeligvis ret meget at lære endnu.

De færreste ved det, men mit drømmejob er at være film-klipper. Jeg blev ret bidt af det i gymnasiet, da jeg tilbragte nogle lange nætter på skolen, hvor jeg og en kammerat kæmpede os gennem en smule film. Det endte vist med at fraklippene var bedre end selve filmen. Sørgeligt, endnu engang beviser det, at jeg har meget at lære. Jeg kan jo altid gøre det til en dyr og lidenskabelig hobby en dag når jeg har tid og overskud til det. So far, har jeg brugt for mange penge på video-udstyr til bare at lade det hele dø i hænderne på mig. Men det betyder ikke at jeg en dag vil være at finde på filmskolen.

Men fornuftig som jeg desværre har dårlige tendenser til ikke altid at være, så valgte jeg ikke at satse stort på mine begrænsede talenter indenfor film-verden. I stedet får jeg nu lov at udfolde min uddøde lidenskab i disse uger. Min bærbare computer er overbelastet af aktivitet (som altid), min trådløse mus løber lidt for tit tør for strøm, min krop kan ikke klare mere kaffe og min kreativitet er døende. Men filmen om rusforløbet 2006 skal nok blive færdig. Jeg nægter at give op!

En ting jeg har konkluderet: film redigerer ikke sig selv.

En diskussion

Jeg har haft den har diskussion med en ven i et par dage.

Han mener Jorden er oval. Jeg mener Jorden er rund. Den er naturligvis ikke helt oval/rund på grund af bjergene og havet og alt det andet overflade. Men altså set i et stort perspektiv (fra rummet).

Han gider ikke finde beviser for sit udsagn, for det har han altid fået fortalt i skolen og så passer det jo. Jeg gider heller ikke finde beviser for mit udsagn, for selvfølgelig er jorden rund, det har jeg altid fået at vide.

Ak ja, denne dovenskab. Diskussionen dør nok ikke før en af os har overbevist den anden, men vi er begge for stædige til at forsøge, fordi vores udsagn bør da være nok.

Strømsvigt

"WHAT THE F....????!!!" var sådan cirka mine ord i censureret udgave i eftermiddags da strømmen valgte at gå sig en tur og efterlade hele kollegiet. Stilhed, ingen lyde, selv min vejrtrækning var stoppet og jeg er sikker på at mit hjerte holdt op med at banke lidt tid. Måske døde jeg et øjeblik fordi den store katastrofe havde ramt mig. INGEN STRØM!!! Næsten to lange pinelfulde timer måtte jeg leve uden strøm.

Jeg vandrede hvileløst rundt på gangen, snakkede med de andre der også havde noget brok at give luft for omkring dette irriterende fænomen. Det er ikke sjov og spas at skulle leve uden strøm i disse moderne tider hvor alt foregår gennem elektronik.

Jaja, det lyder da ikke så slet at være uden strøm i nogle timer. JO, DET ER SLEMT!!! Internettet virkede ikke, kaffemaskinen bryggede ikke, den bærbare kørte på batteri en times tid så gad den ikke lege med mere, det blev mørkt og jeg måtte finde stearinlys frem, fjernsynet virkede ikke, jeg kunne ikke høre musik, telefonen virkede ikke. Min eneste mulighed for at komme i kontakt med omverden var at bruge mobilen eller rent faktisk gå uden for min dør og ud i verden.

HRMF!!! Det var for mørkt til at læse. De små sorte stearinlys giver ikke så meget lys som man skulle tro (fra nu af køber jeg kun hvide lys). Jeg tilbragte så to timer med at bande over ikke at kunne få lavet noget kontruktivt fordi intet virkede, og at sidde og spille guitar på den gammeldags akustiske måde fordi jeg ikke kunne finde andre måder at bryde stilheden på (jeg var ikke lige i humør til at have en samtale med mig selv - tror det bare ville ende med at jeg sad og bekræftede strømsvigtets eksistens med mig selv).

Men alt godt kommer til dem som venter (siger nogle) og strømmen kom tilbage. Jeg hørte dans og hurra-råb på gangen, jeg hørte festen ude på gaden, jeg tændte min computer, hoppede på nettet og har ikke fjernet mig fra skrivebordet siden. Livet er skønt når alt kører som det skal.

Bryllup

Min fætter skal giftes i november med sin udkårne. Tillykke til dem. Så vidt jeg ved, så skal de have stort og fancy bryllup, hvor alt levende familie er blevet inviteret...som det jo plejer at være ved bryllupper.

Jeg er ikke selv den store fan af bryllupper. Det er da meget sødt at man får lov at være tilskuer til en så intim del i to menneskers liv. De udveksler offentligt løfter om evig kærlighed og bla bla bla i medgang og modgang. Bagefter kan de så lovligt dele efternavn, bankkonti og alt muligt andet sjovt, som man kan med et ægteskab.

Godt nok er jeg en smule ung endnu, men jeg har ingen planer om at holde stort bryllup en dag. Jeg bruger ikke kirken til andet end at betale skat til den. Jeg tror ikke på en gud (udover mig selv), så jeg kan ikke se hvorfor den tingest skal lægge hus til min vielse. Jeg har ikke lyst til at holde en stor og dyr fest for familien så de kan fejre at jeg har fundet kærligheden. Det burde de vel vide allerede inden det bryllup jeg ikke vil have.

Ægteskab handler jo ikke om et stort og smukt bryllup, men om at elske hinanden. Man kan da godt finde ud af at elske hinanden uden at skulle inkludere en kirkelig vielse. Det må være en dejlig ting at være gift, hvis det er et godt ægteskab og man kan holde hinanden ud flere dage i træk. Man er mere bundet af hinanden og staten kan lure at man har indgået en ægteskabelig pagt. Det er da meget okay.

Hvis jeg nogensinde bliver lokket til at blive gift, så skal det kun være fordi jeg vil dele eftenavn med manden og regner med at han ikke har tænkt sig at stikke af indenfor de næste par år. En hurtig vielse på det lokale rådhus og så hjem til aftensmaden og de huslige pligter. Kærlighed er jo meget mere end et bryllup, selvom det nok er et af de bedste beviser på at man elsker hinanden. Et af de andre beviser må være at man elsker vedkommende nok til at acceptere de sære gener hinanden har og alligevel avle nogle unger.

Bryllup handler måske kun om at samle hele den pukkelryggede familie til en stor og dyr fest med dyrt tøj for at feste at kærlighed stadig findes i denne brutale verden. Men det er nu alligevel en dejlig fest. Jeg er bare glad for at det ikke er mig der skal rende rundt i en hvid kjole en hel dag. Der er alt for meget hvidt stof at spilde rødvin og brun sovs på.

Geschlechtsverkehr

Et tegn på at man er langt fra at være voksen, er når man kan grine fjoget over ordet "geschlechtsverkehr". Det tyske ord for samleje.

Jeg grinede højt og længe da ordet "geschlechtsverkehr" hoppede op i nyhederne på TV2 i dag.

Findes der mon et længere og endnu mere fjollet udtryk for noget så simplet som sex?

Hahaha....GESCHLECHTSVERKEHR!!!...hæh

Et døgn med Sjescia

"I hate mondays" som Garfield, den tykke røde kat, så velformuleret mumler i knurhårene.

Efter en søndag aften med panik-anfald og angst for isolation fra omverden (=internettet) fordi jeg lige fik en lille ond satanisk trojansk hest i form af en selv-formerende bug. Med andre ord, jeg blev stik-tosset da jeg fandt en virus på computeren i går aftes. Nogle timer senere, havde jeg fået bekæmpet den kunne afslutte aftenen med lidt webcam-sjov på msn inden sengetid...troede jeg...

Et par timer over sengetid, lagde jeg fredeligt og træt mit behårede hoved på hovedpuden og glædede mig til at savle den våd og klistret hele natten. Sådan skulle det ikke gå. Efter en halv times tid lå jeg, som sædvanlig, og stirrede søvnløst ind i væggen. Det hjalp ikke meget, da mine tanker begyndte at vandre hen mod det spændende emne "mad". Så det meste af søndag nat lå jeg og drømte om/ tænkte på lagsagne.

"Glædelig mandag morgen" skreg mit vækkeur hvis den kunne tale, også kendt som min mobiltelefon, og spillede ond techno, som jeg selv har komponeret, bare fordi det larmer og lyder så hæsligt at jeg er tvunget til at kravle jamrende ud af sangen og slukke for helvedets lyd.

Seks timer, seks liter kaffe, 4 timers undervisning, 2 cyklreture, 2 elevatorture og et hurtigt indkøb i den nærmste mad-butik senere, stod jeg i køkkenet og lavede lasagne. Hmm, dejligt. Det havde kun taget tolv timer at gå fra drømme om lasagne til at sætte tænderne i en plade pasta.

Et typisk døgn for mit vekommende. Fyldt med spænding, bil-jagter gennem byen, ekspolderende bygninger, voldelige kidnapninger og blodige massemord.

Livet er så hårdt

Ak og suk. Åh denne smerte. Det er så hårdt at leve. Bla bla bla og whatever. Ynk ynk, piv piv. bitche bitche.

Gik op for mig i dag at jeg ikke ejer "Walk the Line" på DVD eller i nogen anden materialeform. Vågnede ellers med en kæmpe lyst til at se filmen, men næh nej, jeg må nøjes med tanken og håbet. Der går nok ikke lang tid før den ligger i min film-samling, også selvom det betyder færre øl og færre spændende madoplevelser en måneds tid.

Det er ih og åh så synd for mig. Føl min smerte og hav medlidenhed med mig. Verden er ond mod mig. Så frygtelig, så brutal.

"Walk the Line" (våk døh lain) handler om Johnny Cashs liv fra hans barndom indtil han bliver gift med June Carter. En kvalmende kærligheds-historie med blasfemiske genindspilninger af Cash-sange, hvor de to skuespillere Joaquin Phoenix og Reese Witherspoon "synger" sangene. Men filmen handler hovedsagligt om Johnny C og man må sige at Joaquin P laver en formidabel præstation (selvom han ikke vandt Oscar'en). Det er vist noget nær selv-tortur at jeg endnu ikke ejer filmen.

Hehe...god weekend...vi ses på den anden side af den

Johnny Cash!!!

I dag er det tre år siden Johnny C. forlod denne jord og satte sig sammen med Elvis P. på en bænk på en sky sammen med deres guitarer.

Fik jeg nogensinde fortalt hvor fantastisk jeg synes Cash er, og nej jeg mener ikke kontanter, selvom de også er gode at have.

Min far har vist altid hørt Johnny Cash og country så længe jeg kan huske det. Især sangen "A thing called love" minder mig om nogle fornøjelige køreture sammen med farmand bag rattet. Egentlig opdagede jeg først for nogle få år siden Johnny Cash som den store musiker han er. Et eller andet sted må jeg give "Jackass" lidt credit for det, de spillede "A ring of fire" i et afsnit, og sørme om det ikke vakte en længsel efter at høre mere. Så af sted til fars pladesamling for at finde mere boom-chicka-boom-rytme.

Dagen i dag står i Johnny Cashs tegn, og det gør resten af ugen sikkert også. Fik jeg nogensinde sagt hvor forelsket jeg er i den mands stemme? Jeg vil giftes med ham...hvis han da ikke lige var død.

Hvis nogen lige ligger inde med en Johnny Cash-trøje, så vil jeg gerne have den. Det er ligemeget om det er hættetrøje eller t-shirt, bare jeg kan få mit fedt og barm klemt ned i trøjen så skal jeg bare eje den.

Egentlig burde jeg jo sidde og sørge i stedet for at være så glad i låget i dag, men når Luther spiller boogie, drengen hedder Sue og det er sukkertid, så bliver jeg sørme fornøjet. Man kan jo ikke vække en død til live bare ved at sidde og sørge, manden er død og sådan er det...desværre. Kom dog videre og fejr hans musik og talent. Det gør jeg i hvert fald.

John R. Cash

26. februar 1932 - 12. september 2003

Jeg, et skilsmissebarn

Læste en bog, der hedder "Myten om den lykkelige skilsmisse" opstillet under DK5-nummer 30.1752 (for at være biblioteksnørd). Bogen handler om en undersøgelse lavet af ca 60 familier, der alle har gennemgået en skilsmisse. Man fulgte børnene i 25 år og lavede løbende interviews med dem. Det er der blandt andet kommet denne bog ud af, det er blevet skrevet flere om undersøgelsen, men dem gider jeg ikke lige læse foreløbig. Skal jo også passe mit studie...eller som minimum forsøge på det.

Mens jeg læste bogen satte det naturligt nok en masse følelser og tanker i gang. Jeg kunne forholde mig meget personligt til nogle af personerne beskrevet i bogen. Ikke kun fordi de stakler også havde set deres familie blive opløst og ædt op af onde handlinger, men fordi de gennemgik nogle af de ting som jeg også har været igennem og sikkert også skal igennem senere i livet.

Skilsmisse er en ond ting og sker alt for tit. Bare fordi forældrene er kommet videre med deres liv og har fået en bedre tilværelse, betyder det ikke at børnene også har fået det bedre. Jeg siger ikke at jeg allerhelst vil se mine forældre stadig være gift med hinanden, så fantastisk havde vi det heller ikke som familie (så vidt jeg kan huske), men forældrene lægger skilsmissen bag sig, det gør børnene ikke. Eller rettere, det tager mange flere år for børnene at komme sig over skilsmissen og acceptere den, at få gjort op med fortiden og se fremad i stedet.

Mine forældres skilsmisse er den dag i dag stadig et ømt punkt for mig. Det var grunden til at jeg ville læse bogen. Jeg ville vide om jeg var det eneste barn i verden, der 16 efter en skilsmisse stadig døjer med eftervirkningerne. Jeg er ikke den eneste, langt fra, det er en langvarig proces at få gjort op med fortiden. Jeg er først nu blevet ordentligt rustet til en krig mod min fortid. Jeg havde våbene inden jeg læste bogen, men jeg vidste ikke hvordan de skulle bruges.

Mine forældre har begge fået en bedre tilværelse efter skilsmissen, det er altid godt at vide. De sidder ikke og rådner op i bittert had til hinanden i hvert deres ensomme hjem. De er kommet videre og er igen blevet to lykkelige mennesker, har fået nye partnere og nye familier. Bare ærgerligt at deres to børn har måtte lide så meget undervejs i forældrenes søgen på lykken.

Gratis tæsk til pædofile

Hopper lige på lynch-stemningen omkring alt det her frygtelige pædofili.

Hånden op, hvor mange så "Operation X" på tv2 i går? Programmet om Rudy Frederiksen og hans onde handlinger, udnyttelse af unge piger og af sin stilling.

Når Rudy engang har fået sin straf og er kommet i fængsel vil hans liv sikkert ikke være nemt. Han vil blive terroriseret, mobbet og hadet af de andre indsatte. Han vil få daglige tæsk og onde ord med sig. Rudy kan sikkert heller ikke gå fredeligt på gaden i dag uden at folk spytter efter ham og råber ad ham.

Jeg går ikke ind for dødsstraf og jeg mener heller ikke de pædofile skal straffes med døden. Det er da for let en løsning. De skal have at vide hvad de har gjort mod uskyldige børn og unge. De skal vide at de har ødelagt andres menneskers liv. Det går jo ikke kun udover barnet, det rammer forældrene og familien. Hvis man ikke væmmes ved pædofili, så bør man vist lige overveje sin holdning en gang til.

Nogle siger at pædofili er en sindslidelse og at det kan helbredes eller i det mindste undertrykkes. Men det ændrer da ikke ved at monsteret har begået overgreb på unge piger. At han har filmet dem og lagt det på nettet. Ikke nok med at han har begået overgreb, så var han også anset som chat-konsulent. Man må sige han ved hvordan man udnytter både folk og sin stilling. Det er færdeligt at sådanne mennesker kan gå frit rundt og gøre deres gerninger så længe og i så stort omfang. De skal stoppes og det kan kun gå for langsomt!

Lige nu kører sagen i Tønder også for fuld kraft. De finder flere og flere klamme mænd, der har været på besøg i huset udenfor Tønder, hvor faren har budt velkommen og tvunget sin egen datter til at være sexslave for disse mænd.

Verden er ikke ond, det er menneskene er der onde. Voksne kan forstå hvordan tingene hænger sammen, men det gør børn ikke. De kan jo ikke vide hvad der er forkert, før en voksen har fortalt dem det, også selvom langt de fleste af os normale mennesker er født med en velfungerende samvittighed.

Her skriver Politiken og Ekstra Bladet om monsteret Rudy og hvad der er sket med efter at "Operation X" slukkede kameraet og overlod ham til offentlighedens had.

En tur på biblioteket

Var lige en lille tur på biblioteket i dag. Egentlig var besøget studierelevant (skulle uddele spørgeskemaer) så jeg havde ikke tid til at kigge efter bøger.

Men typisk, så spotter jeg en hyggelig lille hylde med nogle spændende titler. Fx "Mænd er fra Mars, kvinder er fra Venus". Øh ja, men det var de to hylder nedenunder jeg stod og gloede dumt på i lang tid.

Jeg endte med at slæbe to store tunge bøger med hjem om to emner, som de fleste vist vil mene er ret centrale samtaleenmer, hvis man skal tale med mig. Hehe. Den ene er en bog om skilsmissebørns voksenliv og den anden handler om de prostitueredes verdenshistorie.

Godt nok er jeg ikke luder, og jeg opfatter heller ikke mig selv som 100% voksen (især ikke når folk pointerer hvor lille og ung jeg er), men sex og familieproblemer kan man da altid tale om. Folk har altid problemer og de langt de fleste normale mennesker har vel noget at sige om sex.

Fødselsdag

Jajaja, det er min fødselsdag i dag. 22 er dagens tal. Hurra for mig og bla bla bla bla.

Men jeg har måske ikke helt forstået konceptet med fødselsdage. For egentlig burde det ikke være mig, der bliver fejret men min mor. Det er trods alt hende, der for 22 år siden lå i veer i 12/14 timer og intet kunne gøre end at vente på mig. Det er jo egentlig hende og min far, der gjort arbejdet her. Jeg har jo ikke haft nogen indflydelse på noget, jeg har ikke valgt mine forældre eller min fødselsdag.

Men på den anden side, så er det jo ikke en dårlig ting at blive fejret og bekræftet den ene dag hvert år. At få gaver og opmærksomhed. At blive spamet med sms'er og få skrålet fødselsdags-sange efter sig når man går på gaden. At få besøg af familie og venner, bare fordi de gerne lige vil være lidt søde mod én på fødselsdagen. At blive krammet hver gang man møder nogen man kender, bare fordi man har fødselsdag.

Så dér, lige en tak til mine forældre fordi de gad tage sig tid til at føde mig.

YouTube

Nu kan jeg også det. Lægge alle mine filmede filmklip ud på filmklippenes store web-kanal YouTube.
Indtil videre ligger der et enkelt lille fjollet klip her : http://www.youtube.com/watch?v=ySVRtOdKAE8
Nu er pøblen advaret, de bliver udstillet offentlig på nettet...altså hvis jeg har filmet dem...og hvis de har lavet noget sjovt/underholdende/pinligt/bizart eller hvad folk nu lige gør.

--------
To nye små stykker film tilføjet:
http://www.youtube.com/watch?v=XqUJfZuiYMg
http://www.youtube.com/watch?v=v1azmSBmt2I

--------
Lige en lille en mere med vinmgummibamser...tro det eller ej
http://www.youtube.com/watch?v=ineYCgaCKU8

Jeg må vist hellere finde en bedre måde at reklamere for de små stykker film, ellers kan jeg jo blive ved med at sætte nye links ind her.

------
Problemet løst. Der findes nu også et filmarkiv her på stedet.

Et helt år

I dag er det et år siden jeg flyttede hjemmefra. Sådan helt hjemmefra, ikke bare fra den ene forælder til den anden. Men lille mig flyttede fra den ene ende af landet til den anden. Fra bøhlandets tomme gylle-stinkende marker til storbyens overbefolkede gader. Fra absolut intet til absolut alt.

Og hvad har jeg så lært i det år jeg har boet henved 400.000 millioner kilometer væk fra forældre og andet (blodbeslægtet) familie???

Hmmm....bum bum bum...øh...jeg tror jeg har brug for et år mere til at tænke over det.

Autist

Der sker med mellemrum at jeg opfører mig fjollet og pinligt. Eller rettere: jeg opfører mig altid pinligt! Right, men min autistiske side forbliver dog nogenlunde under kontrol ude blandt mennesker. Øvelse gør mester, som man siger.

Derfor er jeg så fantastisk glad for at bo alene på mit lille kollegieværelse på niende sal uden genboer der kan kigge ind ad mit panoramavindue. De kan allerhøjst høre mig skramle rundt. Her kan min nerotiske autisk få lov at udfolde sig.

Ansigtet får vilde spasmer når jeg sidder og læser dybt koncentreret.

Fødder og fingre piller ved alt inden for rækkevidde.

Hopper, danser (som egentlig er motoriske rytmiske spasmer) og skråler falsk og forkert med på alle sange (om jeg så kan teksten eller ej).

Klassikeren er jo at man sidder og taler med sig selv. Bander, griner, taler og mumler små kommentarer. Det lyder drøn ynkeligt at sidde og grine alene i ud i et tomt rum, skal jeg lige hilse at sige.

Jeg må have brugt timer på at sidde og tale med computeren eller noget af alt det andet højtelskede elektronik jeg ejer.

Ligesom den her blog. Det er bare en måde at sidde og tale med sig selv på. Jeg låser midlertidigt fornuften ned i den kiste, hvor min onde poptøse-tvilling lever, og lader mine fingre gå amok på tasterne. Så nemt, så dumt, så fjollet. Hehe, og folk læser det sgu alligevel.

Konklusionen på alt det her er: jeg må vist skære lidt ned på kaffen, eller i hvert fald sukkeret i kaffen!

ARGH!!!

Har fået blærebetændelse. Ville bare lige dele det med verden. Man ved det bliver en interessant dag når man vågner og tisser blod. Men min venlige læge anbefalede at jeg skulle drikke en masse og æde de her piller, der er større end mine øjne. Hun glemte så lige at fortælle hvad jeg skulle drikke...kan det være hun mente øl? Nej, sådan noget drikker man da ikke midt i ugen.

Men hvad har jeg så lært af denne urinvejsinfektion der får mig til at skrige af smerte hver gang jeg ser et toilet? Jeg har lært at jeg ikke skal være udklædt som en billig tøs i miniskirt ever again.

Jeg har også lige fundet ud af hvorfor jeg ikke hører så meget metal længere. Musikken gør mig arrig, hidsig og aggressiv. Hvis nogen har lagt mærke til den lille sorte boks med 10 band-navne, så er det en liste over de 10 bands jeg har hørt mest i den sidste uge.

I denne uge stod den på metal, det har så sat sine spor i mit humør. Af en eller anden grund står Mayhem øverst, kan virkelig ikke huske at jeg har hørt så meget med dem. Det er da også for dårligt at de har kunne skubbe Johnny Cash væk fra hans førsteplads. (forbander stille metal-musikken og skruer op for Type O Negative - et andet band der vist også går under genren metal).

Så dér.! Jeg er så pisse træt af at høre på brok og piveri. Råber til folk at de skal spænde hjelmen (som Ivana jo så fonuftigt udtrykker det) og få gjort noget ved deres problemer i stedet for at bare snakke om dem.

Drama queen

Har lige fået lyst til at udfolde mine poetiske evner, eller rettere lige tjekke om Shakespeare og alle de andre store digtere mon har sat sit præg på mine kreative skriverier...sikkert ikke. Det her bliver improviseret a cappella, men jeg har dårligt gehør. Tilgiv mig mine sparsomme evner, de er stadig under udvikling, jeg er ikke ung uden grund. Hvis passager bliver genkendt, så bliv ej fornærmede, tag det som et kompliment af stor betydning når jeg låner et udtryk eller to til denne store dramatiske udfoldelse af laveste standard. Fortvivl ej, hvis det hele lyder som vås, vrøvl og tyrebæ, det er skam meningen.

(stedet er en stor teaterscene med bombastiske kulisser. Længst fremme på scenekanten står et ensomt væsen og klager sin nød til et stort og opmærksomt lyttende publikum)

Denne verden er ond og brutal mod mit skrøbelige hjerte. Ak og ve, den smerte der påføres mig. Denne kærlighed der får mit sind til at briste og splintre som et tabt spejl. Denne følelse, der får mine tørre ørken-øjne til at forvandle sig til brusende floder. Mine tanker, der engang var koncentrerede og fokuserede er ej længere til at styre. Hvert øjeblik vandrer de mod fjerne landskaber blandt bjergene eller mod små pletter på den hvide mur. De ord, der engang var så smukke og fyldt med vidunderlige fortællinger kan mit hjerte ikke længere rumme.

Mit hjerte er blevet fyldt med vemod og tragedie. Lykken vil ej mere smile mod mig. Hver morgen vågner jeg med fornyede kræfter og håber inderligt at skæbnen har skønne planer for mig. Hver aften går jeg grædende i seng med et knust hjerte og et fortabt håb. Denne cirkel, denne onde cirkel vil ikke give slip på mig. Den lader mig kæmpe med et sløvt sværd mod den tomme luft. Intet hjælper på min døende sjæl.

Hvis bare jeg en sidste gang kunne gøre denne stemme, denne vidunderlige livsbekræftende stemme. Jeg ville give mit tomme liv og hjerte for at høre sangen sunget af denne stemme en sidste gang. Jeg kunne dø lykkelig og tilfreds hvis bare jeg fik lov at få det sidste øndske opfyldt. Men ak nej, sangeren blev revet fra mig i utide og uden varsel, nu sidder jeg alene tilbage og kan ikke andet end vente på at døden også vil tage mig. Mit unge hjerte siger mig at jeg vil sidde længe her.

Jeg ser årstiderne komme og gå. Jeg ser sneen falde på mine fødder som store hånlige pletter, jeg ser den smelte mens den grinende gnider sig ind i mit tøj. Regn og blæst river og flår mig, ligesom sneen griner de af mig og fortæller at jeg er fortabt og dømt til at sidde her og spilde livet. Jeg mærker solen titte forsigtigt frem bag en sky, den tørrer langsomt og venligt min krop. Den ser mine fjerne øjne, der utaknemmeligt tager imod varmen, og fornærmet sætter den sin kraft igang og steger og brænder min hud.

I det fjerne hører jeg en lille stemme. Jeg vender mig mod den, jeg ser lyset. Hvilket vidunderligt øjeblik dette dog er. Min sanger synger atter for mig, kommet for tage mig med hjem. Min vidunderlige sanger har ledt hele sit liv efter mig, har nægtet at synge indtil jeg var blevet fundet og bragt hjem i sikkerhed. Stemmen er blevet rusten, men den er der, og den synger. Den synger kun for mig. I stilhed har den ventet på at jeg kom og bragte den tilbage til livet, og jeg har spildt mit liv og tiden på at sidde og vente her. Alderdommen har taget dens kraft. De sidste toner klinger mens lyset tager min sanger og mig og bærer os mod et bedre sted.

Formel 1

I dag i Ungarn, vil tro i Budapest for at være mere præcis. (Kig i mit billedgalleri for at se billeder af byen)

Konceptet med Formel 1 er: køre ca. 70 omgange og komme først i mål. Det foregår så i små bitte racerbiler med 300km/t som topfart...cirka.

Dagens løb var alt andet end kedeligt. En masse regn havde gjort banen våd og glat. Bilerne fløj til højre og venstre på banen. Der lå vragdele, sten, mudder, menneskelige legemesdele, blod, olie og publikum på banen. (måske en anelse overdrevet)

Jeg kom lidt forsinket i gang med kiggeriet, omkring omgang 15 fik jeg først tændt for tv'et, ergo fik jeg ikke set starten. Men uh, hvor var det godt (den pointe burde vist være krystalklar efterhånden). De småforvirrede kommentatorer havde guldkorn i ærmerne. Bilerne fløj rundt på banen som fluer på amfetamin. Flere omgange med safety cars og rod i positionerne fik dem til at forveksle kørerne. Ganske fornøjeligt. Jeg æder deres ord råt, for så meget ved jeg nu heller ikke om Formel 1 at jeg kan kende forskel på bilerne eller på kørerne. Men vor herre i skuret, hvor gik det dog galt for dem, altså kørerne.

Alonso kæmpede med at få et forspring på mindst 30 sekunder så han kunne nå ind og få sig et pitstop, en kold øl, en smøg, mere benzin og nye dæk og samtidig bevare føringen. Da han endelig når dertil, efter flere omgange bag en safety car, får han skifte dæk og tanket op. En halv omgang senere knalder ham med næsen først ind i muren. En skrue var gået løs ved det ene dæk, så han mistede både styring, føring og bil. Ud med ham i resten af dette løb. Der er vist en mekaniker i Alonsos garage der mangler arbejde nu.

Kimi Raikkonen havde endelig mast sig op blandt top tre, men i en fejlvurdering af en overhaling smadrer han sin bil ind i Liuzzi. Bilerne flyver op i luften, smadrer mod jorden, gennemsnitsfarten er langt over det tilladte på de danske motorveje. Den finske stakkel må også udgå af løbet og Liuzzi lister tilbage til pitten og ind i garagen.

Michael Schumacher, denne stort beundrede tysker (bare ikke så meget af mig), kører til det sidste med nedslidte dæk. Mønsteret er helt forsvundet da han strejfer Heidfeld (tror jeg) og ryger langt pokker i vold ud i grus og mur. Det var næstsidste omgang, men han er ude.

Elegant og selvsikkert kører Jenson Button (Djænsån Båtån udtales det) over mållininen som den første. For første gang vandt denne lille kønne knægt en Formel 1-sejr. Velkørt, også selvom jeg heppede mere på Raikkonen. Ligemeget, man kan vel godt have en i reserve, især i denne sport. Man ved aldrig hvem der får motorproblemer eller hvem der crasher ind i hvem.

Det er kun tredje sæson jeg følger med i, så jeg kan ikke så mange hårde facts om Formel 1...endnu. Men til dem der ikke lige ved det, en safety car og det gule flag bliver sat ind når der har været et sammenstød på banen og denne skal ryddes af små hurtige myrer. Safety car'en kører foran feltet og sørger for at de ikke kører for hurtigt, at de ikke overhaler eller smadrer hinanden endnu mere. Som navnet siger, en sikkerhedsbil, bare for en sikkerhed, så de små myrer kan sætter livet på spil og feje banen. (nu burde selv pøblen have forstået det).

Mere Formel 1!!!

At sove med åbne øjne

Noget jeg har fået at vide jeg har gjort hele livet. Jeg ved det ikke selv, kan jo ikke ligefrem se at jeg sover med dem åbne. Lige inden jeg falder helt i søvn begynder øjnene at åbne sig, jeg kan med mellemrum registrere at jeg ser noget. Men folk siger at jeg sover med åbne øjne, og så må det være sandt. Vil egentlig gerne have et billede af det en dag, bare for lige at overbevise mig selv helt og for at se hvordan det ser ud. Vender det hvide ud af øjnene eller ligger jeg og ruller med øjnene? Stirrer jeg eller skeler jeg? Hvor åbne er de egentlig, bare en lille sprække eller er mine øjne ved at poppe ud af hovedet på mig?

Jeg googlede fænomenet, men fandt og egentlig ikke noget jeg ikke vidste i forvejen. Det er ikke skadeligt at sove med åbne øjne. Nogle får tørre øjne, det gør jeg også selv med mellemrum. Især hvis jeg sover med kontaktlinser, de kan være ret svære at få ud om morgenen. Man kan få en lille operation af øjenlåget så det er muligt at holde øjnene lukket, men så store problemer har jeg ikke, så det er ikke nødvendigt.

Det er arveligt. Jeg ved ikke om min bror eller halvsøster også sover med åbne øjne. Tror min mor engang har spottet min halvsøster sove med det ene øjne lidt åbent, men jeg er ikke sikker. Jeg har ikke hørt om andre i familien, hverken på mors eller fars side, der har sovet med åbne øjne.

Der er flere historier om hvordan jeg har sat en skræk i folk. Da jeg stadig boede hjemme hos min mor faldt jeg engang i søvn på sofaen. Min mor så at jeg lå og "så tv", og talte til mig. Hun kunne ikke forstå hvorfor jeg ikke svarede. Lille frække unge skal da svare sin mor. Hun var lidt sur da jeg vågnede.

Der var vist også barnepigen da jeg var spæd. Hun fik sig en forskrækkelse da hun så den lille tykke baby ligge med helt åbne øjne og ikke reagere på noget.

Jeg plejer at advare folk inden jeg lader dem overnatte, og det sker at de kommer med en kommentar næste morgen. "Du lå og stirrede på mig!" "Hvor er det skræmmende!" Jeg plejer at forsøge og skjule hovedet når der er andre sovende mennesker i rummet, bare for at skåne dem for mareridt. Jeg tager det ikke så nært at folk ligger med ryggen til mig, det er vel bedre at have et brændende blik i ryggen end vågne og kigge lige ind i et par døde øjne. Jeg ville også vende ryggen til vedkommende, hvis den lå og stirrede på mig en hel nat.

Det er forresten ret svært at falde i søvn midt på dagen, når det er så lyst og solen skinner. En hånd over øjnene hjælper dog ret godt.

Visdomstænder og tandpine

En af mine upcoming visdomstænder har fået vokseværk. Det betyder ondt i tanden, kæben og arrigt humør.

Visdomstænder er noget af det dumeste og mest overflødige Moder Jord nogensinde har lavet. Hvad skal man da også bruge sine visdomstænder til? Jeg er ikke et rovdyr længere, jeg har ikke brug for så mange tænder til at tygge det rå kød. Bare lidt ekstra smerte når man er nået gennem den smertefuld pubertet, hvor kroppen muterede sig fra et knoglet vaskebræt til en behåret pæreform.

Jeg bliver ikke klogere af at have fire visdomstænder undervejs. Jeg kan ikke bruge dem til noget konstruktivt. Der sidder bare madrester fast i dem efter hvert måltid. Det giver en ekstra udgift på tandstikker, udover tandtråd. Sidstnævnte kan ikke komme ned i mellemrummet mellem visdomstænderne og kindtænderne, der er simplethen ikke plads.

Det giver mig gråt hår at tænke på hvor meget jeg skal betale for at få visdomstænderne fjernet, når de er klar til det. Jeg har ikke bedt om at få alle fire, jeg kunne godt have nøjes med to.

Engang kunne man gå til den lokale smed og få sine dårlige tænder fjernet. Så opfandt et fjollet menneske tandbørsten og et nyt erhverv: TANDLÆGEN. Den "læge" skulle så også have en assistent, en sekretær og noget til at passe skranken hvor de skrækslagne patienter kommer for at bestille tid. I dag har de lavet en konspiration mod hele menneskeheden. De sidder og griner hånligt hver gang boret tændes.

Jeg gider ikke tandlæger, fik nok af dem da jeg havde bøjler. Der er ingen grund til at rode mere i min mund, mine tænder har det fint, bortset fra alle de 400 visdomstænder der er ved at bore sig fra min skulder og ud gennem min kæbe, måske når de også gennem kinden på mig.

Sidst jeg var til tandlæge, sagde de at visdomstænderne så fine ud og var på vej. PÅ VEJ!!??!! Nej, det siger du ikke! Min kæbe er for anden gang i sit liv ved at gå at led fordi det gør ondt. (første gang var bøjlen, der skulle rette mit overbid)

Forhåbentlig holder tanden snart op med at skubbe så hårdt til mit tandkøb, så jeg kan få lidt fred. En dag mere med hidsigt humør og så burde det være overstået...for de næste par måneder.

Sommer - og vi er kun halvvejs

Årh ad. Jeg er træt af al den her hede. Sommer er bare ikke min årstid, den nægter at samarbejde. Sol, varme, nøgne mennesker på strande. Man bliver konstant mindet om at drikke vand, men lunken vand smager ikke vældig godt, og mit køleskab gør sit job så godt at det fryser madvarerne. Is i en kæmpe flaske er evigheder om at smelte. Og ja, jeg kunne da vælge at lade vandet løbe fra den kolde hane lidt tid inden jeg drikker af vandet ,men jeg har ikke tålmodighed (jeg står jo og dør af tørst i mens) desuden det er synd for miljøet og vandregningen på kollegiet.

Fik jeg sagt at jeg ikke kan lide sommer? Ikke nok med at jeg skal døje med sved, kropssaft og dårligt kropslugt, så lider jeg af ond soleksem, næsten fra de første varme solstråler i foråret til sensommeren-solens sidste krampetrækninger på at holde vinteren væk. Det klør, jeg klør igen, nogle timer senere har jeg i desperation kradset røde mærker og små knopper frem på den klistrede hud. Sveden får det til at svie og klø endnu mere, og jeg klør igen. Eksemen skal ikke komme her og bestemme. Det derfor jeg hele tiden at tvunget til at klippe mine negle om sommeren, jeg kunne jo klø og kradse huden væk hvis de var lange og robuste nok.

Jeg kan ikke lide sommer fordi pludselig er alle i et festligt humør, de har ferie, de har ingen planer og nu kan de feste i hele uger ad gangen. De smiler og hilser, vil sludre og sladre, snakke og fortælle. Og hele tiden bliver vejret og solen nævnt, selv når det regner er de glade, så kan de sidde indenfor og sludre og sladre. Når regnen er væk, går de udenfor og nyder den ih og åh og ah så friske luft.De går tur med deres hunde og får de små loppebefængte bæster til at skide på samtlige rene fortovsfliser, som kun er blevet rene fordi regnen har skyllet hundelort og fugleklatter væk.

Halvdelen af mine gener er fra de tropiske øer, med blåt hav og palmestrande, og lever med danske sommertemperaturer hele året næsten. Det er absurd, de er også altid så glade og smiler vidt og bredt til alle. Jeg render panisk rundt og forsøger at finde et sted der ikke er over 10 grader Celsius varmt (for det meste ender jeg med at forsøger at presse mig ind på en hylde i køleskabet).

Det kan være så varmt om sommeren at selv mit tøj brokker sig og sveder. Jeg er sikker på at det allerede er vådt inden jeg tager det på.

Allermest hader jeg sommeren fordi det er den sidste årstid inden min fødselsdag, som er i den tidlige sensommer. Efter min fødselsdag er vejret køligt, blæsende, vådt og naturens grønne farver dør langsomt og farverigt.

Jeg stemmer for at vi springer sommeren over næste år. Hvis folk vil have sol, må de tage sydpå, solen lukker og slukker fra midten af juli næste år og så er der dømt køligt stormfuldt vejr.

For rastløs til at studere

Jeg fik engang at vide, at jeg er for rastløs til et studie. Det må have været på efterskolen, så det er vel 5-6 år siden. Og jeg må da sige det var en kamp at komme gennem gymnasiet. Selv i dag bliver jeg let distraheret også selvom jeg kan lide mit studie og de fag vi har.

Jeg mindes ikke at have haft helt så svært ved det i de tidlige år i folkeskolen, men dengang kom tingene måske også meget nemmere til mig. Alle de voksne sørgede altid for at få mig sat foran lektierne og holdt øje med at jeg også fik lavet noget. Som store ørne kredsede de rundt om mig mens jeg sad og forsøgte at koncentrere mig, og artige lille mig ville da ikke lave ballade så jeg kæmpede mig gennem matematik-opgaver og grammatik-øvelser.

Tanken er egentlig; om jeg er blevet endnu mere rastløs efter at have fået at vide jeg er meget rastløs.

Måske fokuserer jeg så meget på det, og er så bevidt om det, at jeg gør det hele værre.

Måske kan jeg bedre kæmpe imod distraheringerne ved at være så bevidst om at min koncentration er skrøbelig.

Måske må jeg bare acceptere at jeg skal kæmpe.

Ak ja, livet er ikke beregnet til at være en nem tingest at gennemleve.

Jessica

I aften kommer anden del af en miniserie. Den bliver vist på DR1 lidt før 22.00

Serien handler ikke om mig og mit liv. Så der er ingen grund til at tro at jeg er en australsk ødemarks-prinsesse. Desuden så kan jeg ikke lide heste, de lugter.

F'erne i Filippinerne

Det her lille stykke fact er jeg ikke helt sikker på er 100% korrekt, men det stopper mig da ikke fra at skrive om det.

I følge en velkendt kilde (min moar) bruges F-lyden ikke i det filippinske sprog. Jeg ved ikke om bogstavet F bruges, men lyden gør åbenbart ikke. Det vil så sige at befolkningen egentlig er pilippinerne.

Noget må være gået galt da de gav nationen et navn. På engelsk staves det Philippines, så et eller andet sted har nogen mistolket det lille H. Det burde jo egentlig være stumt, men måske har amerikanerne haft for meget indflydelse og lært hele resten af verden at H'et er en del af P og skal udtales som F. Men okay, det hed vel også Filippinerne før amerikanerne kom til landet. Måske bør man så give Spanien skylden?

Vi andre burde vise filippinerne lidt venlighed og begynde at stave og udtale det som Pilippinerne, bare så de ikke føler sig helt fremmedgjorte/udenfor i verden.

Hysteriske mennesker

Var lige en tur i det lokale inkøbscenter for at hente min fine lille nye bærbare. Har forresten døbt den Junior, fordi modellen hedder noget med Pavilion. Så fordi jeg har årets Roskilde Festival frisk i erindringen opkaldte jeg den efter Pavilion Junior-scenen. Klart nok, jeg har aldrig sagt at mit hovede fungerer optimalt.

Men altså, tilbage til Amagercentret. Jeg slæber lykkeligt på en kæmpe kasse ned gennem de lange gange. På vejen passerer jeg et par, eller i hvert fald en ung dame og en ung herre. De står og kigger ned i nogle tilbuds-kasser som forretninger ofte har stående derude på gangene. Jeg når hen til dem og kan efterhånden høre hvad de taler om. Damen står sgu og tuder med tårer og snot dryppende ned i kassen. Den unge herre forsøger at trøste hende, give hende et kram og hvad man sådan ellers lige gør at trøstende ting. Kvinden står og hyler hysterisk i et indkøbscenter! Come on, hvis man ikke lige er i humør til at omgås så mange mennesker, så bør man nok blive hjemme og være hysterisk der. Jeg gider ikke se på en voksen dame, der står og tyder i offentligheden.

Ja okay, hun har vel haft sine grunde til at stå og græde lige der på det sted. Men det her bliver endnu bedre. Gutten spørger hende om hun ikke vil have en snack at trøste sig på. Hmm, tjo, jeg ved ikke lige hvad han mener med snack her? Kvinder og chokolade skulle være en god blanding. Men mon hans forslag til en snack er mindre stueren? Har han en snack i bukserne hun må smage på?

Altså, konklusionen er så: Hysteriske mennesker bør blive hjemme og græde der, og have deres perverse kæreste hos sig. Jeg ventede da også med at juble hysterisk over min nye bærbare indtil jeg var kommet hjem og havde lukket døren grundigt efter mig. Jeg lever trods alt ikke i en musical, hvor jeg hysterisk bryder ud i sang hver gang jeg er glad. Jeg begynder heller ikke at græde offentligt, bare fordi jeg lige var i humør til det.

Alt med måde, som man siger. Det er da tilladt at vise følelser, men der er ingen grund til at gøre sig selv pinlig ved at være hysterisk offentligt.

Nyt billedarkiv

Så har jeg fået mig et nyt og lidt bedre sted at smide mine billeder hen. De ligger lige her og venter på at blive gloet på af nysgerrige forbipaserende. Der er ikke mange, med med tiden, burde jeg have fået samlet alt hvad jeg har af pinlige billeder af fulde folk og andet pøbel, der er blevet fanget af mig og min onde blitz.

Så, derfor, opfør dig pænt, hvis du spotter mig til en fest.

Uh, og så får jeg købt mig en ny lille bærbar. Den er ganske fin og noget bedre end dette antikke kræ jeg taster rundt på lige nu. Jeg kan mærke hvordan den langsomt dør for mig, hver gang jeg tænder for den. Den sukker som en bitter gammel mand, og knager i ledene som en gammel gigtplaget kvinde. Men nu har den også levet sammen med mig og min hårde behandling i snart to år, så er det vist på tide at den får sig en tiltrængt ferie, den var jo også brugt da jeg fik den. Men tja, livet går videre, og den tilfredsstiller bare ikke mine kræv længere. Hurra for børneopsparing og familie, der gider forkæle mig.

Og det var så...

årets Roskilde Festival.

Musik jeg fik hørt eller set, i større eller mindre grad:

Guns 'n Roses, Volbeat, Roger Waters, Placebo, Arctic Monkeys, Deftones, Tool, Primal Scream, Spleen United, Kaizers Orchestra, Morrissey, Bob Dylan, Scissor Sisters, Kashmir, Wir Sind Helden, Magtens Korridorer, Vincent Van Go Go, Purified in Blood, (og sikkert nogle flere jeg har glemt fordi jeg var for fuld til at huske det)

Selvom vejret var dejligt og himlen var skyfri det meste af festivalen, så har jeg alligevel fået mig en ond og dødelig forkølelse. Mente ellers selv at jeg var passede påklædt til de varme dage og iskolde nætter. Men det mente min krop åbenbart ikke, den skulle absolut ryste af kulde gennem få timers søvn hver nat, så no wonder jeg er snotforkølet. Det går vel snart over.

Som altid fik jeg taget billeder af alt og alle jeg mødte hele ugen igennem, det har givet mig over 250 nye billeder at lege med. Langt de fleste er dårlige koncert-billeder, fordi folk har det med at hoppe og skubbe og skrige under koncerterne og det går udover mine billeder.

Billedet hér, er af mr. Axl Rose, også kendt som Guns 'n Roses.

Sådan, hjemme igen, årets bedst uge er slut og forbi, og jeg får ikke lov at sove på jorden i et lille forkrøblet telt med 100.000 mennesker som naboer i deres egne små forfaldne telte før næste år . En meget god ting. Der er så langt at gå til badene på Festivalen, man får jo alt for meget motion.

De 7 dødssynder

De 7 dødssynder er:

Stolthed
Misundelse
Grådighed
Frådseri
Dovenskab
Vrede
Begær

Vil det så sige, at hvis jeg ikke gør de ting på listen, så kommer jeg til at leve evigt? Godt at jeg ikke har planer om at leve evigt. Det ville da blive et kedeligt liv.

Roskilde Festival

Så er det tid til igen at pakke soveposen, liggeunderlag og telt. Det er i morgen der blver åbnet for campingområdet til årets Roskilde Festival. Der er forlængst blevet udsolgt, og de sidste mennesker uden billet indser vist nu for alvor at de ikke kommer med i år. Godt eller skidt for dem, jeg er ligeglad, for min billet har ligget og kigget på mig den sidste måneds tid.
Denne ene uge hvert år samler folk sig fra øst og vest i landet, nord og syd i Europa på et ganske lille bitte grønt areal. Det bliver drukket, sunget, hygget, snakket og mødt med nye venner. Der er plads til alle, også selvom man bor så tæt. Det lader til at en uge uden et egentlig privatliv er noget mange kan lide.
De første fire dage ligger folk i deres små lejre og drikker sig fra sans og samling, ret meget andet foregår der vist ikke. Der findes andre aktiviteter, men de færreste kan vist stå oprejst på et skateboard med onde tømmermænd. Så egentlig drikker man bare sin lever til døde, ser måske lidt film i biografen eller finder andre ting at slå tiden i hjel med indtil de fire dage er gået. Kedsomhed findes ikke der. Mon der egentlig er mennesker ude i de små telte som slet ikke får noget alkohol indenbords? Der er der vel, om de har valgt det eller er tvunget til at være de sjove på vandvognen, så er de der nok et sted. Man skal bare lede længe.
Der er oplevelser nok til at fylde et helt år, og man får materiale nok til anekdoter der kan fortælles flere år frem. Selv når man er kommet hjem og har fået sig et tiltrængt bad er stemningen der stadig. Fremmede mennesker har pludselig et samtaleemne fordi de har ens festival-armbånd på.
Uh ja, det bliver godt i år. Mudret eller ej, jeg vil ikke gå glip af i år. No way. Ikke med et så godt program.

Alice in Chains

Så kom den store dag endelig. Har siddet og kigget på min billet siden starten af marts måned eller påske. En af delene. Så derfor befandt jeg, mig og min krop sig mandag aften den 19. juni i Vega i København.
Hele ugen inden var gået med at minde hinanden om koncerten, lave fjollede tøse-hop, være hysteriske og selvfølgelig at lytte til AiC for fuld skrue. Især når Itvana var i nærheden.
Nu ejer jeg kun fem sange og jeg har virkelig store problemer med at huske tekst og titler på dem...som altid. Ergo er min viden meget begrænset omkring Alice i lænker, men derfor kan man vel godt have lov at lide bandet.

Der var to opvamningsbands. Det første spillede en art metal, der bare var lige lidt ... hmm ... æh ... velegnet til at købe øl til. Bandets navn ledte mine tanker hen til Simple Plan, ganske simpelt fordi dette opvarmningsband hed Simple Blood. Simpelthen så simpelt.

Band 2 - Stonesour. Tjo, de gjorde mig da stensur. De belv jo ved med at spille. Kom dog af scenen så vi kan få lov at se det vi rent faktisk har betalt for. De lyttede vist til mig, for ALICE IN CHAINS kom på.

Første akkorder blev slået an, trommerytme blev tilføjet og pludselig vågnede den næsten halvdøde gut ved siden af mig. Under hele resten af koncerten nægtede hans arme al genskab til tyngdekraft og min frygt for at få en albue i hovedet tiltog i styrke efter hver sang. Spaden kunne ikke stå stille længe nok til at jeg kunne få taget nogle bare nogenlunde close-ups af hvert enkelt bandmedlem, han hoppede simpelthen for meget.

Altså nu er Vega jo indrettet lige efter min smag. Pøblen og andet kravl kan stå nede på gylvet foran scenen og lave mosh-pits, men os andre bedre mennesker står på balkonen og allerhøjst stamper lidt i gulvet når det er vildest. Men den her spade havde misforstået konceptet, så han hoppede, sprang og blokerede konstant for mit udsyn. Jeg burde måske være blevet lidt stensur, men lad det ligge, ALICE IN CHAINS spillede, så kunne jeg slå ham bagefter.

Der kom en lille gæsteoptræden fra Lars Ulrich, trommeslageren fra Metallica. Folk forstår sørme når der kommer store navne frem, for pøbelen tabte fuldstændig kontrollen. Råb, skrig, skrål. Det nu tilladt at lægge en lænke eller to på sine skrål, så man lige kan høre manden sende en skål ud i rummet.

Konklusionen på aftenes udskejelser er sådan cirka: jeg bliver lidt stensur, når Alice i sine lænker ikke kommer tilbage foreløbig. Kunne ellers godt trænge til mere skrig og skrål og dele sved med 500 mennesker. Uh, nej vent. Roskilde Festival 2006 ligger jo kun lige om hjørnet.

VM?

Oooookay, et styk ond tvilling overtog en kort stund tastaturet. Bare rolig, jeg har lagt hende i lænker og pakket hende ned i kassen sammen med sine Backstreet Boys cd'er. Så kan hun hygge sig der. Det sker ikke igen ... foreløbig ... medmindre jeg bliver kidnappet og sendt til Beth Hart-koncert i Tivoli.

Der er jo VM i en sport, der hedder fodbold. Kender ikke meget til den sport. Altså en hel masse mennesker i hver deres uniform, tror det er tre hold. To store og et enkelt-mands. Stakkels den, der er alene på sit hold, men tilgengæld får vedkommende nogle sjove kort at lege med, så den kan den smide de andre hold ud.

Og så er der jo mål og bold. Ikke forstået hvorfor de ikke kan sparke godt nok til den bold så den rent faktisk rammer det store metal-bur, der har fiskenet hængende.

Tjo, ret fjollet, men man kan tjene penge på sådan en sport og leve ret så godt af sin løn tilmed. Måske burde jeg skifte karriere...?

Det eneste gode ved alt det boldspil i tv er at det fungerer ret godt som baggrundsstøj når man læser til eksamen. Det er da fedt at folk jubler og klapper når man er nået gennem en tekst, eller bare en enkelt side.

Sugarbabes og poptøzer

Iiiiih, altså. Det var bare SÅ vildt i Tivoli i fredags. Jeg er bare helt vildt mega glad for de tre tøzer. De bare totalt gode til at synge og så er de også vildt smukke samtidig. Altså, det var bare en dejlig koncert, også selvom jeg ikke kom helt op foran. Men det er da også for dårligt at deres største fan ikke kan få lov at komme helt op til scenen og tage gode billeder af dem. De er jo så smukke alle tre, så de fortjener at få taget gode billeder af dem. Men altså, jeg må bare nøjes med dem jeg har og så alle de plakater jeg har tapeseret mine vægge med.

De bare SÅ gode, jeg forstår ikke hvorfor de ikke spiller på Roskilde Festival i år. Ikke fordi det er et sted jeg vil tage hen, der er jo så mudret og beskidt og man skal sove i telt og kan ikke komme i bad og der lugter sådan lidt meget ulækkert overalt. Iiih, ad, puha da nej, sådan et sted vil jeg aldrig hen.

Men altså, jeg synes bare Sugerbabes har vildt meget talent. De har noget vildt fedt tøj, de er bare SÅ smukke og så kan de synge rigtig godt på en scene. Jeg er sikker på at de ikke har øvet sig inden, det har de da for meget talent til, at spilde tiden på at øve sange og de har ikke ret mange dansetrin, dem kan jeg da sikkert også lave uden problemer. Jeg danser også vildt meget selv, og jeg er vildt god til det. Jeg styrer mega meget på et dansegulv. Altså jeg synes bare de gjorde det vildt godt, de sang og dansede og gik på scenen og vinkede samtidig og så i høje hæle!!!!!!! Hvor vildt er det da bare ikke? Det vil jeg også lære.

Altså, om min fredag i Tivol kan jeg kun sige; vildt-mega-maget-totalt-super-dejlig-fantastisk. Jeg håber da de kommer tilbage til Danmark og spiller for mig igen, og denne gang skal jeg helt sikkert stå HELT oppe ved scenen.

Og så lige tak til alle mine søde veninder der også ville med ind og se Sugarbabes. I bare SÅ dejlige og søde og sjove alle jer tøzer. Iiiih, fnis.

Vredesudbrud

Det her er til visse personer, jeg sætter ikke navn på dem, de bør selv vide hvem de er.

Ærligt, jeg synes ikke det er sjovt at høre fra min bror at han får så meget skældud. Han er ikke en lille dreng længere, han kan sagtens passe på sig selv, tage ansvar for de ting han laver, han ved havd han gør. Men nu har jeg flere uger i træk, hvis det da ikke er blevet til en hel måned, hørt ham fortælle om alle de ting han er blevet kaldt. Alle de opkald han har fået fra sure folk. De skænderier han har måtte stå igennem face-to-face eller over telefonen. Selv jeg har fået et opkald med brok over ham. Jeg vil altså ikke høre på det.

Det er ærgerligt for jer at I ikke kan se hans gode sider. I ser kun en lille dreng, der ikke har styr på sine ting. Han er ikke den lille dreng længere. Jeg gentager: "HAN ER IKKE DEN LILLE DRENG LÆNGERE!!!"

Måske burde I også kigge lidt på jer selv, I er ikke så fantastiske. I lader jo jeres egne frustationer gå ud over én, der allerede ligger ned.

Så, vær lige søde ved hinanden, jeg er der ikke til at være fredsmægler mellem jer længere. I skal bare lære at være forstående overfor hinanden, hvilket I tydeligvis ikke er endnu, I behøver ikke kunne lide hinanden eller de valg I hver foretager. Men lidt forståelse for hinanden er vel ikke for meget forlangt.

Eksamensstress

Det er vel noget alle studerende lider af på et eller andet tidspunkt i løbet af deres studie. Men der er nu alligevel noget over sådan en stemning al den stress kan give. Man ser de små travle stakler løbe rundt mellem computere, boghylder, medstuderende, ind og ud af lokalerne, frem og tilbage, tilbage og frem. Nogle har måske en kop kaffe limet til hånden, der af sig selv bliver fyldt med varm kaffe hele tiden. Nogle har en mobil presset mod øret mens de råber ad et studiegruppe-medlem, der ikke er dukket op til tiden. Nogle står og stirrer ondt på printeren, der aldrig virker når den skal, eller aldrig har papir nok til at printe den lange vigtige opgave.

Man kan se fænomenet næsten dagligt hvis man tager ud på et af de fine universiteter eller andre uddannelsessteder. Man sætter sig et centralt sted hvor alle kan løbe forbi og man observere denne venlige verden, hvor alle kan hjælpe alle. De muntre små myrer løber, stresser, skriver, læser, tænker og lærer. De starter tidligt om morgenen og går først hjem når de kun lige har energi nok tilbage til at sætte sig på cyklen og trille hjem til det lille kollegieværelse.

Men så bliver det fredag og de små flittige mennesker slukker computerne, sætter bøgerne tilbage på hylden og vandrer i samlet flok hen til den nærmeste bar. De sætter sig glade, trætte og tilfredse ved bardisken og tømmer derefter baren for alt drikkeligt sprit, sprut og øl.

Ak ja, de kære flittige studerende. Disse små livsglade mennesker, sprængfyldte af energi og trang til oplevelser. Hjernerne kører på højtryk for tiden og den logiske sans drukner i faglige begreber og uforståelige undervisere. Men de er ved godt mod, og døgnet har mange timer, så de skal nok få det lært. Snart kan de se lyset forude hvor sommeren og en lang og tiltrængt ferie venter. Snart kan de få lov at sidde i baren dagligt og glemme alt hvad de lærte i dette semester.

Nej nej, vi stresser ikke, vi har bare travlt med at få sommerferie.

Kørekort

Det var så i dag lille dengse-drengen fik kørekort. Det betyder at jeg fra nu og indtil han bliver for gammel til at køre bil vil være skrækslagen hver gang jeg vover mig ud i trafikken. Hehe.

Og undskyld Kevin, men jeg bliver jo nødt til at advare folk. Måske burde du bare tage mig med ud at køre en meget kort tur, så kan det jo være jeg skifter mening.

Bibliotekarers 10 bud

Utrolig hvad man sådan finder af ting når man rydder op i sine løse papirer. Her er så 10 bud på hvordan man får en bruger/låner til at forsvinde fra skranken, så man kan gå tilbage til sin kop kaffe/grønne te og "Ude & Hjemme".

1: Bibliotekaren henviser, men uden at følge op.
2: Bibliotekaren henviser øjeblikkeligt til en anden kollega, helst så langt væk som muligt.
3: Bibliotekaren antyder, at brugeren skulle være bedre forberedt inden vedkommende beder om hjælp hos bibliotekaren.
4: Bibliotekaren prøver at få brugeren til at acceptere information, som er let tilgængelig.
5: Bibliotekaren advarer om negativt udfald af informationssøgningen.
6: Bibliotekaren forsøger at få brugeren til frivilligt at opgive.
7: Bibliotekaren signalerer non-verbalt at samtalen og informationssøgningen er slut.
8: Bibliotekaren siger explicit at søgningen ikke fører nogen steder.
9: Bibliotekaren siger at informationen ikke findes i biblioteket og at den nok slet ikke findes.
10: Bibliotekaren siger, at vedkommende lige vil finde et bestemt dokument, men vender aldrig tilbage.

Søskende

Der er nu bare noget særligt over forholdet mellem søskende. Et venskab, der holder hele livet, legekammerat, interne jokes og fælles gener. Jeg forstår ikke hvorfor nogle forældre vælger kun at have et enkelt barn. Kan de ikke se forholdet mellem søskende, hvor vigtigt det kan være med en ven der er så tæt på.

Hmm, måske lidt strengt at sige at alle forældre bør få mindst to børn, når verden jo er overbefolket med sultende børn. Men come on, det stakkels barn, der ikke har en buddy at rive bleen af på, en slås-kammerat, en legekammerat. Og i sidste ende er det en ven man går gennem livet med.

Man slipper jo ikke for familien, forhåbentlig.

Og lige noget andet....Kevin....LASAGNE!!!!!

Keith Richards

Mon koncerten i Horsens 8. juni bliver aflyst??? Hmm, ville glæde mig hvis den gjorde, for jeg har ikke billet. Det kan ikke passe at jeg går glip af dem to gange, men det kommer sikkert til at passe. Bare fordi Keith ikke lige kan spille så kan de andre sagtens optræde, og det er vel ikke ret svært at finde en afløser for manden.

Ret sørgeligt egentlig. Manden har brugt hele sit liv på at brænde sine hjerneceller af med stoffer og alkohol, men der skulle et fald fra et palmetræ til før hans hjerne sagde stop. Så nu ligger hans hoved og truer med at lukke ned for de sidste rester aktiviteter. Det kunne blive en ynkelig afslutning på hans liv, at ende som en grøntsag.

Isspisningstaktikker

Nu er det jo efterhånden ved at være sommer. Det siger kalenderen i hvert fald, og temperaturen + solskin disse dage er også ganske fin. Man kan så passende sætte sig udenfor i det grønne græs (hvis man ikke har høfeber) og spise is. Her er så lige nogle gode råd/taktikker til hvordan man gør det. Altså spiser is.

Køb altid mest mulig is for så få penge som muligt.

Husk ekstra servietter, nogle kan ikke styre den smeltende is og kaster det på andre mennesker i stedet.

Lad ikke små børn få is, medmindre de gerne må have is i hele hovedet, eller der er en anden med store mængder tålmodighed til at tørre barnets fjæs hele tiden.

Is nydes bedst når den er kold, så lad være med at forsøge at bage den, koge den eller stege den.

Der er altid plads til is, medmindre man da har spist 2 Liter i forvejen, så er det vist bedst man holder en pause en times tid.

Nyd isen, nyd isen, nyd isen og spis ekstra meget hvis den er gratis.

Husk så også lige at tage dit skral med dig, det er ondt at lade sit affald ligge i græsset så andre risikerer at sætte sig i det. Det er også synd for naturen.

Hermed erklærer jeg isspisningssæsonen for åben, hvis den da ikke allerede er det.

Godmorgen

Det sker jo med mellemrum at man en morgen vågner efter alt for få timers søvn og forsøger i forskrækkelse at slukke sit vækkeur. Man ligger og stirrer ondt på uret, man vender sig og stirrer i stedet op i loftet.

Man åbner sine øjne og konkluderer at vækkeuret ikke havde den ønskede effekt, man har endnu engang sovet over sig. Man forsøger irriteret at komme ud af sengen, men kroppen føles som noget i hval-størrelse og den nægter bare at flytte sig væk fra den varme dyne.

Suk, nogle dage burde man bare blive i sin seng.

Himmelskibet

Fredag-aften tilbød mig en tur i Tivoli og jeg tog imod tilbuddet, selvfølgelig først efter at have været forbi skolens fredagsbar for at indtage x antal skod-øl. Den nye forlystelse i Tivoli åbner på mandag/ 1. maj og hedder (som overskriften sjovt nok også antyder) Himmelskibet. Jeg fik taget et meget dårligt billede af tingesten:

Hmm, egentlig er det vist blevet til et billede af en høj metal-pæl uden den fine tingest på toppen. Den havde de ikke sat på i går. Men for at illustere højden af denne metal-pæl:

Sådan ser det ud når man står og glor på den høje metal-pæl. Disse tre unge damer var så venlige at have mig på slæb rundt i Tivoli. Jeg lader dem forblive navnløse, mest af frygt for at de ikke længere vil tale til mig efter at jeg har smidt et lidt tåbeligt billede af dem ud på nettet.

At rydde op

I stedet for at være flittig og læse noget studie-relevant begyndte jeg i formiddags at rydde op i skuffer, skabe og hylder. Det har længe været tiltrængt, men i mangel af lyst til at læse fik jeg nok af mit rod og gik i gang. Selvfølgelig ikke uden lige at hælde en kande kaffe indenbords og tilhørende x antal kilo sukker, ellers tager det for lang tid, kaffen glider ikke hurtigt nok ned og jeg er ikke frisk nok til at arbejde uden kaffe.
Under oprydningen fandt jeg de særeste ting. Skrammel jeg ikke har brugt, set eller rørt ved siden jeg flyttede ind. Der må ligge et samler-gen gemt i min krop et sted for jeg ejede; en barbiedukke, to vandpistoler, 10 år gamle kvitteringer, diverse tidsskrifter jeg aldrig har læst, tomme flasker fra fester der har foregået på værelset, tomme æsker fra mine indkøb af moderne elektronik.
Hvor kommer de ting fra??? Jeg tager dem ikke med hjem, jeg ved jo ikke engang at jeg havde dem! Jeg glæder mig ikke til den dag jeg tager mig sammen til en grundig støvsugning. Gad vide hvad der ligger under min seng? En død hund? En oppustelig dukke? Måske finder jeg en check på 10.000kr, det skulle undre mig hvis jeg ikke gjorde.

Gallafest

Yes Yes. Jeg dukkede op i fin kjole. Smadrede mine fødder i nye sko, et sikkert tegn på at jeg ikke egner mig til at gå i høje hæle. Drak mig fuld i bitter champagne. En sjov fest. Det er en farlig cocktail at blande alkohol med fint og dyrt påklædte mennesker. Eller også er en gallafest bare en undskyldning for at være fuld og velklædt samtidig. Jeg satte et venskab på prøve ved at invitere Ivana med ud for at shoppe efter kjole. Jeg skal helst gøre alting på den besværlige måde når det kommer til at købe tøj. Alle butikker blev tjekket inden jeg valgte den kjole vi havde fundet i en af de første butikker vi kiggede i.

Aftenens tema var 20'erne og 30'erne. Ganske glimrende, folk havde forstået konceptet og formåede at kombinere både pæn påklædning og tidsperiode på deres kroppe.

Det var blevet hyret et band til underholdning. Tror de hed Jordans Drive, min hukommelse svigter lidt her ganske enkelt fordi jeg var fuld. Ifølge de mennesker jeg spurgte, så spillede bandet swing fra den helt rigtige periode. NEJ! De klædte sig som folk fra halvtredserne og deres musik var ikke helt efter bogen, der dukkede numre op som jeg er ret sikker på er fra denne side af Anden Verdens Krig. Men nøj, hvor kunne de underholde. Op på borde og stole for at spille soloer (soli?), ned til baren for at kigge mens trommeslager fik sig en solo. Der blev råbt ud til folk og de glade/fulde mennesker råbte jublende tilbage. Forrygende.

Jeg nægter at danse (medmindre man nærmest bærer mig ud på dansegulvet...eller køber øl til mig) og jeg dansede heller ikke i aftes. Det gjorde alle andre. Swing/Jazz/Rock 'n Roll kræver åbenbart at man danser med arme og ben flagrende ud til alle sider, og hvis man ikke støder ind i andre mennesker samtidig, så danser man bare ikke godt nok.

Fik jeg nævnt de mange fulde mennesker. Til min store glæde så drak Runke sig selv i hegnet. Æh ja, så kan han jo lære ikke at starten festen med 5-10 øl til maden og tro at han kan holde det tempo hele aftenen uden konsekvenser. Hehe, så fik jeg alligevel lov at se/høre ham brække sig til en fest og fik dermed også noget jeg kan drille fuldebøtten med ret længe.

Der findes billeder fra festen, jeg har bare ikke ret mange af dem. I al man stress over at skulle have et passende outfit, glemte jeg alt om at kameraer kræver deres batterier opladet med mellemrum. Min blitz døde inden midnat. Det er dybt uproffesionelt og slet ikke acceptabelt når jeg jo skal kunne dokumentere alt hvad jeg lige har skrevet.

Why beer is better than women

Her er det andet ark med visdomsord som jeg købte. Øh ja, nu er jeg jo ikke lesbisk, så jeg kan jo fint tilslutte mig det. Øl er bedre end kvinder! Basta! Men men men, det skal mænd ikke mene, medmindre de jo er til mænd.

You can enjoy beer all through the month.

Beer never has a headache.

You can get over several beers during a night.

Beer is always easy to tumble down.

Your can share your beer with your friends.

Beer is always moist.

It can be seen, that you opened it for the first time.

You can clean beer stain.

Beer always waits patiently.

THe old beer bottles can always be redeemed.

Beer is never late.

You don't have to buy flowers for beer.

You can always have a woman with beer, but never have a beer with a woman...

Beer always froths, never groans.

If you leave it, it won't threaten you with suicide pregnancy.

Beer is not jealous.

There is a variety of beers.

You don't need contraceptives with a beer.

Beer won't talk back.

You can enjoy beer even over seventy!

You can see beer maximum once again.

Several beers together won't talk nonsense.

Beer is less expensive.

Beers don't have mothers.

It is easy to cap your beer.

You can be sure to get your beer.

Beer never brakes down, if you come home smelling women.

Beer is always faithful, it won't leave you for another man.

You can enjoy your beer even in public.

Beer is not interested in the time of your depature.

Cold beer can be good too.

You don't need to wash beer, before you take it in your mouth.

Beer never demands equality.

To achieve your dreams remember your ABC's

En turist-ting jeg brugte penge på i Budapest. Lidt fin skrift på hvad der skal ligne gammelt papir. Jeg gad ikke læse alle 500 skilte om hvordan de lavede papir dengang, rendte bare i souvenir-butikken og købte nogle stykker papir.

Avoid negative sources, places and habits.

Believe in yourself.

Consider things from every angle.

Don't give up and dont' give in.

Enjoy life today, yesterday is gone, tomorrow may never come.

Family and friends are hidden treasures, seek them and enjoy their riches.

Give more than you planned to.

Hang on to your dreams.

Ignore those who try to discourage you.

Just do it.

Keep trying no matter how hard it seems, it will get easier.

Love yourself first and most.

Make it happen.

Never lie, steal or cheat, always strike a fair deal.

Open your eyes and se things as they really are.

Practice makes pefect.

Quitters never win, winners never quit.

Read, study and learn about everything important in your life.

Stop procrastinating.

Take control of your own destiny.

Understand yourself in order to better understand others.

Visualize it.

Want it more than anything.

Xcellence in all your efforts.

You are unique of all God's creations, nothing can replace you.

Zero in on your target and go for it!

Heltepladsen

På heltepladsen vandrer en ensom gammel mand rundt mellem turisterne. Hans ben er usikre og han kan ikke længere tale. Tøjet er rent, men slidt. Han holder nogle postkort i hånden og forsøger at sælge dem til turisterne. Langsomt, får han taget skridtene frem og tilbage mellem gruppen af mennesker. De rige turister med deres dyre kamera ser ham ikke. Kommer han i nærheden af dem, vender de sig halvt i afsky, halvt af medlidenhed, men allermest er de ligeglade. De ser ham ikke, de er for at kigge på heltene, Ungarns kejsere og historiske personer.
Bilerne kører rundt om pladsen, næsten som var den ikke andet end centrum i en rundkørsel. Dagligt ser ungarerne deres helte, store hvide statuer pænt opstillet mellem søjler og buer. Trafikken vælter frem, lastbiler, personbiler, sporvogne, busser, og gør luften sort af udstødningsgasser.
Midt på pladsen er en søjle, og øverst på den står ærkeenglen Gabriel. Turisterne vimser rundt om søjlen og tager billeder af englen. Den gamle mand udser sig en ny gruppe og går imod dem. En dame i kørestol kigger længe på hans postkort, heller ikke hun vil købe noget.
Jeg ved ikke hvor den gamle mand kommer fra, hvorfor han gik rundt på pladsen og solgte sine postkort. Hvor dage havde han mon brugt på at halte rundt på fliserne på pladsen? Havde han familie?
En gammel mand, der for længst havde udført sine heltegerninger, går nu rundt på Heltepladsen i Budapest og sælger sine postkort. Som den glemte helt. Måske fik han nogle fine medaljer i en krig, måske har han været læge og reddede dagligt menneskeliv. Måske er han bare ingenting, en fattig gammel mand, hvis familie hver morgen sender ham af sted til Heltepladsen med postkortene, i håbet om at han kan give familien nogle penge.
Han kommer måske også til at ende sine dage på Heltepladsen. En dag vil hans ben ikke føre ham mere, han falder om. Ingen ser det, for ingen vil købe postkort. Måske har han en ven et sted i nærheden, der kommer stavrende for at se hvorfor den gamle mand ligger ned. På pladsen hvor de store helte er, dør en mand, der selv kunne have været en helt, men i stedet er blevet glemt.

Budapest

Så sluttede ferien i Budapest og jeg blev tvunget på et fly mod lille Danmark. Øv øv, der var ellers dejligt forår i den smukke by. Altså bortset fra at det lige havde været oversømmelse nogle dage inden vi kom derned. Men nok om det, måske kommer der mere senere, indtil videre må folket nyde et hus jeg en dag ejer. Altså hvis jeg skulle blive verdenshersker en dag og de ungarske politikere dermed bliver overflødige og ikke har brug for deres parlamentsbygning.